I terapirummet hos mig er der plads til du kan være præcis den du er, med alle dine følelser, tanker, og reaktioner. Der er plads til tårer og grin, snak og stilhed, tanker og krop. Inde hos mig, har jeg lyst til at du kan føle dig hjemme. Jeg kan godt finde på at smide skoene og sidde med benene oppe i skrædderstilling, og jeg inviterer dig til at sidde præcis som du har det bedst.
Jeg er særlig opmærksom på at skabe rammer, hvor du føler dig tryg, set og hørt. Jeg sidder ikke overfor dig som eksperten med alle svarene. Vi sidder sammen i et ligeværdigt møde, hvor du er eksperten på dig og dit liv, og jeg kommer med min terapeutiske erfaring og forståelse om psykologi. Sammen kan vi være nysgerrige på, hvad du ønsker for dig selv, og hvad der står i vejen for at du kan være i verden på den måde, du ønsker.
Min tilgang
I terapien kombinerer jeg flere forskellige tilgange og metoder, tilpasset efter hver enkelte klients behov og ønsker.
Jeg kombinerer elementer fra bl.a. psykodynamiske metoder, tilknytningsteori, ’indre barn’ arbejde, kognitivterapi, kropsterapi, og Somatic Experiencing (SE-traumaterapi). Men min stærkeste indflydelse kommer fra NARM (den Neuro-Affektive Relationelle Model) som er udviklet til at heale udviklings- og relationelle traumaer, som kan omfavne alt fra kompleks PTSD til de helt almindelige overlevelsesstrategier vi alle udvikler, som respons til det miljø vi har vokset op i.
Min baggrund
Jeg er autoriseret psykolog (uddannet fra Københavns Universitet i 2011), og har flere forskellige kurser og efteruddannelser indenfor psykoterapi, kropsterapi, dans- og bevægelsesterapi og traumaterapi. Jeg har meget erfaring i privat klinisk praksis – især i arbejde med unge, og har været tilknyttet UngTerapi siden 2016.
Jeg har en irsk/engelsk baggrund og boede i USA indtil jeg som 15-årig flyttede til Danmark med familien. Jeg kan derfor tilbyde terapi på flydende dansk og engelsk.
Ved siden af min passion for psykologi, har jeg sunget og danset hele mit liv og har arbejdet professionelt som musical performer, koreograf, og danselærer. I min fritid, elsker jeg at dyrke mine egne grønsager på min gård i Slagelse, hvor jeg også har praksis.