Hvorfor er jeg så usikker – og kan man have et sundt forhold, når man tvivler på sig selv?
Usikkerhed i parforhold kan føles altoverskyggende. Ikke kun fordi den gør ondt indeni, men fordi den ofte sniger sig ind mellem to mennesker, der egentlig holder af hinanden. Mange unge og unge voksne går rundt med en indre uro: Har jeg gjort noget forkert? Er jeg for meget? Er jeg ved at blive valgt fra?
I denne episode af Radiopsykologerne tager psykologerne Maja Vain Gilbert og Anna Rosendal Di Pilla fat i netop den type usikkerhed – gennem et ærligt brevkassebrev fra en 22-årig kvinde, der er bange for, at hendes egen tvivl langsomt skubber kæresten væk.
Herunder kan du lytte til episoden:
Du kan også lytte med her:
Brevkasse-brevet: “Jeg er bange for, at min usikkerhed skubber ham væk”
Brevskriveren er 22 år og bor sammen med sin kæreste. Hun holder af ham, men oplever, at hendes usikkerhed fylder mere og mere i forholdet. Hun spørger ofte, om han er irriteret, om hun har sagt noget forkert, eller om han stadig har lyst til at være sammen med hende.
Når de er sammen med andre – særligt hans venner – bliver hun stille. Bagefter gennemgår hun samtalen igen og igen og tolker små signaler som tegn på, at hun har skuffet ham. Det ender ofte i konflikter, hvor han føler, hun lægger ord i munden på ham, og hun selv føler sig forkert og for meget.
Hun skammer sig over, at hun som 22-årig stadig har det sådan – og spørger sig selv, om man overhovedet kan have et sundt forhold, når man tvivler så meget på sig selv.
Hvad handler usikkerheden egentlig om?
Noget af det første, psykologerne peger på, er, at den bevægelse, brevkriteren sidder fast i, er meget klassisk. Ikke fordi den er banal – men fordi mange genkender den.
Usikkerheden fører til en bestemt adfærd: at tjekke, spørge, søge bekræftelse. Den adfærd giver måske kortvarig ro, men ender ofte med at forstærke usikkerheden. Man bliver mere opmærksom på signaler, mere følsom over for tonefald og blikke – og mere overbevist om, at der er noget galt.
Det bliver en ond spiral.
Lavt selvværd og følelsen af at være “født i minus”
Psykologerne taler om, at brevet bærer præg af lavt selvværd. Ikke som en diagnose, men som en grundlæggende oplevelse af ikke helt at have samme værdi eller ret som andre.
Lavt selvværd handler ofte om dybe overbevisninger som:
- Jeg er ikke helt god nok
- Jeg er lettere at vælge fra
- Jeg skal gøre mig ekstra umage for at blive valgt
Selvom de tanker føles som sandheder, er de i virkeligheden historier, vi har lært om os selv over tid. De er formet af relationer, oplevelser og omgivelser – og giver mening, når man ser dem i det lys.
Selvkritikken: En hård hjælper
Noget vigtigt i episoden er forståelsen af selvkritik. For selvkritik opstår sjældent, fordi vi vil os selv ondt. Tværtimod.
Den indre kritiker forsøger ofte at beskytte os:
“Hvis jeg lige retter ind, siger noget andet, er lidt mere – eller lidt mindre – så undgår jeg at blive forladt.”
Problemet er ikke ønsket om forandring. Problemet er metoden. For selvkritik skaber mere utryghed, mere skam og mere usikkerhed – og holder spiralen i gang.
Kernefrygten: Frygten for at blive forladt
Mange af de reaktioner, brevkriteren beskriver, kan spores tilbage til en helt grundlæggende frygt: frygten for at blive afvist eller forladt.
Det er ikke en “svaghed”. Det er dybt menneskeligt – og evolutionært. Vi er skabt til at høre til, og vores nervesystem reagerer kraftigt, når tilknytning føles truet.
Derfor kan små situationer – en kort besked, et blik, en anderledes tone – aktivere meget store følelser. Ikke fordi situationen i sig selv er farlig, men fordi den rammer noget gammelt.
Hvad kan man gøre, hvis man genkender sig selv?
Der findes ikke hurtige fixes. Men der findes veje videre.
Psykologerne peger blandt andet på:
- At blive nysgerrig på sin usikkerhed i stedet for at skælde sig selv ud
- At lægge mærke til, hvornår selvkritikken dukker op, og hvordan den taler
- At øve sig i at skelne mellem det, der sker nu og det, man reagerer på fra tidligere
- At arbejde med følelsen af utryghed – ikke kun med adfærden
For mange kræver det et rum, hvor man kan arbejde med de dybere lag. For eksempel i terapi.
At involvere sin partner – uden at lægge ansvaret over
Et vigtigt perspektiv i episoden er, at man godt kan involvere sin partner, uden at gøre dem ansvarlige for ens følelser.
Det kan fx handle om at sige:
“Nogle gange bliver jeg bange for ikke at være god nok. Jeg ved godt, det ikke altid handler om dig – men jeg vil gerne øve mig i at håndtere det anderledes, og jeg har brug for din støtte.”
Når usikkerhed bliver italesat på den måde, oplever mange partnere faktisk lettelse. De forstår, hvad der foregår – og kan støtte uden at føle sig anklaget.
Om psykologerne bag episoden
Maja Vain Gilbert er psykolog og stifter af UngTerapi.
👉 Læs mere om Maja
Anna Rosendal Di Pilla er psykolog i UngTerapi og arbejder primært med unge og unge voksne.
👉 Læs mere om Anna
Du behøver ikke stå alene med det
Hvis du kan genkende dig selv i brevet eller i refleksionerne, er du langt fra alene. Usikkerhed og lavt selvværd er ikke tegn på, at der er noget galt med dig – men signaler om, at noget i dig har brug for omsorg og forståelse.
Du kan altid skrive anonymt til Radiopsykologerne på [email protected] – eller lytte med og lade andres ord sætte gang i dine egne refleksioner.
Og hvis du mærker, at det fylder meget i dit liv eller dine relationer, kan terapi være et sted, hvor du langsomt kan finde mere ro – indefra.
