Så tag dig dog sammen: Når livet er uoverskueligt…

I dag skal i møde Jakob (jeg har selvfølgelig ændret hans navn). Jakob er en rigtig sød dreng på 24 år, som læser til lærer.

Jeg havde samtaler med Jakob kom til mig i UngTerapi, fordi han ”ikke kunne tage sig sammen”. Alt var uoverskueligt. Det var i hvert fald sådan, han selv fortalte om sine udfordringer. Det var i starten enormt tabubelagt for ham, at komme til mig, fordi han følte, at hans problematik var så skamfuld.

 

For det går man da ikke til psykolog med!

Man skal da ikke betale nogle, for at fortælle én det, man allerede ved!

Hvor svært kan det være, at tage sig sammen?!

 

Jakob er langt fra den eneste ung, jeg har mødt med denne udfordring, og derfor vil jeg i denne uge gerne dele hans historie med jer. Jakob har nemlig været helt fænomenal til at sætte ord på sine udfordringer, og gøre mig klogere på, hvorfor det er så svært at ”tage sig sammen”, og hvor lidelsesfuldt det egentligt er, når livet er så uoverskueligt.

Jakobs historie

Helt overordnet set, så Jakobs liv for 5 måneder siden, således ud:

Han boede på et lille kollegieværelse i udkanten af København, hvor han hadede at være. Det gjorde han fordi, der var MEGET beskidt og ulækkert.

Som i rigtig meget.

Jakob beskrev det som, at der var vasketøj overalt på gulvet, toilettet var beskidt, og der stod altid en masse opvask i vasken. Ofte lå der gamle madrester ved sengen, fordi han godt kunne lide at spise i sengen.

Han fik først lavet aftensmad kl. 22 hver aften, fordi det tog ham meget lang tid at tage sig sammen til det, og ofte blev det noget hurtigt, usundt noget, fordi han ikke havde fået handlet. Desuden tog hele madlavningsprocessen meget lang tid for ham, fordi han altid skulle rengøre opvasken fra dagen før, der stod i vasken, og fyldte alt.

Når han var færdig med at spise kl. 23, efterlod han køkkenet meget rodet, til stor gene for hans samvittighed, og kom desuden alt for sent i seng, fordi han lå og så serier. Dette resulterede i, at han ikke kunne stå op om morgenen, gå i bad og få spist morgenmad, og han kom desuden ofte for sent i skole, hvis han overhovedet mødte op.

Det var desuden meget svært for ham, at få læst op på sine fag i skolen, fordi han ikke kunne koncentrere sig om det. I stedet så han serier. Rent socialt, kendte han ikke ret mange fra sin gang på kollegiet eller studiet, og følte sig i det hele taget uattraktiv, fordi han var usoigneret. Alt i alt skammede han sig meget over sin tilværelse.

Så uden at sige for meget, følte Jakob, at der var rigtig mange ting galt med hans liv. Der var så meget, der skulle “fixes”, og det var uoverskueligt at vide, hvor han skulle starte. Samtidig kunne han ikke forstå, hvorfor det var sådan. Han havde jo ikke tidligere døjet med noget, hverken psykisk eller fysisk, og han havde egentligt alle forudsætninger for et godt liv.

Desuden ville han rigtig gerne være social, og havde tidligere også haft en masse venner på gymnasiet. Derudover ønskede han at fortsætte på sit studie, og ville rigtig gerne være lærer en dag. Men hvis han fortsatte, som han gjorde nu, ville han nok blive smidt ud af skolen.

Hvorfor kunne Jakob ikke bare ”tage sig sammen”?

Hen over de seneste 5 måneder, har Jakob gjort mig klogere på, hvad det er for nogle psykiske processer, der kan gå i gang i os, når vi ikke har det største overskud. For det hører selvfølgelig med til historien, at Jakob i lang tid ikke havde følt et særligt stort overskud i sit liv.

Siden han var startet på sin uddannelse, og flyttet til København, havde han haft en turbulent tid med at finde sig til rette i sit nye liv. Det var som om, at han hele tiden haltede bagud, og konstant havde overset et eller andet.

Brandslukning hele tiden.

Det satte nogle psykiske mekanismer i gang, der fastholdt Jakob i en masse negativt, og gjorde det meget svært for ham, at komme videre. Stille og roligt, havde små ting bygget sig op til et kæmpe stort, uoverskueligt monster, der angreb ham fra alle sider.

De hurtige løsninger

Når vi er psykisk pressede, hvilket Jakob især var omkring studiestart, har vi en tendens til, at handle ret kortsigtet. Vi har brug for et boost og nogle ”quick fixes”, der hurtigt kan give os en form for psykisk lettelse fra det pres, vi oplever. Et slags psykisk ”sukkerboost” af tomme kalorier. For Jakob blev det, at spise en masse junk og se en helt masse serier.

Egentligt, er dette jo rigtig fint, fordi det er godt, at kunne få sænket trykket i kabinen nogle gange. Men kun nogle gange. For det er en kortsigtet løsning, der skal kunne købe os tid til, at få samlet tankerne omkring de langsigtede løsninger. De er ikke løsninger i sig selv, i og med, at de ender med at blive til rigtig dårlige vaner.

Desuden får vi hurtigt dårlig samvittighed over, at vi benytter os af de hurtige løsninger, fordi vi godt ved, at det i sidste ende ikke er godt for os.

For Jakob betød de dårlige vaner, at han begyndte at tage på. Dette var også uoverskueligt for ham, men i stedet for at gå ud og løbe en tur, fortsatte han. Han kunne ikke mønstre det overskud, der alligevel skal til for at sige ”Så! Nu bliver det sku i dag, at jeg tager ned og træner!”, og i stedet blev det hele kortsigtet, psykisk lindring. Det gjorde så, at han fik det endnu værre med sig selv.

Kaotiske omgivelser

”Rod i huset giver rod i sindet”. Var der ikke en klog mand, der en gang sagde det? Ellers burde der være en klog mand, der sagde det.

For det er så banalt, og alligevel noget, man tit kan glemme.

Når ens liv fysisk ligner et kaos, får man det også uoverskueligt inden i. For at kunne finde ro til sine egne tanker, kan man nemlig ikke hele tiden være forstyrret af ”hov, der ligger et par sure sokker på gulvet”, ”jeg bør støvsuge”, og ”øv, nu står opvasken der igen!”. Konstante irritationsmomenter virker abnormt drænende på os, og gør, at vi ikke kan få overblik over det, der er uoverskueligt.

Jakob havde egentligt altid anset sig selv som et renligt menneske, hvorfor han slet ikke kunne klare, at komme hjem til sit værelse. Han syntes altså selv, at det var ekstremt ulækkert, men blev så følelsesmæssigt overrumplet af alt den oprydning, der burde gøres, at han gik i passivt-mode i stedet.

Fordi han så længe havde boet i det rod, havde han opbygget et efterhånden ret velformuleret indre møgfald, der gik i gang med at svine ham til, så snart han var hjemme. Det gjorde, at i stedet for at begynde at svinge kosten, hoppede han forbi møddingen og ind i netflix-land.

Havde han haft noget mere overskud, havde det måske været klogt at sætte sig ned, og begynde at lægge en plan for, hvordan han kunne omlægge nogle af de dårlige vaner.

Men det havde han altså ikke.

Hans undgåelsesadfærd forårsagede, at problemerne voksede, og det blev mere og mere uoverskueligt at tage sig af. Nøjagtigt som man har set det i Luksusfælden, når de sylter kviklån, hvor et lån på 5000 dask til en ferie til Mallorca pludselig udvikler sig til en regning på 100.000 kr. Sådan kan en syltning af psykiske udfordringer også hurtigt vokse helt ud af proportioner.

En pinlig affære

Det tog Jakob rigtig lang tid, at forstå, at han faktisk gik rundt og havde det virkelig dårligt. Det gik først op for ham, da hans mor hev fat i ham, og spurgte hvad der egentligt var galt. Jakob vidste ikke, hvad han skulle svare. For det anede han virkelig ikke. Men han kunne da godt se, at det ikke gik skide godt for tiden.

Det her med, at have rigtig svært ved, at ”tage sig sammen”, er nemlig en problematik, der er svær at identificere. Man har ofte kaldt denne slags mennesker ”dovne”, og generelt gør vi grin med denne type. At være ”doven” betragtes lidt som et karakterbrist, og noget man bare er født som.

På en eller anden vanvittig måde (ja undskyld formuleringen), er vi kommet til at tro, at ”dovne folk” er dovne, fordi de elsker at nasse på alle andre, og hader at røre en finger. De har det faktisk rigtig godt, når de får lov at ligge i sengen, og se netflix dagen lang. Ligesom at arbejdsløse ikke vil have et arbejde, men egentlig helst vil dangdere den på bænken nede i centret.

Gu vil de da ej! Prøv at høre, hvor dumt det egentligt lyder…

Der er lavet tonsvis af forskning, der viser, at når folk fx ikke er i arbejde, bliver de hurtigt deprimerede, fordi de føler skam over at være ubrugelige for deres familie, samfundet, og ikke mindst dem selv.

Så ordet ”dovenskab” eller frasen ”at tage sig sammen”, giver mig simpelthen røde knopper. For der er ingen, der grundlæggende set bare er dovne. Det er mennesker der, af en eller anden grund, ikke har overskuddet, til at leve det aktive liv, de egentligt gerne vil. Af en eller anden grund føler de, at deres liv er uoverskueligt.

Alle har jo drømme, de gerne vil ud og opfylde.

For Jakob kom alt dette til at betyde, at det var enormt pinligt for ham, det hele. Han benægtede det længe overfor sig selv.

Derfor har Jakob brugt en del tid på, at indse, hvor svært han egentligt har haft det, og at det er okay. Jakob skulle også acceptere, at de problemer han stod med, var reelle problemer, og ikke noget, han blot kunne gå ud og løse i morgen.

For tanken om, at han ”bare lige” kunne fixe det hele i morgen, skabte enormt meget selvhad og skuffelse hver aften, han kunne konstatere, at intet havde løst sig. Så var han jo en kæmpe taber, der fortjente at have det skidt.

At genvinde handlekraften

I vores arbejde på, at få Jakob til at genvinde sin handlekraft, har han først og fremmest skulle genvinde sin selvrespekt. Hver gang han trådte ind ad døren til kollegieværelset, blev han overvældet af hvor uoverskueligt, hans liv var, og dermed også en passivitet. Den seneste tid, har virkelig sat dybe spor i hele hans selvopfattelse, og han har hele tiden en stærk, indre kritiker siddende på sin skulder.

For Jakob har det derfor handlet om at blive mindet om, at han godt kunne handle og få succes. Han havde fx en kæreste det gik godt med, hvilket jo om noget, var et bevis på, at han sagtens kunne få kontrollen over sit liv.

Hvis han kunne ringe til hende, købe hende gaver, og invitere hende på middag, kunne han jo godt handle aktivt i sit liv. Så var alt åbenbart ikke helt uoverskueligt for ham. Det handlede derfor om at genvinde troen på sig selv, og at han kunne komme ud af rodet.

Noget af det mest destruktive, vi som mennesker, kan udsætte os selv for, er når vi kommer til at tro, at vi ikke har magten over vores egne liv. Det er når vi tror vi er passive, og nogle andre eller noget andet bestemmer, hvordan vores liv skal udfolde sig.

Ofte er det noget, vi kommer til at tro, hvis vi har været udsat for noget traumatisk, eller været pressede over en længere periode. Her føler vi, at livet bare sker for os, uden at vi har nogen mulighed for at påvirke det.

Det skaber en ret dominerende følelse af afmagt, og vi trækker os endnu mere tilbage fra det aktive liv. Dette bekræfter os så senere i, at vi ikke har kontrol over noget.

Det handler derfor om at blive mindet om, at man er hovedrollen i sit eget liv, og at man har enhver mulighed for, at komme tættere på det liv, man gerne vil leve.

Små mål

Uh, hvor har jeg efterhånden gentaget denne pointe mange gange. Små mål, små mål, små mål! Altid små mål!

Rom blev ikke bygget på en dag. Kliche, ja, men rigtigt.

Særligt for Jakob, var dette vigtigt at høre. For når man fysisk bor i sådan et kæmpe rod, og man er omkring 400 sider bagud i pensum, kan det være svært at vide, hvor man egentligt skal tage fat.

Når vi har hobet ting op så længe, bliver det mindre og mindre attraktivt for os, at tage stilling til, hvad det er, der ligger nede i rodet. Det er altså markant svære, at rydde op efter 1 uges rod, end efter 6 måneders rod. Og når man i forvejen føler sig psykisk drænet, er det ikke just dét, man begiver sig ud i. At nedbryde det, der er uoverskueligt ned til små bidder, er den eneste måde, man kan få ædt sig igennem det.

Det er derfor vigtigt, at man ikke tager munden for fuld, i og med, at det hele så ender på gulvet til sidst. Jakob skulle starte i det små. Lave en liste og prioritere. Først og fremmest, skulle der være rent omkring hans seng, så han kunne sove godt. Derefter skulle opvasken tages umiddelbart efter maden, for at han næste dag, kunne gå i gang med aftensmaden i god tid.

Det handlede om, at Jakob oplevede små sejre hele tiden, så han stille og roligt fik genvundet troen på sine egne evner.

Derfor krævede dette utroligt meget tålmodighed. Jakob var helt indforstået med, at de første mål mest handlede om, at han psykisk skulle styrkes og opleve ”empowerment”, og ikke, at hele hans værelse skulle blive rent hurtigt.

Men det blev det til sidst. Vi arbejdede os meget langsomt igennem alle kroge af værelset, samtidig med, at vi parallelt fik kigget på hans sove- og spisevaner.

Fordi Jakob var gået langsomt, men sikkert til værks, var han lykkedes med de første opgaver, og fik nu nok blod på tanden til, at han kunne sætte tempoet op.

At vinde de samme kampe, hver dag

Når vi over en længere periode, har bygget nogle dårlige vaner op, tager det lang tid, at nedbryde dem igen. Det er jo egentligt logisk nok, men de fleste mennesker tror desværre, at de kan vinde kampen mod den dårlige vane, én gang for alle.

Man skal nok regne med, at de dårlige vaner, man kæmper med nu, er nogle, man også vil kæmpe med om 10, 20 og sågar 50 år.

Selvfølgelig kan man lære sig selv, at rydde op. Men man vil nok altid have en tilbøjelighed til at rode.

Det jeg mener med dette er, at vi ofte banker ind i de samme kampe, når vi er i følelsesmæssigt underskud. Når vi er pressede, søger vi tilbage til de samme kortsigtede løsninger. Som jeg har beskrevet, er disse kortsigtede løsninger gode til at give os en pause, men dårlige på længere sigt.

For Jakob handlede det derfor om at være opmærksom på, hvilke tendenser han havde, når han blev presset. Hvis han nu vidste, at han havde en tendens til at droppe opvasken efter maden, når han blev stresset over en opgave, skulle han forsøge at gøre det alligevel. Ligesom at han skulle holde sig selv fast i, ikke at spise for usundt, for det var dét, han faldt tilbage til, når han ville være sød ved sig selv, i de hårde tider. Det handler om, at bryde det ned, inden det hele vokser sig alt for uoverskueligt stort.

Når man er bevist om, at man har visse, knap så konstruktive tilbøjeligheder, er det også nemmere at tage kampen op, når de kommer. Man vil altså kunne agere mere effektivt over for dem. Desuden vil man føle mindre selvhad og ærgrelse over, at man igen skal kæmpe med den samme vane, fordi man ved det er naturligt, at den kommer igen.

Der er altså ingen grund til panik, det er bare den gamle ven, der igen banker på, fordi man er presset.

Den rigtige selvomsorg

Når jeg kigger tilbage på mine samtaler med Jakob, tænker jeg egentligt, at meget af Jakobs adfærd i bund og grund, har været motiveret af en skæv selvomsorg. Jakob har forsøgt at passe på sig selv ved, at undgå ubehag og situationer, der pressede ham yderligere.

Det paradoksale i det er dog, at han så endte med et konstant psykisk ubehag, at føle sig meget presset, selvom han aldrig rigtig turde konfrontere rodet i hans liv. For selvom vi tror vi flygter fra det ubehagelige i livet, så følger det med som en klump i maven, der bare bliver sværere at identificere.

I Jakobs tilfælde var der mange onde spiraler i spil. Det gjorde, at undgåelsesadfærd og en tilbøjelighed til nemme løsninger endte ekstremt, og at det akkumulerede sig vældig hurtigt.

Hans fokus blev derfor, at yde omsorg for sig selv, på en mere konstruktiv måde, og ikke sylte noget for længe.

Min sidste pointe er derfor, at har man det svært, er det essentielt at anerkende, at det står slemt til, og række ud efter hjælp. Nøjagtigt ligesom Jakob endte med at gøre. Det er aldrig for sent, og det kan altid rettes op på.