Selvværd, børneopdragelse og præstationskultur

Jeg har for nyligt opdaget en rigtig spændende bog om sammenhængen forældres opdragelse og følelsen af selvværd og selvstændighed blandt unge. Her er mine tanker:

Jeg har skrevet om selvværd rigtig mange gange, og kommer til at skrive om det mange gange fremover.  Jeg HAR advaret jer, så ingen kan klandre mig for noget…!

Hvorfor jeg bliver ved med at kredse om selvværd, skyldes en uudslukkelig tørst jeg har for, at komme til bunds i denne problematik. Med al ydmyghed, tror jeg nu næppe det bliver mig, der i sidste ende vil sidde med nøglen til den hellige gral til selvværd, men jeg vil gøre mit for, at komme nærmere en afklaring.

Eller en nuancering. Eller i det mindste bare et lidt bedre svar, end hvad man får fra diverse medier. Der bliver nemlig stadig skrevet ekstremt meget om ungdommen og dens problemer, og ofte ender det med noget a-la ”de møgforkælede unge, aner ikke hvad svære tider er, og bør holde op med at flæbe” – agtigt. Det er jo ligesom heller ikke så nuanceret…

Så forleden, så faldt jeg over en MEGET klog dame – og det er jeg VIRKELIG glad for. For hun har i den grad gjort mig klogere på problematikken omkring selvværd. Eller, det håber jeg i hvert fald! Jeg har på det seneste søgt med lys og lygte efter ny og spændende litteratur om selvværd, fordi jeg er i gang med at kreere et brandgodt onlinekursus om selvværd, der gerne skulle lande på hjemmesiden i starten af det nye år. SÅ fedt! (OPDATERING: Mit store online selvværdskursus er nu klar og kan findes her)

Anyways.

Jeg faldt over en dame, Polly Young-Eisendrath som har skrevet bogen “The Self-Esteem Trap: Raising Confident and Compassionate Kids in an Age of Self-Importance” der på en utrolig respektfuld måde tager emnet op. (Bogen kan købes her)

Fordi jeg selv har følt mig MEGA beriget af hendes bog, vil jeg dele nogle af hendes hovedpointer med jer. Det skal lige siges, at Polly selv er op i alderen, men har brugt hele sit liv på, at have samtaler med unge og deres forældre.

Først og fremmest, ser Polly ungdommens problemer omkring selvværd, som en blanding af tendenser i den tid, vi lever i i dag, og den måde, forældre har opdraget ungdommen på.

Selvværd og børneopdragelse 1970-

Nutidens ungdom og unge voksen (fra 35 år og ned), er generationer, der har en tendens til at være ”mætte på oplysninger, men med manglende livserfaring”. Med det her mener Polly, at vi (jeg er selv en del af denne gruppe) er opdraget på en måde, hvor vi gennem vores opvækst, og har fået tudet ørene fulde af viden hele tiden. Vi er altså nogle meget videnstærke og dygtige, unge generationer. Men samtidig har vores forældre, gennem opdragelsen, beskyttet os meget fra at stifte erfaring med dele af livet, der er knap så rare.

Vi har simpelthen haft nogle forældre, der har været så ressourcestærke, at der har været tid og energi til, at udfylde alle vores tænkelige behov. Derudover, er vi opdraget i en tid efter 1970erne, hvor man virkelig begyndte at tænke i nye baner, hvad angik pædagogik og barnets udvikling. For mange blev det vigtigt, at barnet fik så meget plads som muligt, til at udvikle og boltre sig, og derved finde sin helt egen vej gennem barndommen. Dette kan bl.a. have udmøntet sig i, at forældrene sørgede for, at deres børn blev distraheret så lidt som muligt fra skolegang og venner, ved at de fx ikke skulle tage et arbejde for, at tjene deres egne penge. Jeg kender i hvert fald flere, der har haft det sådan.

Det kan også have været, at man som barn har oplevet, at ens forældre har investeret meget tid og energi i ens lektier, fordi man haltede bagud på flere områder.

Og det er jo alt sammen rigtig fint, og umiddelbart ikke noget nogle måske ville undres over. Men – påpeger Polly – dette kan være et problem ift., at børnene ikke selv får taget det nødvendige ansvar, over deres eget liv. Når forældrene spørger ind til lektierne, før barnet selv kommer i tanke om det, frarøver forældrene barnet mulighed for, at glemme noget vigtigt, og dermed komme i skole næste dag, og opleve konsekvenserne af det.

For dette er nemlig en rigtig vigtig lektion. Barnet skal simpelthen stifte bekendtskab med, hvad det vil sige at fejle, og hvordan det føles at skuffe sig selv og andre. Og den erfaring skal gerne opleves så tidligt som muligt, så barnet derved får mulighed for at rette ind, og blive fortrolig med disse sociale processer.

Følelser som skyld og skam, er ikke nødvendigvis dårlige følelser. Polly skriver, at disse følelser ofte bliver skældt ud, fordi de senere hen i voksenlivet er kilden til rigtig mange problemer. Men det er altså malplacerede følelser af skyld og skam, og ikke når de er berettiget, at de giver problemer.

Skyld og skam er følelser, vi alle skal have, for netop at kunne begå os i samfundet som lovlydige borgere. Derfor er det ikke dårligt, at barnet lærer, hvad det vil sige, at have disse følelser i en tidlig alder, hvis det samtidig lærer, hvorfor det føler sådan, og hvordan det retter op på det, der skaber disse følelser.

Ifølge Polly, skete der i 1970erne et markant skift i måden at tænke opdragelse på. De sidste 50 år, har der været en stor tendens til, at opdragelsen mål har været, at skabe stærke individer, der bliver originale og frit tænkende, og ikke – som før hen – at opdrage barnet til at være en del af det sociale fællesskab, vi kalder for samfundet. I dag skal barnet først og fremmest dyrkes af de voksne, så det en dag kan blive lykkelig ved, at dyrke sig selv.

Og når børneopdragelse handler om at skabe unikke børn, er det vigtigste, at der er tid og ro til, at barnet kan udfolde sig selv. Så når barnet en gang i mellem, kommer på kant med den omkringliggende verden, så vimser forældrene straks ind, og fjerner problemet for barnet, fordi det ses som en forstyrrelse. Derudover, ses det som noget, der kan skade barnets selvværd, i stedet for at se det som noget, der netop er med til at bygge barnets selvværd og selvfølelse op.

Lykke

Samtidig med det, er der kommer meget stort fokus på lykke. Og nej, det er ikke noget nyt, og absolut ikke noget, der har været anderledes inden for min levetid. Men ser man det i et større samfundsperspektiv, er det faktisk en nyere ting, at lykken er blevet så vigtig for os. Et af problemerne med lykke-begrebet er, at det er enormt diffust og svært at definere, og i stedet forveksles med umiddelbar glæde.

Og det her er altså ret vigtigt i hele snakken om, hvordan man har opdraget børn siden 1970erne. For det er efter denne tid blevet enormt vigtigt, hvordan børnene går og har det hele tiden. Børnene skal nemlig være glade! Og er de ikke det, må forældrene eller pædagogerne jo hellere sørge for det!

At man lægger så meget vægt på, at børn skal gå og være glade hele tiden, fordi man tror at det bygger dem op som mennesker gør, at man som forældre bliver meget investeret i, at feje alle problemerne væk fra børnene. De må endelig ikke forstyrres, når de er glade. Tanken er nemlig igen, at de ubehagelige følelser, nedbryder barnets selvværd, som er så vigtigt, at få bygget op.

Sagen er blot den, at det ikke er sådan, man hjælper et barn med at udvikle et godt selvværd i sidste ende. Rigtig meget forskning tyder nemlig på – og jeg tror faktisk at jeg efterhånden har nævnt denne pointe en del gange – at selvværd IKKE handler om at være glad hele tiden, MEN faktisk om at føle sig værdifuld – BÅDE med sine styrker og svagheder. Det er altså i høj grad OGSÅ en erkendelse af, at der er ting, man ikke dur til i livet. Og at det er helt okay.

Man får det dog først godt med sine egne svagheder, når man har stiftet godt og grundigt bekendtskab med dem, altså ved at fejle igennem dem. Når man har fejlet tilpas mange gange, og rejst sig igen derefter, har man erfaret, at det ikke er farligt at falde, og at man godt kan arbejde sig udenom sine svagheder.

Man føler sig ikke stærk af at være fejlfri, men ved at erkende sine egne svagheder, og ikke skamme sig over disse. Men, som sagt, man kan kun komme til det punkt, hvis man tilstrækkeligt mange gange, har været lige dér, hvor det gør rigtig ondt. Og den erfaring, har mange unge i dag ikke fået nok med sig, fra barndommen, mener Polly.

En ubevidst mistillidserklæring fra forældrene

Men der er et andet, lige så alvorligt problem ved, at forældrene har været lidt for behjælpelige med, at løse barnets problemer.

Noget af det allerstærkeste et menneske kan føle, er selvstændighed. Allerede ved 2-årsalderen oplever forældrene tydeligt, hvordan barnet har et stort behov for, at gøre alt selv. Barnet vil faktisk rigtig gerne kaste sig ud i ting, det konstant fejler i. Det bliver faktisk ved med at fejle, men holder fast i sin selvstændighed.

Der hersker en stor tillid mellem forældrene og barnet, når forældrene lader barnet klare ting selv. Forældrene fortæller implicit barnet ”vi tror på dig, og mener at du har evnerne til, at klare opgaven. Og fejler du, så klarer du også det.”

Omvendt, kan det derfor føles som en stor mistillidserklæring, hvis forældrene ikke lader én håndtere ting selv. Og tro mig, selvom forældrene har hoppet hemmeligt rundt i kulisserne, så ved barnet godt, at forældrene har været inde over. Det er et uheldigt signal fra forældrene til barnet om, at barnet har behov for ekstra hjælp for, at kunne klare det samme, som alle vennerne.

Og det er jo her, det går helt galt. For det er jo på ingen måde intentionen med forældrenes hårde arbejde. Men det er desværre en kendt konsekvens heraf, og faktisk noget, jeg har hørt fra flere af mine klienter. Forældrenes hårde slid for at alt skulle gå nemt, blev i stedet en ubevidst mistillidserklæring, der ikke har fået barnet til at tro mere på sig selv – tværtimod.

Derefter starter der en ond cirkel. Barnet oplever, at forældrene straks løser dets problemer, og ønsker derfor at få samme hjælp næste gang. Inden længe har man et barn, der tigger og beder om sine forældres hjælp, fordi det har fået en idé om, at det ikke kan klare sine udfordringer selv.

Stille og roligt, sniger der sig en følelse ind på barnet af, at alt bliver nød til at gå præcist efter dets hoved, fordi alt andet er farligt og uoverskueligt. Barnet begynder ubevidst at opfatte sig selv som skrøbeligt, og ude af stand til at håndtere noget uventet.

Far og mor skal altså køre 60km hen til lejrskolen med nussedyret, ellers kan barnet ikke sove. Ifølge Polly, ville det her være langt smartere, at barnet lærte, at det godt kunne sove uden nussedyret.

For at opsummere det, Polly egentligt siger om nutidig opdragelse, mener hun, at forældre desværre kommer til at skabe børn, der tror de er skrøbelige, fordi forældrene går alt for meget op i, at børnene er glade hele tiden, og derved konstant fejer alle deres problemer væk.

Problemet er, at forældre i dag ser dårlige følelser som en trussel mod udviklingen af et solidt selvværd, i stedet for at lære barnet at håndtere disse følelser. For det er netop dét, der i virkeligheden bygger selvværdet op.

Selvværd i en præstationstid

Nå, så langt, så godt. Jeg håber du kan følge med. Jeg er, som sagt, ret vild med denne dame, men man skal også lige holde tungen lige i munden.

Og Polly stopper ikke her. Hun giver nemlig også et bud på, hvorfor lavt selvværd er så stort et problem for unge, netop i dag.

Vi lever i en tid, der i høj grad fokuserer på præstationer, end før i tiden. Fordi verden er blevet mere og mere multikulturel, betyder det også, at Danmark fx i dag konkurrerer med hele verden, når det gælder om at uddanne de bedste folk til at overtage arbejdsmarkedet i fremtiden. Der lægges derfor hele tiden yderligere pres på børnenes og de unges skolegang, hvilket i sidste ende sætter sine spor i en større og større præstationskultur.

Derudover, har de sociale medier lige intensiveret præstationskulturen yderligere.Her er perfektionisme blevet normen, hvor alle sætter filter på billeder for, at alt skal virke som et glansbillede. Selvom alle godt ved, at de sætter et filter på deres eget liv, glemmer de, at andre også gør det. Derfor er der sket det, at vi alle tror, at andre lever de perfekte liv, og at vi er de eneste, der ikke kan finde ud af at passe ind i den norm.

Okay, det er måske ikke alle, der direkte tror, at de ting, der ligger på instagram er den skindbare sandhed, men jeg vil virkelig vove og påstå, at det påvirker os alle sammen, meget mere end vi tror. Det har virkelig sat en ny norm for, hvordan vi fx bør se ud, når vi står ud af sengen.

En farlig cocktail

Nu vil jeg ikke gå i flere detaljer omkring, hvorfor vi lever i en præstationskultur, der kan virke ødelæggende på mange unge, da det ikke er det, det i sig selv handler om. Essensen i det er, at når nutidens præstationskultur lægges sammen med unge, der er enormt usikre på egne evner, rammer mange unge et sort hul.

Min erfaring er, at det særligt er omkring 20års-alderen, hvor mange unge voksne flytter hjemmefra, at der opstår store problemer. For det er her, at den unge for alvor står på egne ben, og begiver sig ud i livet alene. Her sker der tit det, at mange unge føler sig inkompetente til at leve det liv, som de føler at de burde kunne leve, og som alle andre lever på instagram.

Jeg tror, at Polly kan have meget ret i, at mange unge får en krise, fordi de ikke længere kan leve det beskyttede liv, de levede hos forældrene. Når man som ung står på egne ben, er det virkelig der, man møder verden helt uden instagram-filter, og oplever, at verden kan være rigtig hård ved én.

Og det er jo så meningen, at man her skal hoppe ud i det alligevel, og sige pyt, når det går skidt. Men det er jo klart, at stoler man ikke på sine egne evner til at kunne klare nedture, fordi man er blevet beskyttet for meget fra dem, så føles det som om, at alt kan vælte én.

Og det er så uendeligt trist. For det er afsindigt hårdt, at gå og have det på den måde. Og det er samtidig også så fandens skamfuldt, fordi man tror man er den eneste, der har det på den måde.

Det, som jeg virkelig godt kan lide ved Pollys måde at se problematikken omkring selvværd på er, at den giver os et rigtig nuanceret billede af mange unges tilstand. Man kan sige, at det er en ulykkelig historie, med lutter gode intentioner fra alles sider. Det er desværre bare malplaceret godhed.

Jeg håber generelt, at Pollys perspektiv, kan indgyde endnu mere respekt over for de unge, der har problemer med selvværd. Det er alvorlige sager, og ikke et selvopfundet luftkastel. Det har sine rødder i reelle årsager, og er noget, der er en del mere nuanceret, end hvad vi måske lige får serveret i dagspressen.

Så tak til Polly, for at jeg kunne blive dét klogere, og uendeligt meget respekt og omsorg til de unge, der går og kæmper med det.