Om negative tanker

Når man tænker ting, man ikke burde

Jeg læste forleden en artikel i et dameblad, der mente, at den kunne hjælpe mig med, at droppe de negative tanker. Artiklen lovede bl.a., at de negative tanker vil gå væk, hvis jeg

• lagde en distance til tankerne
• distraherede mig selv
• gemte tankerne til senere

Første indskydelse var, at dette egentlig var fornuftigt, siden ingen gider at bakse rundt i en sump fuld af negativitet. I den forstand, har de fleste af os hørt dette før. Derfor, hverken en revolutionerende artikel, eller noget jeg normalt ville skænke en ekstra tanke, hvis ikke det var for mit nylige møde med en tidligere spiseforstyrret pige.

Som spiseforstyrret, havde hun om nogen mærket, hvad det ville sige, at være styret af negative tanker. Som en besættelse, overtog de hendes liv – bid for bid.

Da hun blev indlagt på et psykiatrisk afsnit, lærte hun at arbejde intenst med sine tanker. Grundlæggende set, skulle hun lære at ignorere de tanker der sagde, at hun var værdiløs, og burde tabe sig.

Og hun blev rigtig god til det.

Så toptrænet, at jeg ville betegne hende som en professionel tankeknuser – stormester i selvcensur.

Og alligevel. I dag er der alligevel noget, der mangler.

Derfor kommer hun til mig.

Hun føler sig skåret midt over. Hun føler stort set ingen kontakt til sig selv længere. Hun kan ikke længere huske, hvad der gør hende glad, og hun er konstant i tvivl om, hvad hun har lyst til. Hun har lært præcist hvilke tanker, der skal væk, og hvilke der må blive. Hun er så god til det, at hun er ved at censurere sig selv helt bort.

Den hævede pegefinger

Men hvad er der dog sket med hende? Hvordan er hun mon havnet der?

For at forstå dette, skal man træde et par skridt tilbage, og kigge nærmere på hendes proces. Den måde, hun først og fremmest har arbejdet med sine tanker på, stammer fra den kognitive psykologi, hvor man bl.a. mener, at de negative tanker er et produkt af, at man gennem livet har oplevet ting, der har skabt fejlagtige måder at tænke på.

Fx hvis man tidigere er blevet mobbet i skolen, kan man være bange for, at være sammen med jævnaldrende i dag, fordi man tror, at der vil ske det samme igen. Man har altså generaliseret det konkrete, der skete engang. Derfor gælder det om at gå tilbage til hvilke antagelser, der ligger bag de negative tanker, og ændre på dem.

Det fordelagtige her er, at selvom dette arbejde med sig selv absolut ikke er nemt, er det forholdsvist simpelt. At de psykologiske problemer, som man selv har oplevet som tankemæssige mastodonter, ikke er andet end et produkt af fejlantagelser, medfører som regel en stor lettelse.

Var det bare det det hele drejede sig om? Der er altså ikke noget fuldstændigt galt med mig? Tænk at jeg har gået rundt i denne suppedas i så lang tid, uden at vide at jeg bare kunne…osv. osv.

Og så begynder arbejdet med, at lave tankerne om ved bl.a., at banke noget realitet ind i hovedet. Det er en heksejagt på de uønskede tanker. Seek and destroy.

Og det virker.

For de fleste går denne del af arbejdet rigtig godt, omend det kræver en stor selvdiciplin. De negative tanker forsvinder gradvist, hvilket der også er mange videnskabelige beviser på.

Men – får man det så nødvendigvis bedre af, at smide de negative tanker væk?

Lad os vende tilbage til den unge pige. Hun har det nemlig stadigvæk ikke godt.

Følelsen af splittethed

Hun føler sig opsplittet – uden forbindelse til sig selv. Hun kan ikke længere føle hvad hvem hun er, og hvad hun har lyst til. Men hvad er det lige, der sker her? De negative tanker er jo væk…?

Der er efter min mening et stort problem med at tænke, at man kan skabe nogle tanker, der i sig selv er “negative”, og ikke giver mening. For hvorfor skulle man egentlig gøre det, til at starte med? Jeg er ret sikker på, at vi slet ikke er i stand til, at skabe noget uden mening for os, og derfor er der intet der bare skal ignoreres, eller behandles som var det værdiløst for os.

Vi behandler altså vores negative tanker som sindets ukrudt, uden at undersøge dem ordentligt. Netop denne pointe leder mig atter videre til, at peppe ugens tanker op med en smule psykologisk teori – så hold nu fast!

Hvorfor de “negative” tanker også er gode nok

Ifølge den narrative tankegang, opstår de negative tanker ikke automatisk, MEN fordi de er en del af et meningsfuldt univers. En vigtig forskel er her, at man inden for den narrative teori ALTID anser mennesket som aktivt, dvs. at vi aldrig er passive ofre for nogle negative tanker, men producerer disse af en årsag.

Altså er de negative tanker ikke bare negative tanker, men noget, der har en stor betydning for den person, der nu en gang har produceret dem. Det betyder altså, at personen selv er med til at generere de negative tanker – også selv om han rationelt er klar over, at det måske ikke er det smarteste.

Der er altid en grund til at personen tænker disse tanker – et højere formål der måske ved første øjenkast kan være svært at få øje på. Mennesket forsøger altid at navigere bedst muligt i sit eget liv, også selvom dette måske resulterer i negativitet og dårligdom.

Mit personlige udgangspunkt er at alle mennesker – uanset tid, sted, livssituation, etnicitet og køn – forsøger at gøre det de tror er bedst i deres liv. Alle vores tanker, håb og intentioner med det vi gør, udspringer af vores livsværdier. De negative tanker kan derfor lære os enormt meget, om hvem vi er.

Værdier

Ud fra en narrative tankegang, handler mennesket altid ud fra kerneværdier, det har bygget op igennem sit liv. Alle tanker og handlinger har derfor en intention om, at gøre godt i ens liv.

Men hvad er intentionen så med negative ting? Hvordan kan det nogensinde have en funktion i ens liv?

Vender jeg kort tilbage til mit bekendtskab med den tidligere spiseforstyrrede pige, opdagede jeg hurtigt, hvor mange funktioner spiseforstyrrelsen kunne have i hendes liv. Den gjorde noget ved hendes liv, der fik andre områder til at lysne op. Fx kunne dette helt banalt set være, at blive beundret og set op til, fordi hun var så tynd.

Det at være tynd var for hende en enorm selvkontrol, hvor hun viste over for andre, at hun mestrede livet. Herudover, var spiseforstyrrelsen en måde at få noget ekstra omsorg på, og en vej ud af andre, endnu sværere problemer. Spiseforstyrrelsen hjalp hende, når hun sank ned i mørke tanker, om ikke at være noget værd.

Det er bare for at demonstrere, at noget så “forkert” som en spiseforstyrrelse, også kan have positive intentioner i sig, og at det for den unge pige har givet mening, at være ramt af en spiseforstyrrelse! Det er det jeg kalder en smertelig erkendelse. Og det er netop disse tanker, der er en guldmine at undersøge. Det er her, at man ikke blot skal ignorere tankerne, men undersøge dem, for de fortæller noget om, hvem vi er.

At være åben over for sig selv

Lad mig komme med et eksempel, lidt flere nok kan relatere til:

Du sidder i din sofa og ser TV. Du kigger på klokken og tænker, at du nok burde gå over og træne. Og alligevel. Du gider simpelthen ikke i dag! Pludselig føles kroppen helt tung, og du er træt. Måske du begynder at tænke, jeg har ondt i knæet – jeg har simpelthen ikke de rigtige sko til løb – jeg ser dum ud i træningstøj – det er for koldt, you name it. Denne tankegang ville ofte blive stemplet som negativ af de fleste, og vupti – så havde man det dårligt med sig selv, hvis man ikke gik ned og trænede.

Men hvis nu man undersøgte “gider-ikke-træning-tankerne” for hvilke intentioner de havde for dig, og hvad du måske værnede om i den situation, kunne det måske handle om, at du har haft en travl uge, og egentlig burde slappe mere af. Måske det handler om, at du har en værdi om fordybelse og afslapning, eller om at blive klogere på det du ser i TV.

Under alle omstændigheder, er der ikke nogle dårlige intentioner for dig selv i spil, der blot vil have at du skal blive en sofakartoffel, for hvorfor ville du ønske sådan noget for dig selv? Hvis du begynder at behandle dine tanker som reelle, og spørge dem, hvad de egentlig vil med én, så kan du på sigt slippe af med følelsen af, at du hele tiden burde lave noget andet, end det du gør.

På den måde begynder du at forstå, hvorfor de tilbagevendende tanker, du før stemplede som negative, egentlig kom med et tilbagevendende budskab til dig.

Jeg er godt klar over, at der er forskel på “jeg-gider-ikke-træne-tanker” og spiseforstyrrede “jeg-må-ikke-spise-tanker”, og at sidstnævnte byder på et langt større psykologisk arbejde. Men hovedsagen er holdningen vi har til tankerne, og hvordan vi arbejder med dem. Lukker vi dem for hurtigt ned og bekæmper dem, får vi aldrig udfoldet hvad tankerne egentlig står for i vores liv, og hvorfor vi bliver ved med at generere dem.

Vi misser simpelthen de åbninger de giver os, hvor vi har mulighed for, at udforske et helt univers af følelser og værdier, der ligger til grund, og som vi i sidste ende også kan ændre på.

Det er netop hvad arbejdet omhandler i UngTerapi. Det handler om at lære dig at være nysgerrig på dine tanker, og lade vær med at behandle dem som ukrudt. Derudover handler det om, at tilgive dig selv for, at de negative tanker er der, og at få omsorgen tilbage til dig selv.