Det der med følelserne…

Hvis jeg fik 25 øre, for hver gang nogle sagde til mig ”jamen jeg kan jo godt se, at det jeg tænker er fjollet, men jeg kan altså ikke MÆRKE det!”

De satans følelser.

Hvorfor kan de ikke bare makke ret, og opføre sig, som vi ønsker det. En ting er, at vi kan gå og have forvrængede idéer af os selv, og den verden vi befinder os i. Det kan vi arbejde med. Men hvorfor er det, at følelserne skal blive ved med at plage os, selv når vi ved, at det vi føler er fjollet?

Det er som om, at de har deres helt eget liv.

Og det er faktisk ikke helt langt fra virkeligheden. Vores følelsesliv spiller nemlig ikke med de samme regler, som vores tanker gør. De er langt mere rationelt betonede – også selvom de kan være ret forvrængede nogle gange – og de er modtagelige for rationelle argumenter.

Derfor kan det godt fungere udmærket, at arbejde med en negativ tanke gennem ”bevisførelsesmetoden” fx . I sin enkelthed går den ud på, at man på et stykke papir, skriver alle beviserne for og imod en tanke ned. Hvad argumenterer for, at tanken kan være sand? Hvad argumenterer for, at tanken ikke er sand? På den måde, kan vi godt få overbevist os selv om, at en tanke vidst ikke helt har rod i virkeligheden.

Men det er som om, at vi ikke kan slippe den alligevel.

Det er som om, at vores hjerne godt forstår, at det tanken ikke er sand. Men det gør ”hjertet” ikke. Det er som om, at det ikke er troværdigt for os.

Og her bliver det lidt tricky, fordi den følelsesmæssige komponent, går ind og forvirrer os. Når vores følelser ikke er fulgt med vores rationelle erkendelse af, at tanken er urealistisk, bliver det svært for os at navigere i. Hele vores krop tror nemlig stadig, at tanken er sand, fordi at følelsen sidder fast.

Og sagen er den, at vi er irrationelle individer, hvis du nu gik og tvivlede på det. Vi træffer som regel IKKE beslutninger udelukkende ud fra en rationel refleksionsproces, men bruger vores krop og følelser rigtig meget til at mærke efter, om beslutningen også føles ok i kroppen.

Vi kan ikke slippe en tanke, hvis ikke vi får arbejdet med følelserne bag ved dem.

Og derfor kan vi gå og have det rigtig dårligt med noget, lang tid efter, at vi har vendt og drejet sagen med venner og familie, der har forsikret os om, at det ikke var vores skyld.

Vi sidder fast.

Så hvad gør man så??

Jeg har længe været beskæftiget med, hvordan man kan lykkedes med at opnå en følelsesmæssig forandring, der gør de nye tankemæssige erkendelser troværdige for én. Inden for psykologisk teori og forskning er der mange interessante bud på, hvad følelseslivet egentligt er for en størrelse, og hvordan man lykkes med at påvirke det i en retning, der er hensigtsmæssig for én.

Jeg har dog den seneste tid været meget optaget af 2 metoder:

Arbejdet med ”undtagelserne” og ”adfærdseksperimentet”.

De 2 metoder er hentet fra hver sin psykoterapeutiske tradition, men arbejder – efter min mening – med det samme.

Når vi skal forstå noget følelsesmæssigt, skal vi erfare det.

Det betyder, at vores følelser vil sidde fast i en særlig forståelse, ind til vi får os noget ny erfaring, der kan pege på noget andet. Og for at det rigtigt kan rykke noget for os, skal vi erfare det her mange gange. Ved helt fysisk at opleve, at den tanke vi har, altså ikke giver mening, når vi tester den ude i verden, begynder vi stille og roligt at mærke, at følelsen giver mere slip.

Måske tingene, trods alt, ikke hænger sammen på den måde, vi troede?

Det her med at teste vores tanker om os selv, refererer meget til adfærdseksperimentet, som er hentet fra den kognitive terapi. Det handler altså om, at gå ud og verden, og planlægge præcist hvad det er, man skal ud og teste, få det testet af, og evaluere hvad der egentligt skete.

Lad mig komme med et eksempel:

En ung pige jeg har talt med – lad os kalde hende for Anna – var meget plaget af tanker om, at hun ikke kunne sige noget i timerne, eller ved store forsamlinger, for så ville andre synes hun var en idiot/grine af hende.

Vi tilrettelagde derfor et adfærdseksperiment, der gik ud på at hun skulle sige noget i timen. Ville andre virkelig have den reaktion, hun frygtede? Var det virkelig en rigtig idé om hende, hun havde fat i, eller skulle den måske forandres?

Anna startede selvfølgelig langsomt og gradvist ud, så hun følte sig nogenlunde tryg, ved at teste sine antagelser af, selvom det var grænseoverskridende.

I takt med at hun fandt ud af, at de tanker hun havde haft om sig selv ikke var sande, begyndte hun stille og roligt at slappe mere af, og i det hele taget forstå følelsesmæssigt, at det ikke var alt hun tænkte, der nødvendigvis var sandt.

Så ved at gå ud i verden, og teste vores antagelser om os selv og verden, kan vi komme rigtig langt med at flytte vores følelsesliv.

Men det er ikke den eneste måde, vi kan gøre det på. Det hele behøver ikke at være adfærdseksperimenter, hvor vi går ud i verden og tester noget. Ofte kan det være mere end rigeligt, at gå på opdagelse i vores hukommelse.

Når vi hver dag går ud i livet, og konstant fyldes med nye indtryk, situationer og stimuli, sorterer vores hjerne i høj grad i disse indtryk. Vi har simpelthen ikke mulighed for at huske alt, og derfor glemmes 80% af det, der egentligt sker i løbet af dagen.

Så hvordan udvælges netop de sidste 20%, frem for de resterende 80%? Vores hjerne udvælger det, den hæfter sig ved, når det passer ind i vores forståelser af os selv og verden. Med andre ord, husker vi som oftest det, der bekræfter os i vores antagelser, og glemmer alt det, der faldt uden for. Medmindre det var ekstraordinært anderledes.

Det betyder, at tænker vi fx at vi er dårlige til vores job, hæfter vores hjerne sig ved episoder, der bekræfter den antagelser, og har en tendens til at glemme alt det, der faktisk peger på det modsatte.

Det betyder, at vi vitterligt ikke ser størstedelen af hvad der sker ude i livet, men vælger at fokusere på det, vi i forvejen antager om verden. Og det er rigtig smart for, at hjælpe os med at fokusere og sortere i de mange indtryk i hverdagen, men det er noget rigtig rod, hvis vi sidder fast i negative antagelser. For så føles det som om, at der ikke er andet, end det.

For bare lige at understrege, hvor utrolig vores hjerne er til at sortere i indtryk, så tag lige denne test ?

Hvis vi antager at det forholder sig sådan, at vi faktisk besidder en hel masse erfaring, der modbeviser negative antagelser om  os selv, så handler det i høj grad om, at få afdækket al den erfaring.

Det handler om at finde undtagelserne.

Når du derfor tænker noget negativt om dig selv, der føles meget rigtigt, så prøv at tænke ”har det altid været sådan?” ”er der nogle særlige kontekster, hvor det ikke forholder sig sådan?”, ”har der været nogle situationer, hvor problemet burde have dukket op, men hvor det ikke gjorde det?”.

Nogle gange kan det være rigtig godt at få andre, der kender én godt, til at besvare spørgsmålet, da de ofte hæfter sig ved andre ting, end man selv har gjort.

For når vi finder frem til disse, forstår vi også med vores følelser, at det vi har en tendens til at gå og tænke om os selv, ikke er rigtigt. Det er ikke blot et rationelt faktum for os længere. Vi begynder at forstå – med hele kroppen – at verden måske ser anderledes ud, for det har vi jo selv erfaret.

Det hele handler om erfaring – enten af gå ud i verden og skabe os en ny erfaring med os selv, eller at arbejde med vores hukommelse, og grave de situationer frem, hvor vi faktisk har en helt anden erfaring med os selv.