Pulsen ræser, håndfladerne er klamme og svedige, du føler dig svimmel og utilpas.
Alene tanken om den forestående eksamen giver dig en klump i maven, og du forestiller dig allerede hvordan du vil glemme hvert et ord du har lært, og tilmed stå og stamme.
Tanken om hvor mange ydmygelser der står for døren er ikke til at bære, og du er højst sandsynligt den eneste der vil dumpe…
Får du allerede hjertebanken af at læse dette?
Eksamenstiden nærmer sig med hastige skridt, og for mange betyder dette en forestående sommerferie – en dejlig tid med lys, varme og ferie.
Bortset fra at sådan har nogle det ikke. For dem tårner eksamenerne sig op som et uoverskueligt bjerg, der skal bestiges før det rigtigt bliver sommer.
Forskellen på eksamensangst og nervøsitet
Men er alle ikke en smule bange for at gå til eksamen?
Bliver alle ikke lidt nervøse ved tanken om at stå skoleret for lærer og censors ubamhjertige spørgsmål?
Svaret er at det er fuldstændig essentielt at skelne i mellem de 2 ting: Angst og nervøsitet.
At være nervøs for noget er først og fremmest bundet op på noget specifikt, som fx at man er nervøs for eksamen, fordi læreren er meget streng. Der er altså en særlig årsag til at man er nervøs, som fjernes hvis læreren ikke var streng.
For det andet er fornemmelsen meget anderledes, hvor man til dels godt kan tøjle en nervøsitet, selvom den er slem.
Eksamensangst er derimod noget kvalitativt anderledes.
Følelsen af angst er meget intens, og kan – udover de almindelige nervøsitetstegn som hjertbanken, dirrende stemme og svedige hænder – medføre mareridt, vrangforestillinger, stærke vredesudbrud, manglende appetit over en længere periode, stærke stresssymptomer og nervøse anfald.
Herudover er det vigtigt at huske, at eksamensangst ofte er uspecifik, dvs. det er en generel angst for eksamener, som man ikke nødvendigvis kan begrunde. Så selv hvis den strenge lærer viser sig at være det blideste lam til eksamen, vil det ikke ændre på angsten.
Der er altså stor forskel på at føle sig almindelig nervøs til eksamen og have decideret eksamensangst, selvom mange bruger termerne i flæng.
Andre forstår ikke din eksamensangst
Venner og familie kan have rigtig svært ved at forstå denne følelse, og man kan ofte støde ind i at andre beder en om at “tage sig sammen” og være lidt rationel.
Dette giver anledning til mange selvbebrejdelser, hvor nogle som resultat heraf vælger fuldstændigt at undgå at komme i eksamenssituationer igen – enten ved at skifte uddannelse, eller overhovedet ikke få en uddannelse.
Eksamensangst resulterer ofte også i dårligere karakterer. Hvis man som mange har ladet det stå på længe, før man egentlig har tænkt over at det ikke er normalt, kan man have haft mange dårlige oplevelser med at gå til eksamen fordi man i virkeligheden var angst.
I mellemtiden er det dog for en selv – og måske også familie og venner – blevet til en historie om, at man bare ikke er så dygtig.
Dette skaber en selvforståelse, der er meget svær at komme ud af, også den dag angsten har lagt sig. Man har ligesom overbevist sig selv om, at man ikke er dygtig nok,
Der er altså al god grund til at få det behandlet, så man først og fremmest kan få det bedre, men også så man ikke lægger bånd på sig selv og sine muligheder i fremtiden.
Eksamensangstens kobling til kognitiv psykologi
Inden for kognitiv psykologi forstår man angst som et produkt af tidligere oplevelser i livet, der har skabt nogle fejlantagelser hos personen.
Har man fx flere gange prøvet at ens mor skældte en ud for ikke at have ryddet op, mens man legede med sin hund, kan dette fejlagtigt kobles sammen til at ens mor skældte en ud fordi, man legede med hunden.
Som man efterhånden i livet samler på forskellige antagelser om hvordan ting fungerer i livet, kan man derved få bygget mange lag ovenpå fejlantagelserne, som kan maskere dem.
Det korte af det lange er, at eksamensangst ifølge kognitiv psykologi stammer fra nogle fejlantagelser om en selv og eksamenssituationen, som endnu ikke er blevet udfordret og vendt på hovedet.
Få hjælp til din eksamensangst hos UngTerapi
Det kan være rigtig svært selv at udfordre sine egne tankebaner, da de ofte er automatiserede. Derfor er der behov for at man arbejder sig igennem angsten ved at undersøge hvilke antagelser om verden og livet, der gemmer sig bag angsten, og udvide disse opfattelser.
Netop dette kan man få hjælp til gennem et forløb hos UngTerapi, hvor du kan blive ringet op og høre nærmere om tilbuddet, eller booke en tid online. Vi er eksperter i terapi til unge, og har stor erfaring med angst i alle dets forskellige udgaver.