Der kan være mange ting som presser sig på, når man er ung. Følelser, som overvælder en, forventninger, man ønsker at indfri, forvirring om hvad ens identitet er eller en oplevelse af at mangle retning i livet. Alt dette kan være svært at navigere i. Det vil jeg rigtig gerne hjælpe med.
Jeg ved, at det føles sårbart at skulle dele ud af ens tanker og følelser, og derfor ser jeg det også som min vigtigste opgave at skabe et trygt og rart rum til at dele dette. Jeg ser det som modigt, at man deler ud af sig selv og det, der er svært. Jeg har også set, hvor helende det kan være at åbne sig op for et andet menneske, og derfor vil jeg gøre mit bedste for at være der til at gribe alt det svære.
Jeg har gennem mit studie beskæftiget mig med forskellige emner, og især seksualitet og køn har fanget min interesse. Som ung fylder seksualitet og køn ofte meget, men samtidig er det emner, som desværre undgås af mange. Hos mig er der plads til, at disse emner kan fylde, og jeg står klar til at gribe forvirring, tvivl, spørgsmål eller noget helt fjerde.
Samtalen med mig
Jeg ser terapi som et samarbejde mellem os. Vi skal i fællesskab finde ud af, hvad der er svært, hvorfor det er det, og hvad vi kan gøre for, at det bliver bedre. Du er eksperten i dit eget liv, og du vil blive mødt med en nysgerrighed og opmuntring fra min side af til at dele det, du føler er komfortabelt. Hvis terapien ikke fungerer optimalt for dig, og hvis der er brug for, at vi gør tingene på en anden måde, vil jeg kun sætte pris på at høre dette. Det er dit rum og, og det vigtigste er, at du føler dig hørt og forstået.
Uddannelse og erfaring
Jeg læser psykologi på Københavns Universitet og er i gang med at tage min kandidat. Jeg har terapierfaring fra mit arbejde som frivillig terapeut i Psykologisk Samtalecenter, som er et gratis tilbud til unge og studerende mellem 18-30 år. Jeg har endvidere erfaring med denne aldersgruppe gennem mit arbejde som sekretær her i UngTerapi.
Jeg har tilmed arbejdet med udredninger af ADHD hos Kognitiv Center København, hvorfor jeg forstår mange af de både styrker og udfordringer, som ADHD kan medføre.
Min tilgang til terapi er, at jeg tilpasser denne til dine ønsker og behov. Jeg er selv inspireret af både kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk terapi og tilknytningsterapi.
Jeg modtager løbende supervision og deltager i kurser for at kvalitetssikre og dygtiggøre mit arbejde.