Hvordan føles OCD?
At leve med OCD kan føles som en konstant kamp mod dine egne tanker. Du kan opleve intense følelser af angst og frygt, selvom du ved, at dine tanker ikke er rationelle. Det kan føles som om, at din hjerne er fanget i en endeløs ond cirkel af tvangstanker og tvangshandlinger.
Mange beskriver det som en følelse af at miste kontrollen over deres eget sind. Det kan være ekstremt udmattende, både fysisk og mentalt, da den konstante stress og angst kan påvirke ens evne til at fungere normalt i hverdagen.
OCD – Forskellen på tvangstanker og tvangshandlinger
Tvangstanker er uønskede og påtrængende tanker, billeder eller impulser, der gentagne gange dukker op i tankerne. Disse tanker kan være meget ubehagelige og ofte skræmmende. For eksempel kan du konstant frygte, at noget frygteligt vil ske med dig eller dem, du elsker, du kan være bange for at blive udstødt af venner, eller have en dyb angst for ikke at præstere godt nok i verden.
Tvangshandlinger er handlinger, du føler dig tvunget til at udføre for at formindske den angst, som tvangstankerne forårsager. Disse handlinger kan være alt fra gentagen håndvask til at tjekke døre og vinduer flere gange. Selvom tvangshandlingerne kan give en midlertidig lettelse, forstærker de ofte tvangstankernes magt over tid, hvor du vil opleve at der bare kommer flere og flere tvangshandlinger du skal udføre. Grunden til dette er at du ved at udføre tvangshandlingerne inddirekte kommer til at fortælle dig selv, at tvangstankerne om at der vil ske noget slemt, hvis ikke du udfører handlingerne er rigtige, hvilket i sidste ende vil forstærke din angst, i stedet for at dæmpe den. For at kontrollere angsten, vil du derfor komme til at skulle udføre flere handlinger, der bliver mere og mere invaliderende for dit liv.
OCD som copingstrategi for at få kontrol over livet
Mange med OCD udvikler tvangshandlinger som en måde at håndtere stress og angst på. Det kan føles som om, at disse handlinger giver en form for kontrol over livet, især når alt andet føles kaotisk. Men i virkeligheden er denne kontrol en illusion. Tvangshandlingerne giver kun en midlertidig lettelse og forstærker på lang sigt følelsen af at være kontrolleret af OCD.
OCD udvikles hos nogle samtidig med andre psykiske lidelser, som en spiseforstyrrelse, angst eller autisme, men kan også sagtens udvikle sig som et resultat af længerevarende stress. Grundlæggende kan man se tvangstankerne som en måde at skabe en konkret frygt fra en mere diffus stress, som så kan “løses” gennem tvangshandlingerne.
Det er vigtigt at forstå, at denne strategi ikke er bæredygtig. For at få reel kontrol over dit liv, skal du arbejde på at bryde denne onde cirkel og finde sundere måder at håndtere stress og angst på.
Hvordan kan man få kontrol over OCD?
At få kontrol over OCD kræver ofte professionel hjælp. Kognitiv adfærdsterapi (CBT) er en meget effektiv behandlingsform, hvor du arbejder med en terapeut for at ændre dine tankemønstre og adfærd. Eksponerings- og responsforebyggelse (ERP) er en specifik type CBT, der hjælper dig med gradvist at udsætte dig selv for tvangstanker uden at udføre tvangshandlingerne. Her kan man sige at du får hjælp til at træne “udholdenhedsmusklen”, der skal sørge for at du kan rumme ubehaget der opstår inde i kroppen, når du ikke udfører tvangshandlingerne. Jo bedre du bliver til at udholde tvangstankerne og ikke handle på dem, jo sjældnere vil de også begynde at komme. På den måde “udslukker” du angsten, fordi du hele tiden øver dig på at modbevise, at tvangstankerne blot er tanker, og ikke noget du behøver at være bange for.
Metakognitiv behandling
En anden metode, der kan være hjælpsom er den metakognitive behandling, hvor du lærer at fokusere på andre tanker, når tvangstankerne kommer. Den metakognitive behandlinger hjælper med at få et mere afslappet forhold til sine tanker, hvor tanker “bare” er tanker, og ikke noget, der altid behøver at blive taget alvorligt og få opmærksomhed. Ved at lære dig selv dette, vil tankerne også gradvist komme til at larme mindre i dit hovede, og du vil igen få energien til at fokusere på dét du gerne vil i dit liv.
Medicin som behandling
Derudover kan medicin også være en hjælp for nogle. Selektive serotonin reuptake inhibitors (SSRI’er) er en type antidepressiva, der ofte bruges til at behandle OCD. Det er vigtigt at tale med en læge om, hvad der er bedst for dig.
Endelig er det vigtigt at være åben og ærlig omkring dine følelser og oplevelser. At dele dine udfordringer med venner, familie eller en støttegruppe kan give dig den nødvendige støtte og styrke til at håndtere OCD. Husk, at du ikke er alene, og der er hjælp at få.
Er du interesseret i at booke en tid hos vores psykologer?