Vil jeg altid være skyggebarn? Når det nemme barn bliver voksen
Man kan elske sine forældre højt og samtidig mærke, at noget bliver svært, når man er sammen med dem. Måske kommer irritationen over små ting. Måske går man hjem fra et besøg med en uforklarlig tristhed. Og måske bliver følelserne hurtigt fulgt af dårlig samvittighed, fordi man ved, at ens forældre gjorde deres bedste.
I denne episode af Radiopsykologerne taler Maja Vain Gilbert med Anna Rosendal Di Pilla om, hvordan det kan påvirke voksenlivet at være vokset op som det barn, der klarede sig selv. De undersøger blandt andet, hvorfor man kan blive utryg, når andre trækker sig, hvorfor vrede mod ens forældre kan føles så forbudt, og hvordan man kan nærme sig en samtale om barndommen uden at gøre den til et spørgsmål om skyld.
Du kan også høre episoden på Apple Podcasts eller Spotify.
Da Katrine blev barnet, der ikke skabte problemer
Katrine er 25 år og er begyndt at se sit forhold til sine forældre og sin barndom på en ny måde.
Da hun var barn, fik hendes lillesøster en autismediagnose og havde skolevægring gennem flere år. Det kom naturligt til at fylde meget i familien. Forældrene brugte store kræfter på at hjælpe lillesøsteren, mens Katrine blev god til at passe skolen, klare sine egne ting og ikke bede om ret meget.
Som voksen opdager hun, at hun bliver meget urolig, hvis en ven virker fjern, eller en kæreste trækker sig. Hun begynder hurtigt at lede efter noget, hun selv kan have gjort forkert. Samtidig er det blevet sværere at være sammen med forældrene. Hun kan blive irriteret over små ting eller føle sig ked af det efter et besøg uden helt at forstå hvorfor.
Det forvirrer hende. Hun oplever sine forældre som gode mennesker, der gjorde deres bedste i en svær situation. Alligevel sidder hun med en fornemmelse af, at hun måske blev så god til at klare sig selv, at ingen rigtigt opdagede, hvordan hun havde det.
Hvad vil det sige at være skyggebarn?
Ordet skyggebarn er ikke en diagnose. I denne sammenhæng beskriver det en position, som et barn kan få i en familie, hvor en søskende af forskellige grunde har brug for meget støtte, opmærksomhed eller praktisk hjælp.
Det betyder ikke nødvendigvis, at forældrene aktivt overser det andet barn. Ofte forsøger alle i familien at få en vanskelig situation til at hænge sammen. Forældrene kan være bekymrede, udmattede og pressede af behandling, skolefravær, arbejde, økonomi og hensynet til resten af familien.
Barnet registrerer imidlertid også det pres, familien står i. Det mærker måske, at forældrene ikke har ret meget overskud tilbage, og begynder derfor at tilpasse sig:
Jeg klarer mig selv.
Mine problemer er ikke så vigtige.
Jeg skal ikke gøre situationen sværere.
Det kan være en meget forståelig måde at beskytte både forældrene, søskenden og familiens fælles ro på. Tilpasningen foregår ofte uden en bevidst beslutning. Barnet aflæser stemningen og finder den rolle, som ser ud til at belaste familien mindst.
Når det nemme barn bliver en fast rolle
At kunne tage ansvar og klare sig selv er ikke i sig selv et problem. Det kan være værdifulde egenskaber. Vanskeligheden opstår, hvis selvstændigheden ikke opleves som et valg, men som en betingelse for at høre til.
Barnet kan gradvist få en oplevelse af, at kontakten til forældrene bevares ved ikke at fylde for meget. Når barnet er glad, dygtigt og problemfrit, kan familien få en pause fra det svære. Der kan være mere overskud og bedre stemning.
På den måde bliver rollen meningsfuld: Hvis jeg ikke kommer med flere problemer, kan vi have det godt sammen.
Rollen kan samtidig blive en del af de gamle roller og mønstre i familien, som fortsætter, selv efter at den oprindelige krise har ændret sig. Omgivelserne vænner sig til, at barnet ikke kræver så meget, og barnet vænner sig til, at egne behov skal håndteres alene.
Med tiden kan det blive svært overhovedet at opdage, hvornår man har brug for støtte. Man kan være hurtig til at forstå andres situation, men usikker på, hvad man selv føler. Man kan være god til at hjælpe, men have svært ved at tage imod hjælp. Og man kan føle skyld, når man endelig prøver at fylde mere.
Anna beskriver i episoden denne tilpasning som en naturlig reaktion på et familieliv, hvor en søskende tydeligt havde brug for meget hjælp. Barnet pakker ikke nødvendigvis sig selv væk, fordi nogen direkte beder det om det, men fordi det forsøger at passe på relationerne og familiens begrænsede overskud.
Når frygten for at fylde følger med ind i voksenlivet
En strategi, der var hjælpsom i barndommen, forsvinder ikke automatisk, når man flytter hjemmefra.
Hvis man tidligt har lært, at nærhed og ro hænger sammen med at være nem, kan det blive utrygt at vise sider af sig selv, som er vrede, krævende, sårbare eller besværlige. Man kan ubevidst komme til at forbinde egne behov med risikoen for at miste kontakt.
I voksenlivet kan det blandt andet vise sig ved, at man:
– hurtigt bliver urolig, når en anden virker mere fjern
– leder efter fejl hos sig selv, når stemningen ændrer sig
– tager et stort ansvar for, at en relation fungerer
– undgår at sige fra af frygt for konflikt
– nedtoner egne problemer, fordi andre har det værre
– har svært ved at stole på, at andre bliver, når man viser sårbarhed
Det betyder ikke, at alle disse reaktioner nødvendigvis skyldes barndommens søskenderolle. Man kan heller ikke ud fra Katrines brev konkludere, at hun har en bestemt tilknytningsstil eller én bestemt psykologisk problematik.
Episoden peger snarere på en mulig sammenhæng: Hvis man gennem mange år har gjort sig umage for ikke at skabe besvær, kan det føles særligt truende at tro, at man er ved at gøre netop det. En vens afstand eller en kærestes ændrede humør kan derfor aktivere en gammel frygt for, at kontakten forsvinder, hvis man ikke længere er den nemme.
Flere sandheder kan eksistere samtidig
Noget af det, der gør Katrines dilemma så vanskeligt, er, at hendes følelser ikke passer ind i en enkel fortælling.
Hun elsker sine forældre og forstår, hvorfor lillesøsteren havde brug for så meget hjælp. Samtidig mærker hun sorg og vrede over det, hun selv måske ikke fik.
Maja fremhæver i episoden, at de modstridende følelser kan forstås som ambivalens. Det betyder ikke, at Katrine skal vælge mellem at se sine forældre som enten gode eller dårlige. Kærlighed, respekt, irritation, vrede og sorg kan godt være til stede på samme tid.
Man kan have haft omsorgsfulde forældre og stadig have manglet noget.
Man kan forstå sine forældres situation og samtidig være påvirket af den.
Man kan være taknemmelig for meget af sin barndom og stadig sørge over de dele, der gjorde ondt.
Når man begynder at tale om det svære, kan det føles, som om man fremstiller sine forældre urimeligt. Særligt hvis man er vant til at beskytte dem, kan selv en forsigtig kritik føles som illoyalitet. Derfor kan man komme til at holde sine oplevelser tilbage eller forsøge at overbevise sig selv om, at man ikke har ret til sine følelser.
Men følelsen af at have manglet opmærksomhed er ikke nødvendigvis en dom over forældrenes karakter eller intentioner. Den fortæller først og fremmest noget om, hvordan situationen blev oplevet af barnet.
Vrede kan pege på et legitimt behov
Vrede opstår ofte, når noget vigtigt føles truet, overset eller uretfærdigt. For Katrine kan irritationen over forældrene måske hænge sammen med et behov for omsorg og opmærksomhed, som hun tidligt lærte at tilsidesætte.
Det gør ikke enhver vred reaktion hensigtsmæssig. Der er forskel på at have en følelse og på, hvordan man handler på den. Men selve følelsen behøver ikke være forkert.
Det kan være hjælpsomt at forstå vrede som signal om et vigtigt behov frem for som et bevis på, at man er utaknemmelig eller urimelig. Vreden kan fortælle, at noget gjorde ondt, også selv om ingen ønskede at gøre skade.
For mange bliver vreden hurtigt fulgt af skyld. Det kan føles forkert at være vred på mennesker, som man elsker, og som selv stod i en vanskelig situation. Man kan derfor komme til at skubbe følelsen væk, hvorefter den i stedet viser sig som irritation, anspændthed eller tristhed efter samvær.
Under vreden kan der også ligge sorg. Sorg over ikke at være blevet spurgt, hvordan man havde det. Sorg over altid at være den stærke. Eller sorg over, at man først som voksen opdager, hvor meget man faktisk bar alene.
Anna understreger, at både vreden, skylden og sorgen kan forstås som naturlige reaktioner på noget, der har været svært. Følelserne behøver ikke at bevise, at forældrene var dårlige. De kan samtidig vise, at Katrines egne behov var virkelige og betydningsfulde.
Skal man tale med sine forældre om barndommen?
En åben samtale med forældrene kan give mulighed for at blive set på en ny måde. Den kan skabe mere forståelse og måske gøre relationen mere ærlig og nuanceret.
Men det er ikke altid det rigtige første skridt.
Anna peger på, at det har betydning, hvor tryg relationen er, og hvor meget følelsesmæssigt rum forældrene har. Nogle forældre kan lytte nysgerrigt, selv om det, de hører, er smertefuldt. Andre bliver hurtigt defensive, afvisende eller optagede af at forklare deres egne handlinger.
Derfor kan det være vigtigt først at mærke efter, hvad man håber at få ud af samtalen. Er ønsket at blive forstået? At høre forældrenes perspektiv? At forklare, hvorfor bestemte situationer stadig gør ondt? Eller at skabe en anden måde at være sammen på fremover?
En samtale kan være betydningsfuld, men den kan ikke garantere den reaktion, man længes efter. Forældrene kan huske perioden anderledes. De kan blive kede af det, føle skyld eller have svært ved at lytte. Det gør ikke nødvendigvis den voksnes oplevelse mindre sand, men det kan gøre samtalen følelsesmæssigt krævende.
Før en eventuel samtale
Maja fremhæver værdien af først at få en tydeligere forståelse af sine egne følelser. Det kan gøre det lettere at fortælle om oplevelsen uden at skulle bevise, at én bestemt version af familiens historie er den eneste rigtige.
Det kan blandt andet være hjælpsomt at overveje:
– Hvad er det vigtigste, jeg gerne vil fortælle?
– Hvilke situationer fra barndommen fylder mest?
– Hvilke følelser vækker de i mig i dag?
– Hvad håber jeg, at mine forældre kan forstå?
– Hvad har jeg brug for fra dem nu?
– Hvordan vil jeg passe på mig selv, hvis de reagerer anderledes, end jeg håber?
Man kan tage udgangspunkt i sin egen oplevelse frem for at forsøge at fastslå forældrenes motiver. Der er forskel på at sige, at ens forældre var ligeglade, og at fortælle, at man ofte følte sig alene, mens familiens opmærksomhed var rettet et andet sted.
Det ene er en konklusion om, hvad forældrene følte og ønskede. Det andet er en beskrivelse af, hvordan situationen blev oplevet.
Samtalen behøver heller ikke rumme hele barndommen på én gang. Det kan være mere overskueligt at begynde med én erfaring eller ét mønster, som stadig påvirker relationen.
Bearbejdningen må ikke afhænge af forældrenes svar
For nogle vil det give mening først at tale med en ven, en anden nær person eller en psykolog. Det kan skabe et sted, hvor følelserne bliver tydeligere, inden de eventuelt deles med forældrene.
Det er også muligt at arbejde med sin historie uden at tage samtalen med det samme. Nogle har brug for tid. Andre vurderer, at forældrene ikke vil kunne rumme emnet på en måde, der føles tryg.
Det betyder ikke, at oplevelsen skal glemmes eller gøres mindre vigtig. Den voksnes forståelse af sin barndom behøver ikke at være afhængig af, om forældrene kan bekræfte den fuldt ud.
En god samtale kan være helende, fordi noget, der længe har været skjult, får lov til at blive set. Men bearbejdning kan også begynde i andre relationer og i ens egen måde at møde de følelser og behov, man tidligere lærte at pakke væk.
Kan du genkende rollen som det nemme barn?
Følgende spørgsmål er ikke en test. De kan bruges som refleksion over, om en gammel familierolle stadig påvirker dig:
– Hvornår gør jeg automatisk mine egne behov mindre?
– Har jeg lettere ved at hjælpe andre end ved selv at bede om hjælp?
– Bliver jeg hurtigt bange for at have gjort noget forkert, når andre trækker sig?
– Føler jeg ansvar for stemningen i familien eller i mine nære relationer?
– Hvilke følelser opstår før, under og efter samvær med mine forældre?
– Hvad havde jeg brug for som barn, som der måske ikke var tilstrækkelig plads til?
– Hvad har jeg brug for i mine relationer i dag?
– Hvad forestiller jeg mig vil ske, hvis jeg bliver vred, sårbar eller besværlig?
At få øje på mønstret er ikke det samme som at give forældrene skylden. Det handler om at forstå, hvorfor bestemte reaktioner giver mening, og om gradvist at opdage, at man ikke længere behøver at være problemfri for at fortjene nærhed.
Du behøver ikke vælge én fortælling om din familie
Det kan være smertefuldt at opdage, at en rolle, som engang hjalp familien, senere er blevet begrænsende.
Men forståelsen behøver ikke føre til en sort-hvid fortælling. Forældrene kan have gjort deres bedste, og barnet kan stadig have manglet noget. Lillesøsteren kan have haft brug for den ekstra støtte, og Katrine kan samtidig have haft behov, som ikke blev set. Kærligheden til familien kan eksistere side om side med sorgen over det, der var svært.
Forandringen begynder ikke nødvendigvis med en konfrontation. Den kan begynde med at tage sine egne følelser alvorligt, undersøge den gamle rolle og øve sig i at lade andre se mere end den stærke og selvstændige side.
Du kan høre hele samtalen i podcastafspilleren ovenfor eller på Apple Podcasts og Spotify.
Har du selv et dilemma, som Radiopsykologerne skal tage op, kan du skrive til [email protected].
