Fobier

Fakta om fobier

Fobier er i familie med angst på den måde, at man er angst for noget meget specifikt.

Søger man ”fobier” på Google, kommer der flere hundrede forskellige betegnelser frem, for forskellige ting man kan have fobier for.

Man kan sige, at man i princippet kan udvikle en fobi for alt, hvis ens hjerne har associeret en bestemt ting med angst.

Forskellen på, om man er almindeligt bange for noget, eller lider af en decideret fobi, ligger i hvor intens ens følelse af angst er, når man nærmer sig skrækobjektet.

Det er meget almindeligt at være bange for forskellige ting, og det skal vi mennesker sådan set også være.

Det vigtigt at vi tager vare på os selv, og ser ting an, før vi kaster os ud i dem.

Men lider vi af en fobi, vil vi opleve det som meget invaliderende, når det står på.

Ved en fobi oplever man, at angsten sidder i hele kroppen, og kan give stærk hovedpine, kvalme, svimmelhed og flimren for øjnene.

At være i kontakt med sit skrækobjekt giver typisk også åndenød, ræserpuls og svedige håndflader.

Er man fobisk, kan man også opleve, at man lang tid før, man skal i kontakt med skrækobjektet, bliver nervøs og får ondt i maven.

Man tager sig måske mange forholdsregler for, at man ikke kan komme til at møde en edderkop, eller at man ikke kommer til at få kontorpladsen tæt på vinduet.

Hvorfor opstår en fobi?

Fobier opstår, fordi hjernen laver en association mellem en bestemt genstand/situation, og følelsen af angst.

At en eller anden grund, koder den noget bestemt ind som farligt, og noget man derfor fremadrettet skal forsøge at gøre alt for at undgå.

Årsagerne til forbierne ligger derfor i fortidens oplevelser, hvor man typisk har haft en stærk negativ erfaring med skrækobjektet.

Måske man som barn, faldt ned fra en høj gynge, eller at man blev låst inde på toilettet.

Men man kan også blive fobisk af indirekte oplevelser, som når man i en film har set nogle styrte ned med et fly, eller blive låst inde i en kasse.

Forældre kan også overføre deres egne forbier til deres børn, og dermed kan børnene arve en forbi.

Når barnet oplever sin forældres intense frygt for noget særligt, forbindes det automatisk med angst i barnets hjerne.

Skal fobien behandles?

Det er meget forskelligt, hvor invaliderende, man oplever sine fobier.

Har man en meget specifik fobi for særligt lange slanger, er det måske ikke så presserende at behandle, da man sandsynligvis ikke møder ret mange af dem på sin vej.

Er man på jungletur i Sydamerika, skal man måske overveje at springe fra lige den gang.

Men man kan dog også være fobisk angst over for noget, der faktisk er ret invaliderende.

Har man mange udlandsrejser med arbejdet, er det et stort problem at være flyskræk fx.

Er man tvunget til at være i kontakt med sit skrækobjekt, er det vigtigt at få det behandlet, da man ellers har svært ved at fungere med det.

Det er meget stressende for ens krop at opleve intens angst, og man kan derfor let vælge at droppe vigtige dele af ens liv, for ikke at møde sit skrækobjekt.

Det kan fx være, at en sygeplejerskestuderende dropper ud, fordi hun har fobi for blod.

Men fobier kan sagtens behandles, og essensen i den behandling hedder eksponering.

Eksponering som behandling mod fobier

Eksponering er den måde, man behandler stort set alle former for fobi og angst på.

Det går helt simpelt ud på, at man møder dét, man er bange for.

Selvom det virkelig kræver overvindelse, er det den eneste effektive vej frem, og der ligger massiv forskningsevidens bag.

Grunden til, at eksponering virker så godt er, at man ruller den oprindelige proces, der har skabt fobien, baglæns.

Så i stedet for at hjernen skaber en forbindelse mellem angstcentret og en bestemt ting, aflæres hjernen denne forbindelse.

For at hjernen kan slette denne forbindelse, skal den mange gange have oplevet, at det pågældende ikke er farligt.

Den kan kun lære igennem erfaring, og ikke ved at have fået fortalt, at fobien rent rationelt ikke giver mening.

Desværre er vi indrettet sådan, at det kan tage hjernen meget kort tid at skabe ”angstforbindelser”, men lang tid at aflære den.

Så eksponering går ud på gentagende succeser med at være sammen med det, man frygter, og opleve at det var okay.

I stedet for automatisk at fjerne sig fra situationen, hvilket forstærker angsten, skal man lære at holde situationen ud.

Følelsen af angst, vil, ligesom alle andre følelser, altid falde igen efter noget tid.

Angsten vil altså aldrig fortsætte og blive uendeligt intens.

Der vil naturligt være et ”peak”, og det er vigtigt at man oplever peaket, og at følelsen langsomt begynder at aftage igen.

Når man har fundet ud af, at man godt kan holde situationen ud, bliver det automatisk nemmere og nemmere de næste gange, og man bliver derfor langsomt mindre følsom.

Det er selvfølgelig vigtigt, at man ikke straks udsætter sig selv for den store fugledderkop, men går langsomt til værks.

Det er nemlig vigtigt, at følelsen af angst stadig føles i kontrol, og at man derfor ikke er alt for bange under eksponeringen.

Samtidig er det vigtigt, at man udfordres og føler tilpas angst, så hjernen lærer at selvom man var bange, skete der ikke noget.

Så selvom eksponering fungerer ud fra nogle forholdsvist simple principper, er det alligevel en kunst at komme igennem et godt eksponeringsforløb, og man rådes derfor til at have en professionel til at stå for forløbet.