Forvirret over de store livsvalg?

Forleden var jeg i radioen.

Selvom jeg selv synes det er lidt blæret, er det dog ikke direkte dét, dette blogindlæg skal handle om (desværre). Det skal dog handle om det, de så gerne ville have et klogt svar på, inde i P1.

Hmm…så fik man lige den at tygge på.

Efter at have tænkt godt og grundigt, kom jeg frem til at flere forskellige svar, som jeg er blevet inspireret til, at uddybe noget mere. Jeg tror nemlig ikke nødvendigvis kun det drejer sig om børn, men i det hele taget, de store livsvalg. Det er i hvert fald det, jeg erfarer fra mine samtaler.

Jeg tror i det hele taget, at det kan være svært for rigtig mange unge, at vælge én vej, og ikke en anden. Hvorfor skal det lige være den vej? Hvad nu hvis jeg ikke kan lave mit valg om? Hvad gør jeg, hvis jeg om 2 mdr. finder ud af, at jeg har truffet det forkerte valg?

Efter at have fået anledning til at tænke dette virkelig godt igennem, er jeg kommet frem til en del forskellige aspekter, der alle bidrager til forvirringen. Der kan altså være utroligt mange årsager til, at man kan blive en smule forvirret og skræmt.

I dette blogindlæg vil jeg skrive lidt om ambitioner og det der med, at følge sit hjerte.

Ambitionerne

Man skal som menneske i dagens Danmark ikke bare stræbe efter et liv med økonomisk sikkerhed, et godt familieliv og et ok arbejde. Nej, man skal stræbe efter at leve et optimalt liv på alle områder.

Med al den velstand vi i dag besidder, forventes det, at vi er nået op til øverste niveau af behovspyramiden, hvorfor vi nærmest er tvunget til at søge vores egen kreative udfoldelse overalt. Der er altså ingen undskyldninger her – alle bør opsøge deres egne drømme og ambitioner i livet.

Og netop hvad angår ambitioner, er overliggeren de seneste år, skudt i vejret. At være dygtig, flot, flittig, festlig, social, dybsindig, intelligent, sporty, kreativ – listen kunne fortsætte længe – er det forventlige. Perfekt er det nye normal. Det er blevet et krav, at man skal finde sine egne talenter, og gøre noget helt særligt i verden.

Men hvordan er det liiige man realiserer sig selv, og finder den vej, man skal gå på?

Hvordan følger man sit hjerte?

Tanken om at vi bliver talt til fra vores indre, er en integreret del af samfundsnormen, at ingen stiller spørgsmålstegn til, hvordan man egentlig gør dette. Hvordan følger man egentligt sit hjerte? Var det på skoleskemaet, eller var det bare mig der sov i timen? Jeg ved personligt i hvert fald ikke, hvordan jeg ved, om det er min indre stemme der taler, eller om det er alt muligt andet, der blandes sammen i én stor følelsessuppe.

Men her kan der opstå nogle vanskeligheder. Som aldrig før, har vi komfort og gode betingelser, der medfører at vi har alle muligheder for at gøre hvad vi vil. Et tagselvbord med muligheder, der ingen ende vil tage. Spørgsmålet er bare lige, hvordan vi vælger fra samfundets gavebord? Og her kommer den bedrøvende besked om og om igen:

Føl dig frem! Mærk efter! Spørg dit indre! Føl, mærk, føl, mærk…

En følelse af utilstrækkelighed

Men hvordan har man overhovedet en chance for, at vælge særligt kvalificeret, når man ikke uddannes i, hvordan man finder ud hvad der er bedst for én? Derfor render mange hovedløst rundt i uddannelsessystemet, fordi de endnu ikke har fundet det der “føles rigtigt”. Dette giver mange en kæmpe følelse af utilstrækkelighed over dem selv, og en stor utilfredshed med livet.

For det bliver ikke mindre forvirrende, at træffe valg ud fra sine følelser. Følelser er flygtige, og ændrer sig jo. Så hvordan kan vi træffe kvalificerede valg, hvis disse følelser, skal styre os gennem det ukendte farvand?

Det store krav om at optimere sit liv gennem konstant kreativ udfoldelse, bliver derfor meget svært at efterleve, fordi det er en jagt i blinde efter noget, man ikke aner hvad er. Guides man ikke af noget andet end følelser, bliver man hurtigt et offer for hvad man føler man burde gøre.

At navigere i nutidens hav af muligheder kræver et ordentligt kompas, ellers farer man vild, og ender med at føle handlingslammelse og utilstrækkelighed.

Værdier som navigation

Men men men! Vi kan sagtens styre livet, og vi kan godt lære, at finde vej og abstrahere fra det konstante pres om at være unik. Det handler først og fremmest om, at begynde at forstå, at man ikke bliver lykkeligere af, at stræbe efter sin egen selvrealisering hele tiden. mærker nogle ting.

Det gør de nemlig sjældent, og det er altid vigtigt, at kombinere følelserne med en påmindelse om, hvad det er, der er vigtigt for os i livet. Det bringer os ikke videre, at udnævne vores mavefornemmelse som statsminister, for i morgen har vi fået nyt input, og føler måske på en ny måde.

Så husk det næste gang nogle fortæller dig, at du “bare” skal følge dit hjerte.

Alting kan altid blive bedre, og hvis man konstant venter på, at den indre stemme stempler det som “det helt rigtige”, vil man nok vente forgæves. Ifølge narrative psykologer handler det i bund og grund om, at komme tættere på sig selv, hvilket her ikke refererer til den “indre kerne”, men til de værdier, vi som mennesker sætter højest i livet.

Værdier er, i modsætning til tanken om den indre kerne, ikke noget vi er født med, men noget vi erhverver os gennem vores livserfaring. Samtidig er værdierne vedvarende, og ikke flygtige, som vores følelser. Vi kan altså godt stole på dem.

Okay at være forvirret

Og her er det okay at være i tvivl, og forvirret. For det fortæller os, at vi er ramt ind i noget, vi har mange forskellige følelser og værdier knyttet op på. I stedet for at blive fortvivlet og forvirret, så er det vigtigt, at kunne slappe af i det. Tag dig god tid til at overveje dine muligheder, og find ud af, hvad det egentligt er, der er på spil for dig.

Når vi er i tvivl og forvirrede, er det fordi, at flere af vores værdier “battler”. Altså vi skal finde ud af, hvad der er vigtigst for os, lige nu.

Vores værdier finder vi ikke frem til, ved kun at føle en masse ting hele tiden. Vores værdier kommer vi bl.a. frem til gennem samtaler med vores medmennesker, og ved at spejle os i omverdenen.

Det jeg nok egentligt bare vil sige med dette er, at det er okay, at være frustreret og i tvivl over de store livsvalg. Det kræver tid og omtanke, at vælge det bedste for én selv, og det er også okay. Vi skal samtidig passe på med, at falde i “føle-fælden”, hvor vi forventer, at de store dilemmaer pludselig vil blive opløst, fordi vi mærker nogle ting.

Det gør de nemlig sjældent, og det er altid vigtigt, at kombinere følelserne med en påmindelse om, hvad det er, der er vigtigt for os i livet. Det bringer os ikke videre, at udnævne vores mavefornemmelse som statsminister, for i morgen har vi fået nyt input, og føler måske på en ny måde.

Så husk det næste gang nogle fortæller dig, at du “bare” skal følge dit hjerte.