Overvejelser før den første samtale
Mange sidder med en fornemmelse af at de har brug for hjælp til deres liv, men er ikke sikre på om det kan løses gennem en samtale med et fremmed menneske. Den slags overvejelser er kun sunde at have. Det viser at du passer på dig selv, og derfor ikke er ukritisk over for hvem du deler dine største sårbarheder med. Om dine problemer er store nok til at bestille en individuel samtale eller om de kan løses på en anden måde vha. familie og venner er ikke noget jeg kan spå om.

Men hvis du er begyndt at overveje det, er det ofte fordi du har prøvet alle de andre muligheder, du har til rådighed, og tilmed båret rundt på problemet i alt for lang tid. At booke den første samtale kan være en stor lettelse, men også meget grænseoverskridende.

Uanset hvad er det dog et signal til dig selv om en kommende forandring.

At søge et nyt perspektiv på sit liv vil næsten med garanti rykke dig i en ny retning og gøre dig bevidst om nye muligheder i dit liv – netop som du føler du har undersøgt alle veje.