Corona og angst

Corona og angst: Det er nogle skøre tider, vi lever i, og ingen kender fremtiden.

Som unge, vokset op i det moderne samfund, er det nok det vildeste vi nogensinde har oplevet, og alt virker helt surrealistisk, og som om vi var med i en dårlig film.

Hvad skal der ske med os?

Vil vi opleve omfattende konsekvenser i vores egne liv?

Vil nogle vi kender dø af det?

Mister vi eller vores nære deres jobs?

Andre måske mindre alvorlige, men stadig truende bekymringer, vokser måske også frem i os:

Hvad skal der ske med mine eksamener til sommer? Bliver jeg student?

Skal jeg glemme alt om rejsen til Mexico?

Hvad med Roskilde-festival?

Der er for tiden sindsygt mange nye ting at tage stilling til, men vi oplever samtidig, at lige meget hvor meget vi prøver at gøre for at få bare lidt kontrol, så kan vi ikke vinde over usikkerheden.

Angst i disse corona-tider

Alt det her er naturligt for os alle, men for nogle vokser tankerne sig større. For nogle kan det lede til decideret angst, og uoverskuelige tanker, der ikke kan bekæmpes med afledning på netflix.

Du vil typisk opleve, at corona-epidemien har sat skub i noget mere seriøst, hvis du i forvejen kæmpede med overtænkning, bekymringer, og måske endda har en angst-historik. Det vil være tankebaner du er vant til at gå ned af, bare på en ny måde nu, men mønstrene kender du godt.

Corona-virussen får os alle til at føle mere ængstelighed, og derfor er det ikke mærkeligt, hvis det prikker til en ekstra angst i dig, der i forvejen kæmper med overbekymringer. For der er grund til at være ekstra varsom i disse dage, og mange af de spørgsmål du vil have besvaret, kan ikke besvares.

Lyt til vores podcast-episode om corona og angst her

Lyt i din podcast-app. Klik her!

Hvornår er det angst?

Det kan – særligt i disse tider – være svært at sige, hvad der er angst, og hvad der er en naturlig ængstelighed. Grænsen er så at sige, blevet endnu mere hårfin.

Men en god tommelfingerregel er, hvis du:

  • Ligger søvnløs om natten
  • Ikke kan tænke på ret meget andet
  • Ikke kan tale om andet
  • Konstant opsøger ny information om corona
  • Handler med overdrevne forholdsregler (konstant spritten af, skifter tøj, gør konstant rent)
  • Mærker konstant nervøsitet i kroppen/svært ved at slappe af
  • Er meget ked af det og sårbar hele tiden
  • Isolerer dig

Angst er en meget naturlig følelse at have på nuværende tidspunkt, og den må gerne være der. Problemet er ikke følelsen, men de strategier vi bruger over for den. For har du en tilbøjelighed til overbekymring og katastrofetænkning, er det også den måde du vil håndtere det på.

Det er en illusion, at du gennem overtænkning kan genvinde kontrollen, og skabe mere sikkerhed i situationens usikkerhed. Det kan du ikke, og det er en kamp du ikke kan vinde.

Det der i stedet sker er, at du bruger mere og mere tid på febrilsk at få kontrollen tilbage, men de mislykkedes forsøg skaber endnu mere uro, stress og angst. Du udmatter dig selv, bruger al din energi, og kører dig selv et sted hen, hvor du ikke kan bunde.

Men det kan være meget svært at stoppe sine tankeprocesser på egen hånd, og derfor er det enormt vigtigt, at du får snakket med andre om det. Hiv fat i dine nærmeste, og tag en god snak om hvordan du går og har det lige nu.

Har du svært ved at se, at det kan hjælpe, så få fat i en professionel nu. Hellere få talt om det nu, end når det er for sent, og du for alvor er et sted, du ikke kan bunde.

Vi har stadig psykologkonsultationer – primært online terapi – så du kan gå ind og booke 100% lige så kvalificeret hjælp, som altid på dette link.

Generel psykisk stress

Der er ikke noget at sige til, hvis du føler dig stresset. Stress er ofte noget der fremkommer, når vi føler os presset på mange forskellige fronter samtidig. Corona-virussen påvirker pt. stort set alle livsaspekter, hvor vi kan risikere at stå over for bryllupper, der skal aflyses, studentereksamener der skal udskydes, ingen sommerferie og stort økonomisk pres – foruden risikoen for at nogle af vores kære bliver alvorligt syge.

Der er mange grunde til, at vi alle oplever et markant forøget stressniveau, hvilket sætter sig i os som en generel sårbarhed. Pludselig græder vi letter, magter ikke mindre udfordringer, og sidder måske tilbage med en følelse af magtesløshed i vores egne liv.

Det her kan føre til passivitet og handlingslammelse, hvilket desværre giver gode omstændigheder for yderligere nedtrykthed.

Hvornår er det ”farlig” stress?

Igen, vi er alle stressede på nuværende tidspunkt, men det er vigtigt at det ikke kommer helt ud af kontrol. Og det gør det sandsynligvis, når du oplever, at:

  • Du har søvnproblemer
  • Nedsat appetit
  • Ofte føler forhøjet puls
  • Bryder sammen over små ting
  • Ikke kan overskue små gøremål
  • Har lyst til at isolere dig selv
  • Er meget præget af tyngende, negative tanker

Det er vigtigt, at du ikke lader denne tilstand køre for længe, og at du får snakket med nogle om det. Tag derfor fat i dine nære, og få talt med dem – det kan man også gøre på facetime 😉

Alternativt, skal du tage fat i en professionel, der kan hjælpe dig. Vi tilbyder stadig psykologhjælp til nøjagtig samme kvalitet, som før – blot online 😊 Du kan booke en akut samtale lige her.

Vigtigt råd: indfør normalitet!

Uanset, hvordan du føler dig ramt af de nye corona-omstændigheder, er det enormt vigtigt, at du forsøger at skabe en normalitet i din hverdag. Selvom intet er normalt, og du knap nok kan gå ned og handle, er det vigtigt, at du ikke sidder og sumper derhjemme og lader timerne passere, uden at foretage dig noget.

Det er videnskabeligt bevist, at vi bliver nedtrykte af manglende døgnrytmer og for meget passivitet i vores dagligdag. Vi har brug for at orientere os imod noget, vi skal have noget at stå op til, og opretholde gode søvnvaner og spise ordentligt.

For at opretholde en normalitet lige nu, foreslår vi derfor følgende ting:

  • Sov på de tidspunkter, du plejer (ellers kan du risikere søvnproblemer)
  • Bliv ved med at spise sund, og motioner stadig
  • Lav en plan for hver dag: hvornår skal du arbejde/læse til eksamen osv.?
  • Bevar kontakten til dine sociale relationer – gerne dagligt
  • Kast dig ud i projekter, du altid har ville have tid til
  • Brug ikke for meget tid på corona-research
  • Se en god film/serie om noget helt andet
  • Husk at hygge dig med god mad/take-away
  • Kom ud og gå en tur hver dag

Har du spørgsmål til os, så skriv MEGET GERNE til kontakt@ungterapi.dk

Selvom det er ret mærkværdige tider, sidder vi stadig klar til at svare på mails, og have psykologsamtaler 😊

Læs om UngTerapis anbefalinger til unge på DR.dk her.

Læs mere om corona og Majas personlige tanker her

Ring til os

København: 60 80 87 09

Mandag: 12.15 – 15.00
Tirsdag: 13.00 – 16.00
Onsdag: 7.30 – 11.00
Torsdag: 9.00 – 12.00
Fredag: 12.15 – 15.00

Aalborg: 60 80 81 67

Har ikke faste telefontider

Skriv til os

Har du spørgsmål?

 

Vi har tavshedspligt og behandler selvfølgelig din henvendelse fortroligt.
Læs vores Privatlivspolitik.