Hvordan slipper jeg forventningspresset?
Hvordan mærker man, hvad man selv vil, når forventningerne kommer fra alle sider? Måske har ens forældre tydelige forestillinger om uddannelse og fremtid. Vennerne forventer, at man er tilgængelig. Samtidig kan ens egne krav om at klare studiet, passe et arbejde, træne, se godt ud og være nærværende i sine relationer vokse sig så store, at der aldrig rigtig bliver plads til at holde fri.
I denne episode af Radiopsykologerne undersøger psykologerne Maja Vain Gilbert og Mikkel Manicus, hvordan man kan begynde at skelne mellem egne ønsker og andres forventninger. De taler også om tvivl, selvkritik, uddannelsesvalg og frygten for at skuffe mennesker, man holder af.
Lyt til episoden: Hvordan slipper jeg forventningspresset?
Episoden tager udgangspunkt i et brev fra en 21-årig, der er blevet i tvivl om sin uddannelse og har svært ved at finde ud af, hvilke forventninger hun skal lytte til.
Du kan høre episoden på Apple Podcasts eller finde Radiopsykologerne på Spotify.
Når alle dele af livet føles som en opgave
Den 21-årige brevskriver er begyndt på en uddannelse, hun længe har ønsket sig. Alligevel er hun nu i tvivl om, hvorvidt uddannelsen faktisk er den rigtige for hende.
Hendes forældre lægger vægt på, at hun får en god uddannelse og en sikker fremtid. Hun ved, at de mener det godt, men når hun forsøger at fortælle om sin tvivl, bliver hun mødt med argumentet om, at det ville være dumt at give slip på en god mulighed. Derfor har hun svært ved at mærke, om hun fortsætter for sin egen skyld eller for deres.
Presset findes også i hendes sociale liv. Hun føler, at hun hele tiden skal være tilgængelig for sine venner. Hvis hun ikke svarer eller siger nej, bliver hun bange for, at de vil tro, hun er sur, eller at hun langsomt vil glide ud af fællesskabet.
Samtidig stiller hun høje krav til sig selv. Hun vil gerne klare studiet, have et godt studiejob, træne, se godt ud og stadig være en god ven og datter. Når hun er sammen med sine venner, tænker hun på studiet. Når hun læser, får hun dårlig samvittighed over ikke at være social. Og når hun endelig har fri, kan hun ikke finde ro.
Hvorfor ser det ud, som om alle andre har styr på det?
En central formulering i brevet er, at det ser ud, som om alle andre kan få det hele til at fungere. Netop ordene “ser ud” er vigtige. For de peger på en mulig forskel mellem det, vi kan se hos andre, og det, der foregår under overfladen.
Vi ser måske, at en ven passer sit studie, træner og deltager i sociale arrangementer. Vi ser ikke nødvendigvis tvivlen, trætheden eller den dårlige samvittighed. Derfor kan vi komme til at sammenligne hele vores eget indre liv med den begrænsede del af andres liv, som er synlig for os.
Selv når vi rationelt ved, at andre også kan være usikre eller pressede, kan følelsen af at være den eneste, der ikke kan følge med, være stærk. Det gælder især, når et præstationspres, der breder sig til flere dele af livet, får studie, arbejde, udseende, træning og relationer til at føles som områder, hvor man hele tiden skal lykkes.
Det løser ikke presset at vide, at andre også kæmper med det. Men erkendelsen kan skabe en smule afstand til forestillingen om, at ens egen tvivl er et tegn på, at man er dårligere eller længere bagud end alle andre.
Ydre forventninger kan blive til indre krav
Nogle forventninger bliver sagt direkte. En forælder kan have en tydelig holdning til uddannelse, eller en ven kan blive skuffet over et afbud. Andre forventninger findes først og fremmest som forestillinger om, hvad mennesker omkring os tænker.
Over tid kan det blive vanskeligt at skelne mellem de to. Man kan begynde at handle efter forventninger, som måske aldrig er blevet udtrykt, men som alligevel føles virkelige. Måske oplever man, at man altid skal være den søde, den pligtopfyldende eller den, der svarer med det samme.
Maja beskriver i episoden, hvordan sådanne forestillinger gradvist kan indskrænke ens bevægelsesfrihed i relationer. Hvis man har fået anerkendelse for at være på en bestemt måde, kan man komme til at holde fast i den rolle af frygt for, hvad der vil ske, hvis man træder ud af den.
Mikkel peger samtidig på betydningen af vores tidligere erfaringer. Nogle kan have oplevet, at det var vigtigt at tilpasse sig for at bevare en plads i familien eller vennegruppen. Andre kan have fået en identitet som den nemme, hjælpsomme eller dygtige. Erfaringerne kan gøre det forståeligt, at man senere bliver bange for at sige nej eller vælge anderledes.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at fortidens betingelser stadig gælder. En vigtig undersøgelse kan derfor være, om mennesker omkring en faktisk kræver den tilpasning, man forsøger at levere, eller om kravet efterhånden især lever videre indeni en selv.
Hvad fortæller tvivlen om uddannelsen?
Tvivl er ikke i sig selv et sikkert tegn på, at man skal droppe ud. Det er heller ikke et tegn på, at man nødvendigvis skal blive. Tvivlen kan i stedet betragtes som information, der fortjener at blive undersøgt.
Der kan være forskel på den usikkerhed, der naturligt følger med at begynde på noget nyt, og en mere grundlæggende oplevelse af, at uddannelsen ikke passer til ens interesser, værdier eller forestillinger om fremtiden. Derfor kan det være hjælpsomt at sætte ord på, hvad tvivl om uddannelsesvalget konkret handler om.
Er det tempoet, fagene eller studiemiljøet, der er svært? Er uddannelsen valgt ud fra egne interesser, eller fordi den giver status og tryghed i andres øjne? Er der dele af uddannelsen, som stadig føles meningsfulde? Og hvad mærker man, når man forestiller sig henholdsvis at fortsætte og at vælge en anden vej?
Mikkel fortæller i episoden om en rejse, han tog på efter gymnasiet, fordi det var den slags oplevelse, man forventedes at ønske sig. Rejsen viste sig ikke at passe særlig godt til ham. Alligevel blev den vigtig, fordi den lærte ham noget om, hvem han var, og hvad der ikke var rigtigt for ham.
Erfaringer behøver altså ikke at føre derhen, hvor vi forventede, for at have værdi. Et valg, der senere bliver ændret, er ikke nødvendigvis spildt. Det kan have givet viden om ens interesser, behov og værdier, som ikke kunne opnås på forhånd.
Frygten for at skuffe andre
Det kan gøre ondt at forestille sig, at ens valg vil skuffe forældre eller andre mennesker, man holder af. Især som ung har man måske endnu ikke mange erfaringer med at stå ved en beslutning, som omgivelserne ikke umiddelbart forstår.
Men det er vanskeligt at leve et helt liv uden på et tidspunkt at skuffe nogen. Andres skuffelse er heller ikke automatisk et tegn på, at ens beslutning er forkert.
Forældre kan eksempelvis reagere kritisk, fordi de er bekymrede og kan se nogle gode muligheder i en bestemt uddannelse. Samtidig kan deres grundlæggende ønske stadig være, at deres barn finder en vej, som er meningsfuld og holdbar. En første reaktion fortæller derfor ikke altid alt om, hvor samtalen ender.
Det kræver mod at sige sin tvivl højt. Men når tankerne bliver formuleret over for et andet menneske, kan de også blive lettere at undersøge. Det kan være i en samtale med en ven, et familiemedlem eller en psykolog. Det afgørende er ikke, at den anden person leverer et svar, men at man får mulighed for at høre og forholde sig til sine egne tanker.
Når du har strengere regler for dig selv end for andre
Mikkel foreslår i episoden en enkel refleksion: Forestil dig, at en god ven fortalte dig præcis den samme historie, som du fortæller om dig selv.
Ville du blive vred, hvis din ven ikke svarede under en eksamensperiode? Ville du tænke, at vennen var en fiasko, fordi en uddannelse viste sig ikke at passe? Eller ville du snarere være nysgerrig, lyttende og forstående?
Mange opdager, at de vurderer andre langt mildere, end de vurderer sig selv. De kan godt se, at en ven fortjener plads til at være i tvivl, holde en pause eller ændre retning, men har svært ved at opleve, at det samme gælder dem selv.
Denne forskel kan hænge sammen med selvværdet. Hvis man grundlæggende føler sig dårligere end andre, kan man få en oplevelse af, at man er nødt til at gøre mere, præstere bedre eller være mere imødekommende for at være lige så meget værd. Rationelt kan man godt vide, at man ikke er mindre værd end andre. Følelsesmæssigt kan det stadig opleves sådan.
Øvelsen løser ikke nødvendigvis selvkritikken med det samme. Men den kan synliggøre, at de regler, man bruger over for sig selv, ikke altid er rimelige.
Fra katastrofetanker til et mere realistisk perspektiv
Når vi frygter en svær samtale eller et vigtigt valg, kan det værst tænkelige udfald begynde at føles som det mest sandsynlige.
Hvis man fortæller sine forældre, at man vil skifte uddannelse, kan tanken være, at de bliver så skuffede, at relationen går i stykker. Hvis man siger nej til en aftale, kan frygten være, at vennerne ikke længere vil have noget med en at gøre.
Mikkel foreslår at forberede sig ved at beskrive tre mulige udfald:
• Det værst tænkelige udfald.
• Det bedst tænkelige udfald.
• Et udfald midt imellem, som sandsynligvis er mere realistisk.
I samtalen med forældrene kunne det værste scenarie være en fuldstændig afvisning. Det bedste kunne være ubetinget begejstring. Det realistiske udfald kunne være, at forældrene først bliver bekymrede eller kritiske, men efterhånden forsøger at forstå og støtte beslutningen.
Når mulighederne bliver skrevet ned, kan det blive tydeligere, at frygten har placeret al opmærksomheden på et ekstremt udfald. Øvelsen kan også gøre det lettere at forberede sig på en reaktion, der måske bliver blandet, uden at den dermed bliver katastrofal.
Vores følelsesmæssige tilstand påvirker desuden, hvor klart vi kan se en situation. Hvis uroen er meget stærk, kan det hjælpe at vente lidt med at konkludere noget. En gåtur, rolig vejrtrækning, musik eller en anden aktivitet, der hjælper kroppen ned i tempo, kan gøre det muligt at vende tilbage til tankerne med et lidt bredere perspektiv.
Små eksperimenter kan give nye erfaringer
Man behøver ikke begynde med den største og vanskeligste handling. Små eksperimenter kan give konkret viden om, hvad der faktisk sker, når man viser mere af sig selv.
Det kan være at fortælle en ven, at man ikke har overskud til at svare med det samme. Det kan være at dele med en vennegruppe, at man føler sig presset og spørge, om andre kender følelsen. Eller det kan være at sige tvivlen om uddannelsen højt til én person, man føler sig tryg ved, før man træffer en beslutning.
Hvis reaktionen er mere forstående end frygtet, får man en ny erfaring: Relationen kan måske godt rumme, at man har grænser, er i tvivl eller vælger anderledes. Den erfaring kan gradvist gøre det lettere at stå mere frit i andre situationer.
Hvis et rimeligt behov eller valg mødes med vedvarende manglende accept, kan det samtidig give anledning til at undersøge relationens dynamik. Det betyder ikke, at enhver uenighed skal føre til afstand, men nære relationer skal gerne kunne rumme, at mennesker ikke altid ønsker eller gør det samme.
Fem refleksioner, du kan tage med dig
Hvis du genkender forventningspresset, kan du overveje:
• Hvilke forventninger er blevet sagt direkte, og hvilke forestiller jeg mig, at andre har?
• Hvad ville jeg vælge, hvis jeg ikke skulle forklare eller forsvare valget?
• Hvilke behov eller værdier forsøger min tvivl at gøre mig opmærksom på?
• Ville jeg stille de samme krav til en god ven?
• Hvad er et lille eksperiment, der kan give mig mere viden om, hvad der faktisk sker, når jeg siger fra eller vælger anderledes?
Spørgsmålene er ikke en genvej til et endeligt svar. De kan være en begyndelse på at skelne mellem det, man gør for at undgå andres skuffelse, og det, der føles vigtigt for en selv.
Et liv behøver ikke følge én rigtig plan
Episoden slutter med Mikkel Manicus’ digt “Uforventet”. Digtet kredser om de mange måder, et liv kan udvikle sig anderledes end planlagt på og stadig blive meningsfuldt.
Valg, fravalg, tilfældigheder og svære erfaringer kan føre os andre steder hen, end vi forestillede os. Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at noget er gået galt. Nogle gange opdager vi først gennem erfaring, at det liv, vi troede, vi skulle ønske os, ikke passer til den, vi er.
Der findes ikke kun én rigtig uddannelse, én rigtig tidsplan eller én rigtig måde at leve et godt liv på.
Det er tilladt at være undervejs
At lytte til sig selv betyder ikke, at man altid skal kende det rigtige svar. Det kan begynde med at tage sin tvivl alvorligt, sætte ord på den og undersøge den sammen med et menneske, man føler sig tryg ved.
Måske bliver beslutningen at fortsætte lidt endnu. Måske bliver den at vælge en anden retning. Det centrale er at skabe plads til at finde ud af, hvad der ligger bag valget, frem for udelukkende at handle ud fra frygten for at skuffe andre.
Har du selv et dilemma eller et emne, du gerne vil høre psykologerne tale om, kan du skrive til [email protected].
