Ikke kommet ind på en uddannelse?
Forfatter: Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
Forfatter: Maja Vain Gilbert Autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
20. april 2023
20. april 2023
I går var dagen, hvor studerende blev optaget på en videregående uddannelse. Her fik 64.943 ansøgere svar på, hvorvidt de var kommet ind på deres drømmestudie, måtte nøjes med én af de andre prioriteter, eller slet ikke var kommet ind.
Hør også vores tema-podcast: Ikke kommet ind på drømmestudiet
81% fik i går en glædelig meddelse, og har nu travlt med at lægge planer for den næste tid. Det betyder dog også, at 19% af alle disse ansøgere, desværre fik et afslag på deres uddannelse, og skal se sig om efter noget andet at studere, eller lave det næste stykke tid. Adgangskvotienterne havde – som ventet – igen taget på himmelflugt, hvor det nu er almindeligt, at en uddannelse har en adgangskvotient på over 9.
Dette synes jeg faktisk er temmelig højt, og det er jeg bestemt ikke den eneste der tænker. Nå, anyways. Er du interesseret i at læse mere om adgangskvotienterne, kan du læse mere her.
Det er HELT VILDT FEDT, hvis du er kommet ind på en uddannelse, og nu skal du så i gang med en masse overvejelser omkring studiestart. Næste uges blogindlæg vil handle om, hvilke overvejelser man kan gøre sig omkring studiestart, så man kan få en rigtig god start, og fx ikke rammes af ”studiestart-blues”. Men mere om det i næste uge.
Denne uges indlæg, er dog dedikeret til dem, der har måtte bide i det sure æble, og midlertidigt vinke farvel til optag på en uddannelse. Drømmestudiet har desværre måtte forblive en drøm, og man står tilbage med mange blandede følelser.
Derfor har jeg lavet en LYNGUIDE til, hvordan du kommer bedst muligt videre.
1. Man må gerne have godt gammeldaws nedern på!
Så er det sagt! Der er simpelthen ikke noget mere nedern, end at åbne det brev, man har ventet så længe på, og blive afvist. For de flestes vedkommende, har studieansøgningen været længe under vejs, uddannelsen har været nøje udvalgt, og hele usikkerheden omkring ens livssituation, har været svær at udholde. Skal man sige sit job op, skal man flytte til en ny by, kan man overskue et langdistance-forhold til kæresten osv.?
Det er søreme ikke småting.
Man har på en eller anden måde sat sig mentalt op til det. Man har dagdrømt om det nye liv på den nye uddannelse, og føler sig bare så mega klar. Så er der altså ikke noget værre end, en stor fed nål, der tager alt luften ud af den ballon. Mega antiklimaks.
I sådan en situation er det HELT I ORDEN at svælge lidt. I det hele taget, vil jeg sige, at man bør svælge lidt i al sorg. For det er jo en livsdrøm man midlertidigt, eller for altid, vinker farvel til. Og det er ofte rigtig smertefuldt. Herudover er det ikke til at holde ud, at høre på sine venner, der er kommet ind på deres drømmestudier, og læse alle de kvalmende lykkelige statusopdateringer på facebook…Øv øv øv!
Har du derfor gået og stirret lidt på den lækre plade chokolade inde i skabet, så er det nu, du gerne må hive den frem. Du må gerne binge-watche en netflix-serie, fordi du ikke orker at tage stilling til, hvad der nu skal ske. Du må gerne ignorere din mors mange bekymrede opkald, der med garanti indeholder sætningen ”jamen lille skat, hvad tænker du så på at gøre nu??!”. ”Det ved jeg sku da ikke!”. Øv altså…
Det rigtig fede ved at svælge i noget, når man giver sig fuldt hen til svælgeriet er, at man på et tidspunkt bliver træt af det. Har man givet sig selv fuldstændig lov til bare, at have ondt af sig selv – uden nogen form for dårlig samvittighed – så rejser man sig en dag fra mudderet, og går i bad.
Mange er bange for, at give sig hen til svælgeriet, men jeg vil faktisk vove og påstå, at det er rigtig sundt at gøre en gang i mellem. For netop i fosterstillingen, mærker man sin egen selvomsorg, mens man raser ud og er ked af det. Her møder man sig selv, og bliver i det. Man accepterer, at man har det skidt for tiden. Og det er egentligt også okay. Det kan man altså godt komme igennem.
Så – i gang med at svælge i det – tag gerne et par dage! (max 1 uge!)
2. Op på hesten igen!
Så langt, så godt. Nu er det så nu, jeg går hen og bliver lidt irriterende igen. For man skal jo op på hesten. Ingen vej udenom. Man er på et tidspunkt nød til at rejse sig, og samle stumperne op, af det liv man nu en gang har.
For den uddannelse, er vel heller ikke alt, man har i livet?
Kom ud og gør noget, der gør dig glad. Løb en tur, vær sammen med søde mennesker, gør noget godt for dig selv. Det er nu du skal til at mærke, at du dur til noget. For mange kan en afvisning fra en uddannelse nemlig føles som et meget hårdt slag, der laver rav i selvværdet. Jeg er ikke god nok.
Det er her, at en afvisning fra et studie IKKE må gå ind, og pille ved nogle dybere sager. For det er bare en uddannelse, og ikke noget, der siger noget om dig.
Hvis du på baggrund af denne afvisning begynder at lave negative konklusioner om dig selv som menneske, er du gået galt i byen. For – er der noget, der ikke er godt for dig, så er det, når du begynder at lave konklusioner om dig selv, på baggrund af en begivenhed ude i verdenen. Vi kan da hurtigt blive enige om, at det er noget rigtig lort (ja, undskyld sproget), at du ikke er kommet ind på studiet, men stop dig selv, inden du får lyst til at analysere situationen for fejl.
Hvad kunne jeg have gjort bedre?
Tankerne farer vidt omkring, og fortrydelserne hober sig op på rad og række. Men svaret på ovenstående spørgsmål er ganske kort, intet! Du kunne ikke have gjort noget bedre dengang! For dengang vidste du ikke, hvad du ved nu. Dengang prioriterede du ikke dine karakterer, fordi du ikke vidste, at du skulle bruge dem senere hen. Dengang var din sociale udvikling fx meget vigtigere for dig, og derfor festede du mere, end du læste op. Sådan er det!
Du kan ikke bruge selvbebrejdelserne til noget som helst andet end, at det faktisk dræner dig endnu mere fra at nå dine mål i fremtiden. At kigge ind i fortiden vækker en masse følelser, som du kun kan hobe op inden i dig selv, fordi du ikke kan gøre noget ved dem. Men at bruge sin tid på fremtiden, er langt mere konstruktivt, fordi du rent faktisk kan omsætte din energi til noget positivt.
Det er ikke fordi jeg siger, at man ikke skal kigge baglæns for at lære. Det skal man altid. Men der er forskel på at lære, og på at pine sig selv. Hvis man ikke gik ud af gymnasiet med verdens højeste snit, så ved man måske godt på forhånd, at man måske burde have gået mere op i det, hvis man fx gerne vil være læge. Er der derfor nogen mening med at blive ved med, at slå sig selv i hovedet over det samme, man i dag ikke kan gøre noget ved?
Nej, er det korte svar. Op på hesten, og ud i verden igen!
3. Tag dit valg op til genovervejelse
Nå du så har svælget i de bitre følelser, og har indset, at du nu må slå lidt kold vand i blodet, er det på tide, at overveje din situation.
Der kan nemlig være en tendens til, at mange vælger de samme uddannelser, fordi de måske er blevet lidt “hypede”. Og det er slet ikke for at sige, at mange ikke ved, hvad de vælger. Jeg siger bare, at med det fantastiske uddannelsessystem vi har, er der altså rigtig meget at vælge i mellem. Ofte kan man finde mange forskellige uddannelser , der kunne interesse én, hvis blot man søger lidt bredt. Er der måske noget, der minder om arkitektstudiet? Ville man med en anden uddannelse, kunne komme til at arbejde med noget af det samme, som en fysioterapeut?
Hvis ikke du har været ved en studievejleder, så er det rigtig godt, at få bredt perspektivet ud nu. For rigtig ofte, kan man godt finde veje ind til dét, man brænder for alligevel.
Og her kommer så endnu en vigtig pointe – for jeg vil vove at påstå, at det man brænder for IKKE kun er ét enkelt studie. Man kan ønske noget mest, men man kan brænde for mange ting. Og det er af den ganske simple årsag, at det vi brænder for, ikke er en uddannelse, men vores værdier.
Når vi føler, at vi brænder for noget, er det fordi, at vi i virkeligheden brænder for at leve efter vores værdier. Vi ønsker at leve et liv, som vi kan være stolte af, og hvor vi gør det, vi mener verden har brug for. Vi har som mennesker mange grundlæggende værdier, og disse værdier kan findes i mange forskellige studier.
I stedet for at låse sig fast på én bestemt uddannelse, der så tilfældigvis kræver nordens højeste snit, er det smartere at gå baglæns i processen, og starte med værdierne. Hvis man fx brænder for at hjælpe mennesker, så kan der være rigtig mange studier, der kunne være værd at undersøge. Det skal altså ikke nødvendigvis være psykologi, men kan være pædagoguddannelse, læreruddannelse, socialrådgiver, eller noget helt fjerde. You name it!
I genovervejelserne omkring uddannelsen, er det også vigtigt at tænke lidt over, hvordan man egentligt ønsker at ens liv efterfølgende skal se ud. Hvordan ser det ud med arbejdsløsheden, hvad kommer man egentligt til at lave? Hvad kommer man til at tjene? Personligt, har jeg fx som skolepsykolog arbejdet på rigtig mange opgaver sammen med pædagoger, hvor pædagogerne rent faktisk fik de fedeste opgaver…
Så, det er noget om at gå lidt tilbage i sin beslutningsproces, og tænke i værdier, snarere end tidligt at låse sig fast på ét studie. For ofte vil flere uddannelser kunne noget af det samme.
4. Læg en plan
Og så er det tid til at lægge en plan!
De fleste, der ikke er kommet ind på deres drømmestudie, står nu pludselig med et halvt til et helt års ekstra tid, før de kan søge ind igen.
Wauw, tænk – sikke en gave! Det er måske ikke det, du allerhelst vil høre, når alle vennerne starter på studie, men når du nu desværre står i den situation du gør, har du jo faktisk fået et ekstra år foræret. Det er jo en helt unik mulighed, som du sandsynligvis ikke får igen. Derfor skal du også gå til det nye år, som var det en helt fantastisk mulighed for, at udvikle dig.
Føler du nemlig, at det næste halve til hele år er spild af tid, må du selv opfinde meningen med den næste tid.
Er der noget, der er oplagt at gøre, ifm. en kvote 2 ansøgning?
Har du altid drømt om, at komme ud og rejse? Vil du vildt gerne på højskole?
Så kom i gang, og brug tiden på, at få styr på de dele af dig selv. Læg så en plan for, hvilken uddannelse du vil søge ind på næste gang, og hvad du gør, hvis ikke du kommer ind. Hvor lang tid skal der gå, før du dropper den idé? Og vil du måske egentlig bare gerne i gang med en uddannelse næste gang, hvorfor du måske kan søge ind på flere ting samtidig?
Det kan være at alt det her lyder banalt, men alt for mange unge fanges af ”jeg-skal-bare-arbejde-spiralen”, fordi de er blevet suget ind af en hverdag i et fuldtidsjob, der gerne vil holde på én. De havde liiige brug for flere vikarer i vuggestuen, eller caféen havde lige en ledig tjenerstilling. Og så er man også kommet til, at vænne sig til et liv, hvor man bruger lidt for mange penge…
Det kan også være, at det er fint nok at blive i den hverdag, man var i før. Det er bare rigtig vigtigt, at valget er bevidst, og at du ikke bare glider videre, uden at opdage, at det faktisk er det, du gør.
Tiden omkring studiestart er et udmærket tidspunkt, at tage det hele lidt op til revision, og lægge en plan for den kommende tid.
Husk – det er ikke en kunst, at gå gennem livet uden bump og nederlag, men at vende nederlagene til sin egen fordel ;)