Må jeg være et besværligt menneske? Om selvværd, egne behov og grænser
Hvad har du lyst til? Det kan lyde som et enkelt spørgsmål. Men for nogle skaber det mest af alt et tomrum. Ikke fordi de nødvendigvis er ligeglade, men fordi opmærksomheden så hurtigt søger mod de andre: Hvad foretrækker de? Hvad vil gøre dem glade? Hvad er det nemmeste svar?
Bagefter kan der komme irritation, uro eller selvkritiske tanker. Hvorfor sagde jeg ikke noget? Hvorfor lod jeg endnu en gang de andre bestemme? I denne episode af Radiopsykologerne taler psykologerne Maja Vain Gilbert og Benedicte Hvidtfelt om sammenhængen mellem selvværd, egne behov og frygten for at blive opfattet som besværlig.
Du kan lytte til episoden på Apple Podcasts eller Spotify.
Kaspers dilemma: Hvad vil jeg egentlig selv?
Brevskriveren Kasper er 23 år og oplever, at andre ofte kommer til at bestemme mere i hans liv, end han egentlig synes er rart. Når vennerne skal vælge en aktivitet, går han som regel med til deres forslag. Når hans kæreste har en holdning, ender de ofte med at gøre det, hun foretrækker.
Det skyldes ikke, at kæresten presser ham, eller at vennerne bevidst tilsidesætter ham. Kasper siger bare sjældent imod. Når nogen spørger, hvad han selv mener eller har lyst til, kan han have svært ved at finde et svar. Derfor bliver han i tvivl om, hvorvidt han overhovedet har særligt stærke præferencer.
Samtidig mærker han ofte en irritation, når han er kommet hjem. Han kan tænke over, hvorfor han ikke sagde noget, og hvorfor det igen blev de andre, der kom til at fylde mest. Han er også meget opmærksom på deres reaktioner. Hvis en ven ikke svarer, eller hans kæreste virker kort for hovedet, begynder han hurtigt at lede efter fejl hos sig selv: Har jeg gjort noget forkert? Er jeg kedelig? Er jeg en god nok ven eller kæreste?
Det efterlader ham med to spørgsmål, som hænger tæt sammen: Har han reelt få præferencer, eller har han mistet kontakten til dem? Og kan han stole på sin plads i relationerne, hvis han ikke hele tiden tilpasser sig?
Irritationen bagefter kan være vigtig information
Benedicte Hvidtfelt hæfter sig i episoden ved Kaspers irritation. Hvis han virkelig var ligeglad og ikke havde nogen præferencer, ville der sandsynligvis ikke være den samme utilfredshed bagefter. Irritationen kan derfor være et tegn på, at noget faktisk blev tilsidesat, selvom han ikke kunne mærke det tydeligt i situationen.
Tilpasning kan ske meget hurtigt. Måske registrerer Kasper næsten øjeblikkeligt, hvad de andre ønsker, og retter sig efter det, før hans egen reaktion når at blive tydelig. Først senere, når han er alene og ikke længere skal forholde sig til andres forventninger, bliver utilfredsheden mærkbar.
Maja Vain Gilbert beskriver irritation som beslægtet med vrede. Vrede kan opstå, når noget vigtigt for os bliver overset, eller når en grænse bliver overskredet. Det betyder ikke nødvendigvis, at en anden har handlet forkert. I Kaspers tilfælde ved vennerne og kæresten måske slet ikke, at han har sagt ja til noget, han ikke ønskede.
Følelsen kan i stedet pege på en indre konflikt. Én del af ham vil bevare roen, være fleksibel og sikre sig, at de andre er tilfredse. En anden del reagerer på, at hans egne behov igen ikke kom til udtryk.
Irritationen er derfor ikke et endeligt bevis på, hvad han skulle have gjort. Men den er information. Den kan bruges som anledning til at undersøge, hvad der skete, og om der var et ønske eller en grænse, som ikke blev registreret i øjeblikket.
Hvorfor kan det være svært at mærke egne behov?
Kontakt til egne behov er noget, vi udvikler
Evnen til at mærke og forstå egne følelser kan virke så grundlæggende, at vi let kommer til at betragte den som medfødt og automatisk. Men som Maja forklarer i episoden, bliver den også udviklet i samspil med andre.
Som børn er vi afhængige af mennesker, der lægger mærke til vores signaler og hjælper os med at forstå dem. Det kan være en voksen, som sætter ord på, at vi ser trætte, vrede, bange eller kede af det ud, og som undersøger sammen med os, hvad reaktionen kan handle om.
På den måde lærer vi gradvist at forbinde det, der sker i kroppen, med følelser, situationer og behov. Vi lærer også, om vores reaktioner må være der, og om andre mennesker kan rumme, at vi ønsker noget andet end dem.
Vi kender ikke Kaspers historie, og episoden forsøger ikke at fastslå en bestemt årsag til hans vanskeligheder. Men mere generelt kan det være svært at mærke egne behov, hvis man ikke har fået meget hjælp til at genkende dem, eller hvis man tidligt har erfaret, at de skabte problemer.
Når det har været lettere at aflæse rummet
Nogle mennesker bliver meget dygtige til at registrere andres stemninger. De bemærker hurtigt, hvis nogen er utilfredse, trætte eller irriterede, og de tilpasser deres egen adfærd for at skabe ro.
Den opmærksomhed kan have været hjælpsom. Hvis uenighed tidligere førte til konflikt, eller hvis egne behov ofte blev mødt som besværlige, kan det have været tryggere at lægge dem til side. I stedet bliver man god til at fornemme, hvad andre ønsker, og til at gøre sig nem at være sammen med.
Problemet er ikke, at man tager hensyn. Hensyn og kompromiser er en vigtig del af nære relationer. Problemet opstår, hvis orienteringen mod andre bliver så automatisk, at man næsten ikke når at registrere sig selv.
En strategi kan altså have været meningsfuld i én periode af livet og senere begynde at skabe vanskeligheder. Selvom de nuværende relationer måske godt kan rumme uenighed, kan kroppen og tankerne fortsætte med at reagere, som om tilpasning stadig er nødvendig.
Tanker kan overdøve det, man mærker
Kasper beskriver flere selvkritiske tanker. Han bliver hurtigt bekymret for, om han er kedelig, utilstrækkelig eller en dårlig ven eller kæreste. Sådanne tanker kan gøre det vanskeligere at give egne præferencer opmærksomhed.
Hvis man grundlæggende forventer, at ens ønsker er mindre gode end andres, kan det føles meningsløst at undersøge dem. Hvis man samtidig forbinder andres tilfredshed med relationens sikkerhed, kommer det let til at virke mest fornuftigt at lade dem bestemme.
Tankerne kan opleves som en form for hjælp: Gå med til det, de andre vil, så undgår du konflikt og afvisning. Men den beskyttelse har en pris. Jo mere automatisk man følger tankerne, desto mindre mulighed får man for at opdage, at ens egne ønsker faktisk findes, og at relationen måske godt kan holde til dem.
Hvad har selvværd med egne behov at gøre?
Det er ikke i sig selv tegn på lavt selvværd, at man er fleksibel eller ofte lader andre vælge. Nogle mennesker er oprigtigt åbne for mange muligheder og lægger ikke stor vægt på, hvilken restaurant, film eller aktivitet der bliver valgt.
Den afgørende forskel er, hvad der ligger bag fleksibiliteten. Er man afslappet, fordi flere muligheder reelt føles fine? Eller opgiver man sin præference, fordi det føles farligt at have den?
Selvværdet kommer blandt andet i spil, når ens plads blandt andre føles afhængig af, at man er nem, rar og imødekommende. Man kan få en forestilling om, at andre holder af én, fordi man sjældent stiller krav. Hvis man siger fra eller fylder mere, kan man derfor frygte, at de ikke længere vil have én med.
Tilpasningen kan også blive forstærket af positive reaktioner. Den, der altid er fleksibel, bliver måske rost for at være behagelig og ukompliceret. På kort sigt kan det skabe tryghed og anerkendelse. Samtidig kan det styrke oplevelsen af, at man kun er værd at være sammen med, så længe man fortsætter på samme måde.
Når egne ønsker igen og igen bliver behandlet som mindre vigtige, kan det desuden påvirke forholdet til én selv. Det gælder særligt når selvværdet er lavt, og det kan føles, som om andres præferencer automatisk er mere rimelige, interessante eller berettigede end ens egne.
At arbejde med egne behov handler derfor ikke om altid at få sin vilje. Det handler om at begynde at behandle det, man selv mærker, som relevant information.
At være besværlig er ikke det samme som at være forkert
Ordet besværlig har ofte en negativ klang. Det kan forbindes med at være krævende, urimelig eller vanskelig at samarbejde med. Men i episoden undersøger Maja og Benedicte en anden betydning: At almindelige mennesker nogle gange er besværlige, fordi de har forskellige behov, meninger og grænser.
At sige, at man ikke har lyst til en bestemt aktivitet, er ikke det samme som at kræve, at alle andre retter sig efter én. At foretrække én restaurant frem for en anden er ikke det samme som at nægte at gå på kompromis. Og at have brug for tid, ro eller en anden form for kontakt er ikke i sig selv et angreb på relationen.
For Kasper kan opgaven være at opdage, at tydelighed ikke automatisk er det samme som konflikt. Han kan fortælle, hvad han ønsker, og stadig være nysgerrig på, hvad de andre ønsker. Et kompromis bliver mere reelt, når begge parters præferencer faktisk er kommet frem.
Det er muligt, at venner eller en kæreste vil blive overraskede, hvis en person, der normalt er meget fleksibel, begynder at sige mere til og fra. De kan måske opleve, at dynamikken ændrer sig. En sådan reaktion betyder ikke nødvendigvis, at ønsket eller grænsen var forkert.
Samtidig er det ikke realistisk at forvente, at alle altid vil reagere positivt. En del af processen kan være at opdage, at mindre uenigheder og skuffelser kan eksistere, uden at relationen går i stykker. Man kan være et menneske med behov og stadig høre til.
Grænser kan gøre relationer mere trygge
Når en person næsten altid tilpasser sig, kan det umiddelbart virke let for omgivelserne. Men som Maja fremhæver, kan det også gøre personen mindre synlig.
Venner og kæreste får sværere ved at vide, hvad vedkommende egentlig mener. De kan blive usikre på, om et ja er et oprigtigt ja, eller om personen blot forsøger at gøre dem tilfredse. De kan også komme til at overskride grænser, de aldrig har fået mulighed for at se.
Konstant tilpasning kan derfor skabe usikkerhed i begge retninger. Den, der tilpasser sig, bliver i tvivl om, hvorvidt andre kun holder af den nemme og imødekommende version. De andre kan blive i tvivl om, hvem personen egentlig er, og hvad relationen betyder for vedkommende.
Det kan også være ensomt at være vellidt, hvis man samtidig føler, at andre kun kender den udgave af én, som passer til deres behov.
Grænser skaber ikke kun afstand. De gør relationens rammer tydeligere. Når man øver sig i at sætte grænser tydeligt og respektfuldt, giver man også andre mulighed for at lære én bedre at kende og tage hensyn på et mere oplyst grundlag.
Tydelighed er ikke en garanti for konfliktfrie relationer. Men den kan gøre dem mere gensidige. Begge parter får mulighed for at være til stede som hele mennesker frem for som én, der vælger, og én, der automatisk følger med.
Sådan kan man begynde at mærke og udtrykke, hvad man vil
Hvis det føles svært at finde frem til egne ønsker, behøver det første skridt ikke være en stor konfrontation. I episoden foreslår Maja og Benedicte flere små øvelser, der kan gøre det lettere gradvist at registrere og udtrykke egne præferencer.
Begynd med små valg
Benedicte foreslår at begynde i situationer, hvor der ikke er meget på spil. Det kan være valget af mad, en film, en aktivitet eller et sted at mødes.
Små beslutninger er nyttige, fordi de giver mulighed for at øve sig uden samtidig at skulle håndtere en stor konflikt eller frygten for alvorlige konsekvenser. Det afgørende er ikke, om valget bliver perfekt. Det er erfaringen med at stoppe op, registrere en præference og sige den højt.
For en person, der normalt orienterer sig mod andre, kan selv et lille valg føles uvant. Det gør ikke øvelsen ubetydelig. Tværtimod kan den vise, hvor hurtigt opmærksomheden forlader én selv, når en anden persons ønsker kommer ind i rummet.
Hold en pause før det automatiske svar
Når nogen spørger, hvad man har lyst til, kan det automatiske svar være at sende spørgsmålet tilbage og lade den anden vælge. En lille pause kan skabe plads til en anden proces.
I pausen kan man lægge mærke til, om kroppen reagerer forskelligt på mulighederne. Virker én mulighed mere tiltrækkende? Er der noget, man mærker modstand mod? Kommer der lettelse, uro eller spænding ved tanken om et bestemt valg?
Kroppens signaler giver ikke altid et klart eller entydigt svar. De behøver heller ikke at blive behandlet som en facitliste. Men de kan være begyndelsen på en undersøgelse, før den andens præference automatisk bliver styrende.
Det er også muligt at sige, at man har brug for lidt tid til at tænke. Et ønske behøver ikke være øjeblikkeligt eller meget stærkt for at være gyldigt.
Begynd med det, du ikke vil
Nogle gange er det lettere at mærke modvilje end lyst. Man ved måske ikke, præcis hvad man ønsker, men kan registrere, at én mulighed ikke føles rigtig.
Benedicte foreslår derfor, at man kan begynde med at undersøge, hvad man ikke har lyst til. Hvis Kasper ikke kan mærke, hvilken type mad han helst vil have, kan han måske mærke, at han i hvert fald ikke ønsker én af mulighederne.
Et fravalg er også information. Det indsnævrer feltet og styrker kontakten til en grænse. Med tiden kan det gøre det lettere at mærke mere positive præferencer.
Øv dig i at vælge uden at være helt sikker
Maja peger på, at vi let kan overvurdere, hvor sikre andre mennesker er, når de træffer beslutninger. Når nogen foreslår en restaurant eller en aktivitet, kan det se ud, som om de har mærket meget grundigt efter. I virkeligheden bygger mange hverdagsvalg på en svag præference eller en spontan indskydelse.
Man behøver altså ikke være helt sikker for at vælge. Man kan foreslå et sted og senere opdage, at det ikke var særligt godt. Man kan vælge en aktivitet og ændre mening. Et mindre vellykket valg er ikke det samme som at have svigtet gruppen.
For en person, der er bange for at fylde, kan ansvaret ved at vælge føles langt større, end det reelt er. Små erfaringer med, at et uperfekt valg ikke ødelægger relationen, kan derfor være betydningsfulde.
Lav korte følelsesmæssige check-ins
Det kan være svært at mærke en følelse i selve situationen, hvis man er vant til at rette opmærksomheden udad. Maja foreslår derfor at skabe korte, faste pauser i løbet af dagen, hvor man undersøger, hvad der foregår indeni.
Et check-in kan bestå i at lægge mærke til, hvad der mærkes fysisk. Er der uro i maven, spænding i brystet, varme, tyngde eller rastløshed? Derefter kan man overveje, hvilken følelse det kunne hænge sammen med, og hvad der skete umiddelbart før.
Hvis der eksempelvis er irritation, kan spørgsmålet være: Hvad reagerer jeg på? Var der noget, jeg sagde ja til, selvom en del af mig helst ville noget andet? Er der et behov, jeg ikke fik udtrykt? Eller handler følelsen om noget helt andet?
Formålet er ikke at finde den korrekte forklaring hver gang. Det er at øve forbindelsen mellem situation, kropslig reaktion, følelse og behov. Det kan tage tid, især hvis man gennem mange år er blevet bedre til at mærke andre end sig selv.
Inddrag en person, du er tryg ved
En kæreste eller nær ven kan være en støtte, hvis man fortæller, at man forsøger at blive bedre til at mærke og udtrykke egne ønsker.
Den anden kan eksempelvis stille et spørgsmål og give lidt mere svartid, før vedkommende selv kommer med et forslag. Man kan også aftale at skiftes til at træffe små beslutninger eller øve sig i at komme med to muligheder, som begge parter derefter forholder sig til.
Det er vigtigt, at den anden ikke får ansvaret for at finde personens behov. Men åbenhed om processen kan mindske risikoen for, at stilheden straks bliver udfyldt, eller at den vante dynamik fortsætter, uden at nogen rigtig lægger mærke til den.
Det kan samtidig være en måde at opdage, at andre måske ikke oplever ens ønsker som en belastning. De kan tværtimod have savnet at få adgang til dem.
Små valg kan gøre dig mere synlig
Det, der opleves som mangel på holdninger, er ikke nødvendigvis et tomrum. Nogle gange er det et resultat af, at opmærksomheden gennem lang tid har været rettet mod andre, mens egne signaler er blevet registreret sent eller slet ikke.
Irritationen bagefter kan være et spor. Den fortæller ikke automatisk, hvem der havde ret, eller hvad man skulle have gjort. Men den kan være en invitation til at undersøge, om noget vigtigt blev sat til side.
Selvværd og grænsesætning hænger sammen, når man bliver usikker på, om man stadig er værd at holde af, hvis man ikke er nem hele tiden. At begynde at vise egne ønsker kan derfor føles grænseoverskridende. Ikke fordi ønskerne er forkerte, men fordi de bryder med en strategi, der måske længe har skabt en form for tryghed.
Forandringen kan begynde småt: med en pause, et fravalg eller en forsigtig præference i en situation, hvor der ikke er meget på spil. Hver gang man gør sig lidt mere synlig, får både én selv og andre bedre mulighed for at opdage, hvem man er.
Du kan lytte til hele samtalen i afspilleren ovenfor. Har du selv et dilemma, som Radiopsykologerne skal tage op, kan du skrive til [email protected].
