Corona frygt

Corona og frygt

En personlig beretning af psykolog Maja Vain Gilbert

17. marts 2020

”Hoster du ik’ lidt voldsomt?!”

Inden for den seneste uge, er jeg 3 gange nervøst blevet spurgt, om jeg ik’ hoster lidt voldsomt, efterfulgt af usikre blikke og en ængstelighed så tyk, at den kunne skæres igennem luften.

Tjo..

Jeg har altid – siden jeg kan huske – kunne frembringe tørre, kighoste-lydende anfald, når noget forstyrrede mig i halsen. Men aldrig før har jeg tænkt over det, og tilmed endda skammet mig over det, eftersom jeg den seneste uge har gjort et dusin mennesker omkring mig overordentlige nervøse for deres arme skæbner.

Jeg indrømmer det blankt: Jeg er fanme også blevet taget på sengen af alt det her. Marts måned anno 2020 har udviklet sig til lidt af en surrealistisk film, og det er som om, at situationen udvikler sig hver dag. Jeg har helt klart været én af de rolige – nok ignorante –  typer, der har gået og fortalt gud og hver mand, at ”det her, er nok liidt hysterisk”.

Men det har nok i høj grad handlet om min egen manglende kapacitet til at forstå, hvad der egentligt foregik i verden omkring mig (ser sjældent nyhederne), en konstatering af at ingen jeg kendte var blevet syge, og simpelthen min manglende matematiske evner indenfor eksponentielkurver.

Læs også mine artikler + videoer til unge om corona på DR’s hjemmeside

Ængsteligheden breder sig

Men jo mere jeg læser, jo mere går det op for mig. Og det er som om, at der er sket noget helt ufatteligt med alle omkring mig inden for de sidste 5 dage. Alvoren står malet i alles ansigter, der lige holder sig på afstand, når man passerer dem på fortovet. Hvis man altså bevæger sig ud. This is serious shit.

Det er dog stadig virkelig svært for mig at vide hvordan jeg skal forholde mig til corona-frygten. For på den ene side, skinner solen på denne smukke dag, og intet lader til at være forandret, og på den anden side er alt forandret lige nu. Men det er som om, at min hjerne ikke helt har lyst til at forholde sig til det.

Og så i går ramte det mig nu alligevel. For ud over at mine næste 2 uger (i hvert fald) går på at passe en 2 og 3 årig, skal jeg om 4 uger føde et barn igen… Tillykke til mig! Pludselig slog det mig, at det måske også kan blive en meget anderledes affære, og nok ikke for det gode.

Men jeg kan ikke rigtig holde til at bevæge mig ned af de boldgader pt. For afmagten vælter ind over mig, og katastrofe-fabrikken står på spring for at accelerere i mit indre. Så hvad gør jeg i stedet? Jeg er nødt til mentalt at flygte lidt, fokusere på andre ting. Dette er heldigvis okay let, når mine børn efter 30 min. allerede har fyldt over 70 kvm. op med skrigfarvet, larmende legetøj, jeg konstant falder over.

Min lunte er dog for tiden ret kort, jeg er i dårligt humør, og nervøsiteten sidder i kroppen, som en ulmen i brystet, selv det smukke solskin ikke kan varme bort. For det er satme ubehageligt at være i en situation, hvor man ikke ved, hvad fremtiden bringer.

Og det var så her jeg tænkte, at jeg måtte få det her ud til andre. Selvom det normalt er mig, der hjælper andre med deres angsttanker, så nytter det ikke noget at bevare poker-fjæset i denne situation. Hvis ikke vi kan indrømme over for hinanden, at vi mentalt føler os pressede, så har vi lidt et dobbelt-tab. Vi SKAL simpelthen lukke hinanden ind, og lufte ud nu. For ud over, at situationen hele tiden spidser til lige nu, sidder de fleste af os derhjemme og kukkelurer. Og det er lige præcis under disse omstændigheder, at katastrofetænkninger får sine allerbedste vilkår for at eksplodere, hvis ikke vi lukker dem ud af vores indre spejlkammer, og får dem drøftet med andre.

Jo, der er en chance for at andre spejler det samme tilbage til os, men i de fleste tilfælde, vil det være lettende for os at få lukket dampen ud. Vi har brug for hinanden til at støtte os op af. Vi har brug for nye perspektiver. Ny energi, der kan få os ud af de negative spiraler.

Jeg ved at der er mange, der tænker at det vil være pinligt at give udtryk for en angst, hvis det så viser sig ikke at ”blive til noget”. Man vil ikke være den, der efterfølgende bliver set på som en bangebuks. Denne her følelse af skam over for egne instinktive angstreaktioner (for det er nemlig instinktivt), og en frygt for at tabe ansigt, sidder utroligt stærkt i os alle. Ingen vil være kujoner. Jeg tror sågar at det er det, der driver mange af verdens statsledere til ignorans og handlingslammelse, til trods for at himlen skriger på, at de skal gøre noget NU. I det tilfælde er vi ekstremt heldige, at vi har en statsleder, som Mette Frederiksen, der kan handle, når det er nødvendigt.

Mette Frederiksen lukker Danmark ned

Mette Frederiksen lukker Danmark ned d. 11. marts 2020. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Den naturlige angst

Følelser af angst og usikkerhed ligger fuldstændig naturligt hos os. Angst er den ældste og mest kraftfulde følelse i alle levende væsner, og er grundlæggende for vores overlevelse. I en verden, hvor vi er vant til at have kontrol over stort set alt, er det derfor ikke spor mærkeligt, at mange nu sidder med en ret så nervøs mave. Det er ikke skamfuldt, og du er ikke en bangebuks. Tværtimod reagerer du på, at noget ikke er som det plejer, og at der lurer nogle potentielle farer ude i horisonten.

Det er de ængstelige mennesker, der er bedst til at tage sig de nødvendige forholdsregler, og reagerer først i krisesituationer – nøjagtigt som angstfølelsen SKAL gøre. Det er derfor vi har den.

Men den må ikke løbe løbsk. Den må ikke udvikle sig til en regulær mental krisetilstand, hvor angsten lammer os, og vi ikke kan fokusere på andet. Og det er en af de mange grunde til, at der er rigtig godt at tale med andre om sine bekymringer. For vores hjerner er, som sagt, designet som et indre spejlkammer, der har svært ved at undslippe sine egne tankemønstre – særligt når der ligger stærke følelser bag. Vi er nemlig ikke primært rationelt tænkende individer, men først og fremmest følende mennesker.

Det er okay at være bange. Det er de fleste af os. Accepterer vi den i os selv, er det straks nemmere, at åbne op over for andre.

Corona-frygt: Om dumdristig frygtløshed

Som ungdomspsykologer er vi på klinikken også kommet i forbindelse med mange unge, der reagerer på en lidt anderledes måde. Reaktionen kan siges at være i den anden ende af spektret, end ængsteligheden, hvor følelsen af frygtløshed og en skeptisk holdning præger adfærden.

Det her er også en måde at håndtere angsten på. At benægte en fare og ”holde hovedet koldt” er en måde vi forsøger at holde os ude af angstens klamme greb. For dybt inde, er vi rigtig bange for at blive overfaldet af den, hvis vi først lader den komme ind.

Derfor ignorerer vi enten nyhederne, taler kun med andre skeptikere, overgiver os til udelængslen, og fortæller os selv, at vi er de fornuftige. Men det her er også en meget ensom og isolerende taktik, som hvis man sidder alene med angstfølelsen, fordi den grundlæggende set baserer sig på at tage afstand fra resten af samfundet. Jo mere man insisterer på sin kontra-adfærd, jo mere ”dem og os” bliver det.

Jeg tror, at denne skepsis over for regeringens anbefalinger først og fremmest findes i befolkningsgrupper, der i mindre grad identificerer sig med kollektivet. Tanken ”ja, det gælder måske for andre, men ikke for mig”, udspringer af en manglende genkendelse i andre, og/eller forståelse for at man også er vigtig for fællesskabet.

Men det er du – tvivl aldrig på det.

Så til alle jer, der måske ikke helt kan tage nuværende situation seriøst: Du er tilgivet. Det er også en ganske naturlig reaktion på de usikre tider, vi pt lever i. Men tænk lige over det med, at du nok også bange for at blive bange, og hold dig hjemme, tak!

Og til alle jer andre: Vi får ikke noget ud af at hate på hinanden, så drop det.

Psst… hør RadioPsykologernes Corona-Special episode her

Lyt i din podcast-app –>

Vi er forbundne – om vi vil det eller ej

Når vi bliver truet på vores eksistens, hvad end det er gennem sygdom, økonomi, fremtidsudsigter (læg mærke til, at vi her har det hele på én gang), kommer vi meget hurtigt ud i ekstreme tankegange og overtænkning. Og disse fænomener er rigtig svære at komme ud af, hvis ikke vi bruger hinanden til små ”realitetstjeks” – er det nu helt realistisk, at det vil gå så galt?

Vi må ikke være bange for, at det at vi sætter ord på vores følelser, gør dem værre. For de er der i forvejen. Tværtimod hjælper det ekstremt meget at få dem ud i det åbne – det ved vi fra forskningen. For så kan vi forholde os til dem, vi kan vende og dreje dem med andre, og få talt vores katastrofetanker igennem. Det her skaber en kæmpe lettelse, i stedet for at vi alle skal sidde i det skjulte, og lade os om at vi er cool.

Derfor: Brug hinanden, ræk ud, søg hjælp – dog måske denne gang over facetime ?

Alt det her får mig til at tænke på vores dybe afhængighed af hinanden. Ja, vi fødes og dør alene, men i hele den mellemliggende periode er satme spundet ind i hinanden på kryds og tværs. Og det er måske det ret poetiske omkring Corona-virussen. Den viser virkelig, hvordan vi konstant berør hinandens liv uden vores fjerneste anelse. Ved bare at passere et menneske, har vi sat et aftryk på hinandens liv. Dette har altid gjort sig gældende – det er bare blevet meget tydeligere med den nuværende pandemi.

Vores ubønhørlige forbundethed til hinanden, skræmmer de fleste. Vi er jo vokset op med, at vi selv kan styre vores egne skæbner, og her står vi, og er afhængige af om hvorvidt nemlig-manden har sprittet hænder! Vi bryder os ikke om det.

Set fra den anden side, er der intet så smukt som denne samhørighed. For vi kan også kun overvinde pandemien sammen. Vi kan holde modet hos hinanden oppe, låne hinanden håndsprit, holde os til vores normale toiletpapir-indkøb, og melde os som frivillige.

Og vi kan blive hjemme, så vi ikke smitter vores forældre og syge familiemedlemmer.

Jeg tror fuldt og holdent på, at solidariteten iblandt os er stærk nok til, at vi kan bestige dette bjerg. Og erkendelsen af dette fylder mig med kærlighed til mennesket og meningsfuldhed med livet. Det er da fuldstændigt enestående at være vidne til, hvordan mennesker på trods af alt, kan og vil stå sammen. Så glem lige for et sekund de få brodne kar.

Læs også: Om Corona og Angst >

Illusionen om kontrol

Men ahh – det her er jo en pokkers svær situation! For vi ved jo ikke, hvordan det vil se ud. Følger vi med i nyhederne (de fleste af os har nok været inde på dr.dk 20 gange, inden kl. er 12), så er der al grund til at lade katastrofescenarierne få fuld gas. Man skal ikke se langt efter dystopiske artikler, der fremskriver de vilde tal, vi allerede i forvejen ikke kan forholde os til.

Jeg tror at ham gutten fra ”Lægens Bord” vidst på tv sagde, at han da ikke kunne forstå at folk skulle panikke nu. “Der var jo ikke så mange hospitalsindlagte lige nu, som der nok vil komme i fremtiden…” Øhm – det var måske ikke noget der fik angsten til at lægge sig i undertegnede…

Og det er her jeg tænker, at ting kommer så meget ud af kontrol for os, at vi er nødt til at trække os tilbage, og fokusere på alt det vi rent faktisk godt kan kontrollere. Disse tider viser os nemlig noget rigtig vigtigt omkring den menneskelige eksistens: vi har ALDRIG kunne kontrollere så meget, som vi egentligt har gået og troet. Vores liv ER skrøbelige. Vores eksistens styres af tilfældigheder.

Og nej, det her er ikke lette tanker at fordøje, men ikke desto mindre noget, vi alle bør gøre os overvejelser omkring netop nu. Vi leder nemlig febrilsk efter trygge holdepunkter, der dog hele tiden smuldrer. For vi kan ikke vide noget, og den nærmeste fremtid er ikke særlig sikker lige nu.

Så i stedet for at gå i panik over, at der muligvis ikke vil være plads til mig på hospitalet, når min baby midt i alt det her melder sin ankomst, er jeg nødt til at fokusere på hvad jeg rent faktisk har kontrol over. Og det er min egen reaktion. Jeg er nødt til at være så pragmatisk som muligt, og have tillid til at alt nok skal gå.

For det er helt sikkert, at begynder jeg først febrilsk at insistere på et stabilt fodfæste i alt det her, enten ved kontant at se nyhederne, forestille mig worse-case-scenarios, forberede mig på alt muligt skidt hele tiden, vil jeg personligt meget hurtigt nå min egen mentale grænse. Måske det er mig, der er skrøbelig, men det kan jeg altså ikke håndtere i ret lang tid.

Og nej, det er ikke fordi man ikke skal være smart og træffe sine forholdsregler. Jeg er da godt klar over, at jeg er nødt til at vide, at tingene kan blive anderledes, end jeg havde håbet på. Men hvordan, aner jeg ikke. Og så længe jeg ikke får klare meldinger fra sundhedsmyndighederne (som heller ikke vil komme), så vil jeg gøre hvad jeg kan for ikke at tage rejsen derhen i mine tanker. For det nytter ikke noget lige nu.

One word: Tillid

I stedet er jeg af den klare overbevisning, at vi alle er nødt til at finde vores evner til tillid frem. Om det er en tillid til sundhedsvæsnet, moder jord, gud eller ens egen skæbne, det er ret ligegyldigt. Det er bare tillid. For vi kan simpelthen ikke gøre særlig meget andet.

Når vi træffer valget at reagere på usikkerhed og angst med en standhaftig tillid, befrier vi os selv fra opslidende katastrofetanker og konstante opdateringer på dr.dk. Når vi minder os selv om, at det at være menneske altid har været usikkert, men at det også er det smukke ved det, kan vi pludselig fokusere på det, vi gerne vil fylde vores tid med. Pludselig letter tågen – måske bare for et øjeblik – men vi får mulighed for at få det bedste ud af tiden, inden for husets fire vægge.

Ja, vi bliver hele tiden mindet om, at der er en alvor i luften, og at det her ikke er for børn (heldigvis ser det ud til, at børn ikke rammes hårdt). Vi vil med jævne mellemrum i løbet af dagen, blive ramt af nervøsiteten i maven. Men hvis vi gør hvad vi kan, for at guide os selv tilbage til tilliden, kan vi med al sandsynlighed, holde os selv på et psykisk stabilt niveau. Det her er ikke det samme som ignorans, det er tværtimod en dyb forholden sig til det grundlæggende i den menneskelige eksistens, og en utrolig fornuftig skelnen mellem hvad vi rent faktisk KAN gøre i nutiden, til hvad vi intet ved om i fremtiden.

Hvis vi kan møde verden med mere ro, bliver det også muligt for os at gøre det, der er nødvendigt for os, når det kræves af os. Jeg vil i hvert fald forsøge at fokusere på, at Herlev Hospital vil have ressourcer til mig, som til alle andre med behov, og i mellemtiden bruge min tankekapacitet et bedre sted.

Så lad os stå sammen om det, at være menneske i denne usikre tid, og passe ekstra godt på hinanden derude!

Med venlig hilsen,

Maja Vain Gilbert

Psykolog Maja Vain Gilbert har speciale i unge og studerende og er stifter af UngTerapiForfatter:
Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
“Jeg er et nysgerrigt, glad og begejstret menneske, der elsker at være psykolog og at arbejde med unge.”