Præstationspres er en grundlæggende del af unges mistrivsel, der ofte overses til fordel for smartphones og opdragelse i en politiseret debat. Dette er meget ærgerligt.

Dette er en kronik, der oprindeligt blev bragt i Politiken d. 31. august 2024.

Socialpsykologen, Jonathan Haidts nye bog ”Den ængstelige generation” er for tiden på alles læber. Den er på bestsellerlisten i hele den vestlige verden, og har længe før sin udgivelse været udråbt til bogen, der rummer svaret på de unges mistrivsel. Som psykolog, der igennem 10 år har arbejdet netop med unge og mistrivsel, har jeg derfor fulgt bogen tæt og været meget spændt på at læse den.

Og lad mig først og fremmest slå fast: bogen er god. Den rummer nogle spændende perspektiver på unges mistrivsel, hvor den dykker ned i en både overbeskyttende tilværelse i familien, og en underbeskyttet tilværelse online. Bogen er helt sikkert værd at læse og vigtig at debattere. Men før dette går hen og udvikler sig til en halvkedelig boganmeldelse, vil jeg gerne forklare hvorfor jeg overhovedet starter kronikken her. Det vigtige er nemlig ikke hvad bogen handler om, men snarere hvad den ikke handler om, og hvorfor dette generelt er sigende for debatten om unges mistrivsel.

Min kæde hopper nemlig af, når man igennem en hel bog kan beskrive børn og unges mistrivsel i detaljer, men samtidig ikke beskrive skyggen af det præstationssamfund, børn og unge selv beskriver, når man taler med dem. Som én der igennem 10 år udelukkende har haft samtaler med unge, er det mig soleklart, at rigtig mange unge lider under nogle enorme forventninger til sig selv og tilværelsen, de ikke selv kan indfri.

Dette findes der naturligvis mange årsager til, og præstationspresset tager sig ud på mange forskellige måder. Som det er med alle menneskeliv, udfolder de idealistiske fortællinger om tilværelsen og idéer om egen tårnhøje formåen sig på indviklede, komplekse og indirekte måder, hvor nye teknologier som sociale medier absolut har en stor rolle at spille. Derfor er der for mig at se sandheder i mange af de forskellige analyser af unges mistrivsel, der både påpeger aspekter som sociale medier, børneopdragelse, manglende leg, uddannelsessystem, diagnosekultur osv. Det hele spiller sammen og skaber unikke scenarier i forskellige unges liv, dog med præstationsorienteringen som klar, rød tråd for mange.

Det er min erfaring at præstationsorienteringen i de unges liv, helt konkret kan udfolde sig på mange måder, herunder brugen af sociale medier som en platform til at udstille sit perfekte liv for andre. Men det er ikke kun online at præstationsræset bliver tydeligt. Det kan også være i bestræbelserne på at få de høje karakterer i skolen eller en insisteren på at søge ind på en uddannelse med et for højt niveau, fordi alt andet vil være et nederlag. Man skal jo stræbe højt. Præstationsorienteringen kan dog også komme mere indirekte til udtryk igennem forældre, der booker deres barns kalender op med hobbyer igennem hele barndommen, for at de kan blive gode til noget, eller når forældre køber lektiehjælp i stedet for at lade barnet fejle i matematik. Endnu et sted jeg oplever præstationskulturen, er paradoksalt nok i den stigende diagnoseskultur, hvor det efterhånden er mere attraktivt at få stillet en diagnose, end at fejle ”almindeligt” på forskellige områder af livet. Vi diagnosticerer hinanden fordi det i dag er for stor en ydmygelse at sige, at man ikke kan følge med. At man ikke kan klare livet i det vanvittige tempo, livet leves i. Det er centralt omkring diagnosticeringen at der først og fremmest er en funktionsnedsættelse, der skaber problemer i tilværelsen. Feltet har dog på det seneste været ekstra udfordret i netop spørgsmålet om hvad en funktionsnedsættelse reelt er, når barren for tilværelsen er blevet højere. Der skal simpelthen mindre til.

Undersøgelser har i mange år vist, at børn og unge fortæller om stress, bekymringer og utilstrækkelighedsfølelser. Helt ned til 9 års alderen beskriver de, hvordan de er nervøse for fremtiden, og om de vil få et godt job (P1 podcast: børn taler ud). I en undersøgelse af Dansk Undervisningsmiljø skildrer børn og unge hinanden som ”klassekonkurrenter”, og i en undersøgelse fra Psykiatrifonden fra 2021 er 56 % af de adspurgte unge enige eller meget enige i, at de kun er gode nok, når de har succes på næsten alle områder af livet. Dette bør slå benene væk under enhver. Det er jo en total katastrofe for en hel generation, og bør få alarmklokkerne til at ringe hos os alle.

Jeg kan personligt genkende det hele fra mit terapirum. De unge, jeg og mine kollegaer taler med på klinikken, sammenkæder ofte oplevelsen af værdi som menneske med deres præstationer. De føler sig altså kun som ordentlige, vigtige og værdifulde mennesker, når de præsterer på et højt niveau. Her kræver det ikke en erfaren psykolog at konkludere, at dette er opskriften på svær mistrivsel og en menneskelig deroute.

Med alt dette i mente, provokerer det mig derfor, når der udgives værker om unges mistrivsel, der slet ikke nævner præstationsorienteringen som det problem, der står og blinker foran os alle. Måske kunne man tænke, at socialpsykologen Jonathan Haidt ikke nævner det, fordi det simpelthen ikke er et problem for de amerikanske unge? Måske er det kun de danske unge, der nævner præstationspresset? Svaret er selvfølgelig nej. For et par år tilbage lavede American Psychology Association deres store undersøgelse, ”Stress in America”, der viste at unges største kilde til stress omhandler bekymringer for hvorvidt de kan præstere godt nok på studiet. Det ligger også amerikanske unge stærkt på sinde at præstere endnu højere, end tidligere generationer, hvor Ivy League universiteterne i år modtog et rekordantal ansøgere til deres begrænsede pladser. Så hvorfor adresserer Haidt ikke noget af dette i sin bog om mistrivsel?

Det har muligvis noget at gøre med, at unges følelser af præstationspres er blevet gjort til et politisk anliggende. For hvem er det egentligt der har ansvaret for dette præstationspres, og hvorfor er det opstået? Et liberalt menneskesyn vil her skildre præstationspres som ”perfektionisme”, der i stedet for at være et pres der kommer et sted udefra, mere omhandler et individuelt personlighedstræk. For mig er det egentligt underordnet hvad man kalder det. Når så mange unge, både i diverse undersøgelser og inde i mit og andres terapirum alle beskriver et stort pres om at præstere i alle livets arenaer, tror jeg ikke længere på tilfældigheder. For mig er det indlysende, at så mange unge ikke simultant, på tværs af kontinenter, kan udvikle de samme former for mindreværdskomplekser, uden at der findes en fællesnævner uden for dem selv. Det giver simpelthen ikke mening for mig, at unge selv har fundet på den præstationsorientering og de følelser af pres, de i hobetal beskriver. Her skildrer psykologien også meget klart, at børn og unge er produkter af deres familiebaggrund, kultur og samfund, og ikke blot medfødte nedarvede personlige karakteristika. Børn og unge er produkter af deres miljøer og reproducerer derfor dét, de selv er blevet fodret med.

Men er følelsen af præstationspres hos unge så nødvendigvis et produkt af et egentligt præstationssamfund? Dem der ikke mener dette, er ofte dem der kalder unge for ”snowflakes” og mener at langt det meste skyldes forældrenes curlermentalitet og mangel på opdragelse. Argumentet er som oftest, at børn og unge i virkeligheden oplever et pres om at præstere, fordi de selv er blevet dårligere til at håndtere nederlag og de svære realiteter ved livet. De har simpelthen ikke lært at fejle. Dette vil jeg faktisk til et vist punkt medgive. Jeg oplever også i høj grad at forældre er bange for at deres børn ramler ind i nederlag og svære tider, hvilket giver børn mindre mulighed for at lære vigtige livslektioner. Men man er samtidig nødt til at træde endnu et skridt tilbage, og spørge sig selv hvorfor forældre har en tendens til at forhindre børns nederlag, og bære dem alt for langt i tilværelsen. Hvorfor ringes der efter lektiehjælp i stedet for at lade barnet få dårlige karakterer? Også her tror jeg at mange svar kan findes i den stigende præstationsorientering. Forældrene vil nemlig også gerne hjælpe deres barn mod høje livspræstationer, og gøre hvad de kan for at give dem en forlommer i livets store konkurrence. Dette er også én af årsagerne til at forældre tilmelder deres børn til et væld af fritidsaktiviteter. De skal jo udvikle sig og optimeres, så de har bedst mulige chancer for at klare sig i ræset. Forældre er smerteligt bevidst om hvor vigtigt det er at klare sig godt, og kun få lader deres børn fejle, hvis de kan gribe dem inden faldet. Hele curling-argumentet falder derfor til jorden, hvis det skulle være et modargument for præstationssamfundets eksistens.

Derudover har samfundet rent faktisk ændret sig de seneste 20 år. Det er efterhånden ikke til diskussion, at vi er overgået til et konkurrencesamfund, der afgør en borgers værdi ud fra hvad borgeren kan producere. Det kan godt være, at de voksne ikke kan mærke konkurrenceorienteringen i samfundet, men der er sket markante ændringer i skolesystemet, som både elever og lærere beretter om. I grunden er det vel heller ikke så mærkeligt, at vi som mennesker føler et præstationspres på vores skuldre, når vi hele tiden nudges til at arbejde mere og hurtigere. At man i visse kredse så behændigt vælger at ignorere det, for i stedet typisk at zoome ind på børneopdragelse eller smartphones (i Haidts tilfælde begge dele) understreger det faktum at det er problematisk at indrømme at vi som vestligt samfund har fokuseret på de forkerte værdier. Besættelsen af kontinuerlig økonomisk vækst, har skabt en tilspidset global konkurrence, der afføder et konkurrencesamfund, vi alle er påvirkede af. De nye generationer opdrages til at forstå deres værdi som mennesker ud fra hvad de kan producere, og som forældre og voksne i samfundet, understøtter vi alle dette. Dette gør vi bl.a. ved at videregive fortællinger og idealer om livet, de unge ikke kan leve op til. Vi fortæller de unge at de bør stræbe højt og at de kan blive til hvad som helst. Vi fortæller dem at alt kan lade sig gøre i livet, hvis blot de har den rette attitude eller arbejder hårdt nok. Vi skaber små mennesker, der lærer at det vigtigste er at blive til ”noget” i arbejdslivet, og ikke hvilke værdier der er vigtige for dem som mennesker. Alt dette er selvfølgelig gjort i bedste mening. Vi mener alle sammen vi gør alt hvad vi kan for vores børn, som vi elsker højere end noget andet. Men vi er ubevidst med til at reproducere præstationssamfundets logikker over for de nye generationer, der ikke kan forsvare sig imod dem. De har ikke en erfaring om at det nok skal gå. For dem bliver alt langt mere alvorligt, end vi måske selv oplever det.

Jeg er absolut ikke en fan af nogen grand theory. Derfor ved jeg godt at der eksisterer andet i problematikken omkring unges mistrivsel, end præstationsorientering. Der er flere andre aspekter, der skaber forviklinger og kompleksiteter, der ofte er svære at favne. Men skal man forsøge at danne sig en form for overblik, kommer man simpelthen ikke uden om at spørge de unge selv. Det er dem det handler om. Det er dem, der kan beskrive hvad de oplever og hvordan de oplever det. Vi er nødt til at gå væk fra udelukkende top-down beskrivelser, der skaber sine forståelser om unges mistrivsel ud fra samfundsperspektiver, men heller ikke udelukkende blive i bottom-up, som aldrig bevæger sig videre fra det individuelle perspektiv. Individ og samfund hænger sammen, og viden om de indre psykologiske processer kan ikke stå alene, når vi skal forstå et menneske. I stedet er man nødt til, som jeg bestræber mig på i min egen bog om unges mistrivsel, at kombinere perspektiverne, hvor man både læner sig tæt op af de unges egne ord, og samtidig skaber de store samfundsmæssige forbindelser. Gør man dette, kommer man ikke uden om eksistensen af et præstationssamfund, der lever i bedste velgående. Og hvad er vigtigere, end at lytte til de unge selv?