Brevkasse

“Jeg er led og ked af, at andre ikke har interesse i mig, eller har lyst til at lære mig at kende…”

Hej Maja
Jeg er fra et år siden gået fra min kæreste eller rettere, vi var enige om at vi skulle slå op og han var nok mest sikker i sin sag. argumenterne eller grundende til at vi ikke skulle være et par længe var fra min side at jeg ikke følte mig elsket, værdsat eller prioriteret af ham. Og fra hans side var det at han ikke havde lyst eller overskud til at være opmærksom på andre end hans egne behov. dvs. vi elsker stadigvæk hinanden og er meget trygge i hinanden selskab men jeg manglede alt for meget som jeg ikke kunne gå på kompromis med og han havde ikke lyst til at give mig det ekstra jeg havde brug for. Vi havde været kæreste i 2,5 år der og havde mødt hinanden i gymnasiet og vi slå op efter sommerferien efter vi er blevet studenter.

For at forstå det ordentlig kommer der lige lidt for historie. Jeg er vokset op i skilsmisse hjem hvor min far har valgt at rejse til udlandet for at arbejde med hans nye familie (ny kone som han får et barn med) han er dog kommet hjem men al hans fokus er på hans kone og barn og ikke på mig og mine tre ældre søskende som også er hans. Jeg har derfor boet hos min mor som også har giftet sig igen med en soldat og de får 2 børn.

Min mors mand har været i krig og efter han kommer hjem fra krig i 2010 har han fået PTSD, det bliver der ikke taget hånde om så derfor går det udover os derhjemme. Så i periode fra 2010-2016 lever jeg i hjem hvor der er vold og misbrug og ingen trygge rammer. Så da jeg får en kæreste i 2015 bruge jeg al min tid hjemme hos ham for at slippe væk fra det kaos som er der hjemme. Et år inde o vores forhold dør min kærestes mor af Kræft mit i vores SRP periode og der er derfor ikke megen tid eller overskud til at få mærket og snakket om hvordan vi har det efter dette og vi får faktisk heller aldrig snakket om det efterfølgende.

Dette er også en af grundende til jeg tror han kun havde den gang overskud til at tænke på sig selv og sine egne behov efter endt studenter eksamen hvor der endelig var tid og ro til at mærke efter i et års sabbathår. Nu er det et år siden vi har slået op og jeg ser ham som min bedste ven og jeg som hans. Vi har været ude og rejse sammen i en måned i sommerferien og jeg er nu startet på fuldtidsstudie mens han tager endnu et sabbathår.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg føler stadigvæk at jeg ikke er prioritetet eller ønsket, jeg bliver i tvivl om vi kun er sammen (kun som venner) af medlidenhed fordi han ved jeg ikke har nogle andre nærevenner – som medfølge af mit meget komplicerede opvækst er det svært at få nogle venner som hele tiden kan lytte med til hvor forfærdeligt jeg har det så derfor er der ikke andre end mine søskende som ved hvad der sket og nu så også min ekskæreste.

Men ja, jeg er træt og ked af at jeg skal tage initiativ til at vi skal ses og mødes at jeg hele tiden skal imødekomme hans behov. Når jeg spørger ham om han virkelig har lyst til at være venner så siger ja og han holder af mig og elsker mig og at jeg er hans bedste ven men jeg kan ikke mærke det… Det påvirker mig utroligt meget at jeg ikke kan føle mig velkommen og elsket når jeg ikke er sammen med ham, som at når han år ud af min dør så er jeg ligegyldig for ham. jeg har prøvet med at sige 3 gode ting til mig selv hver dag for at huske på at jeg er god nok, men det er ikke nok.

Jeg græder mit tit i søvn, og jeg går på kompromis og føjer mig efter hans behov og nu også mine klassekammeraters behov på mit nye studie. Jeg er ked og led af at jeg ikke føler at andre har interesse i mig eller har lyst til at lære mig at kende at andre ikke kan se hvor sød og sjov jeg er som jeg så tit får fortalt af min mormor og morfar (de er som mine forældre nu hvor mine egne ikke har været der).

Jeg vil så gerne have en kæreste en som an give mig tryghed og kærlighed og få mit til at føle mig god nok og elsket men jeg ved ikke hvordan jeg skal komme derhen og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med min ven for jeg vil ikke miste ham. Det er måske lidt en for lang smøre til en brevkasse, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre, jeg kan ikke mere og det går udover min skole og arbejde og familie. Jeg vil bare gerne elskes og holdes om..

hilsen Sofie


Svar:

Kære Sofie

Sikke et brev! Og nej, den er slet ikke for lang. Når man har meget på hjertet, må man komme ud med det. Det, du fortæller, er alt sammen vigtigt for at forstå, hvor mange ting, der egentligt er på spil i dit liv. Og jeg vil sige det sådan: der er rigtig god grund til, at du har det, som du har det.

Dine forældre har jo selvfølgelig ikke gjort noget, ud fra dårlige intentioner. Men det lader til, at du har haft en rodet barndom, hvor du i løbet af din opvækst flere gange, har manglet dine forældres opmærksomhed. Det du fortæller peger på, at begge dine forældres fokus har været andre steder, og jeg tror, at du her ubevidst begyndte at tvivle på, hvorvidt du ikke var værd, at interessere sig for.

Rent rationelt, kan vi som mennesker selvfølgelig godt se, at vores forældre elsker os. Sagen er bare den, at vores erfarede viden faktisk betyder mere for os. Det betyder, at hvis du erfarer, at dine forældre ikke er opmærksomme på dig i en længere periode, begynder du at tolke på, hvorfor de ikke er opmærksomme på dig. De fleste børn, tolker deres forældres uopmærksomhed som et tegn på, at de har gjort noget forkert, og derfor – af en eller anden grund – ikke er værd at interessere sig for. Som barn gør man meget for, at beskytte sine forældre, og giver meget hellere sig selv skylden for deres fejl.

Det kan derfor godt tyde på, at du gennem din opvækst, har bygget en idé op af, at du ikke er ønsket af dine forældre, og det sætter sit præg på din selvopfattelse i dag.

Når man har det sådan, er man ekstra sårbar over for at blive svigtet og forladt, og man har oftere brug for bekræftelse fra sine relationer. Man har netop svært ved at tro på, at folk oprigtigt gerne vil én. Du kan derfor have et større behov for bekræftelse fra andre, hvilket kan være tærende på et forhold.

Når det er sagt, er det også rigtig vigtigt at sige, at det heller ikke lyder som om, at dit forhold til din eks-kæreste var helt godt for dig. Du er selv inde på, at jeres forhold var meget præget af svære familieforhold, hvorfor du måske i lang tid, accepterede at du ikke fik nok i fra ham. Derfor tror jeg det er godt, at i bare er venner i dag.

Men det får jo selvfølgelig ikke dine følelser til at gå væk. Din historik peger på, at du er nød til at få bearbejdet dine følelser på et dybere plan. Du kan gå få bugt med din grundlæggende følelse af, ikke at være god nok, ved at forstå hvorfor den er der. Ved at gå dybere ned i din familiehistorik med en professionel, kan du stille og roligt optrevle din idé om, at du er utilstrækkelig, der vil hjælpe dig med at få en ny, mere positiv selvforståelse.

Det er et benhårdt arbejde, men det vil i sidste ende være livsændrende for dig!

Stort held og lykke fremover!

Maja

Maja Vain Gilbert
Maja Vain GilbertAutoriseret psykolog og stifter af UngTerapi
Jeg elsker at hjælpe unge med alt mellem himmel og jord. Spørg løs, og jeg vil gøre mig rigtig umage med at give dig et grundigt svar!
Skriv til Maja her!

Tidligere Indlæg

By | 2018-10-05T12:36:27+00:00 oktober 5th, 2018|

About the Author:

Autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi. Jeg er et nysgerrigt, glad og begejstret menneske, der elsker at være psykolog, OG arbejde med unge. Derudover elsker jeg også at skrive om alt muligt, jeg synes er vigtigt, og som jeg håber du måske kan inspireres lidt af!

COOKIES. Vi bruger dem også. Ligesom så mange andre. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk