Er det klogt at drikke, når jeg har angst?

Er det klogt at drikke, når jeg har angst?

Til en fest kan alkohol føles som en genvej til at slappe af. Man tænker måske mindre over, hvordan man står, hvad man siger, og om andre lægger mærke til ens nervøsitet. Det bliver lettere at tale med mennesker, og for en stund kan angsten træde i baggrunden.

Men for nogle begynder den sværeste del først dagen efter. Hvad sagde jeg egentlig? Var jeg pinlig? Talte jeg for meget? Virkede nogen afvisende? Har jeg gjort noget, som får andre til at tænke anderledes om mig?

Det er dilemmaet i denne episode af RadioPsykologerne, som er en podcast om psykologiske dilemmaer og om at forstå sin egen psyke. Vært og psykolog Maja Vain Gilbert taler med psykolog Cecilie Bagge Pedersen om social angst, alkohol, kontroltab og de selvkritiske tanker, der kan komme efter en fest.

Du kan også lytte til episoden i Apple Podcasts eller finde RadioPsykologerne på Spotify.

Brevet fra den 17-årige: Mere angst efter festen end under den

Episoden tager udgangspunkt i et anonymt brev fra en 17-årig pige. Hun fortæller, at hun har angst og især kæmper i sociale situationer.

Hun havde det svært socialt i folkeskolen. I dag trives hun bedre i sin gymnasieklasse, men hun bruger stadig meget energi på at tænke over, hvad andre synes om hende. Hvis en samtale føles akavet, eller hvis nogen virker afvisende, kan hun gennemgå situationen igen og igen bagefter.

Det er særligt svært ved fester med mange mennesker. Her bliver hun nervøs og meget opmærksom på sig selv. Alkohol hjælper hende ofte med at slappe af, og når hun har drukket, kan hun faktisk have det sjovt.

Problemet opstår efter festen. Hun bliver bange for, om hun har sagt noget forkert, været pinlig eller gjort noget, som andre tænker negativt om. Nogle gange oplever hun næsten mere angst dagen efter festen end under selve festen.

Derfor spørger hun, om alkoholen egentlig hjælper, eller om den gør angsten værre. Hun vil også gerne vide, hvordan hun kan blive mindre styret af andres vurderinger og undgå at bruge flere dage på at gruble over alt det, hun måske har gjort forkert.

Når andres blik føles farligt

Når social angst fylder i mødet med andre, kan opmærksomheden blive trukket væk fra selve samtalen og ind mod én selv.

Hvordan ser jeg ud lige nu? Lød det, jeg sagde, mærkeligt? Var der en særlig tone i den andens svar? Hvorfor kiggede hun væk? Er de ved at finde ud af, at jeg ikke passer ind?

Det er ikke nødvendigvis de spørgsmål, man bevidst vælger at stille. De kan nærmere føles som et konstant overvågningssystem, der leder efter tegn på, at noget socialt er ved at gå galt.

En kort pause i en samtale kan blive fortolket som afvisning. Et neutralt ansigtsudtryk kan opleves som kritik. Og et akavet øjeblik kan vokse til en forestilling om, at relationen nu er ødelagt.

Maja beskriver i episoden angst som en kombination af, at man overvurderer udfordringen og undervurderer sine egne muligheder for at håndtere den. Man kommer med andre ord til både at gøre faren større og sig selv mindre.

I den 17-åriges tilfælde kan den sociale fare være, at andre tænker negativt om hende, afviser hende eller lukker hende ude. Samtidig kan hun undervurdere sin egen evne til at klare en akavet situation, en misforståelse eller en reel afvisning.

Kontrol bliver derfor et centralt tema. Man kan ikke kontrollere, hvad andre mennesker tænker. Man kan heller ikke sikre sig mod enhver misforståelse, akavet bemærkning eller negativ reaktion. Hvis tryghed kræver fuld kontrol over andres indtryk, bliver socialt samvær næsten umuligt at føle sig sikker i.

Målet er ikke at blive ligeglad med andre

Den 17-årige spørger, hvordan hun kan lære at være mere ligeglad med, hvad andre tænker. Det er forståeligt. Når man bruger så meget energi på andres mulige vurderinger, kan ligegyldighed lyde som frihed.

Men målet behøver ikke være at holde op med at interessere sig for andre mennesker. Det ville hverken være realistisk eller nødvendigvis ønskeligt. Vi påvirkes af vores relationer, og det betyder noget for os at høre til.

Et mere realistisk mål er at kunne rumme, at man aldrig kan vide med sikkerhed, hvad andre tænker. Nogen kan misforstå én. Nogen kan rynke på næsen af noget, man siger. Og gennem livet vil de fleste opleve både afvisninger, skuffelser og svigt.

Arbejdet består derfor ikke i at overbevise sig selv om, at intet ubehageligt nogensinde vil ske. Det består i at opdage, at et akavet øjeblik ikke nødvendigvis ødelægger en relation, og at en afvisning ikke beviser, at man grundlæggende er forkert.

Alkoholens dobbelte rolle ved social angst

Alkoholen har en tydelig dobbeltrolle i den 17-åriges fortælling.

På den ene side hjælper den hende med at slappe af. Hæmningerne bliver mindre, selvbevidstheden dæmpes, og hun får lettere ved at deltage i festen. Hun kan få en erfaring med, at hun faktisk kan være sammen med andre og have det sjovt.

På den anden side indebærer alkohol også et vist kontroltab. Netop det kan blive særligt vanskeligt, når angsten i forvejen handler om, hvordan man fremstår i andres øjne.

Efter festen kan hun ikke være helt sikker på, hvad hun sagde, hvordan hun virkede, eller hvordan andre opfattede hende. Den usikkerhed giver angsten mere materiale at arbejde med. Hun kan begynde at forestille sig, at hun har opført sig pinligt eller gjort skade på en relation, uden nødvendigvis at have konkrete tegn på, at det er sket.

Alkoholen kan derfor både dæmpe angsten i øjeblikket og forstærke den usikkerhed, der kommer bagefter. Den kortvarige lettelse er ikke det samme som, at den sociale angst er blevet mindre.

Det betyder ikke, at episoden ender med en kategorisk besked om, at den 17-årige aldrig må drikke. Samtalen handler i stedet om at forstå alkoholens funktion og om at lægge mærke til, hvad der sker før, under og efter en fest.

Hvilken opgave får alkoholen?

Et centralt spørgsmål er ikke kun, om man drikker, men hvilken opgave alkoholen får.

Drikker man, fordi man er sammen med mennesker, man føler sig tryg ved, og fordi man har lyst til at nyde en middag eller en fest? Eller bliver alkoholen nødvendig, fordi man ellers ikke tror, man kan holde ud at være til stede?

Forskellen er vigtig.

Når alkoholen får til opgave at få angsten til at forsvinde, kan det blive svært at erfare, at man selv kan håndtere den sociale situation. Hvis aftenen går godt, kan konklusionen blive: Det lykkedes kun, fordi jeg havde drukket.

På aftener, hvor man allerede er meget ængstelig, skal møde nye mennesker eller befinder sig i en ukendt sammenhæng, kan det være særligt tillokkende at bruge alkohol til at glemme sig selv. Men det kan også være netop i de situationer, at oplevelsen af kontroltab giver et større bagslag bagefter.

Det kan derfor være relevant at lægge mærke til:

• Hvad håber jeg, alkoholen vil gøre for mig i aften?
• Hvor ængstelig føler jeg mig, før jeg begynder at drikke?
• Er jeg sammen med mennesker, jeg grundlæggende føler mig tryg ved?
• Hvordan plejer jeg at have det med mig selv dagen efter?

Pointen er ikke at finde ét korrekt svar. Det handler om at opdage mønstre og om at forstå, hvornår alkoholen er en del af en social aften, og hvornår den bliver en strategi til at slippe væk fra angsten.

Hvorfor tankerne kan larme mere dagen efter

Grublerier kan føles som et forsøg på at løse et problem.

Hvis jeg bare gennemgår samtalen én gang til, kan jeg måske finde ud af, om jeg sagde noget forkert. Hvis jeg analyserer hendes ansigtsudtryk grundigt nok, kan jeg måske afgøre, om hun blev irriteret. Hvis jeg husker hele aftenen, kan jeg måske få sikkerhed.

Men den sikkerhed kommer sjældent.

I stedet kan hver gennemgang skabe nye spørgsmål. Måske lød jeg mærkelig. Måske talte de om mig bagefter. Måske inviterer de mig ikke næste gang. Noget, der begyndte som en mulighed, kan efter mange timers grubleri komme til at føles som et faktum.

Her er det vigtigt at skelne mellem det, man ved, og det, angsten forestiller sig.

Man ved måske, at en samtale sluttede lidt pludseligt. Man forestiller sig, at den anden person gik, fordi man var kedelig.

Man ved måske, at man talte mere end normalt. Man forestiller sig, at alle syntes, man var pinlig.

Man ved måske, at man ikke kan huske alle detaljer. Man forestiller sig, at de manglende detaljer må skjule noget alvorligt.

Målet er ikke nødvendigvis at få tankerne til at forsvinde med det samme. Det kan være at begynde at behandle dem som fortolkninger frem for som sikre beskrivelser af virkeligheden.

Nye erfaringer kræver, at angsten får lov at være der

En vigtig del af arbejdet med social angst er det, der i psykologien kaldes eksponering.

Eksponering betyder, at man gradvist nærmer sig de situationer, man er bange for, og får mulighed for at opdage, hvad der faktisk sker. Det handler ikke om vilkårligt at presse sig selv ind i den mest overvældende situation. Det handler om at skabe erfaringer, hvor man kan mærke ubehaget og samtidig opdage, at man kan håndtere det.

For den 17-årige er det ikke sikkert, at en stor fest er det bedste sted at begynde. Her er mange mennesker, høj intensitet og en kultur, hvor alkohol kan fylde meget. Det kan gøre det svært at afgøre, hvad hun egentlig lærer af oplevelsen.

Mindre sociale situationer kan være mere brugbare. Det kan være at sige noget i en gruppe, blive lidt længere i en samtale, deltage i en aktivitet med flere mennesker eller tillade sig at være synlig uden straks at forsøge at skjule nervøsiteten.

Den nye erfaring behøver ikke være, at angsten forsvinder. Den kan være:

Jeg var nervøs, men jeg kunne godt blive i situationen.

Jeg sagde noget, der ikke lød helt, som jeg havde tænkt, men samtalen fortsatte.

En person reagerede ikke, som jeg håbede, men jeg kunne godt være i det.

Jeg kunne deltage uden at have fuld kontrol over, hvad alle tænkte om mig.

Hvis en social situation kun føles mulig på grund af alkohol, kan alkoholen komme til at skygge for denne læring. Når aftenen går godt, risikerer man at give alkoholen hele æren og overse de evner, man selv brugte.

Alkohol kan derfor ikke gøre det arbejde, som på længere sigt kan mindske den sociale angst. Det kræver erfaringer med, at man kan være i sociale situationer, selv om usikkerheden og ubehaget ikke er fjernet på forhånd.

Først skal den konkrete frygt findes

Før man kan udfordre angsten, er det nødvendigt at forstå, hvad man helt konkret er bange for.

Er frygten, at man kommer til at sige noget dumt?

At man virker akavet?

At nogen bliver irriterede?

At man bliver talt om bagefter?

At man bliver valgt fra eller holdt udenfor?

Eller handler det især om, at man ikke kan kontrollere, hvilket indtryk andre danner af én?

Forskellige former for frygt kræver forskellige erfaringer. Hvis man er bange for at sige noget forkert, kan den relevante erfaring være at opdage, at relationer ofte kan holde til upræcise formuleringer og små sociale fejl.

Hvis man er bange for afvisning, kan arbejdet både handle om at opdage, at afvisning ikke sker så ofte, som angsten forudsiger, og om at erfare, at man kan håndtere det, når nogen faktisk ikke reagerer, som man håbede.

At arbejde med de tanker, angsten gør overbevisende

Ved siden af det handlemæssige arbejde med eksponering beskriver Cecilie et tankemæssigt spor.

I psykologien kaldes det blandt andet kognitiv omstrukturering. Det kan lyde teknisk, men handler grundlæggende om at opdage og undersøge de tankevaner, man er blevet fanget i.

Når man gennem lang tid har forventet, at sociale situationer går galt, kan den forventning begynde at føles som en objektiv vurdering. Angsten foretager en slags indre sandsynlighedsberegning, men beregningen kan være skæv.

Man overvurderer sandsynligheden for, at andre tænker negativt om én. Man undervurderer sandsynligheden for, at en samtale blot var lidt akavet. Og man undervurderer sin egen evne til at håndtere det, hvis noget faktisk bliver ubehageligt.

Tankerne påvirker samtidig adfærden. Hvis man forventer at lyde dum, siger man måske mindre. Hvis man regner med at blive afvist, trækker man sig hurtigere. Hvis man er overbevist om, at andre holder øje med én, bliver man mere anspændt og får endnu sværere ved at være til stede i samtalen.

Kognitiv omstrukturering er ikke det samme som at tænke positivt eller fortælle sig selv, at alt nok skal gå godt. Det handler om at gøre plads til flere mulige fortolkninger end den, angsten automatisk tilbyder.

Den gode ven eller veninde som et andet perspektiv

En konkret øvelse fra episoden er at forestille sig, hvad man ville sige til en god ven eller veninde med de samme bekymringer.

Når man selv tænker: “Alle må have syntes, at jeg lød dum,” kan det være svært at finde et mere nuanceret svar. Men hvis en veninde sagde det samme, ville man måske spørge, hvad hun faktisk havde lagt mærke til. Man ville måske minde hende om, at andre mennesker ikke analyserer hvert eneste ord, hun siger. Eller man ville sige, at én akavet sætning ikke afgør, hvem hun er.

Her er pointen at opdage, at den selvkritiske fortolkning ikke er den eneste mulige.

I begyndelsen kan angstens stemme stadig være langt den stærkeste. Det alternative perspektiv kan føles svagt eller kunstigt. Men allerede det at kunne se, at der findes en anden måde at forstå situationen på, skaber en smule afstand til angsten.

Med tiden kan denne mere nuancerede stemme blive lettere at finde, også dagen efter en fest, hvor selvkritikken og grublerierne tager fart.

Fortiden kan blive til en negativ fortælling om én selv

Den 17-årige fortæller, at hun havde det svært socialt i folkeskolen. Mere ved vi ikke.

Vi ved derfor ikke, om hun har oplevet mobning, eksklusion, svigt, vanskelige venskaber eller noget andet. Men episoden peger på, at tidligere sociale erfaringer kan få stor betydning for, hvordan man fortolker nutidens relationer.

Hvis man tidligere er blevet holdt udenfor eller behandlet dårligt, er frygten for afvisning ikke opstået ud af ingenting. Den kan have været en forståelig reaktion på noget, der faktisk skete.

Problemet opstår, hvis erfaringen efterhånden samles i en meget ensidig fortælling om én selv:

Jeg blev valgt fra, fordi jeg var mærkelig.

Andre behandlede mig dårligt, fordi der var noget galt med mig.

Jeg kunne ikke finde ud af det sociale dengang, og det kan jeg sikkert heller ikke nu.

Sådan en fortælling kan komme til at udelade vigtige dele af det, der skete. Måske opførte andre børn sig dårligt. Måske greb voksne ikke ind. Måske var der generel mistrivsel i klassen. Måske stod et barn i en situation, der var langt større, end barnet havde mulighed for at håndtere.

At nuancere fortællingen er ikke det samme som at benægte, at noget svært skete. Det handler om at adskille to konklusioner:

Jeg oplevede noget smertefuldt.

Derfor må der være noget grundlæggende galt med mig.

Den første konklusion kan være sand. Den anden følger ikke nødvendigvis af den.

Når et lavt selvværd farver mødet med andre, kan gamle erfaringer skabe en forventning om, at fremtidige relationer ender på samme måde. Man begynder at overvåge vennernes reaktioner, lede efter tegn på svigt og forberede sig på at blive valgt fra.

Det kan fastholde den sociale angst, fordi nutidens relationer hele tiden bliver læst gennem fortidens fortælling.

Et vigtigt spørgsmål bliver derfor ikke kun, hvad der skete dengang, men hvilken betydning man efterfølgende kom til at give det. Når fortællingen om fortiden bliver bredere og mere præcis, kan der også opstå en anden måde at møde nutidens relationer på.

Har du selv et spørgsmål eller et dilemma, som RadioPsykologerne skal tage op, kan du skrive anonymt til [email protected].