Er jeg for kedelig til Instagram?
Når sociale medier skaber uro i fællesskabet.
Vi taler ofte om sociale medier som noget, der forbinder os. Men hvad sker der, når forbindelsen begynder at føles som et pres?
I denne episode af Radiopsykologerne tager chefpsykolog Maja Vain Gilbert og psykolog Anna Rosendal Di Pilla fra UngTerapi fat i et brev fra en 20-årig lytter, der føler sig ambivalent over for sociale medier. Hun oplever, at hyggelige øjeblikke pludselig skal gøres “vildere”, dokumenteres og deles – og at hun selv begynder at tvivle på, om hun er for kedelig, hvis hun egentlig bare gerne vil hygge sig stille og roligt.
Indlægget her kan læses selvstændigt – men du kan også lytte til hele samtalen nedenfor.
Lyt til episoden her
Du kan også finde episoden på Apple Podcasts og Spotify
Når det almindelige ikke føles godt nok
Lytteren beskriver en genkendelig situation: Hun sidder med sine veninder til en førfest. De drikker et glas vin, hører musik og hygger sig. Stemningen er rolig og rar. Men pludselig skal der tages billeder – hvor de hopper, skriger og laver “crazy faces”, så det ligner, at de har den vildeste fest.
Hun ved godt, at det er for kameraets skyld. Alligevel rammer en ubehagelig tanke: Var det, vi lavede før, ikke godt nok? Er jeg for kedelig, hvis jeg faktisk godt kan lide, at det bare er stille og roligt?
Samtidig oplever hun et konstant pres: Skal jeg poste? Like? Kommentere? Hvis jeg ikke er med på billedet, betyder det så noget? Hvis jeg ikke lægger noget op i lang tid, forsvinder jeg så?
Det er ikke bare irritation. Det er uro i kroppen. Og en følelse af at skulle være “på” hele tiden.
Et ambivalent forhold til sociale medier
Både Maja Vain Gilbert og Anna Rosendal Di Pilla peger på, at det ambivalente forhold til sociale medier er helt almindeligt. De fleste oplever, at det både kan give noget og tage noget.
Sociale medier kan skabe fællesskab, inspiration og kontakt. Man kan følge med i venners liv og føle sig forbundet. Samtidig kan det vække usikkerhed, sammenligning og en oplevelse af konstant at skulle præstere socialt.
Det er ikke et spørgsmål om enten at være for eller imod. For mange er det netop en løbende proces at finde ud af, hvordan man vil være i det.
Når andres behov bliver til selvkritik
Et centralt tema i samtalen er skelnen mellem egne og andres behov.
Veninderne kan have et behov for at dele, dokumentere og iscenesætte øjeblikke. Det kan være deres måde at være sociale på. Lytteren har derimod et behov for nærvær og ro – og for ikke hele tiden at performe.
Problemet opstår, når hun begynder at gøre deres behov til en målestok for sig selv. Når hun vender det indad og får selvkritiske tanker om, at hun måske er forkert eller kedelig, fordi hun ikke har lyst til det samme.
Det er her, mange begynder at miste fodfæstet: Når man ikke bare mærker forskellighed, men oplever den som et personligt nederlag.
Når selvværdet bliver påvirket
Over tid kan gentagen iscenesættelse påvirke ens selvforståelse. Hvis det er de mest højlydte, festlige og spektakulære øjeblikke, der bliver delt, kan det stille og almindelige begynde at føles utilstrækkeligt.
Det kan sætte sig som en tvivl: Er jeg god nok, som jeg er?
Når selvværdet bliver påvirket af ydre normer og forventninger, begynder man lettere at tvivle på egne præferencer. Det, der før føltes naturligt, kan pludselig føles forkert.
Men forskellighed i behov er ikke et tegn på, at noget er galt. Det er et tegn på, at vi ikke er ens.
Grænsesætning i vennegruppen
Et vigtigt perspektiv i episoden handler om grænsesætning.
Lytteren beskriver tydeligt kropslige signaler: pres, uro, stress. Det er ofte tegn på, at en grænse bliver overskredet. Ikke nødvendigvis af andre med vilje – men fordi man selv tilsidesætter noget vigtigt.
At finde balancen handler ikke om at finde den perfekte strategi for sociale medier. Det handler om at mærke: Hvor går mine grænser?
Det kan være små justeringer. Måske ikke at være med på alle billeder. Måske ikke at poste lige så ofte. Måske at sige: “Jeg elsker at være sammen med jer – men jeg kan mærke, at jeg ikke trives med hele tiden at dele det.”
Her er det afgørende at holde fokus på sig selv: Det her handler om mig og mine behov. Ikke om at kritisere andres måde at gøre det på.
Frygten for at skabe uro
Samtidig er det vigtigt at anerkende, at det kan være sårbart at sige fra. Især når man er ung, og fællesskabet betyder meget.
Der kan være en frygt for at skabe “postyr” eller blive misforstået som kritisk. Og ja – det kan ske. Men relationer skal kunne rumme forskellighed. Hvis man aldrig må stille spørgsmål eller vise sine grænser, bliver fællesskabet skrøbeligt.
Ofte viser det sig også, at man ikke er den eneste, der har haft tankerne. Når én tør sige noget højt, kan det give andre mod til at mærke efter.
Det er ikke enten/eller
En vigtig pointe i samtalen er, at det ikke behøver være så sort-hvidt.
Det er ikke nødvendigvis et valg mellem at være helt med eller helt ude. Mange finder en balance i det grå felt. Man kan godt være en del af fællesskabet – uden at være med i alt.
Nogle har gavn af at lave små benspænd for sig selv. For eksempel perioder med mindre adgang til apps eller klare aftaler med sig selv om, hvornår man går på sociale medier. Ikke som straf, men som en måde at beskytte sin trivsel på.
Balancen findes i selvkontakten
Hvis man skal samle psykologernes perspektiv i én kerne, er det dette: Balancen findes gennem selvkontakt.
Når man begynder at lytte til sine egne grænser og handle på dem, styrkes selvrespekten. Og ofte mindskes selvkritikken. For når man står ved sine behov, bliver de mindre skamfulde.
Fællesskab og autenticitet behøver ikke være modsætninger. Men det kræver, at man tør stå ved, hvem man er – også når man ikke ligner flertallet.
Du er ikke alene
Mange unge oplever den samme ambivalens. Sociale medier er stadig noget, vi som samfund er ved at lære at navigere i. Det er ikke mærkeligt at være i tvivl.
Hvis du kan genkende dig selv i brevet, kan det være værd at spørge:
Hvad er vigtigt for mig?
Hvornår føles det rart – og hvornår føles det som pres?
Hvor går mine grænser?
Du kan lytte til hele samtalen i episoden ovenfor. Og hvis du selv står med et dilemma, er du altid velkommen til at skrive ind til Radiopsykologerne.
Nogle gange begynder forandring med, at én tør sige: Jeg vil egentlig bare gerne hygge mig – uden at tænke på kameraet.
