Om slankekure og madkontrol

Hvis du også bliver en anelse deprimeret over denne tanke, så er vi i hvert fald to.

For selvom det lyder meget smart med de livsstilsændringer, så er det ekstremt omfattende – finder man hurtigt ud af – at ønsket om at tabe sig, drukner i gode råd om chiabønner, fiberhusk, havremælk og jeg skal komme efter dig.

Madkontrollen flytter ind

Det er på en måde godt, at de fleste af os ikke længere sulter os selv, når vi vil tabe os, som min gamle farmor, der levede af det vand, kartoflerne havde kogt i, i 3 uger efter hver fødsel. Det tror jeg ikke var så sundt. For flere blev disse kurer starten på en mild spiseforstyrrelse, med evig frygt for at vende tilbage til den gamle vægt.

På den anden side, fik det ikke lov til at fylde lige så meget i dagligdagen, som det gør nu med disse livsstile. Vi er, som aldrig før, blevet enormt uddannede i maden og dens indhold af proteiner, mineraler, kulhydrater, mættede fedtsyrer, aminosyrer, vitaminer og tilsætningsstoffer.

Sundhedsfolkene jubler over denne udvikling, der, hævder de, får folk til at træffe nogle langt mere oplyste valg ift. deres kost.

Jeg ville dog vove at påstå, at al den viden faktisk er med til at forvirre og forskrue vores hoveder, når vi skal ud og købe ind til næste måltid. For hvad skal vi dog vælge?

Bør vi vælge kød med lavt fedtindhold, de økologiske grøntsager, havremælk eller soyamælk, bønner eller ris? Eller bør vi bare tage det, der er på tilbud, eller som ligger i madspildskøleren?

Vi kigger på varedeklarationer i håb om at blive klogere, men bliver ofte mere forvirrede. For hvad er egentligt det bedste for os?

At bikse et måltid sammen, kan for mange pludselig blive et uoverskueligt problem, i søgen efter den optimale spise, som man helst også skulle have lyst til at indtage.

At vi efterhånden ved så meget om mad, har stille og roligt gået ind og inficeret alle vores måltider med dårlig samvittighed, krydret med en god skyldfølelse. For vi ”burde” jo ikke spise det ene, müslien skulle nok være skiftet ud med en fedtfattigere version, det burde hedde skyr, frem for youghurt, vi burde ikke spise efter kl. 18, og der skal altså ikke mælk i kaffen. Det kan ALTID blive bedre, tænker vi.

Vores madindtag er pludselig blevet en størrelse, der skal analyseres på, som om hele vores liv afhang af det, også selvom sandheden er, at det jo er totalt ligegyldigt!

Tyndhed sikrer succes?

Fordi vi først og fremmest er født ind i en syg verden, hvor vi (særligt hunkønnet) bildes ind, at vi kun kan respekteres/få succes/opnå vores livsmål/få et godt parforhold og familie/få venskaber, hvis vi ser ud som modellerne på en reklamesøjle.

Truth be told – der ER desværre mange konsekvenser ved at være tyk i dag, og det kan være svært for nogle at få jobs, finde partnere og få respekt, som alle andre mennesker. Og det er simpelthen noget vi som samfund, burde skamme os grænseløst over.

Men for det fleste forholder det sig ikke sådan. Der er ingen grund til at frygte dommedag, fordi man er blevet chubby.

For det andet går vi op i det, fordi vi tror at vi har kontrol. Vi tror, at ved at indtage og IKKE indtage nogle ret specifikke ting, kan vi påvirke vores vægt, vores tøjstørrelse, vores liv. Når vi føler vi har kontrol over vores madindtag, og dermed i mange tilfælde vores kropsstørrelse, er det lettere for os, at håndtere de ukontrollerbare situationer derude, som livet byder på. Ja, det kan godt være, at det ikke kører fantastisk på mit arbejde for tiden, men I DET MINDSTE ser jeg da godt ud, og føler mig selvsikker.

Madkontrollen kan altså for mange gå ind og blive en “substitut” for andre områder af livet, hvor vi ikke føler vi har kontrol, eller er tilfredse med vores indsats. Og det er rigtig farligt, for så bruger vi maden, som en parameter for, om vi har succes eller ej. Madkontrollen bliver dermed tæt forbundet til vores følelser, og det kan være rigtig svært, at ophæve den relation senere hen.

Når vi ikke kan sige “pyt” til marsbaren længere

Derfor kan det være svært for rigtig mange, at give slip på den viden, de har om maden. For det repræsenterer meget mere, end blot et ønske om at tabe sig. Det bliver til kontrol og succes, lige pludselig. Det er rigtig svært, at ignorere, at det vi indtager måske ikke er hyper-optimalt for vores krop, fordi vi får svært ved at sige “pyt” til det.

Og det er her, at det clasher for rigtig mange af os. For vi har jo lige al den viden, om hvad en hot-dog egentlig gør ved vores fedtdepoter, forbrænding og immunforsvar, og nu indtager vi fandme én alligevel.

Om man er i gang med en livsstilsændring eller ej, vil en del nok få hovedet lidt fuld af selvbebrejdende tanker, når maven er fuld af hotter. Får vi har svært ved at sætte vores fantastiske viden om mad på pause. Den kører hele tiden i baggrunden, og dét, der startede som et godt redskab til at spise mere fornuftigt, har nu invaderet så meget af vores liv, at det er svært at indtage en kage, uden at skulle op på kondicyklen efterfølgende.

Og dette er – kære venner – starten på vores forskruede forhold til mad, og selvhad, der vil følge os med i graven.

Når viden spænder ben for os

Det kan måske lyde lidt forvirrende det hele, og hvad er det egentligt jeg siger? Min helt egen, ydmyge betragtning er, at vi får for meget viden om mad og livsstil, gennem den ene eller anden slankekur/livsstilsændring. Herfra får vi også det klare indtryk, at vi gennem vores madindtag, kan kontrollere mange af vores kropsprocesser og præcist hvordan vi vil se ud.

Vores store viden om mad, får os til at tro, at vi skaber en mindre katastrofe, hver gang vi sniger en marsbar ned i gabet, og giver os dårlig samvittighed i lange baner. Vi får derfor svært ved at indtage mad, der ikke er direkte sundt, og har derved enormt svært ved at give slip på os selv, og lade vores appetit og lyst styre madindtaget. Nydelsen gemmes væk, og alt bliver meget kontrolleret.

Noget af det sidste jeg vil nævne ved dette er, at disse indre processer, så sandelig gør det svært for mange af os, at overholde den strikse madplan. Har vi konstant dårlig samvittighed over vores madindtag, og vælger vi konstant sellerien frem for chokoladen, opbygger vi en kæmpe psykisk spænding, som vi på en eller anden måde skal have afløb for.

Og det bliver sandsynligvis gennem maden, hvor vi så en svag stund, dykker ned i Ben&Jerrys. Dette skaber atter endeløst med dårlig samvittighed, der får flere til at overholde madplanen endnu striksere den næste tid, hvilket så igen opbygger den indre spænding, og et ønske om at give efter for lyster.

Fysisk skaber dette også yo-yo vægt, som er endnu dårligere for kroppen, end hvis man i første omgang havde ladet være med overhovedet at tabe sig (også selvom man havde ekstra sul på kroppen).

Rent psykisk er det også en meget hård proces, der gør det svært at regulere sit madindtag naturligt, og stole på sine egne kropssignaler.

Madnydelse og kropskærlighed

Hvad vil jeg frem til med alt dette? For det ER da deprimerende læsning, det indrømmer jeg gerne.

Jeg tror jeg er ude efter, at skabe en lidt større bevidsthed omkring alle de slankekure man nu til dags kan komme på. At man lige tænker sig en ekstra gang om, før man melder sig til noget.

Kan man virkelig overholde dette for altid? Ønsker man det? Hvor afhængig er man af, at det bare SKAL rykke? Hvad er formålet med det?

I bund og grund handler det om ens psykiske fleksibilitet. Kan man godt slå det hele fra en gang i mellem, og give sig hen til sin krop og nydelsen ved at spise?

OG er det selvhadet der driver værket, altså hopper man på kurerne fordi man egentlig ikke bryder sig om sig selv, så er det på tide at adressere det først. For selvhadet forsvinder desværre ikke, bare fordi man er en størrelse 36. En kur må aldrig være drevet af selvhad, for så tricker det meget hurtigt de usunde psykiske processer, hvor man har svært ved at stoppe sig selv, før det er helt ude af kontrol.

Jeg vil til hver en tid være fortaler for lidt mere frie rammer, hvor man smider sin badevægt ud, hvor retningslinjer for madindtag er bedre end regler, og hvor nydelse og kærlighed til mad, skal fylde lige så meget, som viden og rationelle beslutninger.

Du kan læse mere om emnet på Altomhelse.dk.