Den indre kritiske stemme

Den indre kritiske stemme kan dukke op i mange situationer. Måske siger den ting som: “Det der billede på Instagram – slet det. Det er ikke godt nok.” Eller: “Hvordan kunne du dumme dig sådan i timen i dag? Alle griner sikkert stadig ad dig.”

Ofte er det tanker, der dukker op helt automatisk og føles som sandheder, selvom de egentlig bare er meget strenge meninger. Den kan føles som en konstant baggrundsstøj eller som en stor dommedagstale, når du allerede er presset

Det lyder måske som noget, man bare må lære at leve med. Men den indre kritiske stemme kan have store konsekvenser, hvis den får lov at styre showet. Den kan påvirke selvtilliden, føre til stress, angst eller depression og gøre det svært at tro på sig selv. Når man ved mere om, hvordan den fungerer, kan man begynde at dæmpe dens lydstyrke – og måske endda finde ud af, hvorfor den overhovedet er der.

Den indre kritiske stemme er som en uønsket gæst, der ofte tager udgangspunkt i tidligere oplevelser eller usikkerheder. Hvis du f.eks. har prøvet at blive kritiseret, mobbet eller stillet urimelige krav, kan stemmen være en slags “ekko” fra fortiden.

Den kan også være et forsøg på at beskytte dig: Hvis du selv peger fejlene ud, kan andre måske ikke gøre det først. Men problemet er, at den ofte er alt for hård og urimelig.

Eksempel? Tænk på det øjeblik, hvor du endelig tog mod til dig og sagde noget i en gruppe. Hvis det gik godt, var der måske en lille stemme, der stadig sagde: “Var det nu smart sagt? De syntes sikkert, det lød dumt.” Hvis det gik mindre godt, gik stemmen måske direkte i katastrofemode: “Hvorfor sagde du noget overhovedet? Nu ved de, at du er dum.”

Hvis den kritiske stemme får frit spil, kan den føre til lavt selvværd, social angst eller en konstant følelse af utilstrækkelighed. For nogle kan det endda føre til selvdestruktive handlinger som overdreven perfektionisme eller selvskade. Og som forælder kan det være smertefuldt at se sit barn kæmpe med disse tanker uden at vide, hvordan man kan hjælpe.

Forældre, søskende eller venner kan ofte mærke, at der er noget galt, men de kan føle sig magtesløse. Når man står på sidelinjen, kan man komme til at sige ting som: “Bare slap af, det skal nok gå” eller: “Du skal ikke være så hård ved dig selv.” Men den slags sætninger hjælper sjældent, fordi den unge allerede føler, at ingen helt forstår, hvordan det føles.