Corona og frygt

”Hoster du ik’ lidt voldsomt?!”

Inden for den seneste uge, er jeg 3 gange nervøst blevet spurgt, om jeg ik’ hoster lidt voldsomt, efterfulgt af usikre blikke og en ængstelighed så tyk, at den kunne skæres igennem luften.

Tjo..

Jeg har altid – siden jeg kan huske – kunne frembringe tørre, kighoste-lydende anfald, når noget forstyrrede mig i halsen. Men aldrig før har jeg tænkt over det, og tilmed endda skammet mig over det, eftersom jeg den seneste uge har gjort et dusin mennesker omkring mig overordentlige nervøse for deres arme skæbner.

Jeg indrømmer det blankt: Jeg er fanme også blevet taget på sengen af alt det her. Marts måned anno 2020 har udviklet sig til lidt af en surrealistisk film, og det er som om, at situationen udvikler sig hver dag. Jeg har helt klart været én af de rolige – nok ignorante –  typer, der har gået og fortalt gud og hver mand, at ”det her, er nok liidt hysterisk”.

Men det har nok i høj grad handlet om min egen manglende kapacitet til at forstå, hvad der egentligt foregik i verden omkring mig (ser sjældent nyhederne), en konstatering af at ingen jeg kendte var blevet syge, og simpelthen min manglende matematiske evner indenfor eksponentielkurver.

Ængsteligheden breder sig

Men jo mere jeg læser, jo mere går det op for mig. Og det er som om, at der er sket noget helt ufatteligt med alle omkring mig inden for de sidste 5 dage. Alvoren står malet i alles ansigter, der lige holder sig på afstand, når man passerer dem på fortovet. Hvis man altså bevæger sig ud. This is serious shit.

Det er dog stadig virkelig svært for mig at vide hvordan jeg skal forholde mig til corona-frygten. For på den ene side, skinner solen på denne smukke dag, og intet lader til at være forandret, og på den anden side er alt forandret lige nu. Men det er som om, at min hjerne ikke helt har lyst til at forholde sig til det.

Og så i går ramte det mig nu alligevel. For ud over at mine næste 2 uger (i hvert fald) går på at passe en 2 og 3 årig, skal jeg om 4 uger føde et barn igen… Tillykke til mig! Pludselig slog det mig, at det måske også kan blive en meget anderledes affære, og nok ikke for det gode.

Men jeg kan ikke rigtig holde til at bevæge mig ned af de boldgader pt. For afmagten vælter ind over mig, og katastrofe-fabrikken står på spring for at accelerere i mit indre. Så hvad gør jeg i stedet? Jeg er nødt til mentalt at flygte lidt, fokusere på andre ting. Dette er heldigvis okay let, når mine børn efter 30 min. allerede har fyldt over 70 kvm. op med skrigfarvet, larmende legetøj, jeg konstant falder over.

Min lunte er dog for tiden ret kort, jeg er i dårligt humør, og nervøsiteten sidder i kroppen, som en ulmen i brystet, selv det smukke solskin ikke kan varme bort. For det er satme ubehageligt at være i en situation, hvor man ikke ved, hvad fremtiden bringer.

Og det var så her jeg tænkte, at jeg måtte få det her ud til andre. Selvom det normalt er mig, der hjælper andre med deres angsttanker, så nytter det ikke noget at bevare poker-fjæset i denne situation. Hvis ikke vi kan indrømme over for hinanden, at vi mentalt føler os pressede, så har vi lidt et dobbelt-tab. Vi SKAL simpelthen lukke hinanden ind, og lufte ud nu. For ud over, at situationen hele tiden spidser til lige nu, sidder de fleste af os derhjemme og kukkelurer. Og det er lige præcis under disse omstændigheder, at katastrofetænkninger får sine allerbedste vilkår for at eksplodere, hvis ikke vi lukker dem ud af vores indre spejlkammer, og får dem drøftet med andre.

Jo, der er en chance for at andre spejler det samme tilbage til os, men i de fleste tilfælde, vil det være lettende for os at få lukket dampen ud. Vi har brug for hinanden til at støtte os op af. Vi har brug for nye perspektiver. Ny energi, der kan få os ud af de negative spiraler.

Jeg ved at der er mange, der tænker at det vil være pinligt at give udtryk for en angst, hvis det så viser sig ikke at ”blive til noget”. Man vil ikke være den, der efterfølgende bliver set på som en bangebuks. Denne her følelse af skam over for egne instinktive angstreaktioner (for det er nemlig instinktivt), og en frygt for at tabe ansigt, sidder utroligt stærkt i os alle. Ingen vil være kujoner. Jeg tror sågar at det er det, der driver mange af verdens statsledere til ignorans og handlingslammelse, til trods for at himlen skriger på, at de skal gøre noget NU. I det tilfælde er vi ekstremt heldige, at vi har en statsleder, som Mette Frederiksen, der kan handle, når det er nødvendigt.

Den naturlige angst

Følelser af angst og usikkerhed ligger fuldstændig naturligt hos os. Angst er den ældste og mest kraftfulde følelse i alle levende væsner, og er grundlæggende for vores overlevelse. I en verden, hvor vi er vant til at have kontrol over stort set alt, er det derfor ikke spor mærkeligt, at mange nu sidder med en ret så nervøs mave. Det er ikke skamfuldt, og du er ikke en bangebuks. Tværtimod reagerer du på, at noget ikke er som det plejer, og at der lurer nogle potentielle farer ude i horisonten.

Det er de ængstelige mennesker, der er bedst til at tage sig de nødvendige forholdsregler, og reagerer først i krisesituationer – nøjagtigt som angstfølelsen SKAL gøre. Det er derfor vi har den.

Men den må ikke løbe løbsk. Den må ikke udvikle sig til en regulær mental krisetilstand, hvor angsten lammer os, og vi ikke kan fokusere på andet. Og det er en af de mange grunde til, at der er rigtig godt at tale med andre om sine bekymringer. For vores hjerner er, som sagt, designet som et indre spejlkammer, der har svært ved at undslippe sine egne tankemønstre – særligt når der ligger stærke følelser bag. Vi er nemlig ikke primært rationelt tænkende individer, men først og fremmest følende mennesker.

Det er okay at være bange. Det er de fleste af os. Accepterer vi den i os selv, er det straks nemmere, at åbne op over for andre.

Corona-frygt: Om dumdristig frygtløshed

Som ungdomspsykologer er vi på klinikken også kommet i forbindelse med mange unge, der reagerer på en lidt anderledes måde. Reaktionen kan siges at være i den anden ende af spektret, end ængsteligheden, hvor følelsen af frygtløshed og en skeptisk holdning præger adfærden.

Det her er også en måde at håndtere angsten på. At benægte en fare og ”holde hovedet koldt” er en måde vi forsøger at holde os ude af angstens klamme greb. For dybt inde, er vi rigtig bange for at blive overfaldet af den, hvis vi først lader den komme ind.

Derfor ignorerer vi enten nyhederne, taler kun med andre skeptikere, overgiver os til udelængslen, og fortæller os selv, at vi er de fornuftige. Men det her er også en meget ensom og isolerende taktik, som hvis man sidder alene med angstfølelsen, fordi den grundlæggende set baserer sig på at tage afstand fra resten af samfundet. Jo mere man insisterer på sin kontra-adfærd, jo mere ”dem og os” bliver det.

Jeg tror, at denne skepsis over for regeringens anbefalinger først og fremmest findes i befolkningsgrupper, der i mindre grad identificerer sig med kollektivet. Tanken ”ja, det gælder måske for andre, men ikke for mig”, udspringer af en manglende genkendelse i andre, og/eller forståelse for at man også er vigtig for fællesskabet.

Men det er du – tvivl aldrig på det.

Så til alle jer, der måske ikke helt kan tage nuværende situation seriøst: Du er tilgivet. Det er også en ganske naturlig reaktion på de usikre tider, vi pt lever i. Men tænk lige over det med, at du nok også bange for at blive bange, og hold dig hjemme, tak!

Og til alle jer andre: Vi får ikke noget ud af at hate på hinanden, så drop det.