I et terapiforløb hos mig vil du blive mødt med respekt og uden fordomme, så du kan føle dig tryg i at dele, hvad end du har lyst til. Relationen mellem os to er essentiel for at kunne skabe et godt udbytte af terapien. Derfor vil jeg møde dig i øjenhøjde, for at skabe de bedste rammer for bedring og udvikling.
Jeg har ikke alle svarene, men med din viden om dig selv og dit liv, og min viden om den menneskelige psykologi og min samtaleterapeutiske erfaring, vil vi sammen undersøge, hvad som står i vejen for, at du lever dit liv på den måde, som du ønsker, og måske få øje på andre muligheder og veje at gå ned ad.
Jeg tilpasser terapien til dig og din situation, da jeg mener, at fleksibilitet i terapiforløbet er en force. Jeg arbejder med en eklektisk tilgang, men trækker ofte på ACT, kognitiv adfærdsterapi og Yalom’s her-og-nu teknikker.
Hvis dette lyder som et terapiforløb, du kan se dig selv i, ser jeg frem til at møde dig i terapien.
Parterapi
I parterapi med mig, vil jeg have fokus på accept, evaluering, konfliktløsning og taknemmelighed.
Til den første parsamtale vil jeg undersøge jeres bekymringer og stærke sider som par, hvorledes jeres parforholdshistorie har forløbet sig op til nu, for til sidst at komme ind på jeres ønsker for parforholdet og mål i parterapi.
Med par har jeg erfaret, at det er essentielt, at I som par engagerer jer i starten af forløbet, og nogle gange har ugentlige samtaler. Desuden er det oftest en god ide, at I efter den første parsamtale får booket en individuel samtale hver, da dette forbedrer min forståelse af jer som par og individer, hvilket kan gøre de efterfølgende parsamtaler mere effektfulde.
Fremadrettede parsamtaler kan variere i deres indhold, men normalt vil vi altid tage eventuelle problemstillinger op, som I har oplevet siden sidste session.
Uddannelse og erfaring
Jeg er uddannet psykolog (cand.psych.) fra Syddansk Universitet, autoriseret i 2023 og er medlem af Dansk Psykolog Forening, hvorfor jeg følger de etiske principper for nordiske psykologer.
Min erfaring med at hjælpe unge og par har jeg fået som terapeut hos Tidens Psykologer og som psykolog hos Terapi-Odense og Student-Therapy.
Jeg modtager supervision, og holder mig opdateret på den nyeste forskning fra psykologiske tidsskrifter. Desuden tager jeg på kurser og til foredrag. Det seneste kursus jeg var til omhandlede diagnostik og valg af behandling til klienter med angst og depression.