Som psykolog er mit hovedfokus at lære unge at åbne sig op over for deres venner og familie

Livet gør nas, og vi overlever ikke længe, uden at dele det med hinanden. De dybe samtaler er ikke forbeholdt terapirummet, og vi skal være bedre til at lære vores børn og unge at åbne op over for hinanden

Dette er en kronik, som blev bragt i Dagbladet Information d. 1. marts 2023.

»Der er vitterligt ingen der ved, at jeg p.t. er på kanten af et sammenbrud. Jeg står jo stadigvæk og smiler.«

Ordene kom fra en modløs 17-årig pige, jeg har haft i terapiforløb hen over vinteren, men kunne næsten være blevet udtalt af en hvilken som helst anden ung, jeg i løbet af de sidste otte år har haft i terapiforløb. Den ensomhed, jeg oplever hos de unge, der starter i terapiforløb hos mig, er fuld af fortvivlelse, utilstrækkelighedsfølelser og ikke mindst – skam.

Skammen over ikke at kunne klare presset. Skammen over ikke at kunne præstere på højt niveau som alle de andre. Skammen over at være den eneste, der har det sådan.

Bevares. Ensomhed har altid været en fast bestanddel af et bebyrdet sind, der i takt med en tiltagende tyngde fra de selvkritiske tanker, river én væk fra relationer af bare udmattelse. Derfor er det måske ikke så underligt, at ensomhed er et fast tema i mine terapisamtaler. Og alligevel.

Det forekommer mig påfaldende, at rigtig mange unge fra traditionelt ressourcestærke hjem har så svært ved at åbne sig op for det netværk af venner og familie, der faktisk befinder sig omkring dem.

Manglende forbundethed

Ensomhed huserer ikke kun blandt introverte med få sociale kompetencer, men rammer i høj grad også de socialt begavede. For ensomhed handler først og fremmest om fraværet af følelsen af forbundethed til andre mennesker, og ikke om mange venner man har. Og det er lige netop det. Den ægte, dybe forbindelse til hinanden, mange unge i min praksis efterlyser.

Det er den forbindelse, man skaber når man bruger tid sammen, og derved ikke kan undgå at opdage både de gode og dårlige sider ved hinanden. Det er det man oplever, når bare kan kede sig sammen, og måske bruge timer på at tale om både vigtige og ligegyldige ting.

Det er svært at skabe den forbindelser med andre, når man føler sig utilstrækkelig, fordi man bliver optaget af at tegne glansbilleder, og vise at man er meget bedre, end det man føler sig.

Men er det utilstrækkelighedsfølelser, der skaber ensomhed, eller er det ensomheden, der skaber utilstrækkelighedsfølelser? Er det et alt for præstationsorienteret ungdomsliv, der gør det svært for de unge at åbne sig op for hinanden, eller er det en manglende evne til at åbne sig op for hinanden, der skaber præstationsfællesskaber?

Psykologsvaret er, at det nok er en selvforstærkende cirkel og dermed begge dele, men svaret er egentligt også ligegyldigt. Trivselskrisen blandt unge er meget mere, end et par kausale sammenhænge, som vi med et par justeringer lige kan fixe. For at forbedre unges trivsel, skal vi sætte ind på rigtig mange forskellige fronter, som de mange tandhjul, der skal arbejde sammen for at vende skuden.

Individualistisk opdragelse

Men hvad er det, vi som samfund gør, for at skabe denne stigning i ensomhed, som statistikkerne gang på gang dokumenterer? For mig at se ligger noget af svaret i de betingelser, vi skaber for at indgå i fællesskaber og tætte relationer.

Som småbarnsforælder er jeg blevet meget optaget af, hvordan vores individualistiske idealer for det gode børneliv folder sig ud i alle aspekter omkring barnet. Børnene skal helst tidligt bo på egne værelser, så de kan få privatliv. De skal også helst have deres eget legetøj, så de kan opleve at noget er deres, og vi lærer dem, at de skal stå stærkt på egne følelser og viljer over for fællesskabet. Kommer en relation i vejen for en drøm, bør det være relationen og ikke drømmen, der aflives.

Der kan være mange fine ting at sige om disse idealer, men det er ikke dem, der lærer børn og unge at indgå i meningsfulde relationer til hinanden.

De individualistiske idealer gør mange børn og unge usikre på sig selv i relationer, hvorfor det bliver sværere at slappe af sammen med andre, og hente det boost af anerkendelse, alle har behov for med jævne mellemrum. I stedet ender boostet med at komme fra præstationer. Og det begræder jeg virkelig, for der findes ikke noget vigtigere i tilværelsen, end at kunne indgå i relationer og fællesskaber.

Det siger også forfatterne af The Good Life, der blev udgivet i september sidste år i forbindelse med afslutningen på verdens længste lykkestudie. Heri står det klart, at den langt vigtigste faktor for et godt liv er dybe og meningsfulde relationer. Relationerne holder os bogstavelig talt i live.

For mig at se bør dette egentligt ikke komme som en stor overraskelse for nogle. Vi er sociale flokdyr, hvis dybeste længsler altid går på at få anerkendelse, accept og omsorg fra hinanden. Om vi vil være ved det eller ej. Det har coronakrisen også vist os.

For mange er dette en forfærdeligt skræmmende tanke, for så er vi jo ikke vores egne lykkes smede. Så har vi jo ikke den fulde kontrol. Dette ville betyde, at vores livskvalitet er dybt afhængig af andre, end os selv. For mange, ikke en rar tanke.

Tag samtalen

At relationer healer, viser forskningen inden for psykoterapien også tydeligt. Den gode relation mellem klient og terapeut er bærende for den mentale healingproces. At blive lyttet til, anerkendt og rummet af en anden, er altafgørende for mental trivsel, og derfor er opskriften på et godt liv, evnen til at åbne sig op og være sårbare over for hinanden.

Og her er vi voksne naturligvis nødt til selv at gå forrest, og skabe rammerne for det i de små familier. Alt for ofte taler mine unge klienter ikke med deres forældre om deres problemer. Nogle gange er det fordi de unge ikke selv har lyst til at dele med far og mor, hvilket selvfølgelig er forståeligt. Men mine klienter fortæller ofte, at forældrene ikke selv tager initiativ til alvorlige, dybe samtaler om den unges mistrivsel – end ikke når de sidder og bestiller en tid hos en psykolog.

Jeg har sågar oplevet situationer, hvor den unge har ønsket at starte denne samtale, hvortil forældrene har svaret, at de ikke føler sig kompetente nok til det.

Dette afslører endnu et vigtigt aspekt af ensomhed: Berøringsangsten. Når forældre, der har brugt hver eneste dag på at lære deres 15-årige barn at kende, ikke føler sig kompetente nok til at tage en alvorlig samtale med deres barn, men hellere vil have en fremmede psykolog til dette, er vi ude på et skråplan.

Jo, jeg har som fagprofessionel en masse viden om psykologi, og er trænet til at tage svære samtaler. Men den fortrolige samtale handler først og fremmest om at lytte og føle sig hørt, snarere end at diske op med specifikke løsninger. Pointen med at åbne sig op, er lige netop at blive anerkendt i de almenmenneskelige svære oplevelser, vi alle samler sammen i løbet af hverdagen. Det behøver man altså ikke en psykolog til.

Når jeg ved endt forløb slipper de unge ud i verden igen, er mit hovedfokus at lære dem at åbne sig op over for deres venner og familie. For kan de ikke det, vil det altid være et spørgsmål om tid, før de vender tilbage til mit terapilokale.

Livet gør nas, og vi overlever ikke længe, uden at dele det med hinanden. De dybe samtaler er ikke forbeholdt terapirummet, og vi skal være bedre til at lære vores børn og unge at åbne op over for hinanden, som voksne skal vi vise dem vejen. Når vi åbner rigtigt op for hinanden, og ser hinanden som værdifulde, men sårbare mennesker, forsvinder præstationen og konkurrencen fra relationen, som dug for solen. Dét er ægte samhørighed.

Så kan det være jeg en gang i fremtiden bliver arbejdsløs, men det tager jeg gerne med.