Har jeg brug for en psykolog?

Hvert eneste år er der tusindvis som stiller spørgsmålet ”Har jeg brug for en psykolog?” til det uendelige Google-orakel…

Igennem de sidste ti år har jeg talt med virkelig mange unge. Derfor overrasker det mig absolut ikke, at der hvert år er så mange, der spørger om netop det.

Som udgangspunkt ville jeg på god psykolog-manér vove at påstå, at man altid kan bruge en samtale der lige rusker op i én, og hjælper med at rydde op i rodebutikken. Hvis man er i tvivl om man bør se en psykolog, er det i 90% af tilfældene godt at få en samtale, da man har en tendens til at undervurdere hvor skidt man egentligt går rundt og har det.

MEN – og det er nu jeg tager psykologbrillerne af og hopper tilbage til den almindelige, praktiske verden: Jeg er udmærket godt klar over, at det hverken er alle der har råd eller lyst til det.

Jeg tænker derfor, at det er ret vigtigt, at vi psykologer hjælper andre med netop at kunne skelne skidt fra kanel, så man ikke tropper op hos psykologen hver anden tirsdag, fordi man er bange for at gøre andet.

Derfor vil jeg nu hoste op med mine bedste guldkorn, som jeg bruger når jeg vurderer, om man har brug for en snak med en psykolog.

Til sidst i denne artikel kommer en test, så du kan teste dig selv og se om du kan få gavn af psykologhjælp i din nuværende situation. Du kan evt. springe direkte til testen her, men jeg vil foreslå dig lige at læse hele artiklen først for at få en dybere forståelse de overvejelser man kan have, hvis man er i tvivl om hvorvidt man skal begynde et psykologforløb.

Jeg har brug for hjælp, men er mit problem vigtigt nok?

Noget af det første der er vigtigt for mig er, at aflive en af de mest sejlivede myter, en myte der desværre driver alt for mange væk fra et godt samtaleforløb.

• ”Jeg har selvværdsproblemer”
• ”Jeg tror jeg har angst”
• ”Jeg føler mig deprimeret”

Det er eksempler på forskellige udsagn, som den første samtale ofte bliver indledt med, hvilket egentligt er hvorfor jeg har taget den med. Det har nemlig været lidt svært for mig, at vide præcist hvordan jeg skulle formulere mig her:

For sagen er den at de fleste tror, at det er hvad problemet er, der kvalificerer om man skal til psykolog eller ej.

Først og fremmest er det ikke heeelt rigtigt, da jeg mener at det egentligt er langt bedre at se problemer på et spektrum, hvor man som menneske altid er plaget af rigtig mange irriterende/frustrerende/drænende tanker/følelser/ideer om sig selv.

Der kommer aldrig et tidspunkt, hvor man er ”problemfri”: Problemer er jo er en del af livet, og derfor er de helt okay at have.

Det kommer derfor i mange tilfælde IKKE an på hvad selve problemet ER, altså at man fx til tider kan døje med tvangstanker, men snarere, hvor plaget man er af det.

Og netop som jeg skriver dette, bliver jeg nød til at indrømme, at det ikke passer helt:

Der ER nogle ting der er så hardcore, at det er godt at få hjælp til med det samme.

Jeg tænker her på selvmordstanker, vrangforestillinger, misbrug, traumer eller angstanfald. Altså hvis man har oplevet episoder, tanker eller følelser, der er så fremmede for én, at man i mange tilfælde er forskrækket over dem.

Derudover er der et andet væsentligt problem med ideen om, at det er hvad det er man fejler, der kvalificerer eller diskvalificerer én til at starte i terapi. Sagen er nemlig den, at er man et fuldstændigt almindeligt, følende, tænkende menneske, er det langt fra sikkert at man ved, hvad det er problemet rent faktisk er.

”Det er noget med noget med nogle dårlige følelser jeg får, når jeg tænker nogle særlige tanker”.

Men frygt ej – En stor del af samtaleterapien handler netop om, at finde ud af, hvad det er man går og bøvler med!

Så har du ingen jordisk idé om, hvad filan der sker oppe på øverste etage, så er det helt normalt! Der er mange logiske forklaringer på det, hvor én af dem er, at når man psykisk ikke har det alt for godt, så er det enormt svært at finde ro til at trevle tankerne fra hinanden.

Egentligt meget logisk, synes jeg.

Så ud med myten om, at man skal gå og bakse med et bestemt, svært problem, før man kvalificerer sig til en samtale hos en psykolog.

Men hvad kan så være relevant, at gøre sig af overvejelser?

Hvor længe skal jeg have haft problemet?

Noget, der er mere væsentligt end hvad problemet er, er at arbejde ”rundt om oplevelsen af problemet”.

Ét af aspekterne af det er, hvor længe du har gået og haft det svært?

Er det noget du er begyndt at føle hen over de seneste uger, kan det måske godt være, at du skal give det lidt mere tid, siden du ikke nødvendigvis er fastlåst af den grund. Som mennesker, er vi konstant påvirkede af oplevelser i vores liv, der for en stund kan sende os på en ordentlig rutsjetur ned i sumpen. Det er skam helt okay, bare vi ikke bliver dernede for længe eller at vi føler os fangede.

Jeg vil derfor sige, at har man gået med nogle svære tanker eller følelser i over 3 mdr., så kan det godt være, at man skal snakke med en psykolog om det.

Ja og nej.

Spontan healing findes heldigvis og det er et produkt af at der netop – i kraft af at livet trækker os i mange retninger – opstår forskydninger, der kan få problemer til at forsvinde. Men for 95% er de tanker og følelser man har, ikke noget nyt, men ofte en gammel kending.

I dette tilfælde må jeg være lidt skrap og sige, at den form for spontan healing ikke eksisterer, og at man tværtimod får større problemer ved at lade stå til. Problemer har det nemlig med at avle hinanden med tiden.

Så se at få gjort noget ved det, hvis det har stået på længe nok!

Hvor plaget er du?

En anden rigtig vigtigt ting at få afklaret er, hvor svært du egentligt har det. Dette punkt er for mange utroligt svært at afgøre, og det er der en meget logisk forklaring på. Når man har været længe nok i noget skidt, når man har vænnet sig til sine tanker og drænende følelser, så er det pludselig gået hen og blevet hverdag.

Man bilder sig selv ind, at det da faktisk endda er ok.

Vi er utroligt gode til, at ommøblere vores liv og psyke, så vi kan gå pænt udenom de problematiske områder, ignorere vores følelser, og undgå særlige situationer. Hvis der er tale om, at det simpelthen ikke er muligt, at genoprette en sund forbindelse til de nedsmeltede områder, er det faktisk en udmærket strategi, ligesom en hund med et brækket ben, må lære at løbe videre på de tre andre.

Derfor er det svært for mange at mærke hvordan det egentlig går, fordi man er vant til at lukke ned.

Det kan i dette tilfælde være bedre, at stille sig selv spørgmål som:

• Hvor mange gange om dagen støder jeg på problemet, uanset om det er gennem mine tanker, følelser, omgivelser eller handlinger?
• Hvor meget påvirker det mig i mit liv?
• Har jeg en konstant klump i maven, eller mærker jeg det kun et par gange om ugen?

Jeg vil mene at hvis det er noget du møder på daglig basis, eller et par gange om ugen, og hvis det er noget, som påvirker dig følelsesmæssigt, kan én eller flere samtaler, godt være hjælpsomt for dig.

Og nu trækker jeg så psykologkortet igen og siger, at det selvfølgelig godt kan være, at du oplever nogle vanskelige følelser eller tanker sjældnere end et par gange om ugen, men at du stadig oplever det som invaliderende i dit liv. Så kan en psykologsamtale selvfølgelig også være hjælpsom.

Har du prøvet at hjælpe dig selv?

Et banalt – men vigtigt – spørgsmål, som jeg tit stiller til mine klienter, er det her:

”Hvad har du selv gjort, for at hjælpe dig selv?”.

For det er klart at man også er nød til at prøve andre ting af, inden man hopper på en samtale. En psykologsamtale er ikke en magisk pille, der ligesom i Matrix, hjælper én med at se alting fra et nyt, og smukkere perspektiv.

Hvad kan en psykolog hjælpe med?

At gå til samtaler hos en psykolog er benhårdt arbejde, og det kan være direkte pissefrustrerende. Derfor er det alfa og omega, at man er trukket i arbejdstøjet fra starten af, og at man gør hvad man kan for at hjælpe sig selv.

Det er nemlig ikke nødvendigvis en psykologsamtale, der er svaret på alle problemer. Det kan i hvert fald altid være en god ide at læse noget litteratur om emnet, opsøge forskellige hotlines eller f.eks. finde nogle communities på nettet, der adresserer netop dette.

Et godt onlinekursus kan også hjælpe, men kan være ret stor forskel på kvaliteten af kurserne og der er kun få gode onlinekurser, som er på dansk. Ét af de kurser som har hjulpet mange og som har fået rigtig flotte anmeldelser, er (i al beskedenhed) mit eget store online selvværdskursus.

Min mening med det her er ikke at skræmme nogen væk ved at sige, at de hellere skulle tage at købe en tilfældig selvhjælpsbog.

Men grundlæggende set er det bare rigtig vigtigt, at man har forsøgt selv at komme ud af problemerne, på den måde man har fundet bedst, før man opsøger professionel hjælp. DU er nemlig i sidste ende den eneste, der kan rykke dig selv og derfor er det altid bedst, at du forsøger med egen hjælp først.

VIGTIG kommentar til dette! Jeg er personligt af den meget stærke tro, at 95% af alle mennesker, forsøger at hjælpe sig selv som det allerførste, når de oplever udfordringer i livet. Det er altså de færreste der passivt venter på, at andre skal gøre noget.

Bakser du stadig med de samme problemer, kan det derfor tyde på, at du ikke er lykkedes med dine egne strategier, og at du har brug for noget hjælp udefra.

Kan du tale med nogle i dit netværk?

Som rosinen i pølseenden er det også utroligt vigtigt at tænke over, hvem du egentligt kan tale med. At få afdækket sine ressourcer i sin omgangskreds, kan være utroligt terapeutisk og positivt, hvis man pludselig finder ud af, at det kunne da godt være, at man lige skulle hive fat i hende her.

Derfor – har du ikke allerede tænkt over, om nogle i dit netværk er værd at få en god snak med – så gør det NU. Nej, vores venner og familie er IKKE professionelle, men styrken ved dem er, at de kender os, og i mange tilfælde kan berolige os, og guide os videre i vores liv. Nogle gange, har vi brug for, at mærke omsorgen fra vores nærmeste, hvilket i sig selv kan have en rigtig healende effekt.

På den anden side, skal jeg da være den første til at sige, at det ikke er lutter lagkage, at tage kontakt til nogle, i sit netværk. Det kan ofte være svært at betro sig på den måde til folk, man ikke ønsker skal kende til de sider af én. Eller måske har de for mange aktier i éns liv, eller også er de måske bare ikke så gode til at lytte. Der kan være mange grunde til at det ikke er det bedste for dig.

Det er ofte i disse tilfælde, at en psykolog, der er en fagperson uden for hele suppedasen, kan være en rigtig god ide.

Men jeg vil holde fast i, at du simpelthen SKAL have den overvejelse med. For er der en person i dit netværk, du godt kunne være lidt lun på at tale med, så alliér dig med vedkommende. Det kan være, at i så sammen finder ud af, at du skal gå videre til en psykolog. Men under alle omstændigheder er det positivt, da du garanteret vil opleve, at noget af tyngden letter, og at ensomheden ved at bære på problemerne helt alene, forsvinder.

Har jeg brug for en psykolog-testen!

Nu hvor du har arbejdet dig igennem mine guldkorn, har jeg selvfølgelig lige en lille bonus! Her er en test, netop baseret på ovenstående tanker.

Jeg håber du finder den hjælpsom, og at du kan bruge den i dit liv fremadrettet.

Rigtig god fornøjelse!

FAQ – Ofte stillede spørgsmål om psykologhjælp