Indsigt & Øvelser
i 7 Psykiske Udfordringer

Når vi i UngTerapi arbejder med et problem, er det først og fremmest vigtigt for os at se på, hvordan problemet bliver talt om. Vi tror nemlig på, at den måde vi beskriver vores udfordringer på, har stor indflydelse på, hvordan vi opfatter dem. Faktisk kan man sige, at sproget er med til at skabe den måde, vi oplever problemet på — og i mange tilfælde kan sproget også fastholde os i problemerne.

Vi kan fx beskrive et problem således: “jeg har været rigtig deprimeret, siden jeg var 15 år”. Man beskriver altså problemet som noget man besidder. Det problematiske er, at man lynhurtigt begynder at identificere sig med problemet — altså: jeg er deprimeret, depressionen er en del af mig. Man fastlåser sig i problemet og tænker, at det er blevet en del af én selv. Og det er her, det kan blive svært at skabe forandring.

Når depressionen nemlig går ind og bliver en del af hvem man er, er det svært at tro på, at man også indeholder en masse andet, der ikke er problemet. Man overser utroligt mange andre aspekter af, hvem man også er som person — og det er meget normalt at føle skyld og skam, hvis man tror, at problemet er blevet en del af én selv.

Hvorfor det er vigtigt at kunne få øje på hvem man ellers er, handler om at genopdage sine egne ressourcer. Når man er meget fokuseret på et problem, er det nemt at glemme, hvad der rent faktisk lykkes for én i livet.

Vi arbejder ud fra en forståelse af, at sproget kan være meget kraftfuldt og skabe de måder, man opfatter ting på. Derfor tager vi fat i måden, man beskriver problemer på, ved at separere problemet fra personen — det vi kalder eksternalisering.

Tager vi fat i depressionen som eksempel, ville vi eksternalisere problemet ved fx at spørge “hvornår føler du dig ramt af depressionen?” i stedet for “hvornår er du deprimeret?”. Ved det første spørgsmål forstås depressionen som noget, der ikke er personen, men noget personen kan blive ramt af — et fænomen, der findes uden for personen (eksternt).

Visuelt kan man sige, at man med armen griber fat i problemet inde i ens brystkasse og trækker det ud i strakt arm, hvor man meget nemmere kan kigge på det. Byrden om, at der grundlæggende set er noget galt med én, sænkes — og problemet bliver langt nemmere at beskrive og arbejde med.

Du har helt sikkert været i situationen før. Du står over for et valg og kan af en eller anden grund ikke træffe en beslutning, du vil være tilfreds med. Selvom du gang på gang har tænkt over de forskellige sider af sagen, er der noget mere på spil — noget, du ikke helt kan sætte ord på, men som alligevel rumsterer.

Vi træffer hele tiden beslutninger, der skal føre os mod det, vi ønsker at opnå. Store som små beslutninger er vigtige at træffe ud fra, hvad vi selv mener er det rigtige — så vi kan komme tættere på vores egne drømme og håb, ikke andres.

Dilemmaer er altid dilemmaer, fordi der på begge sider af sagen er noget vigtigt, der trækker i os. Man kan sige, at et valg både består af vores egne indre dilemmaer baseret på værdier, men også af de ydre konflikter — i form af hvad vores omgivelser mener om vores beslutninger.

Vores holdninger og værdier er i høj grad formet af vores omgivelser. “Stemmerne” fra vores omgivelser lever videre i os, og vi spørger os selv: “hvad ville min far have gjort i denne situation?”. Dette er ganske sundt og naturligt — vi spejler os hele tiden i folk omkring os.

Problemet opstår, når vi ikke kan sige fra over for nogle af disse stemmer. Man kan komme til at lade stemmer dominere, som man egentlig gerne vil skubbe til side. Når man føler, at man står i svære dilemmaer, er det vigtigt at forstå, hvad der er på spil — for derved aktivt at kunne træffe oplyste valg på baggrund af det, man selv ønsker.

Alle mennesker bevæger sig hele tiden på mange forskellige “planer” i tilværelsen:

I UngTerapi arbejder vi med at styrke “den indre stemme”. Det vigtige er at være bevidst om, hvordan de forskellige planer påvirker én, og om der måske er noget, der ikke bør fylde så meget som det gør.

I vores behandlingssystem er vi vant til en markant opdeling mellem kroppen og psyken. Men alt hænger nemlig sammen i én enhed, og vi skal til at tænke mere holistisk i vores tilgang til os selv. I UngTerapi arbejder vi bl.a. med flere forskellige tilgange til kroppen — alle baseret på en antagelse om, at det der sker i psyken, påvirker kroppen og omvendt.

Et eksempel: De fleste har en tendens til at spænde op i skuldrene ved en følelse af utilpashed. Man kan også opleve ondt i maven, hvis man er nervøs for noget. I forbindelse med psykiske problemer kan nogle fx opleve kroniske mavesmerter, ondt i hovedet eller permanente fordøjelsesproblemer. Mange ved ikke, at der er en psykisk forbindelse til de fysiske symptomer.

Inden for den kognitive psykologi forstår man mennesket som bestående af 4 aspekter: tanker, følelser, adfærd og krop. Disse 4 aspekter har en lige stor effekt på hinanden, og en reaktion kan starte alle steder og sætte gang i en kædereaktion. Tegningen viser, hvordan alle 4 områder er forbundne — dette kaldes den kognitive diamant.

For at forstå kroppens effekt på psyken er det vigtigt at sige noget om den kropslige hukommelse. På samme måde som hjernen husker, husker kroppen nemlig også. Den kropslige hukommelse er den tidligste hukommelse, der udvikles hos det lille barn, langt før det har mulighed for at sætte ord på ting.

Man lærer kroppen mange ting gennem livet, som både er bevidste og ubevidste. Det er de ubevidste, automatiserede reaktioner, der kan blive problematiske, hvis de er uhensigtsmæssige for én. Alle former for angst og fobier kan forbindes med en uhensigtsmæssig kropslig læring, hvor man ubevidst har lært sin krop, at noget er farligt.

“At arbejde med kroppen” betyder i høj grad at lære at kontrollere sin krops automatiske reaktioner — ved at lære at identificere spændingerne og slappe af i dem. Jo mere du øver dette, jo bedre kan du blive til at hive det frem i pressede situationer.

“Hvor ville det bare være nemmere at have brækket benet…”. Har man oplevet at have det psykisk dårligt, har man helt sikkert taget sig selv i at tænke, at det havde været nemmere, hvis problemet sad et synligt sted i kroppen. Det kan tage utrolig lang tid at forstå, hvad ens udfordringer egentlig drejer sig om — og det kan være endnu sværere at fortælle andre om det, fordi man måske ikke selv ved det, eller fordi det kan føles tabuiseret.

Vi har i UngTerapi mødt mange unge, der har brugt ord som “ydmygende”, “pinligt”, “uacceptabelt”, “dumt” og “skamfuldt” om deres udfordringer. Mange har rigtig svært ved at acceptere den situation, de er i nu. Sociale medier konstant viser, hvordan ens liv burde se ud — og selvom man godt ved, at meget af det ikke er sandt, sætter det sig fast i ens selvopfattelse.

En vigtig læresætning vi bruger er, at “det ikke er personen der er problemet, men problemet der er problemet”. Man skal løsrive personen fra problemet. Det vi dog også har fokus på, er at synliggøre, hvilke konsekvenser selvhadet har for personen. For ofte fylder selvhadet mere end “selve problemet”.

Når man i højere grad forstår, hvad den manglende accept, fornægtelsen af egne følelser og den konstante banken sig selv i hovedet har af konsekvenser for ens liv — bliver det tydeligt, at dette faktisk forværrer problemet. Kan man se dette, kan man også arbejde med at acceptere tingenes tilstand. Og det skaber ro til at arbejde med “selve problemet”.

En stor del af den indledende terapi handler om at skille tingene ad. Hvad er hvad? Hvad kom først? Hvordan har man det grundlæggende set med sig selv, og hvorfor? En læresætning vi bruger meget er: “det ikke er personen der er problemet, men problemet der er problemet”. Vi løsriver altså personen fra problemet — og synliggør konsekvenserne af selvhadet.

Når man oplever at have det svært i sit liv, kommer det hurtigt til at fylde alt. Klumpen i maven er med overalt man går, og det kan føles som om alle livets aspekter overskygges af udfordringerne. I sådan en tilstand kan man nemt blive optaget af, at problemet skal gå væk. Jagten på at føle lettelse fra problemet kan endda få én til at søge kortsigtede løsninger, der ofte kan være uhensigtsmæssige og forstærke problemet.

For at kunne bevæge sig væk fra noget, må man nemlig først og fremmest have noget andet at bevæge sig hen imod. Når det ikke er klart for én, hvad man egentlig ønsker for sit liv, kan det tyde på, at man ikke har defineret problemet klart nok. Billedligt kan man sige, at man løber forvildet rundt, uden at være sikker på, hvor man vil — og ikke vil — hen.

Et eksempel: En ung pige på 21 år kommer til samtale, fordi hun har en følelse af ikke at være god nok i skolen. Vi snakker om, at hun generelt gerne vil være dygtigere — ind til vi finder ud af, at hun faktisk får topkarakterer i alle sine fag. Men hun vil stadig være dygtigere? Dette er bare ikke et mål, hun kan opnå. Hvad handler det om?

Samtalerne drejer sig om, at hun har en generel følelse af mindreværd på studiet, som bunder i hendes baggrund fra et arbejderhjem. Hun føler ikke, at hun er værdig til at gå på en akademisk uddannelse. Ved at tale om, hvorfor hun vil være dygtigere, finder vi frem til, at målet ikke er dette — men snarere at føle sig værdig på studiet, og at have det godt med sin familiebaggrund.

Ofte siger unge, at de ønsker “højere selvværd” eller “at føle sig gladere”. Det er en meget naturlig måde at tænke på — men problemet er, at det bliver ukonkret og hurtigt kan virke som et umuligt projekt. Det vigtige er at få abstrakte begreber som “højere selvværd” ned på jorden, så man kan skabe motivation for at komme derhen.

Alle mennesker kommer i konflikter. Dette er ganske naturligt, når man hele tiden bevæger sig i mange forskellige sociale sammenhænge. Konflikter kan både være udtryk for, at to mennesker handler ud fra forskellige værdisæt, og måder at tænke på — men kan også være et produkt af misforståelser i kommunikationen.

Der er ikke mange, der bryder sig om konflikter — men de rummer faktisk potentiale for, at de involverede parter kan komme tættere på hinanden og lære at få respekt for, hvad hinanden sætter højt. Man kan også lære utroligt meget om sig selv gennem konflikter, hvis man vel og mærket kan navigere i dem.

Det er altså ikke konflikterne i sig selv, der kan være problematiske, men derimod den måde, man håndterer dem på. En uhensigtsmæssig konflikthåndtering kan fx være en undgåelsesadfærd, hvor man gør alt for ikke at komme i konflikter. Denne strategi virker ofte — men kan have store konsekvenser: man kan føle sig nødsaget til at finde sig i, at ens grænser overskrides, og i det hele taget ikke føle sig respekteret. Over tid kan dette skabe en mindreværdsfølelse.

Man kan dog også ligge i den anden grøft og være noget mere konfliktsøgende — hvor man pludselig ender i store konfrontationer med sine nærmeste, uden at forstå, hvordan det skete.

En konflikt handler ofte om, at en andens adfærd rammer nogle af ens egne “blå mærker”. Alle har psykiske blå mærker — nogle større end andre — der kan være kommet af ubehagelige hændelser, eller grundlæggende måder at tænke om os selv på. Det, man føler den anden træder på, er derfor ofte noget, der gør ondt i forvejen.

Det er vigtigt at undersøge, hvad det præcist er man rammes af. Hvorfor gør netop det, den anden gjorde/sagde, så ondt? Hvilken følelse/tanke blev man ramt af, og hvorfor?

Den mentaliseringsbaserede psykologi påpeger, at når følelserne bliver mere intense, er det sværere at skifte perspektiv. Derfor gælder det først og fremmest om at berolige sig selv, før man begynder at tolke og analysere på konflikten. Lad følelserne få frit flow for en stund — og forsøg så at trække vejret dybt og få ro i kroppen. Nå roen har indfundet sig, kan man gå videre med arbejdet.

Det næste skridt er at forstå den andens handlinger. Ud over at forstå sine egne følelser i konflikten er det vigtigt at se på den andens intentioner. Fordi man aldrig vil have mulighed for at være inde i den andens hoved, kan man ikke med sikkerhed vide, hvad den anden tænker — og man fortolker den andens handlinger og intentioner ofte negativt. Man forsøger at bevæge sig ind i den andens intentioner og brede mulighederne ud. Kun med denne holdning kan man nærme sig hinanden.

Du har måske en idé om, at du har en tendens til at tænke dårlige ting om dig selv eller andre — men oplever, at det kan være rigtig svært at komme ud af. Jo mere du prøver, jo mere negativitet skabes der, og du ender med at føle dig utilstrækkelig. Det er dog vigtigt at vide, at de negative tankespiraler ofte handler om, at du fortolker din verden på en bestemt måde — altså måden du “sætter ting i kasser” på.

Vi er indrettede således, at vores hjerne ønsker at sætte ting i kasser. Det lille barn overvældes hurtigt af sin omverden og alle de sanselige indtryk. Stille og roligt lærer det at se mønstre og rytmer og begynder at putte erfaringerne i kategorier. Barnet har nu automatiske forståelser for, hvordan verdenen fungerer. Denne proces er vigtig, da den frigiver plads til en videreudvikling af hjernen.

Inden for den kognitive psykologi skelner man mellem de tanker, der opstår i situationen — de automatiske tanker — og de mere grundlæggende antagelser, der danner baggrund for de automatiske tanker, nemlig “skemata”.

Et eksempel: En pige står ved busstoppedet og får øje på en mand. Idet de får øjenkontakt, har han et irriteret blik i øjnene. Dette aktiverer følgende automatiske tanker: “han kan ikke lide mig”, “jeg kiggede sikkert også ondt på ham”, “som om nogen vil i kontakt med mig!”. Dette får hende til at føle sig trist, vred og ensom — og resten af dagen påvirkes af disse tanker.

Måden man forstår sin verden på har rødder i den erfaring, man har bygget op — og er ikke et udtryk for “sandheder”. De antagelser, man har om sig selv og sin omverden, er aldrig opstået som et resultat af ens fantasi, eller “forkerte” måder at tænke på. De er skabt op gennem ens liv, sammen med ens relationer.

Når man ved dette om sine tanker, bliver det muligt at lade tanker være tanker. De er der, men de er ikke sande — de er bare tanker. Med dette i baghovedet bliver det langt nemmere at arbejde med tankerne og undersøge, hvordan de påvirker én i løbet af dagen.

Det handler først og fremmest om at gøre det ubevidste bevidst. Vi bruger god tid på at undersøge, hvad det egentlig er, man kan have tænkt i en særlig situation. Det er vigtigt at kortlægge episoden mere nøjagtigt — hvad skete der præcist? Hvem var til stede? Hvordan så der ud? Disse detaljer kan være vigtige indikatorer for, hvorfor netop de pågældende automatiske tanker aktiveredes.

Vi arbejder herefter på at lave en sammenhæng mellem de automatiske tanker og skemata. Det er essentielt at undersøge, hvad man grundlæggende set tænker om sig selv og sin omverden — og undersøge, hvad man grundlæggende set tænker om sig selv og sin omverden — og forstå, hvordan og hvorfor disse er opstået gennem ens liv. Man kan dog gøre forskellige ting for at gøre sig selv mere bevidst om, hvordan man tænker.