Festivalguide: 5 tips til at holde dig munter på festival – på den bæredygtige måde!

Festivalguide

Forfatter: Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.

Forfatter: Maja Vain Gilbert Autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.

13. september 2023

13. september 2023

Northside, Tinderbox, Heartland, Roskilde, Copenhell, Smukfest osv. Osv. Osv.

De vælter alle sammen ind over os i disse dage, og det er jo så fedt!

Jeg skal selv afsted på Roskilde (Mama er afsted bare en enkelt dag), og jeg glæder mig afsindigt!

Men er det ikke første gang, du smider backpacken på ryggen, og kaster dig ned i mudderpølen og urinstøvet, så ved du også godt, at en festival kan være hård for psyken.

Og det er uanset, om du i forvejen bøvler med nogle ting, eller om du almindeligvis føler dig godt tilpas.

Vi bliver bare max pressede, når vi er på festival, og det er derfor enormt vigtigt, at vi passer godt på os selv!

Jeg har gennem årene haft mange festivals-forberedende samtaler med mine klienter, og jeg har som noget helt særligt, valgt at give dig mine 5 bedste råd lige her.

Så ud over at huske teltet, kondomerne, solcremen, håndspritten og din dåseåbner, skal du holde øje med følgende:

Festivaltip #1: Træk dig tilbage, når du har brug for det

Vi kender det alle: Euforien ved at sætte et telt op den allerførste dag på en festival. Der er ingen grænser for hvor mange øl, der skal drikkes, og hvor mange nye mennesker, der skal snakkes med.

Hvis der er noget en festival kan, så er det, at få folk til at mødes.

Jeg kender flere der er blevet kærester på Roskilde, og endda nogle, der er blevet gift og fået børn efter et Roskilde-bekendtskab.

Men jeg kender endnu flere, der er blevet gevaldigt trætte af hinanden, og sågar ”opsagt” et venskab efter en festival.

For vi er meget sammen.

Meget mere, end de fleste af os, kan holde til.

Og ikke nok med det, så er vi sammen på måder, der logisk nok, kan pisse alle af: Vi er fulde sammen, klamme sammen, og bare irriterende.

Der er rigtig mange sociale situationer at navigere i, og det er derfor meget normalt, at du allerede efter et par dage begynder at få fnidder over dine venner.

Men tag det roligt – du er ikke den eneste, og du kan godt komme tilbage fra den følelse.

Når du har det på den måde, er det tid til at gå lidt alene.

Læg dig inde i dit telt med hørebøffer på, læs en bog, eller gå en lang tur. Sæt dig med noget mad, og glo. Det er rigtig godt for alle.

Selvom det kan være svært at få andre til at forstå, at det er det du har brug for, så mind lige vennerne om, at det ikke er personligt, men at du har brug for en pause.

Hvis du ved, at du vil få brug for en pause, allerede inden i tager afsted, så er det en god idé at sige til vennerne, så de ved det på forhånd, og ikke vil tage det personligt.

Det vigtigste er, at du får prioriteret dig selv – ellers får du ikke en god festivaloplevelse.

Festivaltip #2: Respekter din krops signaler

Lyt nu til dig selv, for dælen! Når kroppen siger nej, er det et nej. Når den ikke vil drikke mere, så hent en flaske vand, i stedet. Når den er træt, er den træt. Når den skal have mad, så lad være med at fylde den med en fadøl i stedet.

Jeg ved godt, at mange jagter den ultimative brandert på festivalen, og det kan gå an et par dage. Men det går ikke i længden. Selv en 15årig vårhare har brug for restitution.

Den bedste brandert er ikke, når du bliver dårlig kl. 16, og må gå tilbage til dit telt. Det er altså når du ridder på en bølge, du godt kan styre.

Det er rocker-hårdt for kroppen at være på festival, og derfor er du simpelthen nød til at give kroppen det, den vil.

Så husk – rigeligt med alkoholfri væske, mad og søvn – så får du helt sikkert også den bedste brandert efterfølgende ?

Festivaltip #3: Overskrid ikke dine egne grænser

Uh der sker mange ting på en festival. Rigtig mange ting. Og meget af det, kan du ikke styre. Men det du godt kan styre er, om du går med til noget, du grundlæggende set ikke har lyst til.

Når dine indre alarmklokker ringer, og du mærker en klump i maven, så er det på tide at stoppe. Det kan godt være, at du kan ignorere det i øjeblikket, men det vil få konsekvenser senere for dig. Følelsen af at lade andre overskride sine grænser, sætter sig nemlig i selvværdet, og du har signaleret, at andres meninger er bedre, end din egen.

Så lad være med det, og reager på dine signaler.

Husk at på en festival, er folk konstant fulde, og får alle mulige sjove, som ufede spontane udfald. Du behøver ikke at gå med på det hele.

Sig pænt fra, undskyld med at du skal noget andet, eller bare sig, at du ikke lige orker at bunde en flaske tequilla, stjæle en ramme fra et åbent telt, eller kysse med nogen.

Livet er for kort til at gøre noget, man ikke har lyst til.

Festivaltip #4: Planlæg din brandert

Okay, det her lyder mega voksen-agtigt, men du er nød til at planlægge din brandert. Medmindre du er én af de typer, der ligger i sprit i 7 dage (som for øvrigt heller ikke er så godt), så kan du formentligt ikke holde til, at drikke en hel dag.

Rigtig mange starter alt for tidligt, og kan derfor ikke holde til kl. 23, hvor yndlingsbandet går på scenen. Eller drikker man i løbet af en hel dag, bliver kroppen afsindigt træt, og kan ikke geare sig op til en rigtig fest.

Det er der rigtig mange, der får det virkelig ærgerligt over dagen efter, så begynd i stedet senere med at drikke.

Brug første del af dagen på at pleje dig selv, få noget søvn, spis noget god mad, gå i bad, og gør dig klar til senere.

Du har brug for det!

Festivaltip #5: Find tid til andet end druk

Når du så ikke drikker hele tiden, så find tid til at lave noget andet sjovt. Der er ofte mange kreative events, man kan gå til, og det er super godt for dit sind, at opleve noget rekreation.

Igen – det her handler ikke om, at du ikke skal have det sjovt på festivalen. Det handler netop om, at du skal pleje krop og sind, så det kan klare de hårde strabadser på festivalen. På den måde får du en god oplevelse ud af det, i stedet for at have presset dig selv til for meget, på fysisk og psykisk, du slet ikke har det godt med.

Hvis du minder dig selv om alle disse ting, er du på festival på en personligt bæredygtig måde, der giver dig gode oplevelser i bagagen, og en lyst til at komme igen til næste år!

Rigtig god festival!

Psykolog Maja Vain Gilbert har speciale i unge og studerende og er stifter af UngTerapiForfatter:
Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
“Jeg er et nysgerrigt, glad og begejstret menneske, der elsker at være psykolog og at arbejde med unge.”