Når forholdet til vores forældre følger med ind i voksenlivet
Man kan for længst være flyttet hjemmefra og stadig opleve, at ens forældres holdninger fylder, når man skal træffe et valg. Måske dukker deres stemme op som det første: Hvad vil de tænke? Bliver de skuffede? Er det, jeg har lyst til, overhovedet det rigtige?
I denne episode af Radiopsykologerne taler Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og vært, med Cecilie Bagge Pedersen, autoriseret psykolog hos UngTerapi. Sammen undersøger de, hvordan vores tidlige relationer kan påvirke evnen til at mærke egne ønsker, træffe beslutninger og sætte grænser som voksne.
Du kan høre episoden på Apple Podcasts og Spotify.
Saras dilemma: Når andres mening overdøver ens egen
Episodens brevkassebrev kommer fra 25-årige Sara. Hun beskriver et svært forhold til sine forældre og især til sin mor, som altid har haft klare holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan Sara bør leve sit liv.
Sara oplever, at der ikke har været meget plads til at gøre tingene på sin egen måde. I dag har hun svært ved at mærke, hvad hun selv vil. Selv små beslutninger kan kræve meget energi, fordi hun straks begynder at overveje, hvad hendes mor eller andre vil mene.
Mønsteret viser sig også i hendes parforhold. Sara spørger ofte sin kæreste, hvad hun skal vælge, og bliver frustreret, hvis han ikke giver hende et klart svar. Han oplever på sin side, at ansvaret bliver lagt over på ham, og opfordrer hende til selv at mærke efter. Men for Sara er det netop dét, der føles så svært.
Hun spørger derfor, hvordan hun kan blive bedre til at finde ud af, hvad hun selv mener og ønsker. Samtidig vil hun gerne kunne sætte grænser over for sin mor uden at blive overvældet af dårlig samvittighed eller føle sig som et dårligt menneske.
Hvorfor forældrenes stemme kan blive ved med at fylde
Som børn er vi grundlæggende afhængige af vores nærmeste omsorgspersoner. Vi har brug for, at de tager sig af os, men også for deres opmærksomhed, anerkendelse og bekræftelse. Det lille barn viser sin tegning frem eller beder en forælder om at se fodboldkampen, fordi det betyder noget at blive set og mødt.
Hvis man gennem opvæksten ofte oplever, at bestemte valg bliver rost, mens andre bliver mødt med kritik eller bekymring, kan man blive meget opmærksom på at vælge rigtigt. Det kan gradvist blive vigtigere at undgå andres misbilligelse end at undersøge, hvad man selv har lyst til.
Cecilie beskriver, hvordan frygten for ikke at være god nok eller for at skuffe nogen kan få en til at lukke ned for egne behov. Det betyder ikke nødvendigvis, at forældrene bevidst har forsøgt at styre deres barn. Ofte har de ønsket at hjælpe og beskytte, men omsorgen kan få en uhensigtsmæssig virkning, hvis den ikke giver plads til barnets selvstændighed.
Man kan derfor godt holde fast i to ting på samme tid: En forælder kan have handlet ud fra kærlighed og gode intentioner, og relationen kan samtidig have sat spor, som gør voksenlivet vanskeligere.
Løsrivelse er også en opgave for forældrene
Forholdet mellem børn og forældre skal forandre sig gennem ungdommen. Den unge får brug for mere plads til at danne egne holdninger, træffe beslutninger og gøre erfaringer. Samtidig skal forældrene gradvist træde tilbage fra den rolle, hvor de har ansvaret og sætter retningen.
Det kan være vanskeligt for begge parter. Forældres bekymring kan blive særligt tydelig, hvis den unges personlighed, valg eller måde at leve på adskiller sig fra deres egen. Det ukendte kan vække usikkerhed, som kommer til udtryk gennem spørgsmål, forbehold eller forsøg på at lede den unge i en anden retning.
For den unge voksne kan konflikter med forældre derfor handle om mere end den konkrete uenighed. Konflikten kan også berøre behovet for anerkendelse og frygten for at miste nærhed, hvis man står fast på noget andet end det, forældrene ønsker.
Det kan skabe stærkt ambivalente følelser. Man kan elske sin mor eller far, forstå deres intentioner og samtidig være vred, ked af det eller frustreret over den virkning, deres adfærd har haft. De følelser udelukker ikke hinanden.
Når mønsteret flytter med ind i parforholdet
Når man er vant til, at en forælder har svaret på, hvad der er rigtigt, kan man ubevidst begynde at søge den samme sikkerhed hos sin partner. Partneren bliver den, der skal afgøre, hvad man skal spise, hvor man skal rejse hen, eller hvilken retning livet skal tage.
Det kan umiddelbart mindske uroen ved at vælge, men det kan også skabe en skævhed i parforholdet. Hvis den ene løbende afleverer beslutningerne til den anden, får partneren et ansvar, vedkommende måske ikke ønsker. Det bliver samtidig sværere at opleve den gensidighed, hvor begge personer træder frem med deres egne holdninger og behov.
Maja peger på, at partneren også kan få svært ved at mærke, hvem den anden er, hvis svaret ofte bliver: “Det ved jeg ikke – hvad synes du?” Over tid kan det føre til frustration hos begge. Den ene føler sig presset til at tage styringen, mens den anden bliver endnu mindre sikker på sin egen dømmekraft.
Partneren kan dog også være med til at fastholde dynamikken, hvis vedkommende trives med at bestemme eller hurtigt overtager valgene. Derfor kræver en forandring ofte opmærksomhed fra begge parter.
At finde ud af, hvad man selv mener
At “mærke efter” kan lyde enkelt, men det kan være et uklart og vanskeligt råd, hvis man gennem lang tid har orienteret sig mod andres ønsker. Det første skridt er ikke nødvendigvis at kunne mærke et tydeligt svar. Det kan i stedet være at opdage, hvad der sker, når man står over for et valg.
Måske kommer tanken om morens reaktion med det samme. Måske følger forestillingen om, hvad kæresten helst vil have, eller en frygt for at gøre nogen skuffede. Når man begynder at genkende disse reaktioner som et velkendt mønster, bliver det lettere at undersøge dem uden automatisk at følge dem.
Cecilie beskriver det som at høre tankerne uden nødvendigvis at lytte til dem. Man kan registrere stemmen, der spørger, hvad ens mor vil synes, og derefter vende tilbage til spørgsmålet: Hvis hendes holdning ikke skulle afgøre det lige nu, hvad ville jeg så selv hælde til?
Hvis mange forskellige perspektiver blander sig sammen, kan det hjælpe at skrive dem ned. Hvad ville min mor mene? Hvad tror jeg, min partner ønsker? Hvad er jeg bange for, at andre tænker? Og hvad virker vigtigt for mig, når de øvrige stemmer får lidt mindre plads?
Det handler ikke om straks at finde et sikkert eller perfekt svar. Formålet er langsomt at kunne skelne mellem egne ønsker, andres forventninger og den dårlige samvittighed, der kan opstå, når man forestiller sig at vælge anderledes.
Begynd med valg, der ikke har store konsekvenser
Når et mønster er blevet opbygget gennem mange år, tager det tid at ændre. Derfor foreslår Cecilie, at man begynder med små valg.
Det kan være at vælge den drik, man selv foretrækker, selv om vennerne vælger noget andet. Det kan også være selv at beslutte, hvad man vil spise, eller sige højt, hvilken film man har lyst til at se. Konsekvenserne er små, men situationerne giver mulighed for at øve sig i at have en præference og stå ved den.
Øvelsen består ikke kun i at træffe valget. Den handler også om at rumme den spænding, der kan opstå, når man gør noget andet end andre. Måske kommer der en bemærkning eller en uenighed. Måske sker der ingenting. Begge erfaringer kan vise, at det er muligt at stå ved et valg, selv om det ikke bliver bekræftet af alle omkring en.
På den måde kan man gradvist opbygge en større tolerance for usikkerhed, kritik og følelsen af at træde tydeligere frem.
Grænser uden en lang diskussion
At sætte en grænse over for en forælder kan føles som begyndelsen på en konflikt. Særligt hvis man er vant til at skulle argumentere for sine valg eller få forælderens accept, før beslutningen føles legitim.
Men en grænse behøver ikke at overbevise den anden. Man kan godt anerkende, at ens mor er bekymret eller har en anden holdning, uden at gøre beslutningen til genstand for forhandling.
Hvis man går langt ind i forklaringer og argumenter, kan samtalen let udvikle sig til en diskussion om, hvem der har ret. Forælderen kan svare med nye indvendinger, og den unge voksne kan ende med igen at tvivle på sit valg. Derfor kan det være mere hjælpsomt at kommunikere roligt og tydeligt, at beslutningen er taget, og at man håber på opbakning, selv om man ikke er enige.
At arbejde med at sætte tydelige grænser indebærer ikke nødvendigvis, at den dårlige samvittighed forsvinder med det samme. Ubehaget kan være en del af processen, især hvis man ikke tidligere har været vant til at stå fast. En relevant grænse kan derfor godt føles uvant eller skyldbetynget.
Støtte kan gøre det lettere at ændre mønsteret
Man behøver ikke nødvendigvis stå alene i de sværeste situationer. Hvis der findes en anden tryg person i familien, kan det være hjælpsomt at fortælle, hvad man øver sig på, og hvilken støtte man har brug for. Det kan være en anden forælder, en søskende eller et andet familiemedlem, som forstår dynamikken.
Støtten skal ikke bestå i, at personen overtager beslutningen. Den kan i stedet hjælpe den unge voksne med at holde fast i, at det er legitimt at have sin egen holdning.
Det samme gælder i parforholdet. En åben samtale kan begynde med at anerkende, at partneren bliver frustreret, når ansvaret ofte bliver lagt over på vedkommende. Derefter kan parret aftale, hvordan de sammen kan være opmærksomme på mønsteret.
Partneren kan for eksempel blidt sende mindre beslutninger tilbage i stedet for straks at svare. Den unge voksne kan samtidig øve sig i at vælge og give udtryk for sin præference. På den måde bliver forandringen et fælles arbejde med relationens dynamik, uden at partneren får ansvaret for at løse problemet.
Spørgsmål, du kan reflektere over
Hvis du kan genkende noget af Saras dilemma, kan du være nysgerrig på, hvornår det bliver særligt svært at høre din egen stemme:
Hvilke valg bliver sværest, når andre kan være uenige?
Hvad ville du selv hælde til, hvis du et øjeblik lagde den forventede reaktion fra dine forældre til side?
Er det et ønske eller dårlig samvittighed, der driver dig i en bestemt retning?
Hvilket lille valg kunne være et overskueligt sted at begynde?
Hvem kan støtte dig i at stå ved dine egne valg uden at overtage dem?
Spørgsmålene behøver ikke føre til klare svar med det samme. De kan være en begyndelse på at opdage, hvilke stemmer der fylder, og hvordan du gradvist kan give mere plads til din egen.
Et mere selvstændigt forhold til egne valg
De mønstre, vi udvikler i vores tidlige relationer, forsvinder ikke automatisk, fordi vi bliver voksne eller flytter hjemmefra. De kan fortsætte i vores måde at træffe beslutninger på, i forholdet til vores forældre og i vores andre nære relationer.
At forstå, hvor mønsteret kommer fra, behøver ikke at handle om at placere skyld. Det kan give et mere nuanceret blik på både forældrenes intentioner og den virkning, relationen har haft. Samtidig kan forståelsen skabe et grundlag for at gøre noget anderledes.
Selvstændighed opstår sjældent gennem ét stort opgør. Den kan udvikle sig gennem opmærksomhed på de gamle reaktioner, små valg i hverdagen og erfaringer med, at man godt kan rumme uenighed uden at opgive sig selv.
