Den første samtale

Vil det hjælpe mig at gå til psykolog? Er mine problemer store nok? Hvordan fungerer samtalen?

Se videoen og læs mere om overvejelserne før første samtale.

Overvejelser før den første samtale

Mange sidder med en fornemmelse af at de har brug for hjælp til deres liv, men er ikke sikre på om det kan løses gennem en samtale med et fremmed menneske. Den slags overvejelser er kun sunde at have. Det viser at du passer på dig selv, og derfor ikke er ukritisk over for hvem du deler dine største sårbarheder med. Om dine problemer er store nok til at bestille en individuel samtale eller om de kan løses på en anden måde vha. familie og venner er ikke noget jeg kan spå om.

Men hvis du er begyndt at overveje det, er det ofte fordi du har prøvet alle de andre muligheder, du har til rådighed, og tilmed båret rundt på problemet i alt for lang tid. At booke den første samtale kan være en stor lettelse, men også meget grænseoverskridende.

Uanset hvad er det dog et signal til dig selv om en kommende forandring.

At søge et nyt perspektiv på sit liv vil næsten med garanti rykke dig i en ny retning og gøre dig bevidst om nye muligheder i dit liv – netop som du føler du har undersøgt alle veje.

Hvordan fungerer terapien?

Det er meget individuelt hvad der virker for dig i terapien, og om samtaleterapi overhovedet er noget for dig. Er samtaler hos UngTerapi dog noget du gerne vil prøve, er det vigtigt at du forbereder dig på, at det tager tid at få det bedre. Det er derfor meget svært at vurdere om terapien virker efter 1 gang, og vi har som hovedregel at du og psykologen sammen evaluerer forløbet efter 3. samtale.

Du er i centrum for terapien, og du spiller derfor en ligeså stor rolle som psykologen, for at terapien kan forandre dit liv. Dette betyder at du i samtaleforløbet forpligter dig til holde de rammer, du og psykologen aftaler.

Dette betyder helt praktisk at du fx

  • altid har din kalender med, så der kan aftales en ny tid efter samtalen
  • er tilgængelig over tlf. og/eller mail, så vi kan komme i kontakt med dig
  • betaler til tiden, så ikke skal bruges tid på det

Hvad skal samtalen handle om?

Vanskeligheder i livet er ikke en objektiv størrelse. Derfor har det aldrig handlet om hvorvidt andre anerkender at det problem du oplever er “stort nok” – det handler om din subjektive oplevelse.

Punktum.

Ifølge den narrative metode, er et problem kun et problem, fordi der er noget andet der er vigtigt for en. Det betyder altså at det problematiske i livet er dér hvor man ikke har mulighed for at gøre det, der i virkeligheden er vigtigt for én – det man sætter højest i livet.

Derfor vil samtalen altid handle om at undersøge det problematiske og smertefulde, hvor vi sammen finder ud af hvad problemet forhindrer dig i at gøre i dit liv. Den individuelle samtale kan derfor handle om alt – lige fra tvivl om studieretning til kærestesorger, ensomhed og mere langvarige vanskeligheder i livet, såsom diagnoser.

Så længe du generes af det i dit liv, er det til enhver tid et relevant problem at bringe op i samtalerne. Det er ikke et krav, at du er forberedt til din første samtale.

I tråd med ordsproget “hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”, vil du i psykologens hænder altid nå frem til det, der er det væsentlige at tale om. Derfor kræver en psykologsamtale i UngTerapi ikke andet end et åbent sind, der er villigt til at lade sig føre med i undersøgelsen af sig selv.

Mød psykologerne

Vi er unge psykologer, med speciale i unge. Her kan du møde alle psykologerne i UngTerapi, læse mere om den enkelte og finde en du har kemi med.

Føler du…

Lavt selvværd, stress, ensomhed, nedtrykthed eller noget helt andet? Se oversigten over nogen af de følelser, vi kan hjælpe dig med.

Se priser

Hos UngTerapi får du psykologhjælp til studiepriser, hvis du er under 30 eller studerende. Vi tilbyder både individuelle samtaler, parterapi og gruppeforløb.

Har du spørgsmål?

Vil du gerne ringes op?

Telefontider:
Mandag: 10.30-14.30
Tirsdag: 10.00-14.00
Onsdag: 08.00-12.00
Torsdag: 10.00-14.00
Fredag: 9.00-13.00

Skriv din besked her:

Vi har tavshedspligt og behandler selvfølgelig din henvendelse fortroligt. Læs vores privatlivspolitik. Der kan gå et øjeblik fra du har sendt, til den er gået igennem. Hav venligst tålmodighed. :-)