Om eksamensangst

Af Maja Vain Gilbert, 1. september 2018

Eksamensangst: historien om en grum skriveblokade midt i specialet…

eksamensangst

I dette blogindlæg, vil i læse om et meget særligt tilfælde af eksamensangst, jeg i starten havde svært ved helt at kunne gennemskue. I skal nemlig møde Sara, der er en ung pige midt i 20erne, der læser dansk på universitetet i København. Tidligere har jeg skrevet om Jakob, der havde svært ved at få styr på rodet i sit liv, og jeg har fået rigtig god feedback på dét der med, at fortælle lidt om nogle af de klienter, vi taler med på klinikken.

NB! Selvfølgelig er deres navne ændret, og identiteter ikke mulige at gætte, da vi jo tager vores tavshedspligt MEGET seriøst.

Nå, men det at bruge cases kan bløde en del ud i de ellers flade og firkantede måder, man kan beskrive de forskellige psykologiske problematikker på, og det er som om, at man får en lidt større forståelse af, hvor komplekst det egentligt er, at have psykiske udfordringer.

Saras historie

Anyways. Her skal i møde Sara, der var én af mine første klienter. Hun opsøgte mig, fordi hun mente hun havde fået eksamensangst, i form af en skriveblokade under sit speciale, og hun kunne bare ikke komme videre. Sara havde et velfungerende studieliv, havde et godt studiejob, og var desuden meget engageret i crossfit. Hun var vant til, at brage igennem enhver forhindring på vejen, og havde aldrig ladet sig begrænse af noget.

Derfor var det et stort nederlag for hende, da hun pludselig oplevede symptomer på eksamensangst, en dag hun satte sig ned ved tastaturet for at skrive. Det der med eksamensangst, var jo slet ikke hende!

Det var nu et par måneder siden, hun var gået i stå med specialet, og hun kunne godt se, at hun måtte søge dispensation for at få lov at aflevere senere. Studievejlederen havde sendt hende på kursus i eksamensangst, men hun oplevede ikke at det hjalp. Hun kunne udmærket forstå det, der blev sagt, men det var som om, at det ikke rørte hende så meget.

I mellemtiden blev hun mere og mere frustreret, og hun begynde at trække sig fra sine veninder på studiet, der også var i fuld gang med specialet. Det var pinligt at fortælle dem, at hun måske havde eksamensangst, og var gået totalt i stå. Hun aflyste samtlige sociale events, fordi hun skulle skrive. Sagen var bare den, at hun ikke fik skrevet.

Efter et par måneder kunne hun hverken spise eller sove ordentligt. Hun kunne faktisk ingenting, der ikke havde noget med specialet at gøre, for hun var fuld af dårlig samvittighed over, at hun ikke arbejdede på specialet, når hun var så langt bagud. Samtidig kunne hun jo heller ikke skrive specialet…!

Det var derfor en ret håbløs og lidelsesfuld tid for hende, og hun var i vildrede over, hvad det var der skete med hende, der ellers havde så godt styr på sig selv, og sit liv. Var det eksamensangst? Men hun havde jo altid været god til, at gå til eksamen.

Så hvad var det egentligt, der var sket?

eksamensangst

Det viste sig, at Sara gennem hele kandidaten, havde oplevet ”at falde lidt af på den”, som hun selv beskrev det. Altså, hun fik ikke de karakterer hun gerne ville, og hun skulle ovenikøbet til reeksamen en gang. Desuden var hun forvirret over, hvilken retning hun skulle gå i, og begyndte nu også at frygte for livet efter studiet.

Fordi der på det tidspunkt var relativt høj arbejdsløshed, følte hun pludselig, at specialet var blevet meget vigtigt for hele hendes fremtidige karriere. Fik hun en dårlig karakter, var der måske ikke nogle, der gad ansætte hende bagefter.

Reeksamenen havde lavet ridser i lakken, og rystet hende. Hun var ikke længere en 12-talspige, men én, der kæmpede for overlevelse på studiet. Eller sådan følte hun det, i hvert fald. Hun var blevet sårbar, og begyndte nu at tvivle mere og mere på sine egne præstationer, fordi hun, som hun beskrev det, havde overtrådt ”den gyldne linje” ved at dumpe. Så var hun blevet ”sådan én”, der gjorde ”sådan noget”.

Veninderne

Sara havde altid været vellidt og populær. Hun havde hurtigt fået en masse venner, og brugte hovedsageligt tid sammen med de dygtige piger. Vi talte om, at det ikke var bevidst, at hun havde opsøgt de piger, men det var sjovt, hvordan alle i hendes omgangskreds udelukkende havde styr på ting, og aldrig fik en karakter under 10. Eller det havde hun i hvert fald ikke hørt om.

Da hun gik yderligere tilbage ”down memory lane”, blev det klart for hende, at hun også i folkeskolen og gymnasiet kun havde omgået de kloge piger. Og de havde altid fået hende til at føle sig mindre klog. Det var ikke fordi de ikke var søde ved hende. De var faktisk alle sammen rigtig søde. Men hun havde altid følt sig lidt utilpas, samtidig med, at hun godt kunne lide at tænke, at hun var venner med de kloge.

Hvorfor dette var vigtigt at få talt om var, at det havde sat normen for, hvad der var en acceptabel præstation, og hvad der var under hendes niveau. Det, at være en del af en klikke bestående udelukkende af toppræsterende studerende, havde både været vildt inspirerende, motiverende, lærerigt og fedt for hende, men samtidig havde det også øget presset på hendes egne forventninger til sig selv.

eksamensangst

Det er vigtigt at sige her, at der ikke var nogle, der tydeligt pressede hinanden, og talte dårligt om dem, der ikke fik 12. Men det blev bare tabu, ikke at få 12, og det blev det endnu mere, for hver gang endnu én var kommet ud af eksamenslokalet og proklameret ”12!” foran de andre. Eller skrevet det på facebook…

Sara havde altså, i kraft af sine veninder, opbygget en urealistisk høj standard for, hvad hun mente var en acceptabel præstation. Da hun så oplevede, at hun havde svære og svære ved at leve op til dette, begyndte hun at få symptomer på eksamensangst.

Saras familiehistorie

Ind til videre, kunne nogle måske tænke, at det her er et skoleeksempel på en ”12-talspige” (for øvrigt et ret nedladende udtryk, synes jeg), og hvordan at de studerende presser hinanden unødvendigt meget derude. Og ja, det er der også noget om. Men skoleeksempler findes stort set aldrig, da alle mennesker har deres egen unikke historie. Og derfor er Sara historie heller ikke et skoleeksempel.

Der var nemlig lige et par ekstra twists i Saras historie, der komplicerede tingene yderligere, og gjorde det svært for hende at gennemskue, hvad der egentligt foregik.

Sara kom fra en familie, hvor mor var pædagog og far var håndværker. Selvom ingen af forældrene havde gået på universitetet, var hjemmet dannet, og forældrene var gået op i, at børnene skulle passe deres skolegang.

Men da Sara startede på studiet, blev hun pludselig meget bevidst over sine forældres uddannelsesbaggrund. På studiet mødte hun pludselig mange, vis forældre var akademikere, og det begyndte at betyde noget for hende. Hun huskede særligt, at hun ikke forstod ret meget af de meget svære akademiske formuleringer, hun læste i sine tekster. Hun synes det var flovt at spørge nogle, for det virkede som om, at alle andre nemt forstod det hele. Var det bare hende, der var dum?

Ubevidst var hun kommet til at føle, at hun ikke hørte til på universitetet. Hun var bange for, at folk ville vide, at hendes forældre ikke var akademikere, og kom derfor til at overkompensere. Hun skulle være den dygtigste, så ingen kunne klandre hende for, ikke at høre hjemme på universitetet. Man kan måske sige, at hun havde en grundlæggende følelse af akademisk mindreværd.

Alt det her var egentligt ikke noget, hun havde tænkt over i lang tid, men det hele kom igen, da hun dumpede sin eksamen et par måneder tidligere.

Kæresten

Omkring nytårsaften, altså et par måneder før, jeg mødte Sara, brød Sara med sin kæreste. Det var ikke et voldsomt brud, og noget, der nok havde været på vej længe. Men det havde, ikke desto mindre, efterladt Sara med en følelse af rodløshed og ensomhed. De havde været sammen det meste af studiet, og hun havde tidligere fundet rigtig meget støtte i ham. Da han så ikke var der mere, oplevede hun en psykisk nedtur, til dybder hun ikke havde været på længe.

Detaljen om kæresten er altså vigtig at have med. For det var med til, at lægge yderligere pres på Saras liv, og dræne hende for overskuddet til, at kunne sige ”pyt” til ting i hendes liv. Nu hvor hun ikke følte det kørte godt med kærlighedslivet, så SKULLE det jo bare fungere på andre fronter, særligt med specialet. Det var altså en måde for hende, at ”cope” med sorgen fra bruddet på, ved at minde sig selv om, at i det mindste kørte det for hende på studiet.

Da det så begyndte at gå mindre godt på studiet, begyndte der ganske stille, at opbygge sig nogle processer, der senere skulle lede til de symptomer på eksamensangst, hun nu oplevede.

At få bugt med eksamensangst

Saras vej ud af sin eksamensangst og skriveblokaden var i høj grad, at konfrontere hendes årelange, urealistisk høje idealer om, hvor godt hun skulle klare sig på studiet. Det blev en konfrontation med hendes måde, at se sig selv som uværdig til universitetet, og en refleksion over, hvordan hun egentlig havde det med sine veninder på studiet. Her blev det vigtigt for hende, at skelne mellem socialliv og studieliv, hvor hun blev nød til at tage mere afstand fra veninderne på studiet.

eksamensangst

Hun var nød til at gå sin egen vej, og fx ikke sidde og skrive sammen med dem hele tiden. For sammen med dem, kunne hun ikke slippe tankerne om, at det hele skulle være perfekt. Det forstod veninderne selvfølgelig godt, og de var en stor hjælp for hende. Det betød selvfølgelig ikke, at de ikke brugte tid sammen ud over studiet.

Det sværeste for Sara var, at acceptere, at nu skulle hun bare aflevere, også hvis det betød, at hun fik 4. Det var en rigtig stor kamel for hende at sluge, men hun var villig til dette, fordi hun bare gerne ville videre.

Historien om Sara viser noget om, hvordan en skriveblokade, kan spores tilbage til problematik om eksamensangst, der egentligt gemmer på mange flere lag af ubevidste tanker og følelser, end hvad man måske lige havde forestillet sig. Jeg var selv overrasket over, at skriveblokaden egentligt handlede om så meget andet end lige netop en skriveblokade, og at det er vigtigt, at udforske alle de problemer, jeg hører om, i dybden hver gang.

To problematikker er aldrig ens, og har ganske forskellige årsager til at de er opståede. Derfor følte Sara ikke, at det kursus om eksamensangst, hun var blevet sat på, fungerede for hende. For her blev der talt meget generelt om angstsymptomer, og det var angsten det meste drejede sig om. Men for Sara ville sådan nogle ting først virke, når hun forstod hvorfor hun var ramt af eksamensangst. Ubevidst, blev hun ved med at holde fast i den, så længe hun følte sig presset og uværdig på studiet.

Det er ikke for at sige, at de forskellige kurser om eksamensangst man kan komme på, ikke er gode, for det er skam fantastiske tilbud for rigtig mange. Jeg siger bare, at man kan opleve, at have brug for mere dybdegående samtaler for rigtigt, at forstå sin situation.

Saras historie viser også, hvordan en problematik som eksamensangst, er bygget op af mange små historier, der hver især spiller sammen, og får indflydelse på, at hun ender med at få en skriveblokade. Som case viser det netop, hvordan at virkeligheden altid overgår lærerbøgerne, og at vi hver især er helt vores egne – og hvor er det dog fantastisk!

By | 2018-08-31T08:59:32+00:00 august 31st, 2018|

About the Author:

Autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi. Jeg er et nysgerrigt, glad og begejstret menneske, der elsker at være psykolog, OG arbejde med unge. Derudover elsker jeg også at skrive om alt muligt, jeg synes er vigtigt, og som jeg håber du måske kan inspireres lidt af!

COOKIES. Vi bruger dem, så siden fungerer som den skal. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk