4 myter om terapi

Hvad er det egentligt, der sker bag de lukkede døre, når man går i terapi?

Nu kommer vi til noget, der ligger mit hjerte meget nært: Terapi terapi terapi!

Dette emne er ikke vigtigt for mig, fordi det er noget jeg bruger det meste af min tid på, MEN også fordi der florerer så utroligt mange myter og misforståelser omkring netop terapi derude.

Hvis der er noget, der efterhånden er blevet lavet mange parodier på, så er det en session hos en psykolog.

Oh my God. (!!)

Terapisessionen ser altid ekstrem højpandet, skræmmende, kedelig og navlepillende ud, og psykologen ligner som regel en leverpostejsmad i hovedet, der aldrig rynker på brynene, mens han febrilsk nedfælder alt – særligt det om barndommen, og de seksuelle fantasier…

Jeg tager her ikke hul på hvorfor mange af disse forestillinger er så udbredte, da det kan blive en længere omgang. (Men Hollywood og Freud har måske noget af skylden..??)

Anyways.

Jeg mærker det i hvert fald stadig en del ift. de unge – også selvom undersøgelser viser, at de unge faktisk er nogle af dem, der har allerfærrest fordomme om terapi. Der er simpelthen stadig SÅ mange mærkværdige antagelser om terapi derude, der desværre er med til at forhindre alt for mange i, at søge hjælp.

Derfor vil jeg her kommentere på 4 myter om terapi: (når jeg blot skriver terapi, er det også fordi jeg mener samtaleterapi/psykoterapi)

1. Alle kan have gavn af samtaleterapi.

Nej det kan de faktisk ikke. (What??!)

Ja, jeg mener det. Ikke alle kan have gavn af samtaleterapi.

Først og fremmest, kræver et godt samtaleterapiforløb, at man formår at reflektere på det niveau, terapien forudsætter. Med andre ord, skal man kunne reflektere over de spørgsmål, der bliver stillet, og have et vist niveau af ”tankevirksomhed”. Ja, undskyld det lyder lidt højpandet, men ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det.

De fleste mennesker kan dog godt trække sig op til disse niveauer, og derfor er det ofte ikke noget problem. MEN det kan være et problem ift. børn, og visse unge. (og visse voksne)

Det kan være det lyder logisk, men vi får alligevel rigtig mange forespørgsler på samtaleterapi til børn, hvor vi må sige fra. De fleste børn vil have meget mere ud af kombinerede forløb, hvor man bl.a. laver legeterapi, tegneterapi eller andet. At sidde face to face med en person, der udspørger dem om noget, er derfor ikke det bedste for børn og nogle unge.

Men ud over børns mindre refleksive evner, er der en anden væsentlig årsag til, at ikke alle har gavn af terapi. Vi plejer at sige, at ønsker en person ikke at flytte sig, kan intet i verden flytte ham – heller ikke os, som psykologer.

Enhver forandring starter indefra. Man skal ønske at gøre noget anderledes. Man skal håbe på den, tro på den OG arbejde RIGTIG hårdt for den. Ellers sker der ikke noget.

Terapeuten er ikke den, der skal skabe bevægelsen, men den, der skal hjælpe med at få bevægelsen hen i den rigtige retning, og måske også accelerere og bremse den lidt, en gang i mellem.

Så alfa omega er, at man starter i samtaleterapi, fordi man ønsker en forandring, og er klar til selv at arbejde for den. Ellers virker det ikke – sorry!

2. Hos psykologen taler man om sin barndom

Det er okay, hvis du har tænkt det. Det har jeg også. Det er igen amerikanske film og Freuds skyld – ja, undskyld, men det er det altså. Anyways. Denne idé holder liv i den overordnede idé om navlepilleriet, der finder sted hos psykologen, hvilket måske er lidt ærgerligt.

Det korte svar er derfor nej. Man behøver ikke tale om sin barndom.

Det længere svar er, som altid, liidt mere kompliceret.

For har din barndom noget med dine problemer at gøre, så skal man da selvfølgelig tale om din barndom. Sjovt nok. Men man skal ikke tale barndom, bare fordi.

Disclaimer: Jeg taler her kun på egne vegne, og kan derfor ikke tage ansvaret for, at nogle terapeuter måske mener, at barndommen bør være i centrum for terapien. Det mener jeg dog ikke.

Den tilgang, man vil møde hos terapeuten, kan være meget forskellig, alt er hvilken psykologisk forståelse vedkommende har for menneskets psykiske udvikling.

Siden jeg tror på, at vi som mennesker er opbygget af de historier vi og andre fortæller om os selv, er det historierne (narrativerne), der er i centrum, og ikke barndommen. Jeg interesserer mig for, hvordan de forskellige fortællinger er opstået, og hvorfor. Det kan både være historier, der opstod for 5 år siden, og historier tilbage fra barndommen.

De fleste fortællinger bygger ofte på indgroede ideer, der stammer tilbage fra ens forældre eller andre episoder i barndom, hvorfor det ofte ER relevant at tale barndom. Det er bare ikke det, der er i centrum for samtalerne, hvor jeg sagtens kan springe mellem nutid og datid og fremtid.

Så det komplicerede svar er, at man sandsynligvis vil komme til at tale barndom hos mig, men at det ikke er centrum for samtalen.

Og hvorfor er det så vigtig en forskel? Jo, det er det fordi, at myten om, at man altid skal tale barndom, netop ofte ledsages af en undertone af, at dét der terapi jo er dybt irrelevant og ligegyldigt. Altså, det er jo 100 år siden!

Men, som jeg lige har påpeget, er det vigtigt at snakke barndom, hvis det vel og mærket har noget at gøre med, hvad der sker i ens liv i dag. Makes sense?

3. Terapi er lige som at snakke med min veninde

Okay, nu bliver det farligt. Kan i mærke det? Svarer jeg forkert, er jeg i fare for at miste hele mit levebrød.

Derfor svarer jeg selvfølgelig nej :)

Men hvorfor nu det?

Jeg foreslår altid, at mine klienter under samtaleforløbet, hiver fat i deres venner og familie, og finder støtte i dem. For de ER vigtige, og kan bruges til rigtig mange ting.

MEN en psykolog kan nogle flere ting.

Først og fremmest, har en psykolog en lang videregående uddannelse bag sig, hvilket betyder, at vedkommende har en stor viden om psyken og dens udvikling. Psykologen ved herudover en del om diagnoser, som også trækkes på under terapiforløbet.

Denne viden bruger psykologen meget under terapiforløbet, hvor et element af terapien er ”psykoedukation”, som kort er, at uddanne klienten i psyken. Det har en enormt positiv effekt, at hjælpe en anden til at forstå sin psyke, og hvilke mekanismer den består af.

Som terapeuter er vi desuden uddannede i at lytte. Det skal man absolut ikke tage fejl af. Hvor ofte har du ikke lige talt med en ven, hvor du pludselig kunne fornemme, at han koblede helt fra? Kukuk…er der nogle hjemme? Det er noget vi alle gør, fordi vi lige kom til at tænke på noget andet.

Eller hvad med denne her – du fortæller om dine bekymringer for din lillebror, der ryger for meget hash for tiden, hvorefter din veninde siger, at det forstår hun virkelig godt, for det er ligesom hendes lillesøster, der også er forvirret over sit studievalg. Øh nej, det var slet ikke det samme.

Men vi gør det tit. Det er ret menneskeligt. Vi er simpelthen ikke så gode til at lytte, og hører ofte os selv mere, end vi hører, hvad den anden egentligt siger. Det gør din terapeut (forhåbentligt) ikke, hvilket giver mange en (desværre) helt ny oplevelse af, at blive set og hørt.

Noget af det sidste, jeg vil nævne, er, at vi som terapeuter hele tiden forsøger at skabe en balance mellem at støtte og konfrontere. Det har vist sig at være meget vigtigt og gavnligt, at vide hvornår det er tid til en omsorgsfuld samtale, og hvornår tiden er inde til at presse lidt på.

Ingen udvikling finder nemlig sted ved kun at støtte, og give den anden ret i sin antagelser. Og det, er jo netop det, de fleste venner jo gør. Derfor siger vi ”Jahh, han var bare en rigtig idiot i lørdags”, selvom vi måske tænker noget andet. Vores rolle som ven er, at yde følelsesmæssig støtte, og det er vigtigt.

Det er bare ikke det, der udvikler så meget i sidste ende. Det dulmer, og skaber midlertidig lettelse. Men for at overkomme en udfordring, skal vi også have nogle, der tør udfordre os, og ødelægge den gode stemning. Vi har brug for, at nogle fortæller os, at der sidder spinat mellem tænderne, og nu er det på tide, at vi får det fjernet.

Og det er det, terapeuten gør.

Så se det som, at en terapeuten både er din venindes skulder du kan græde på, din psykologi-lærer og din (venlige) chef, der presser dig lidt, nogle gange.

4. Terapi er sådan noget, der gør ondt.

Nej, ikke nødvendigvis.

At være i et terapiforløb, bliver ofte beskrevet som et langtrukkent og smertefuldt forløb. Men det er jo lidt en sjov forestilling, når terapi jo handler om, at kunne håndtere sine problemer bedre. Det er altså ikke meningen, at man skal gennemgå en smertefuld proces i sig selv.

MEN for nogle er dette uundgåeligt, fordi de har gået meget længe med nogle store problemer, der længe har været holdt nede. Så vil det gøre ondt, at få åbnet op for det hele igen – for det skal man sandsynligvis.

Men det er absolut ikke hver gang, at jeg oplever, at det er svært for klienten at være der, eller at tale om nogle ting. Ofte er det en stor lettelse endelig at kunne tale ud om noget af det, der længe har været lukket ned for. Rigtig tit går klienter fra samtalen med en følelse af lethed, og høj på de nye erkendelser, vedkommende har fået.

Forandring er ikke lig med smerte.

At ændre på noget i sit liv kan faktisk være så tiltrængt og rigtigt, at det føles som om, at alt pludselig falder mere på plads.

Desuden er der en anden gren af dette, der er vigtig at få med. Man kan altså sagtens gå i samtaleterapi, når man har det godt! Og det er der flere og flere der gør.

Jeg oplever flere unge på min klinik, der kommer fordi de vil fastholde en god udvikling, eller som ønsker at gennemgå en selvudviklingsproces. Det er altså ikke folk, der nødvendigvis er i smerte eller vil mærke intens smerte for, at forbedre nogle ting i deres liv.

Jeg tror desværre, at denne myte, er med til at ødelægge meget for samtaleterapien. Det skræmmer simpelthen for mange, at det skal gøre hamrende ondt, at blive klogere på sig selv. Så hellere lade vær. Det kan jeg egentlig godt forstå.

Derfor er det sindsygt vigtigt at adressere her. Langt de fleste oplever meget mere glæde og lettelse i samtaleterapien, end smerte. Og har man nogle svære følelser omkring nogle samtaleemner, vil terapeuten altid gå nænsomt til værks, og hele tiden være sikker på, at det ikke bliver for overvældende.

Det vigtigste er, at alle føler sig trygge i rummet, og har mulighed for at sige fra. Og det har man altid.

Jeg håber mit indlæg har gjort dig lidt klogere på samtaleterapi, og har du ris og ros, så skriv endelig til [email protected].

Hav en rigtig god dag!

Maja