Nå dine mål i det nye år
Forfatter: Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
Forfatter: Maja Vain Gilbert Autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
20. april 2023
20. april 2023
Vi er allerede kommet rigtig godt ind i det nye år, og inden vi får set os om, er januar forbi. Hverdagen kører igen på højtryk, og juleferien virker uendeligt langt væk. Vi havde ellers lovet os selv, at der skulle ske nogle forskellige forandringer i det nye år. Måske vi havde lovet os selv, at få slappet mere af i vores fritid, vi ønsker måske omvendt at få dyrket noget mere motion (den klassiske), eller det kan være, at vi gerne vil lade være med at bruge så mange penge. Og nu tænker man allerede, at man lige så godt kan droppe det hele, fordi man endnu ikke har gjort noget.
Men…der gået 19 dage af året, hvilket svarer til sølle 5,2% af året. (ifølge mine beregninger)
Derfor er det på ingen måde for sent, at hoppe med på forandringsbølgen, og lægge an til nye begyndelser i år.
Er det ikke lidt en kliché?
Ja, jeg skal absolut være den første til at sige, at der er nok noget lidt klichefyldt over det med nytårsforsæt. Men samtidig er der også noget, der giver så god mening ved det!
Hvis vi ved, at vi gerne vil forandre nogle ting i vores liv, så har vi tit brug for at trække en streg i sandet og sige, fra NU af, forandrer jeg på nogle ting. Eller fra I MORGEN eller fra I NÆSTE UGE af. Og føler man, at nytåret markerer en ny begyndelse – som mange for øvrigt ganske naturligt gøre – så ser jeg virkelig ikke noget galt i, at man ønsker at starte en forandring. Tværtimod, vil jeg til enhver tid opmuntre dette.
Problemet er ikke klichéen med det. Problemet er eksekveringen af det.
Det er den dybt – ja undskyld – naive idé om, at bare fordi man træffer en beslutning om at man vil forbedre sin kondi, og at det faktum, at det lige er et nyt år, så bindes man fast af en magisk pagt, der bare vil lykkedes.
Man beruser sig selv med idéen om, at i år vil man få tidligere problemer til at forsvinde, men man gider for øvrigt ikke rigtig beskæftige sig særligt meget med, hvordan det egentligt skal ske. Fitnesscentre er gode til at sælge én drømmen om, at man blot skal ned og melde sig til, før at der kan ske en forandring. De glemmer dog bare lige at fortælle én, at det vigtigste i denne her proces, foruden beslutningen om forandringen er, at man får lavet sig en ordentlig plan!
At sætte sig ned, og bruge noget tid på at reflektere over sine målsætninger og eksekveringsplaner er guld værd, når man skal nå sine mål. Og det er dét der gør, om man i sidste ende vil lykkedes med nogle former for forandring, eller om man vil ligge og rode med det samme til næste nytår.
Derfor har jeg været så elskværdig, at lave en lille guide til, hvordan du får sat de rigtige mål, og hvordan du får eksekveret dem.
Læs med her!
Definer mål ud fra det vigtige
Rigtig mange kommer ubevidst til at definere mål ud fra det, de gerne vil væk fra, i stedet for det, de gerne vil hen til.
Det bliver altså angsten, der driver værket, og ikke en ambition om noget. Det her fokus gør, at du hele tiden ubevidst har dit skrækscenarie i baghovedet, og du er konstant bange for at træde ved siden af. Fokus på det negative, du ikke vil, minder dig om alle dine dårlige sider, i stedet for at give dig energi og glæde over det, du er ved at opnå.
Stil derfor dig selv følgende spørgsmål: løber jeg i virkeligheden mere FRA noget, end hen imod noget? Hvis ja, hvad er det så, jeg løber fra? Hvad vil jeg langt hellere løbe hen i mod?
Sæt realistiske mål
Mange tror, at det at sætte mål handler om, at sigte højt, og langt ude i horisonten. Vi kan som mennesker godt lide, at beruse os selv med drømmen om, hvordan det vil være, at nå disse mål. Vi tror fejlagtigt, at har vi blot besluttet os for disse mål, skal vi nok opnå dem, på den ene eller anden måde, som vi for øvrigt ikke gider beskæftiger os meget med. Men det er ikke mål, det er drømme, som vi selvfølgelig også skal have. Det er bare ikke mål.
Realistiske mål er nogle, der rummer dit øvrige liv. Det betyder, at du ikke må lade dig narre af din begejstring og motivation, og tage munden for fuld. Husk, at du har en masse andre ting i dit liv, som du også skal have tid og ressourcer til.
Hvad er der egentligt plads til? Hvad synes du også er vigtigt i dit liv? Det kan godt være, at du er fyr og flamme i det øjeblik, du beslutter dig for at tabe dig 10 kg., men du må ikke glemme, at det også er vigtigt for dig, at være sammen med dine venner. Måske du vil blive så ked af det, hvis du skal træne hver aften, og derfor ikke se dine venner, at dit mål faktisk sætter et negativt præg på dit liv i stedet? Du skal derfor være sikker på, at de mål du sætter, ikke forhindrer noget andet, du også rigtig gerne vil. Og ellers må du ind og rette det til.
Når du sætter realistiske mål, skal du også konkret ind og undersøge, om det overhovedet er muligt at gøre det, du sætter dig for. Er det overhovedet muligt, at læse hele pensum op på 5 dage? Hvor meget skal du i så fald læse hver dag, og kan du holde til det?
Sæt konkrete mål
Når du sætter dig mål, skal de være konkrete. Som vi gjorde helt i starten, skal du virkelig kunne fornemme – nærmest ned til mindste detalje – hvordan det helt fysisk ser ud, at opnå dit mål. Hvad vil det egentligt sige, at tabe sig? Hvad er det helt specifikt omkring det, du gerne vil opnå? Er det selve vægten det handler om, eller at du får en bedre kondi?
Når du er meget konkret, bliver det også meget nemmere at lave en handlingsplan, der definerer de handlinger, du så skal gøre for, at nå derhen.
Denne her proces gør dig i det hele taget skarpere på, hvad det er du egentligt vil. For måske du finder ud af, at det du i virkeligheden vil, er noget helt andet, end det du troede? Egentlig vil man smide 5 kg., fordi man gerne vil passe et par bukser. Fair nok, men så er det det, der skal være målet! Og det er ret vigtigt at skelne, for så skal man jo fx ikke opbygge for meget muskelmasse i benene, selvom at fitnessmanden siger, at det er en god ide.
Lav delmål
Nu skal du dele dine mål ind i endnu mindre bidder. Du har helt sikkert hørt det før, og det er bare så vigtigt! Hav ugentlige mål, måske endda dagsmål, hvis det kan være særligt svært for dig, at holde gejsten oppe.
Hovedsagen er, at du med jævne mellemrum skal kunne måle dine fremskridt, for at holde dig til ilden. Den måde, du får lavet de rigtige bidder på, er ved at arbejde dig baglæns i processen. Forestil dig, at du er i mål, og at du kigger tilbage: Hvad var dine delmål? Hvad var skridtet lige før, du kom i mål? Hvad var skridtet før det, og før det osv.? Så har du til sidst opdelt processen i små, overskuelige dele, du nemt kan gå i krig med, og føle succes omkring dig selv.
Brug denne guide næste gang du vil skabe en forandring i dit liv, eller gerne vil opnå et mål. Det er nogle simple, men meget effektive råd, der får dig til at stoppe op og reflektere lidt før, du bare kaster dig ud i noget. Det er vigtigere, at du bruger lidt ekstra tid på det, men får succes, end at du spontant går i gang med noget, du ikke ender med at gennemføre.
Tak fordi du læste med