Er det ADHD – eller er det mig?

For mange unge kan det være en stor lettelse at få en diagnose. Pludselig er der en forklaring på nogle af de udfordringer, der måske har fulgt én gennem mange år. Ting, der tidligere har føltes som personlige fejl eller manglende viljestyrke, kan begynde at give mening i et nyt lys.

Men hvad sker der, når diagnosen giver mening for én selv, mens omgivelserne ikke rigtig forstår den?

Det er temaet i denne episode af Radiopsykologerne, hvor psykolog Maja Vain Gilbert taler med psykolog Anna Rosendal Di Pilla om ADHD, identitet og oplevelsen af ikke at blive taget alvorligt.

Lyt til episoden på Apple Podcasts og Spotify.

Brevet fra en 19-årig med ADHD

Episoden tager udgangspunkt i et brev fra en 19-årig, der fik en ADHD-diagnose for lidt over et år siden.

Diagnosen blev i første omgang oplevet som en lettelse. Den gav en forklaring på mange års oplevelse af at være bagud, glemsom og anderledes end andre. Men samtidig opstod en ny udfordring.

Når brevskriveren fortæller andre om diagnosen, bliver den ofte mødt med kommentarer som: “Det har alle jo lidt”, “ADHD er blevet moderne” eller “Du skal bare strukturere dig bedre”.

Det efterlader hende med en følelse af hele tiden at skulle bevise, at hendes udfordringer er virkelige. Hun oplever, at diagnosen både giver forståelse og skaber tvivl. Hvordan finder man balancen mellem at anerkende sin diagnose og samtidig undgå, at den kommer til at definere hele ens identitet?

Problemet er ikke nødvendigvis diagnosen

Et centralt perspektiv i episoden er, at diagnosen i sig selv ikke fremstår som problemet.

Tværtimod beskriver brevskriveren, hvordan den har givet hende en forklaring på noget, der tidligere var svært at forstå. Det, der gør ondt, er snarere oplevelsen af ikke at blive mødt med forståelse af menneskerne omkring hende.

Når man får en ADHD-diagnose, kan der opstå en forventning om, at omgivelserne nu bedre forstår, hvad man kæmper med. Men sådan opleves det ikke altid. Mange møder i stedet antagelser, forsimplede forklaringer eller mennesker, der tror, de allerede ved, hvad diagnosen betyder.

I episoden peger Maja og Anna på, at oplevelsen af ikke at blive forstået ofte kan være mindst lige så belastende som de udfordringer, diagnosen beskriver.

Når ADHD bliver et ord, der ikke rækker langt nok

En af de centrale refleksioner i samtalen handler om, at ADHD kan komme til at fungere som et meget bredt og upræcist begreb.

Mange mennesker har en forestilling om, hvad ADHD er. Men de forestillinger siger ikke nødvendigvis noget om, hvordan diagnosen påvirker det enkelte menneske.

To personer med samme diagnose kan have vidt forskellige udfordringer, ressourcer og behov. For den ene kan det handle om koncentration. For den anden kan det handle om energiforvaltning, følelsesmæssig regulering, overstimulering eller relationelle udfordringer.

Når omgivelserne stopper deres nysgerrighed ved selve diagnosen, risikerer mennesket bag diagnosen at forsvinde.

Derfor peger episoden på betydningen af at stille spørgsmål frem for at tro, man allerede kender svaret.

Når andres manglende forståelse bliver til selvkritik

Noget af det mest sårbare i brevet er den tvivl, der gradvist begynder at vende sig indad.

Brevskriveren beskriver, hvordan hun nogle gange begynder at spørge sig selv, om hun bare er doven, eller om hun bruger diagnosen som en undskyldning.

Den bevægelse genkender mange mennesker, der gennem længere tid har følt sig misforstået. Når omgivelserne igen og igen stiller spørgsmålstegn ved ens oplevelse, kan man begynde at gøre det samme.

I episoden peger Anna Rosendal Di Pilla på, at denne tvivl let kan udvikle sig til hårde og selvkritiske tanker, hvor frustrationen over ikke at blive forstået i stedet bliver rettet mod én selv.

Det kan gøre det endnu sværere at mærke egne behov og stå ved de udfordringer, man faktisk oplever.

Hvorfor det kan være svært at forklare sine behov

Diagnoser kan give et vigtigt sprog for nogle af de udfordringer, man oplever. Men de kan sjældent stå alene.

Hvis man fortæller andre, at man har ADHD, ved de fleste måske noget om diagnosen. Men de ved ikke nødvendigvis, hvordan den konkret påvirker ens liv.

Måske handler det om at blive overvældet af mange indtryk. Måske handler det om energi, planlægning, tidsfornemmelse eller følelsen af konstant at skulle bruge flere kræfter end andre på hverdagens opgaver.

Jo bedre man selv forstår sine egne mønstre og udfordringer, desto lettere bliver det ofte at kommunikere dem til andre.

Det betyder ikke, at man skal kunne forklare alt perfekt. Men det kan skabe bedre muligheder for at få den støtte og forståelse, man har brug for.

Diagnosen er kun én del af historien

Når mennesker taler om diagnoser, kommer fokus ofte til at ligge på symptomerne.

Men i episoden peger Maja Vain Gilbert på, at der ofte følger mange andre oplevelser med.

Der kan være skam over at føle sig anderledes. Der kan være nederlagsoplevelser fra skolelivet. Der kan være bekymringer om fremtiden eller en frygt for ikke at kunne det samme som andre.

For nogle fylder også ensomhed. Ikke nødvendigvis fordi man er alene, men fordi man oplever, at andre ikke helt forstår det, man står i.

Disse erfaringer bliver let overset, selvom de ofte har stor betydning for den samlede trivsel.

En diagnose kan forklare noget vigtigt, men den fortæller aldrig hele historien om et menneske.

Hvad hjælper, når man føler sig misforstået?

Der findes ikke en enkel løsning på det dilemma, som brevet beskriver.

I episoden peger psykologerne dog på nogle perspektiver, der kan være hjælpsomme.

For den unge selv kan det være værdifuldt gradvist at blive klogere på sine egne mønstre og behov. Ikke for at retfærdiggøre dem over for andre, men for bedre at forstå sig selv.

For omgivelserne handler det ofte om noget andet.

At møde med nysgerrighed frem for antagelser.

At spørge frem for at konkludere.

At forsøge at forstå oplevelsen, før man forsøger at forklare eller løse den.

Mennesker har sjældent brug for at blive mødt med skepsis, når de fortæller om noget, der er svært. De har oftere brug for at blive mødt med interesse, anerkendelse og en oprigtig lyst til at forstå.

Balancen mellem diagnose og identitet

Et af de spørgsmål, der går igen gennem hele episoden, er spørgsmålet om identitet.

Hvordan undgår man, at en diagnose bliver hele ens personlighed?

Måske begynder svaret netop dér, hvor diagnosen bliver én del af en større fortælling.

En diagnose kan være en vigtig forklaring. Den kan skabe mening og selvforståelse. Men den beskriver ikke alt det, et menneske er, drømmer om, kæmper med eller håber på.

Samtidig kan det tage tid at finde den balance.

Især i tiden efter en udredning, hvor mange nye erkendelser skal finde deres plads.

Derfor peger episoden også på noget vigtigt: At forståelsen af en diagnose ikke slutter den dag, man får den. For mange er det begyndelsen på en længere proces, hvor både man selv og menneskerne omkring én gradvist lærer at forstå, hvad den betyder.