Kronik: Det er ikke unormalt ikke at være konstant lykkelig
Forfatter: Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
Forfatter: Maja Vain Gilbert Autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
9. september 2024
9. september 2024
Alle skammer sig over sig selv. Ingen kan leve op til noget, og alle frygter, at de fejler noget alvorligt. Hvad der gør det hele endnu mere absurd er, at vi i skammens skygger isolerer os selv fra hinanden. Vi er nødt til at tale mere om hvad der er normalt, og det har jeg derfor skrevet en bog om.
Dette er en kronik, som oprindeligt blev bragt i Politiken d. 24. august 2023.
84%.
Så mange skal ifølge ny dansk forskning regne med at opleve psykisk sygdom i løbet af deres liv. Dette er langt højere end de 40-50%, forskningen tidligere antog, da man nu også medtager individer, der ”blot” er på psykofarmaka.
Jeg lader det lige stå: 84%.
Tallet er jo helt absurd. Når så mange af os i løbet af vores liv enten vil have besøgt psykiatrisk afdeling eller indtaget én eller anden form for psykofarmaka, kan jeg ikke lade være med at dvæle lidt ved, hvad normalitet mon er blevet. For hvis det er normalt at lide af en psykisk sygdom, er det så efterhånden samfundet den er helt galt med, eller er det vores definitioner af afvigelse og normalitet, vi er nødt til at tage under kærlig behandling?
Egentligt tænker jeg ikke de to scenarier udelukker hinanden. Vi kan godt både have et alt for tempofyldt samfund, der skaber øget psykisk mistrivsel for mange, og samtidig have grundlæggende problemer med vores normalitetsbegreb. Det ene behøver ikke at udelukke det andet.
Jeg er ikke forsker, og kan ikke anfægte omstændighederne bag ovenstående undersøgelse, men jeg ved dog, at der er sket noget drastisk med vores forståelse for det normale sind. Dette ser jeg i høj grad afspejlet i de unge, der som altid udgør lakmusprøven på samfundets mange skavanker. På min klinik møder jeg dagligt unge, der kæmper hårdt med fortællinger om at være unormal, uperfekt, utilstrækkelig, – i det hele taget bare forkert. Her ser jeg primært to samfundsfortællinger om det indre liv, der forhindrer unge i at rumme og acceptere sig selv.
På den ene side, eksisterer der en sejlivet candyflossfortælling, der ophøjer lykke og andre gode følelser til at være centrum i livet. Historien er at vi rummer alle potentialet for utrolig lykke og glæde, og bør bruge vores liv på at søge dette igennem selvudviklingen. Alle formål i livet bør vejes op på om det skaber mere lykke, og det er ligeledes sådan vi dømmer hinandens succes i tilværelsen.
You can make your life magic, just do it! Det er også dét vi går og fortæller hinanden, og opmuntrende gentager, når vi en gang imellem tvivler på magien i livet. Selvfølgelig kan du det, du skal bare arbejde for det! Lad være med at acceptere det grå og kedelige, men gør noget særligt ud af dit liv! Reach for the stars!
I mange år har vi haft en indflydelsesrig selvhjælpsindustri, der yderst insisterende har pumpet budskaber ud om at alle kan lære at blive positive, lykkelige mennesker, hvis blot de arbejder hårdt nok for det. Med andre ord, accepter ikke de vanskelige livsperioder, det ordinære tankesæt og de røvsyge følelser, for det behøver du ikke. I et børneprogram på Ramasjang lyder afslutningssangen: ”Ingen sure miner, det er sjovt at være glad!”. Det er kedeligt at være sur og trist, så lad dog være med det, tak!
Dette har jeg også mødt i min praksis. Hver uge ankommer unge med tasken fuld af velmenende råd om at ”tænke positivt” og ”elske sig selv som de er”. Desværre uden meget held i sprøjten, ellers var de nok ikke kommet. Det med at elske sig selv som man er, er åbenbart også mest de gode og sjove sider. Det er i hvert fald ikke de negative følelser og de vanskelige livsperioder. Det skal man nemlig lave om og udvikle sig ud af, så man kan få det optimale ud af livet. Alt er jo et spørgsmål om livsindstilling – ik?
For nyligt talte jeg med et forældrepar, der ønskede at jeg hjalp deres søn med at tænke mere positivt. Det til trods for at deres søn var stærkt ordblind, og var blevet afvist fra alle uddannelser, han nogensinde havde søgt ind på. Måske skulle jeg hellere tale med ham om den smerte og negativitet, han af gode grunde følte? Måske havde han en ret god grund til at være negativ, og måske var det okay?
Alt det her minder mig om min fars evindelige ”Der er ikke noget der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning”. Men der er altså noget, der hedder dårligt vejr, og det behøver man måske ikke lave om på? Måske behøver man ikke altid foretage sig noget produktivt i regnvejret, men i stedet tage en slapper på sofaen indtil det er overstået?
Paradokset ved hele lykkeindustrien og idéen om konstant at skulle optimere sit sind, er at det ofte kan medføre det modsatte. Forskning peger på, at visse selvhjælpsstrategier kan forstærke følelser af utilstrækkelighed, fordi de ikke interesserer sig for de ofte gode grunde til menneskets mistrivsel. Strategierne skaber en overfokusering på alt det fejlagtige, man gerne vil af med, og forstærker en urealistisk idé om, hvordan man bør have det. Det er forkert ikke at have det godt, og for dovent ikke at prøve på at optimere sig selv. Hele tiden.
På den anden side, er vi også blevet meget optagede af at beskrive det patologiske og afvigende. 5 tegn på depression, 8 måder at lide af angst på, 15 veje til mental lidelse. Psykisk sygdom er praktisk talt over alt, og vi taler om det som aldrig før. Vi skal forebygge, lave tidlige indsatser og opspore. Vi skal tjekke og granske hinanden og os selv, lede efter tegn og tale med læger og psykologer.
Men det store fokus på diagnosticering af mentale tilstande, gør samtidig noget ved opfattelsen af vores egen psyke. Vi kommer til at tænke at vores sind er langt mere skrøbeligt, end det er, og overser vores modstandsdygtighed, udholdenhed og fleksibilitet. Det store fokus på psykiske lidelser gør os konstant alarmeret og nervøse for at vi ellers vores børn fejler noget. Dette er selvsagt ikke nemt for hverken voksne, børn eller unge at navigere i.
Det bør derfor ikke være mærkeligt for nogle, at fortællingen om enten at skulle forbedre sig selv hele tiden, eller om muligvis at lide af en eller anden psykisk sygdom, gør det svært for mange unge at omfavne psykens små og store spjæt. I dette klima er det svært at rumme sig selv og acceptere vanskelige, men forbipasserende mentale tilstande. Sat på spidsen, kan vejen igennem livet for især ungdommen, føles som en balancegang på en line af det perfekte, optimerede sind, med afgrunden på psykiatrisk afdeling under sig.
Men hvor blev normaliteten lige af? Plejede der ikke at være noget imellem det perfekte liv og patologien? Og hvor meget ved vi egentligt om det helt almindelige? Forbløffende lidt. Vi har glemt at tale om det. Jo mere vi eksponeres for perfekthedsidealer, jo mere forkert bliver det at være fejlbarlig. Og jo mere vi eksponeres for sygdomsbeskrivelser, jo svære bliver det at bevare roen, når sindet gør sine smertefulde, men vanlige hop.
Resultatet af dette ses tydeligt i trivselsstatistikkerne. Alle skammer sig over sig selv. Ingen kan leve op til noget, og alle frygter at de fejler noget alvorligt. Hvad der gør det hele endnu mere absurd er, at vi i skammens skygger isolerer os selv fra hinanden, og går glip af den forbundethed vi ville have følt, hvis vi turde vise vores almindelige kriser frem til hinanden. Og selvom det også er en ganske gennemsnitlig reaktion at skamme sig, er kombinationen af isolation og kroniske utilstrækkelighedsfølelser ikke god for nogle.
Særligt sårbare er de unge, der ikke har livserfaring nok til at berolige sig selv og tro på at this too shall pass. For hvor kan man vide det fra, hvis man ikke har almindelige fortællinger at spejle sig i? Hvis alt er enten rosenrøde idealer om et optimeret sind eller afgrundsdybe psykiske sorte huller?
Lige præcist det normale indre liv, bruger jeg og mine kollegaer mange ressourcer på at beskrive for unge, der er uproportionelt bekymrede for deres eget sind, og det er årsagen til at jeg nu har valgt at udgive bogen Pust Ud! til unge om det ”almindelige sind”. For de unge, jeg og mine kollegaer arbejder med, er én af vores fornemmeste opgaver at berolige, nuancere og skabe en bredere forståelse for, hvad der er normalt. Sammen udforsker vi normaliteten helt forfra. Den tynde line af normalitet, de hidtil har danset på, skal udvides til en bred sti, så vejen igennem ungdomslivet kan gås på rigtig mange forskellige måder. Vejen er nemlig rummelig, med både plads til sorg, forvirring og frustration som følgesvende, uden at disse rejsemakkere straks skal forvises i skam.
Alt det vores sind producerer af enten tanker eller følelser, er meningsfulde, hvis vi gider lede efter den røde tråd. Præcist som med kroppen, har selv de mest mærkværdige psykiske fænomener oprindelige funktioner for os, som vi er nødt til at forstå og respektere, før vi forsøger at hjælpe os selv af med dem. Bekymringstanker, tristhed, negativitet og ensomhed har alle opgaver i det store mentale kludetæppe, som vi først og fremmest skal forsøge at rumme og forstå, frem for at slå ned, fordi det ikke fremmer lykke. Hvad end det så lige er.
Er vores grundindstilling over for de smertefulde psykiske fænomener, at de hurtigst muligt skal udskilles fra systemet, indleder vi en kamp mod vigtige dele af os selv. Herfra bekriger vi nådesløst vores eget sind, hvilket kun kaster os i favnen på mere selvkritik. For det er jo mig selv der producerer alt det her negative, er det ikke?
Men i stedet for at spænde op og forsøge at udstøde det vanskelige, skaber det underværker at forstå og acceptere. Vi forlænger det svære, når vi ikke vil være i det. Vi panikker, bliver bange og bekymrede. Nøjagtigt som vi ved fra moderne smertevidenskab, formindskes fysiske smerter ved at lukke smerten ind, og lære at være i den. Hvis det opleves som en naturlig del af systemet, kan vi være i det. Fødselssmerterne er mere udholdelige, end sygdomssmerter.
Men – og der er selvfølgelig et stort ”men” i det her. Hvad nu hvis de mentale vanskeligheder faktisk virkelig stammer fra noget patologisk, eller har potentiale til at udvikle sig i den retning? Er det så ikke negligerende at tale om normalitet?
Svaret er nok ikke så overraskende, at selvfølgelig skal man handle på sindets alarmsignaler, og få hjælp, if the shit hits the fan. For der er desværre mange, der mistrives i en sådan grad, at de skal have professionel hjælp. Derfor er det enormt vigtigt at finde balancen imellem accept og kontrol. Hvornår skal man acceptere et mentalt vanskeligt fænomen, slappe af og lade det gå sin gang, og hvornår skal man handle og gøre noget ved det? That’s the million dollar question.
Svaret må ligge for enden af ens egen refleksion. Den bliver dog langt mere kvalificeret af at få en større forståelse for sit eget sind. Er vores indstilling at langt det meste er normalt, er det også lettere at stille sig nysgerrigt og undersøgende over for de indre oplevelser, og søge det meningsfulde i det.
Djævlens advokat kunne måske indvende, om en udforskning af det normale sind ikke blot skaber endnu mere overfokusering på indre oplevelser? Mere psykologisering? Her må jeg indskyde at det er min klare erfaring, at det kommer an på hvorfor man ønsker at dykke ned i sit indre liv. Leder man efter fejl og mangler ved sig selv, er det ikke nødvendigvis en fordel at udvikle sproget og fornemmelser for alt, der rører sig. Men er det for at forstå sig selv med afsæt i normalitet og et rummeligt, selvkærligt blik, vil en større forståelse for de indre psykiske fænomener skabe grobund for mere accept og ro.
Håbet er at vi alle, men særligt flere unge tør tage turen op igennem de indre landskaber, uden at skyde sig selv ud af katapultsædet ved første tegn på turbulens. For om vi virkelig er 84% der i løbet af livet vil opleve psykisk sygdom, vil langt de fleste af os heldigvis leve langt det meste af livet i helt normale mentale tilstande. Og gudskelov behøver vi heller ikke stræbe efter at leve af candyfloss, men får det nok bedre i kroppen af at nuppe et par leverpostejsmadder mere. Velbekomme.