Hvad er generaliseret angst?
Generaliseret angst er en tilstand med vedvarende bekymringer, som giver en mere eller mindre konstant følelse af indre uro.
Mange oplever i perioder at være nervøse eller ængstelige, hvilket i sig selv er fuldstændig normalt, men hvis man oplever at blive overvældet af bekymringer dagligt eller flere gange ugentligt, er der muligvis tale om generaliseret angst.
Den generaliserede angst adskiller sig fra eksempelvis social angst, der er relateret til specifikke sociale situationer, eller panikangst hvor angsten opstår akut og uden forudgående varsel. Med generaliseret angst vil bekymringerne være persisterende og ikke nødvendigvis være relateret til noget bestemt, såsom de øvrige angstformer. Og netop fordi at den generaliserede angst ikke er møntet på noget specifikt, så kan det være vanskeligt i første omgang at identificere, at det er en decideret angstlidelse der er tale om.
Af samme grund kan det være vanskeligt at skelne generaliseret angst fra de mere ”normale” bekymringer, da de ofte kan synes subtile og hverdagsagtige. Kendetegnet ved bekymringerne er dog, at der ikke er nogen objektiv grund til at bekymre sig og at de er ude af proportioner med hvordan tingene forholder sig i virkeligheden. Når generaliseret angst bliver til en psykisk lidelse er bekymringerne og den indre uro så udtalt, at de går ud over ens daglige funktionsniveau. Det kan blive vanskeligere at udføre dagligdagsopgaver og det går måske ud over ens koncentrationsevne og relation til andre mennesker.
Symptomer på generaliseret angst
Når man har generaliseret angst, så vil man ofte opleve, at ens hjerne konstant er på overarbejde. Det er som at have en konstant baggrundsstøj og en uro, der aldrig giver slip. Forestil dig, at du konstant er på vagt over for potentielle faretruende situationer, også selvom, der ikke er nogen umiddelbar fare til stede.
Hverdagssituationer kan føles uoverskuelige, fordi tankerne kredser om alle de potentielle ting, der kunne gå galt. Dette kan gøre, at de ting der engang forekom nemme og umiddelbare kan opleves som uoverskuelige. Og man bekymrer sig for om alle de ting man går og frygter rent faktisk vil ske.
Når man går og bekymrer sig meget, så vil det også have en indflydelse på følelseslivet, og bekymringerne kan trigge følelser af eksempelvis angst, frygt og måske ked-af-det-hed. Mange med generaliseret angst vil også opleve udtalte kropslige symptomer, som er reaktioner på en hjerne, der konstant er overaktiveret. Disse kropslige symptomer kan blandt andet vise sig ved de ”klassiske” angstsymptomer såsom hjertebanken, åndenød og svimmelhed. Imidlertid kan den generaliserede angst også bære præg af mere flygtige kropslige symptomer såsom: Spændingshovedpine, muskelsmerter, søvnbesvær, koncentrationsbesvær og mavepine.
Læs mere om symptomerne på generaliseret angst.
Hvad er konsekvenserne?
Når man hele tiden går rundt og bekymrer sig, vil det ofte føre til rigtig meget tvivl. Denne tvivl bliver ofte vendt indad og bliver en tvivlen på sig selv og egne evner, hvilket fører til usikkerhed. Dette kan give en manglende tro på, at man er i stand til at mestre de situationer man befinder sig i, og for nogle kan dette føre til, at man trækker sig fra fællesskabet i frygt for at sige eller gøre noget ”forkert”. Dette kan blive en ond spiral, da manglende tro på sig selv fører til endnu flere tanker og svære følelser.
Når vi er hyperfokuserede på tankerne, fjerner vi opmærksomheden fra alt dét der er ude i verden. Det betyder at vi måske ikke engagerer os i de samme ting som tidligere og vi er måske ikke lige så nærværende, når vi er sammen med de mennesker vi holder af. Dette kan også skabe en ond spiral, da fraværet af de ting der bringer en glæde, vil fodre angsten og kan føre til endnu flere bekymringer. Hvis bekymringerne giver søvnløse nætter, vil søvnunderskuddet naturligt give os mindre overskud til at gøre de ting i hverdagen, som ellers ville give os god energi.
At gå rundt med vedvarende bekymringer kan derfor tære på eget psykisk velvære samt relationen til andre mennesker.
Derfor er det en rigtig god idé at opsøge hjælp, hvis man er plaget af symptomer på generaliseret angst.
Behandling af generaliseret angst
Få hjælp til generaliseret angst.
Den gode nyhed er, at generaliseret angst er en tilstand, som man kan gøre noget ved! Og første skridt er at erkende, at man har brug for hjælp.
I UngTerapi har vi rigtig god erfaring med at hjælpe unge med generaliseret angst, da det er en problematik vi rigtig ofte møder.
Når man arbejder terapeutisk med generaliseret angst, er målet overordnet set at reducere mængden af bekymringer. Når mængden af bekymringer falder, så vil man også opleve, at de følelsesmæssige og kropslige symptomer lettes – og på sigt vil den generaliserede angst ikke længere være til stede.