Når man ikke kan komme ud af sengen…

EQ. Siger det dig noget? …Er det ikke IQ det hedder eller hvad?

EQ står for emotionel intelligens, eller følelsesmæssig intelligens. Emotionel Intelligens er når vi evner at identificere og håndtere egne og andre følelser. Med andre ord er det når vi forstår, hvad vi selv og andre føler, og ved hvordan vi skal håndtere det.

Emotionel intelligens overses rigtig tit, når man skal beskrive et menneskes grundlæggende kognitive formåen, hvilket er rigtig ærgerligt. Og jeg siger det ikke bare, fordi jeg er psykolog, men også fordi, at emotionel intelligens fortjener langt mere opmærksomhed, fordi den er involveret i et utal af vores mentale processer.

Antonio Damasio er en af de helt store hjerneforskere, der har påvist, hvordan at vores følelser påvirker vores måde at træffe beslutninger på – både på godt og ondt. For at gøre en lang historie helt kort, peger hans forskning i retning af, at følelser er vigtige for, at vi kan træffe de rigtige beslutninger.

Det her er jo egentligt en ret banebrydende viden i en verden, der i så mange århundrede kun har fokuseret på den rationelle viden, som værende det vi skal koncentrere os om. Her fortæller en prominent hjerneforsker os faktisk, at de der følelser godt kan bruges til andet end yngelpleje, og at vi derfor er nød til at kunne integrere dem ordentligt i vores liv.

Du tænker måske: ”Jamen jeg ved da godt, at følelserne er vigtige. Det er der jo ikke noget nyt i!”. Både ja og nej. Det er rigtigt, at vi siden de glade 70ere har lagt meget mere vægt på det følelsesmæssige aspekt af tilværelsen, men det betyder stadigvæk ikke, at praksis har ændret sig nok på det her felt. Der tales stadigvæk ikke nok om følelser rundt omkring i de små danske hjem, og det kan jeg sige med garanti, fordi det er mig, der møder alle de unge, der 20 år senere mangler en grundlæggende emotionel intelligens. Og det har altså mange personlige konsekvenser.

Nedtrykthed og nedsmeltning

Jeg har i tidens løb talt med mange unge, der en dag pludselig oplevede, at det var umuligt at stå ud af sengen. Pludselig gik man fra at have det ok, til at være ude af stand til at håndtere selv de mindste ting i hverdagen.

En ung har beskrevet det således:

Det var som om, at jeg nærmest var vågnet op i en andens krop. Jeg kunne fysisk slet ikke komme ud af sengen. Jeg kunne hverken komme i bad, spise noget, og jeg kunne slet ikke overskue at tage i skole. Det eneste jeg kunne overskue var at græde. Det værste var, at min kæreste blev ved med at spørge, hvad der var galt, men jeg kunne ikke svare ham. For jeg vidste det ikke.

Blandt de unge, jeg har talt med, kan denne tilstand vare alt mellem 3 dage og 3 uger. Og man er ikke helt den samme efterfølgende. Det er som om, at der er gået hul på et eller andet, som nu har nemmere ved hele tiden at komme op til overfladen. Hvis altså man ikke arbejder med det.

Men hvad er det egentligt for et fænomen?

De fleste ville nok beskrive det som nedtrykthed eller en form for depressiv tilstand. Men for at gå lidt mere i dybden med det, vil jeg hellere sige, at det er det, der kan ske, når man ikke håndterer sine følelser løbende.

Mange oplevelser af denne her form for nedtrykthed, hvor man føler sig fuldstændig lammet, starter med en barndom, uden ret meget sprog omkring følelser. Jeg møder ofte en beskrivelse af et liv, hvor følelser ikke har spillet en særlig stor rolle.

Ofte hænger nedtrykthed sammen med, at man i familien ikke har talt særligt meget om de forskellige følelsesmæssige tilstande, og følelserne har heller ikke været noget, der har udspillet sig særligt tydeligt imellem forældrene.

Sagen er den, at har man ikke lært, hvordan man mærker og håndterer sine følelser hjemmefra, er det selv sagt rigtig svært at vide, hvad man skal gøre senere hen i livet.

Den følelsesmæssige udvikling

Du får lige lidt baggrundsviden, om den følelsesmæssige udvikling i barnet, for at forstå bare lidt af det her komplekse felt.

Det lille barn er meget tidligt i kontakt med sine følelser, allertidligst i form af en række kropslige fornemmelser. Barnet lærer først og fremmest følelserne at kende, at se dem reflekteret i sine forældre. Følelsesreguleringen er én af de primære processer, der udspiller sig mellem moren og barnet, hvor barnets følelser spejles og reguleres af forældrene.

Når barnet når 2-3 års alderen, kan man i højere grad begynde at sætte ord på følelser. Den voksnes rolle er, at hjælpe barnet med at formulere sine egne følelsesmæssige tilstande, ved fx at sige ”jeg kan se, at du er vred nu, fordi du sparker til dit legetøj”. Dette lærer efterhånden barnet at forstå, at når det har en særlig følelse i kroppen, kaldes det ”vrede”.

Men det handler ikke kun om det. For at barnet kan holde sig i kontakt med sine følelser, og forstå andres følelser, er det vigtigt, at det oplever en åbenhed i familien. Barnet har altså behov for at være vidne til andres følelser, og se hvordan de udspiller sig socialt gennem en konflikt.

Og det er her, at der ofte er sket en kortslutning i kredsløbet. For vi har de sidste 50 år været meget fokuseret på, at vi skal være påpasselige med, hvilke følelser vi udtrykker for barnet. De skal nemlig helst primært være positive.

Det skyldes bl.a., at vi gennem store psykologiske teorier, som tilknytningsteorien, har fået forståelse for, hvor meget vi kan præge barnet fremadrettet, alt efter hvordan vi agerer over for det. Og det har gjort mange rigtig bange for, at vise barnet de svære følelser.

Men børn bliver altså ikke gladere af, at det ikke oplever de negative følelser hos sig selv eller andre. For de negative følelser vil altid være der – det er en del af at være menneske. Det bliver noget værre rod, hvis børn ikke får nok erfaring med, hvordan disse følelser egentligt føles, udspiller sig og håndteres. Det giver alt sammen barnet en idé om, at følelser ikke er farlige, men noget der skal håndteres.

Og det her er med til at sikre, at barnet får en emotionel intelligens.

Et spørgsmål om håndtering

For at vende tilbage til den lammelse, flere af mine unge klienter har mærket ifm. nedtrykthed, kan man sige, at det ofte forekommer, når man i rigtig lang tid ignorerer sine følelser. Det er ofte ikke en bevidst proces. Man ved ganske enkelt ikke, hvad man føler, og hvad man skal gøre ved det. Man er blevet så trænet i at lukke ned, så snart noget negativt opstår, at man slet ikke opdager det.

Når man ikke er særlig god til at differentiere sine følelser, registreres følelsen blot som en fornemmelse et særligt sted i kroppen, der netop skaber en fornemmelse af nedtrykthed. Og nedtrykthed er som regel en meget diffus følelse. Det kan være en tyngen for brystet, eller ondt i maven. Men man kan have svært ved at identificere den, og har måske kun styr på følelserne vrede, ked af det hed og glæde.

Nyere forskning peger på, at vi har omkring 27 forskellige kategorier af følelser, og at disse kan blande sig sammen på op til 400 forskellige måder. Alle mennesker har hele paletten fuld af følelser, men ikke alle har lige adgang til dem.

Det giver så lidt sig selv, at når man ikke kan identificere en følelse, kan man heller ikke rigtig håndtere den. Man kan ikke forstå hvorfor den kommer, og vide om man skal handle på den. Ofte ender det ud i, at man kan lade sig styre ret uhensigtsmæssigt af en følelse, eller at man simpelthen bare lukker ned.

Når man lukker ned, hælder man følelserne ned i en sort sæk, der på et tidspunkt er fyldt helt op. På et eller andet tidspunkt, kan man ikke ignorere det længere, og overvældes af byrden. Fordi det følelsesmæssige sprog ikke er udviklet nok, kommer det hele derfor til udtryk i kroppen. Man kan simpelthen ikke komme ud af sengen.

Og det er ikke en særlig rar oplevelse.

Min pointe med det her?

At det er SÅ VIGTIGT, at man i tide får lært at forstå, hvad det er man føler, og få dem kommunikeret ud til sig selv og andre. Lad være med at vent til læsset er væltet. For dér kan det gøre virkelig ondt. Hvis du har børn, så husk at tale med dem om følelser, og vær ikke bange for at vise, at du ikke altid er på toppen. Det har børn rigtig godt af at opleve, nogle gange. Det er jo ikke farligt, at have en dårlig dag!

Sidder du der og tænker, at du nok godt kunne bruge en hånd til at håndtere dine følelser, så er der også hjælp at hente. At lære sine følelser at kende er et langt, sejt træk, der starter i et nøgternt registreringsarbejde, hvor man systematisk begynder at være bevidst om forbindelserne mellem kroppen, tankerne og følelserne.

Stille og roligt, bliver det nemmere at sætte ord på, hvad man føler, hvorefter man så skal lære at håndtere dem. Det kan man godt gøre selv, hvis man er benhård og determineret, men det kan også være godt, at få lidt hjælp.

Så – undervurder aldrig følelsernes betydning, og lær at lytte til dig selv – det vil du takke dig selv for en dag ?