Har jeg brug for en psykolog?

Af Maja Vain Gilbert, 16. september 2018

Har jeg brug for en psykolog?

Denne artikel er senest opdateret d. 16. september 2018.

På Google er der hvert år hundredevis af søgninger på netop linjen ”har jeg brug for en psykolog?”, hvilket man vidst godt kan sige, er pænt mange. Jeg har, gennem de sidste 5 år, talt med virkelig mange unge, og derfor overrasker det mig absolut ikke, at der hvert år, er så mange, der stiller det uendelige Google-orakel netop dette spørgsmål.

Som udgangspunkt ville jeg på god psykolog-manér vove at påstå, at man altid kan bruge en samtale, der lige rusker op i én, og hjælper én med at rydde op i rodebutikken. Særligt hvis man er i tvivl, om man bør se en psykolog, er det i 90% af tilfældene godt, at få en samtale, idet man har en tendens til at undervurdere hvor skidt man egentligt har det.

Er det svært at vide, om man har det svært nok til at skulle til psykolog?

MEN – og det er her jeg tager psykologbrillerne af, og hopper tilbage til den almindelige, praktiske verden – jeg er udmærket godt klar over, at det hverken er alle der har råd eller lyst til dette.

Jeg tænker derfor, at det er ret vigtigt, at vi psykologer, hjælper andre med netop at kunne skelne skidt fra kanel, så man heller ikke tropper op hos psykologen hver anden tirsdag, fordi man er bange for at gøre andet.

Derfor, har jeg i denne uge sat mig for, at hoste op med mine bedste guldkorn, jeg bruger når jeg vurderer, om en ung har brug for en samtale.

Til sidst i denne artikel kommer en test, hvor du kan teste dig selv, og se om du kan få gavn af psykologhjælp i din nuværende situation. Du kan også springe direkte til testen her

TAG TESTEN HER!

Er mit problem vigtigt nok?

Noget af det første, der er vigtigt for mig at gøre er, at aflive en af de mest sejlivede myter, der desværre driver for mange væk fra et godt samtaleforløb.

”Jeg har selvværdsproblemer”, ”jeg tror jeg har angst” eller ”jeg føler mig deprimeret” er ofte det, den første samtale bliver indledt med, hvilket egentligt er hvorfor jeg har taget den med. Det har nemlig været lidt svært for mig, at vide præcist hvordan jeg skulle formulere mig her. For sagen er den, at de fleste tror, at det er hvad problemet er, der kvalificerer om man skal til psykolog eller ej.

Først og fremmest er dette ikke helt rigtigt, da jeg mener det egentligt er langt bedre, at se problemer på et spektrum, hvor man som menneske altid er plaget af rigtig mange irriterende/frustrerende/drænende tanker/følelser/ideer om sig selv. Der er så at sige, ikke noget tidspunkt, hvor man er ”problemfri”, hvilket jo er en del af livet, og derfor helt okay.

Det kommer derfor i mange tilfælde IKKE an på hvad selve problemet er, altså at man fx til tider kan døje med tvangstanker, men snarere, hvor plaget man er af det.

Bør jeg søge en psykolog?

Og netop som jeg skriver dette, bliver jeg nød til at indrømme, at det ikke passer helt. Der ER nogle ting, der er så hardcore, at det er godt at få hjælp til med det samme. Jeg tænker her på selvmordstanker, vrangforestillinger, misbrug, traumer eller angstanfald. Altså hvis man har oplevet episoder, tanker eller følelser, der er så fremmede for én, at man i mange tilfælde er forskrækket over dem.

Derudover er der et andet væsentligt problem, med ideen om, hvad det er man fejler, der kvalificerer eller diskvalificerer én til at starte i terapi. Sagen er nemlig den, at er man et fuldstændigt almindeligt, følende, tænkende menneske, er det langt fra sikkert, at man ved, hvad det er problemet rent faktisk er.

”Det er noget med noget med nogle dårlige følelser jeg får, når jeg tænker nogle særlige tanker”. Men frygt ej – en stor del af samtaleterapien handler netop om, at finde ud af, hvad det er man går og bøvler med!

Så har du ingen jordisk idé om, hvad filan der sker oppe på øverste etage, så er det helt normalt! Der er mange logiske forklaringer på det, hvor én af dem er, at når man psykisk ikke har det alt for godt, så er det enormt svært, at finde ro til at trevle tankerne fra hinanden. Egentligt meget logisk, synes jeg.

Så ud med myten om, at man skal gå og bakse med et bestemt, svært problem, før man kvalificerer sig til en samtale hos en psykolog.

Men hvad kan så være relevant, at gøre sig af overvejelser?

Hvor længe skal jeg have haft problemet?

Noget, der er mere væsentligt end hvad problemet er, er at arbejde ”rundt om oplevelsen af problemet”.

Et af aspekterne af dette er, hvor længe du har gået og haft det svært.

Er det noget, du er begyndt at føle hen over de seneste uger, kan det måske godt være, at du skal give det lidt mere tid, siden du ikke nødvendigvis er fastlåst af den grund. Som mennesker, er vi konstant påvirkede af oplevelser i vores liv, der for en stund kan sende os på en ordentlig rutsjetur ned i sumpen. Det er skam helt okay, bare vi ikke bliver dernede for længe, eller føler os fangede.

Jeg ville derfor sige, at har man gået med nogle svære tanker eller følelser i over 3 mdr., så kan det godt være, at man skal snakke med en psykolog om det.

Jamen kan det ikke gå væk af sig selv, og bør jeg derfor ikke vente lidt længere?

Ja og nej. Spontan healing findes heldigvis, og er et produkt af at der netop, i kraft af at livet trækker os i mange retninger, opstår forskydninger, der kan få problemer til at forsvinde. Men for 95% er de tanker og følelser man har, ikke noget nyt, men ofte en gammel kending. I dette tilfælde må jeg være lidt skrap og sige, at den form for spontan healing ikke eksisterer, og at man tværtimod får større problemer ved at lade stå til. Problemer har det nemlig med at avle hinanden med tiden.

Så se at få gjort noget ved det, hvis det har stået på længe nok!

Hvor plaget er du?

En anden rigtig vigtigt ting, at få afklaret er, hvor svært du egentligt har det. Dette punkt er for mange utroligt svært at afgøre, og det er der en meget logisk forklaring på. Når man har været længe nok i noget skidt, og vænnet sig til sine tanker og drænende følelser, er det blevet hverdag. Man bilder sig selv ind, at det da faktisk endda er ok. Vi er utroligt gode til, at ommøblere vores liv og psyke, så vi kan gå pænt udenom de problematiske områder, ignorere vores følelser, og undgå særlige situationer. Dette er en udmærket strategi, hvis der er tale om, at det simpelthen ikke er muligt, at genoprette en sund forbindelse til de nedsmeltede områder, ligesom en hund med brækket ben, løber videre på de andre 3.

Derfor er det svært for mange at mærke, hvordan det egentlig går, fordi man er vant til at lukke ned.

Det kan i dette tilfælde være bedre, at spørge sig selv, ”hvor mange gange om dagen, støder jeg på problemet, hvadend det er gennem mine tanker, følelser, omgivelser eller handlinger?” ”hvor meget påvirker det mig i mit liv?”. Har jeg en klump i maven konstant, eller mærker jeg det et par gange om ugen?”.

Jeg ville sige, at er det noget du møder på daglig basis, eller et par gange om ugen, og påvirker det dig følelsesmæssigt, kan en samtale eller flere, godt være hjælpsomt for dig.

Og nu trækker jeg så psykolog-kortet igen, og siger, at det selvfølgelig godt kan være, at du oplever nogle vanskelige følelser eller tanker mindre end et par gange om ugen, men at du stadig oplever det som invaliderende i dit liv. Her kan en samtale selvfølgelig også være hjælpsom.

Har du prøvet at hjælpe dig selv?

Et banalt, men vigtigt spørgsmål, jeg tit stiller mine klienter er, ”hvad har du selv gjort, for at hjælpe dig selv?”. For det er klart, at man også er nød til at prøve andre ting af, inden man hopper på en samtale. En psykologsamtale er ikke en magisk pille, der ligesom i Matrix, hjælper én med at se alting fra et nyt, og smukkere perspektiv.

At gå til samtaler hos en psykolog er benhårdt arbejde, og kan være direkte pissefrustrerende. Derfor er det alfa omega, at man fra starten af, er trukket i arbejdstøjet, og gør hvad man kan for at hjælpe sig selv.

Det er nemlig ikke nødvendigvis en psykologsamtale, der er svaret på alle problemer. Det kan i hvert fald altid være en god ide, at læse noget litteratur om emnet, opsøge forskellige hotlines eller fx finde nogle communities på nettet, der adresserer netop dette.

Min mening med dette er ikke, at skræmme nogle væk, ved at sige, at de hellere skulle tage at købe en tilfældig selvhjælpsbog. Men grundlæggende set, er det bare rigtig vigtigt, at man har forsøgt selv at komme ud af problemerne, på den måde man har fundet bedst, før man opsøger professionel hjælp. Du er nemlig i sidste ende, den eneste, der kan rykke dig selv, og derfor er det altid bedst, at du forsøger med egen hjælp først.

VIGTIG kommentar til dette! Jeg er personligt af den meget stærke tro, at 95% af alle mennesker, forsøger at hjælpe sig selv, som det allerførste, når de oplever udfordringer i livet. Det er altså de færreste, der passivt venter på, at andre skal gøre noget.

Bakser du derfor stadig med de samme problemer, kan det tyde på, at du ikke er lykkedes med dine egne strategier, og har brug for noget hjælp udefra.

Kan du tale med nogle i dit netværk?

Som rosinen i pølseenden, er det også utroligt vigtigt at tænke over, hvem du egentligt kan tale med. At få afdækket sine ressourcer i sin omgangskreds, kan være utroligt terapeutisk, og positivt, hvis man pludselig finder ud af, at det kunne da godt være, at man lige skulle hive fat i hende her.

Derfor – har du ikke allerede tænkt over, om nogle i dit netværk er værd at få en god snak med, så gør det NU. Nej, vores venner og familie er IKKE professionelle, men styrken ved dem er, at de kender os, og i mange tilfælde kan berolige os, og guide os videre i vores liv. Nogle gange, har vi brug for, at mærke omsorgen fra vores nærmeste, hvilket i sig selv kan have en rigtig healende effekt.

På den anden side, skal jeg da være den første til at sige, at det ikke er lutter lagkage, at tage kontakt til nogle, i sit netværk. Det kan ofte være svært, at betro sig på den måde til folk, man ikke ønsker skal kende til de sider af én. Eller de har måske for mange aktier i éns liv, eller også er de måske bare ikke så gode til at lytte. Der kan være mange grunde til at det ikke er det bedste for dig.

Det er ofte i disse tilfælde, at en psykolog, der er en fagperson, uden for hele suppedasen, kan være en rigtig god ide.

Men jeg vil holde fast i, at du simpelthen SKAL have den overvejelse med. For er der en person i dit netværk, du godt kunne være lidt lun på at tale med, så alliér dig med vedkommende. Det kan være, at i så sammen finder ud af, at du skal gå videre til en psykolog. Men under alle omstændigheder er det positivt, da du garanteret vil opleve, at noget af tyngden letter, og ensomheden ved at bære på problemerne helt alene, forsvinder.

Du kan ud over denne glimrende guide, ligeledes læse en udmærket artikel fra Woman, om emnet her.

Har jeg brug for en psykolog-testen!

Nu, hvor du har arbejdet dig igennem mine guldkorn, har jeg selvfølgelig lige en lille bonus! For nogle måneder siden, kreerede jeg en test, netop baseret på ovenstående tanker.

Jeg håber du finder den hjælpsom, og at du kan bruge den i dit liv fremadrettet.

Rigtig god fornøjelse!

By | 2019-01-16T11:09:43+00:00 maj 10th, 2018|

About the Author:

Autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi. Jeg er et nysgerrigt, glad og begejstret menneske, der elsker at være psykolog, OG arbejde med unge. Derudover elsker jeg også at skrive om alt muligt, jeg synes er vigtigt, og som jeg håber du måske kan inspireres lidt af!

COOKIES. Vi bruger dem også. Ligesom så mange andre. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk