I de seneste år har kampagner fokuseret på oplysning og aftabuisering af psykiatrien, og det er vigtigt. Men slagsiden kan være, at diagnosefokusset medfører en sammenblanding af psykisk mistrivsel og psykiatriske diagnoser for de unge. Vi må nuancere sproget for det indre følelsesliv.

Dette er en kronik, som blev bragt i Dagbladet Information d. 3. maj 2023.

Olivia på 15 år har angst. Det står der i hvert fald i mit kalendersystem. Om det er hende selv, forældrene, studievejlederen eller TikTok, der har givet hende diagnosen, skal jeg ikke kunne sige. Men klinisk angst er det i hvert fald ikke. Måske er der noget ængstelighed på spil, men det er langtfra Olivias primære problematik.

For selv om Olivia måske ikke har angst, har hun det tydeligvis ikke godt, og hendes konstante præstationsambitioner presser hende dagligt op i hendes sinds yderste afkrog, hvor der snart ikke eksisterer andet end katastrofetanker.

Grunden til, at det overhovedet er vigtigt, hvad Olivia kalder sin mistrivsel, handler om samfundets stigende brug af diagnoseprædikater, og hvilke konsekvenser det i sig selv egentlig har for trivslen.

Selvdiagnosticering er noget, jeg i kraftigt stigende grad oplever på min psykologklinik, hvor der efterhånden er begyndt at blive større og større forskel på, hvordan de 27-årige og 15-årige taler om sig selv. Stor forskel, faktisk. For mange af de helt unge udgør psykiatriske diagnoser som OCD, depression, stress, ADHD, autisme og så selvfølgelig angst i dag en fast bestanddel af det daglige ordforråd, når de skal beskrive, hvordan noget føles.

»Jeg får stress af det,« »Det trigger min OCD« eller »Jeg følte mig virkelig depressiv i vinters«, lyder det for eksempel.

De ord, vi bruger, er ikke ligegyldige for vores oplevelse af et fænomen; diagnosesproget går netop ind og påvirker forholdet til vores indre liv. Ved at tænke om os selv i psykiatriske termer fremmedgøres vi fra os selv, hvilket blot bidrager til den oprindelige mistrivsel.

Men hvad der i min optik er endnu værre, er, at mistrivslen gøres kontekstløs.

Slagside ved aftabuisering

Den unges mistrivsel er nemlig gået fra at være en logisk reaktion på svære livsomstændigheder til straks at blive formuleret som en række symptomer på en mental lidelse.

I Olivias tilfælde ved vi objektivt set, hvad angst er, og vi ved, hvordan den behandles. Men i stedet for at blive nysgerrige på konteksten for angstens oprindelse, og hvilken type mistrivsel der egentlig ligger bag, bliver hovedfokus nu rettet mod symptomer og standardiserede behandlingsformer. I psykiatrien kommer man ofte til at gå mere op i at behandle symptomer end at behandle den mistrivsel, lidelsen egentlig er opstået af.

Mit svar til de unge er imidlertid ikke, at de skal holde op med at mærke efter og interessere sig for deres indre liv. Nej, det handler i højere grad om at få sat de rigtige begreber på de indre oplevelser og at få en langt bedre forståelse af følelsesmæssig normalitet. Som jeg ser det, er problemet ikke en psykologisering, men en psykiatrisering af mennesket. De unge, jeg møder i min praksis, er unge, der ofte har megen viden om symptomer og diagnoser, men som samtidig har utrolig lidt kendskab til deres eget indre følelsesliv, og hvorfor de reagerer, som de gør.

Vi er i de seneste år blevet vældig eksponeret for diverse kampagner, der fokuserer på oplysning og aftabuisering af psykiatri. Det hele er uden tvivl utroligt vigtigt for den almene folkeoplysning, og jeg har endda selv bidraget til flere af kampagnerne. Jeg tror på diagnoser, når de er stillet korrekt i psykiatrien, og det er vigtigt at hjælpe dem, der på ulykkelig vis hver dag skal leve med dem.

Det er dog med tiden gået op for mig, at der også kan være en slagside ved kampagnerne. Det store fokus på diagnoser har nemlig medført en stærk sammenblanding af psykisk mistrivsel med psykiatriske diagnoser. Dette så vi blandt andet i valgkampen, hvor mistrivselsstatistikker straks blev vekslet til politiske løfter om en styrket psykiatri.

Men mistrivsel og psykiske lidelser er ikke det samme. Man kan sagtens have det svært i sit ungdomsliv uden at lide af noget.

De magiske diagnoseord

Begrebsforvirring opleves også i de unges helt nære miljøer. Det kan være hos studievejlederen, hvor de kan være nødt til at sige de magiske diagnoseord for at få udløst en dispensation til for eksempel at udskyde en eksamen eller et semester, eller i forbindelse med det offentlige psykologtilskud, der kun gives til dem, der foruden traumeoplevelser vurderes at have enten angst eller depression.

Hele vejen rundt lærer vi de unge, at vi altså kun tror på, at de har det svært, hvis de kan selvdiagnosticere sig med et eller andet. Ellers lytter vi simpelthen ikke til dem. Men hvis den eneste måde, unge kan forstå deres almindelige udfordringer i livet på, er via en diagnostisk fortolkningsramme, kan det ende med at blive en selvopfyldende profeti.

Når man selvdiagnosticerer, bliver man nemlig symptomorienteret og begynder at identificere sig med patologi på en måde, der kan få én til at misse de muligheder, der ellers havde meldt sig for at komme videre i livet. Er man bange for, at det, man oplever, er farligt eller mere alvorligt, end det måske er, vil blikket i højere grad rettes mod psykiatri og professionel behandling end de muligheder og håndsrækninger, der naturligt og spontant forekommer i nærmiljøet.

Efter snart et årti som privatpraktiserende psykolog er min erfaring, at sproget for normalitet er svundet ind til fordel for en stærk patologiseret og diagnoseorienteret forståelse af menneskets indre liv. Vi mangler simpelthen at tale noget mere med de unge om almindelig ensomhed, almindelig nedtrykthed og almindelig usikkerhed, der faktisk kan udvikle én i en positiv retning.

Vi er nødt til at blive bedre til at uddanne vores børn og unge i, at et helt almindeligt og sundt følelsesliv også kan indebære ensomhed, nedtrykthed og usikkerhed. Alt peger på, at har man et rigt og nuanceret sprog for både svære og rare følelser, har man som oftest en større indsigt i sig selv og dermed lettere mulighed for at regulere sig selv i de rigtige retninger.

En nuancering af sproget

I snart syv år har jeg drevet en brevkasse, både på skrift, video og lyd, hvor unge har kunnet skrive ind til mig omkring alle ungdomslivets udfordringer. De seneste års udvikling er dog slående. Dilemmaer om kærestesorger, konflikter med vennerne og problemer med forældrene er skiftet ud med insisterede spørgsmål om symptomer og diagnoser. Det er faktisk kommet fuldstændig bag på mig.

Det kan forekomme som en umættelig diagnosesult, der også som psykolog er svær at navigere i. Skal jeg besvare behovet for diagnostisk viden og muligvis reproducere diagnosesproget eller tie det ihjel med fare for ikke at anerkende de unges oplevelser?

Efter at have diskuteret dette vidt og bredt med fagfæller mener jeg ikke, at svaret er at tie diagnosesproget ihjel, for det er et sprog for en underliggende mistrivsel, der er ægte nok. Jeg mener snarere, det handler om at anerkende de unges oplevelser og lære dem at nuancere sproget for det indre liv i stedet for arrogant at affeje det som fejlagtig selvdiagnosticering og piveri.

Mistrivslen eksisterer stadig, uanset hvilke ord man hæfter på den. Men i stedet for at fokusere på den diagnose, nogle måske har påhæftet den, og hvorvidt den er korrekt eller ej, handler det om at lytte til oplevelserne bag prædikatet. Og her skal ørene ofte være professionelle.

Præcis som med Olivia. Hun har stadig ikke angst, og det er hun glad for. Men hun har haft rigtig godt af at tale med nogen om sit liv og de alt for høje forventninger, hun har til sig selv og sine præstationer. Det har hjulpet hende meget at forstå sit indre liv og at få sat ord på hendes oplevelser. Og vigtigst af alt at forstå, at det ikke er patologisk at have det svært.

Men derfor må man stadig gerne tale med nogle om det.