Simone Kristensen
Autoriseret psykolog i København
Stille og roligt går vi sammen på opdagelse i, hvad der fylder for dig, og hvad der kan hjælpe dig bedst. I samtalen er det vigtigt for mig at hjælpe med til, at du kan føle dig tryg ved at dele dine tanker i dit helt eget tempo. Jeg giver også plads og rum til, at vi kan tale om noget, som ellers kan være svært for dig at tale om.
Vi arbejder sammen henimod, at du kan opnå indsigt og danne dig redskaber, som fx kan hjælpe dig konkret i din hverdag, i dine relationer eller i at håndtere situationer, som presser dig eller gør ondt.
Af psykologiske metoder inspireres jeg af:
ACT (Acceptance and Commitment Therapy), KAT (Kognitiv Adfærdsterapi) og CFT (Compassion Focused Therapy)
Desuden har jeg stor interesse for afhængighedsmønstre og eksempelvis stofbrug, og også stor interesse for kulturpsykologi og udfordringerne i at leve i to kulturer som ungt menneske.
Uddannelse
Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2014 og autoriseret af psykolognævnet i 2020.
Arbejdserfaring
Jeg har flereårig erfaring fra samtaleforløb hos Anden aktør med unge og voksne inden for en række af problemstillinger, bl.a. præstation, krise, brud, meningsløshed, utilstrækkelighed og selvdestruktive mønstre, samt psykiske lidelser såsom forskellige angstformer, stress, depression og symptomer på underliggende lidelser. Jeg har derudover arbejdet med rådgivning for psykisk sårbare unge under Ungdommens Røde Kors og arbejdet med støttende samtaler for flygtninge og asylansøgere.