Højtider i familiens skød

Det kan være udfordrende for mange unge at komme hjem til familien i højtider som påske eller jul.

Påsken nærmer sig, og en del har måske allerede fået påskeferie? Påske betyder for mange fridage, god mad, et par snaps og øl for meget, afslapning og ja – familie selvfølgelig. I påsken rykker mange teltpælene op for en stund og begiver sig mod barndomskvarteret hvadend dette ligger i det Nordsjællandske Whiskybælte, Vestegnen eller (for manges vedkommende) vest for Storebælt.

Her vil mange for en stund lege at de atter var hjemmeboende, lave mad med mor, spille spil om aftenen, gå lange ture, skændes med mor, overspise og tage en lur på sofaen, blive tosset på fars snævertsynede kommentarer, tale om barndommen med søster, lege med børnene, forsøge at ignorere farmors indtag af lidt for mange alkoholiske genstande, blive vred over de gentagende spørgsmål og – ej at forglemme – gode råd om studievalg/vaner og Gud ved hvad…

Ih hvor alle hygger sig!

Det kan godt være at du vil blive slemt skuffet, hvis du troede at du skulle til at læse et hyggeligt påskeindlæg om hvor dejligt det er at dase i familiens skød. Og det er slet ikke fordi det ikke også kan være rigtig skønt for rigtig mange. Der er bare for en dels vedkommende også en anden side af medaljen, som er knap så rar at gurgle snaps og fortære karrysild til.

At tage hjem til familien i påske kan for et stort antal unge sammenlignes med klovnen der springer ud af æsken – man ved den er derinde, men aldrig hvornår den pludselig i spring, stikker sit lodne hovede op og griner til alle. Det er altid lidt af en overraskelse. Midt i det hyggelige spil ludo, springer konflikten mellem mor og mormor pludselig op igen, og aftenen bliver beklædt med en giftig stemning, der siver ind i alle sprækker og fortærer selv den muntre moster. Eller konflikterne dækkes måske ikke en gang særlig meget til, men stiller sig åbentlyst i kø, mens høflighedsfraserne langsomt, men sikkert, ebber ud.

At tilbringe sin ferie i familiens skød kan derfor bringe meget tristhed og sorg, man kan genopdage gammel vrede man troede var glemt og borte, og man tager hjem mere slukøret og ked af det over familiens dysfunktionalitet end før.

Og man kan undre sig – hvorfor kan folk ikke bare opføre sig ordenligt? Hvorfor skal far absolut lufte sine utroligt gammeldags holdninger, som han ved jeg bliver tosset over? Hvorfor SKAL søsteren rive op i emnet om arven fra farfar? Hvorfor kan mor ikke for en gang skyld bare hidse sig ned? Der er mange grunde til at folk opfører sig som de gør, men en grundlæggende ting man taler om inden for psykologien er familiemønstre.

Familiemønstre

Du har måske hørt om det og måske endda læst lidt om begrebet, da det de seneste 20 år er blevet meget populært at tale om “dysfunktionelle familiemønstre”. Begrebet familiemønster, stammer fra den systemiske psykologi, der ser mennesket som en del af mange forskellige systemer. Systemer kan være store (fx en personalegruppe) eller små (fx et parforhold). Det grundlæggende ved systemet er de menneskelige relationer, dvs. at der er mindst 2 mennesker der handler ift. hinanden. Den systemiske tankegang er at ingen handlinger kan forstås isoleret fra den kontekst de er i, dvs. det system personen befinder sig i, når han begår handlingen.

Fx skal et skænderi mellem faren og sønnen ikke forstås isoleret, hvor man fx kunne være fristet til at fordømme faren for sit særdeles grove sprogbrug. Det skal altid forstås ud fra hvilken reaktion han ønsker fra sønnen, hvordan moren inde i stuen vil reagere og hvordan man i familien er vant til at udtrykke sig over for hinanden. Familier har dermed så at sige tillært sig nogle særlige “regler” for hvordan man taler til hinanden, agerer over for hinanden, hvad der er okay at gøre, og ikke mindst hvilken rolle de forskellige i familien skal indtage. Man kan lidt beskrive det som en dans i mellem to mennesker – når den ene går frem, går den anden tilbage osv. Alle medlemmerne af systemet påvirker dermed direkte eller indirekte hinanden, hvadend det er fætters frembrusende adfærd eller faster der forholder sig passivt ude i køkkenet. På den måde kan der ligge mange potentielle konflikter gemt i familiemønstrets små lurvede kroge, og det er meget svært at stoppe dem igen.

Er familien så bare “doomed” eller kan man gøre noget ved dem?

Det kan være umådeligt svært at ændre på et familiemønster. Det kræver meget arbejde fra alle familiemedlemmer, og det er ikke en opgave man kan bære alene. Men der findes også mellemløsninger, der selvom de ikke kan gøre påsken konfliktfri, kan gøre det nemmere at være i, og sågar nedtrappe konflikten.

At forstyrre det fastgroede mønster

Familieterapeuter arbejder ud fra en idé om at man skal forstyrre systemet, når det er gået i hårdknude. Lige som man i gamle dage måtte give det slidte stereoanlæg et skub, når cd’en hakkede, er man nødsaget til at give familien et lille skub, når den går i selvsving. Og siden jeg ikke kan forvente at man lige foreløbigt får overtalt familien til at gå i familiebehandling (hvis dette er muligt, så go for it!), så kommer her en række forslag til hvordan du selv kan lave dine små forstyrrelser (dvs. gøre noget andet end det du plejer).

Udgangspunktet er derfor at fokusere på din egen adfærd, for det er foreløbigt den eneste du kan lave om på – også selvom det er uretfærdigt at det er dig der skal være “den store”. Før du begynder på denne “guide” skal du derfor gøre op med dig selv om du vil og kan ændre på dine egne reaktioner i familiemønstret.

Iklæd dig en god mængde teflon!

Som beskrevet, er konflikter i familien for det meste et produkt af oldgamle uenigheder og måder at interagere på. Det er ikke noget man kan standse over-night, og du kan ikke ændre på det alene. Den man elsker, tugter man. Familien kan trykke på alle dine knapper samtidig, og gøre dig tosset. Men i langt de fleste tilfælde ligger der en masse kærlighed bag, og de hårde ord trækkes tilbage. Mediter på dit indre værd, og prøv at lade en god mængde prelle af på dig, om muligt.

Kend din egne ømme punkter

En vigtig ting at gøre FØR du vel og mærket tager hjem til familien er at forberede dig. Siden mange af konflikterne i familien som regel er gentagelser af de samme årelange konflikter, må der være en god chance for at kunne forberede sig.

Find et stykke papir og skriv ned: hvad drejer det sig som regel om? Hvad gør andre for at trykke på dine knapper? Hvordan reagerer du tilbage? Og hvad sker der derefter? Tænk på den sidste store konflikt i familien – hvorfor gik det galt? Hvorfor reagerede du som du gjorde?

Når du bliver klogere på hvad der egentlig sker med dig i den konfliktfyldte situation, ved du dernæst også mere om hvad du skal undgå.

Smed mens jernet er koldt

Når du har tænkt lidt over hvor de ømme punkter befinder sig, og hvordan du reagerer kan du begynde at planlægge hvad du skal gøre når der er fare på færde. Smed mens jernet er koldt, hvilket betyder at det handler om at forberede sig i fredstid. Læg planer for hvad du ellers skal gøre, og hvad der er realistisk, så du ikke bliver opslugt at din gamle måde at reagere på inden for et splitsekund.

Hvordan kan du genkende at der nu muligvis er en konflikt under opsejling? Kan du mærke det på sprogbrug, tonen, kropssprog eller måske den generelle stemning? Tænk derefter over hvad der er bedst at gøre, måske du skal gå ind i et andet rum, skifte samtaleemne eller lignende?

Realistiske succeskriterier

Mange frustrationer kommer af at man har sat baren for højt, og derved aldrig kan blive en succes. På samme måde med forventningerne til den gode familierelation. Vi pumpes så fulde af Hollywoods klichéer af den gode familie, at vi glemmer at langt de fleste familier udfordres af et hav af konflikter. Det gør ikke tingene et hak bedre – det ved jeg – men kamelerne kan måske på sigt være nemmere at sluge, når man ved at mange af ens venner også er store kamelslugere (!!). Det er absolut ikke forkert at drømme, men det kan give bagslag hvis man konstant forventer noget, der aldrig ville kunne lade sig gøre.

For at opleve succes under påskehyggen med familien, må man derfor først sætte de rigtige mål, der er realistiske for familien at opnå. Kan man hygge sig, selvom farmor drikker for meget? Er det muligt at ignorere forældrenes negativitet for en stund, og fokusere på lillesøsters studentereksamen? Måske det ville være en succes hvis alle havde lyst til at gå en tur, eller at man ikke reagerede på den samme provokation som storebror altid serverer?

At sætte realistiske mål er ikke det samme som at være ambitionsløs, tværtimod når man meget længere på sigt ved konstant at opnå små mål. Følelsen af succes skaber ro og rummelighed, og giver dig nemlig brændstof og gåpåmod til at give den endnu mere gas.

Nedtrapning af konflikt

Ender man alligevel med at finde sig selv midt i en konflikt, så fortvivl ej. Lad først og fremmest være med at bebrejde dig selv for det, da det mere er reglen end undtagelsen at ende i det samme trummerum. I stedet kan du prøve at nedtrappe konflikten, og gøre den til en konstruktiv snak frem for et torvtrækkeri om hvem der har ret, hvilket bl.a. kan gøres gennem girafsprog.

Ja jeg ved det – det lyder som en værre kliché – men det virker faktisk. Ideen bag girafsproget (hæng mig ikke op på navnet) er at holde sig på sin banehalvdel i konflikter. Et ekstremt konfliktoptrappende element er nemlig de beskyldninger, vi uden at tænke os om, udsætter andre for. Når vi beskylder nogen for noget, betyder det at vi tolker en helt masse ind i den andens handlinger, og påtvinger vedkommende intentioner den anden sandsynligvis ikke er enig i. Når vi siger “Du er også bare så ond, når du…” så udstiller vi den anden som objektiv ond pga. vedkommendes handlinger. Og det er vel ingen hemmelighed at ingen har lyst til at lytte til den slags.

Det vigtigste i en konflikt er at gøre sine egne handlinger forståelige for den anden, ved at understrege ens egne intentioner med det man gør. Girafsprog handler derved om at beskrive det man gør og føler og hvorfor man gør det.

“Når du siger X, tænker jeg X og føler X, hvilket betyder at jeg gør X”.

Læg mærke til at man ikke kommenterer på den andens handlinger, men blot fortæller vedkommende om hvad der sker på ens egen banehalvdel som følge heraf. Dette er konfliktnedtrappende, fordi man ikke forsøger at kloge sig på den andens handlinger og intentioner, men blot fortæller om det man selv er ekspert i, nemlig sig selv. På den måde er det meget lettere at blive imødekommet, fordi den anden ikke skal sluge en masse beskyldninger på vejen, før man når så langt.

Tilbage er der ikke andet end at sige god påske og god fornøjelse!