Hvorfor føler jeg mig ikke god nok – selv når det går godt?
Nogle mennesker står et sted i livet, de længe har arbejdet hen imod. De har fået jobbet, de drømte om. De får ansvar, ros og tillid. Og alligevel kan der være en følelse indeni, som siger noget helt andet:
“Jeg er nok ikke så dygtig, som de tror.”
“På et tidspunkt finder de ud af det.”
“Jeg har bare været heldig.”
Det er temaet i denne episode af Radiopsykologerne, hvor Maja Vain Gilbert taler med Ida Kring Pagh om impostor-følelser, selvtvivl og oplevelsen af at have “snydt sig til sin plads”.
Lyt på Apple Podcasts og Spotify
I episoden tager de udgangspunkt i et brev fra en lytter, der beskriver en oplevelse, mange unge og unge voksne kan genkende – især når man træder ind i arbejdslivet eller står i perioder med høje krav til sig selv.
“Jeg føler, jeg har snydt mig til mit eget liv”
Brevskriveren er 29 år og har fået et job, hun længe har ønsket sig. Hun får ros, mere ansvar og bliver mødt som en kompetent medarbejder.
Men indeni ser det anderledes ud.
Hun tvivler på sine evner, sammenligner sig med andre og bruger meget energi på at gennemgå møder, fejl og formuleringer bagefter. Hun arbejder ekstra meget, tjekker ting flere gange og har svært ved at slippe opgaverne – ikke nødvendigvis fordi alt skal være perfekt, men fordi følelsen af ikke at være god nok hele tiden ligger under overfladen.
Det spørgsmål, hun stiller, rammer noget centralt:
Hvordan stopper man med at føle, at ens værdi hele tiden skal bevises?
Det er et spørgsmål, der ikke kun handler om arbejde. Det handler ofte også om forholdet til sig selv.
Hvad er impostor-følelser egentlig?
Impostor-følelser beskriver ofte en oplevelse af at være bange for at blive afsløret.
Man kan have succes, blive anerkendt og samtidig føle, at man ikke helt hører til. At andre overvurderer én. At resultater skyldes held, timing eller ekstra hårdt arbejde, men ikke egne kompetencer.
For nogle opstår følelsen i bestemte sammenhænge. Det kan være ved studiestart, første job eller nye ansvarsområder.
For andre bliver det mere gennemgående.
Her begynder oplevelsen ofte at hænge sammen med måden, man ser sig selv på. Hvis man gennem længere tid bærer rundt på en grundlæggende fortælling om ikke helt at være god nok, kan det være tæt forbundet med det, man også ser hos mennesker, når selvværdet føles lavt.
Impostor-følelser handler derfor sjældent kun om kompetencer. De handler ofte også om selvfortællinger.
Når præstation bliver et forsøg på at skabe tryghed
Noget af det særlige ved impostor-følelser er, at de let kan skabe en cirkel, som er svær at komme ud af.
Man arbejder mere, forbereder sig ekstra og tjekker én gang til. Resultaterne kommer måske også, men lettelsen kommer ikke nødvendigvis med. For hvis den indre fortælling stadig siger “jeg er ikke dygtig nok”, kan succes paradoksalt nok blive tolket som et bevis på det modsatte:
Det gik kun godt, fordi jeg arbejdede hårdere end alle andre.
På den måde kan præstation komme til at fungere som en strategi for tryghed. Ikke fordi man er ambitiøs på en usund måde, men fordi frygten for ikke at slå til bliver styrende. Over tid kan det blive udmattende. Ikke kun på grund af arbejdsmængden, men fordi der samtidig ligger et indre pres under det hele.
Skam, selvfortællinger og frygten for ikke at høre til
Bag mange impostor-følelser ligger der ofte noget mere sårbart.
Det er ikke nødvendigvis synligt udefra, men mærkbart indefra.
Der kan være en frygt for, hvad andre ville tænke, hvis de så én “som man virkelig er”. En bekymring for ikke at være dygtig, værdifuld eller kompetent nok.
Når de tanker får lov til at stå alene længe, kan de begynde at føles som sandheder.
Men en vigtig pointe er, at oplevelsen godt kan give mening uden nødvendigvis at være sand.
Mange af de fortællinger, vi bærer om os selv, er opstået et sted. I erfaringer, relationer, skolesituationer eller perioder, hvor noget føltes vigtigt. Det betyder ikke, at de skal definere resten af livet.
Hvad kan man begynde at lægge mærke til?
Hvis man genkender sig selv i det her, kan det nogle gange være hjælpsomt at starte et andet sted end løsningerne – nemlig i nysgerrigheden.
Hvornår dukker tankerne op? Er det efter møder, når man får ros, når man laver fejl eller først, når arbejdsdagen er slut?
Her kan det være relevant at lægge mærke til, om man fortsætter arbejdet inde i hovedet, længe efter man fysisk har forladt det.
Det kan også være hjælpsomt at undersøge, om mønsteret kun findes ét sted eller flere steder. Måske på studiet, til eksamener eller ved præstationer generelt.
Når kroppen samtidig går i alarmberedskab, kan refleksion være svær. Her kan det give mening først at skabe lidt ro – en gåtur, musik, pauser eller noget, der hjælper nervesystemet med at falde lidt til.
Først derefter bliver det ofte lettere at undersøge tankerne mere nuanceret.
