Spiseforstyrrelser

“Uden spiseforstyrrelsen er jeg ingenting”

For nogle lyder det måske skørt, at en spiseforstyrrelse kan være en identitet, men det er sådan mange spiseforstyrrede oplever det. Hvor andre er gode til sport, eller er klassens populære pige, kan den spiseforstyrrede føle, at hun/han i det mindste er god til at sulte sig selv.

En spiseforstyrrelse udvikles derfor i høj grad i et indre miljø af lavt selvværd, hvor man forsøger at gøre sig værdig i andres øjne, for at fortjene omgivelsernes opmærksomhed. Forvirringen over hvem man er, er altoverskyggende, og ønsket om at passe ind er stort. Spiseforstyrrelsen kan derfor gå ind og redde den spiseforstyrrede fra alle de problemer og bekymringer, der ellers er i livet, og skærpe fokus meget ensidigt på vægt og kalorier. Alt andet lukkes ude.

Når man tænker over det, er det ikke så mærkeligt, at stort antal unge, særligt piger, bruger madkontrol som en strategi til at passe ind i et fællesskab, når vi lever i et samfund med meget stort fokus på kroppen. Mange spiseforstyrrede oplever i den første periode at blive rost for at have tabt sig, eller for at blive mere veltrænet. Krop og vægt er for mange et tilbagevendende emne, der fylder meget både socialt og personligt, hvor det giver høj status at have styr på vægten.

Men det er vigtigt at forstå, at det ikke blot er samfundsnormer, der holder spiseforstyrrelsen i gang, når den først er introduceret i livet. Der er nemlig rigtig mange selvforstærkende faktorer, der kan gøre det enormt svært at komme ud af selv.

Spiseforstyrrelser og angst

Langt de fleste spiseforstyrrede oplever høje niveauer af angst, så snart der indtages mad. Angsten kan i mange tilfælde bygge sig op længe, inden et måltid, og i tilfælde af overspisning og bulimi kan angsten lettes ved overspisningsepisoderne. Fælles for dem er, at amygdala, som er hjernens angstcenter, er overaktivt ifm. mad, hvilket gør at mad ikke længere er nydelse, men tværtimod et redskab til at regulere angsten op og ned.

I tilfælde af anoreksi, afstår man fra at spise, fordi det er dét, der skaber angsten. Derfor kan man ikke bare lige tage sig sammen, og begynde at spise normalt igen. Det handler faktisk ikke så meget om mad og vægt i sig selv, men snarere om at holde maden til noget helt bestemt, og vægten under et niveau, der skaber for meget angst.

Adfærden omkring mad og vægt er derfor irrationel, og styret af følelser af angst.

Kropsdysmorfi, som er en forstyrret fornemmelse for sin egen krops størrelse, er også en stor del af spiseforstyrrelsen, der kan læne sig op af psykotiske oplevelser, hvor den spiseforstyrrede direkte opfatter sin krop i spejlet, langt større, end den er. Når det dog kommer til at anskue andres kroppe, ser man dem, som de er.

Spiseforstyrrelsen er min ven

Mange spiseforstyrrede beskriver spiseforstyrrelsen som deres bedste ven, og værste fjende. Det er en ”ven”, der tilbyder kontrol og stabilitet, men som samtidig gør dem meget syge. Den måde, spiseforstyrrelsen styrer livet på, minder meget om en indre stemme, der forårsager en masse tvangsprægede handlinger. Det er derfor ofte, at OCD diagnosticeres sammen med en spiseforstyrrelse, hvor tanker om, at der vil ske noget frygteligt, hvis man spiser, kan være svær at få ud af hovedet.

Derfor beskriver mange, hvordan man kun kan få fred, hvis man gør som spiseforstyrrelsen siger, ellers larmer tvangstankerne uoverskueligt meget, og det bliver umuligt at leve et almindeligt liv. På en måde er det derfor et paradoks, at mange spiseforstyrrede oplever, at de er mest velfungerende i deres øvrige liv, når de sulter sig selv, for så er der mere fred i hovedet.

Men spiseforstyrrelsen er ikke ens ven, men derimod manipulativ og udnyttende af enhver svaghed i personen. Mange spiseforstyrrede kan have idéen om, at de har kontrol over spiseforstyrrelsen, og har svært ved at forstå andres opmærksomhed på det hele. I virkeligheden er det dog spiseforstyrrelsen der kontrollerer alt, og gør man ikke som den siger, får man ballade.

Spiseforstyrrede hader ikke mad

Det er en stor udbredt misforståelse, at spiseforstyrrede ikke kan lide mad. For det kan langt de fleste spiseforstyrrede godt – faktisk rigtig meget. Det er derfor der ofte opstår absurde situationer, hvor den spiseforstyrrede kan bruge timevis på at se på madbilleder på Pinterest, eller gå meget op i at lave god mad til sin familie. Mange spiseforstyrrede taler også tit om mad med vennerne, hvor de for en stund kan forsvinde ind i drømmen om at have et uforstyrret spisemønster.

Mange spiseforstyrrede, særligt dem, der har levet med sygdommen i lang tid, og som har erkendt at de har brug for hjælp, har et altoverskyggende ønske om at kunne spise normalt igen, og opleve hvad det vil sige at nyde et stykke kage. Samtidig ved de dog også, at monstret i hovedet vokser eksplosivt efter hver bid, og det føles derfor ikke som det værd for mange.

Spiseforstyrrelse: En biologisk sygdom

Spiseforstyrrelser har i mange år været anskuet som en psykologisk, måske delvist socialt funderet lidelse, der handlede om personens tankemønstre, barndomstraumer og familiesituation.

Men nyere forskning peger i høj grad på, at der i den spiseforstyrrede hjerne kan spores mange anomalier. Gennem fMRI scanninger, har forskere påvist, at rigtig meget grundlæggende kemi, der normalt plejer at blive udløst af hjernen omkring spisning, ikke udløses hos spiseforstyrrede.

Det betyder bl.a., at spiseforstyrrede ikke oplever samme sultfølelse eller nydelse ved smag, som de fleste gør, og at dopamin-responset (nydelses/forventningshormon) ved indtagelsen af mad nærmest er ikke-eksisterende. Samtidig aktiveres amygdala massivt, hvilket skaber angst, hvilket forårsager at madindtaget stopper hurtigt.

Derudover har man også fundet ud af, at kropsdysmorfien (at have et forstyrret blik på sin krop), også kan spores tilbage til hjernen. Det er altså noget, den spiseforstyrrede bare vælger at se eller opfatte, men noget, der ikke fungerer almindeligt i hjernen.

Åben krig om spisebordet

Spiseforstyrrelsen kan være rigtig svær at behandle, fordi man bl.a. ikke kan vente med, at den spiseforstyrrede begynder at lære at stabilisere sig selv følelsesmæssigt på andre måder, end gennem maden. Alt afhængigt af, hvor undervægtig den spiseforstyrrede er blevet, skal man jo have mad.

Lige præcis dette, kan trigge meget angst hos forældre, der i panik forsøger at tvinge deres barn til at spise, og kontrollerer for det dagligt. Selvom det er meget forståeligt, at dette opfattes som den eneste vej frem, kan det dog forværre sygdommen meget, og skabe en markant dårligere relation mellem den spiseforstyrrede og forældrene.

Og det er det sidste, der er brug for.

Tvangen, kontrollen og vreden, der ofte medfølger, når den spiseforstyrrede ikke indtager maden, skaber en farlig distance i relationen, hvor følelser af skam ofte overtager for den spiseforstyrrede. Disse følelser er ikke fremmende for healingen, og derfor er det rigtig vigtigt, at forældre til spiseforstyrrede åbner op for de svære, men vigtige snakke om det hele.

For mange familier, kan der nemt opstå en anspændthed og tabu omkring den spiseforstyrrede, der igen sidder dér ved bordet, og stikker i en kartoffel. Det er derfor enormt vigtigt, at man som forældre tør at åbne op omkring det, og være parat til at sætte sig ned og lytte – meget længe endda. Ofte har den spiseforstyrrede gået med problemerne inde i sig selv i flere år, og følt enorm skam over det.

At bringe den spiseforstyrredes indre følelser og oplevelser ud, og anerkende dem, gør det muligt at danne fælles front mod spiseforstyrrelsen, der er den rigtige fjende. Ikke den spiseforstyrrede. På den måde, kan man tale om det sammen, og som forældre fx spørge ind til, om spiseforstyrrelsen mon er ekstra hård i dag. Åbenheden giver forældrene mulighed for at forstå hvad der foregår, og bidrage til løsningen, i stedet for at være i åben krig med den unge.

Men kroppen skal have mad

Men kroppen skal selvfølgelig have mad, og det kommer vi ikke uden om. Der findes dog andre veje ind i det end tvang og kontrol.

Dr. Laura Hill, amerikansk ekspert i spiseforstyrrelser, argumenterer for, at madindtag for mange spiseforstyrrede aldrig vil blive helt nydelsesfuldt, men altid vil rumme en vis personlig overvindelse. Ud fra idéen om, at mange spiseforstyrrede spiser ud fra angsten, om den dæmpes eller højnes via mad, mener hun, at spisningen skal tilrettelægges, så det fremprovokerer så lidt angst, som muligt.

Eating Disorders from the Inside Out: Laura Hill at TEDxColumbus.

Det gør man bl.a. ved at planlægge sine måltider nøje, hvor man ved, hvad der skal spises, hvor meget og hvornår. Så kan man forberede sig på det, og stille og roligt opbygge så meget erfaring med forskellige madvarer, at angsten er under kontrol, når de indtages.

Det er nemlig i situationer, hvor der sker noget ukontrollerbart og impulsivt omkring maden, som ved restaurantbesøg eller sociale sammenkomster, at spisningen kan virke helt uoverskuelig for den spiseforstyrrede. Netop dette er vigtigt for omgivelserne at forstå, der ikke skal presse på for et bestemt madindtag, eller tage let på, at madplanerne er gået i vasken.

For altid at have en plan b, foreslår Dr. Laura Hill fx, at man altid har en madpakke med, med madvarer man kender godt, som man kan indtage, hvis alt andet går galt. Selvom det kan være ærgerligt, at der på en lækker restaurant skal indtages rugbrødsmadder, er alle nødt til at være pragmatisk omkring spisningen, og fokusere på, at det vigtigste er, at den spiseforstyrrede kan komme igennem sit måltid, uden at opleve for meget angst. Så er der nemlig mulighed for at fokusere på andre ting, som fx at nyde selskabet.

FAQ: Ofte stillede spørgsmål om spiseforstyrrelser

Behandling af spiseforstyrrelser

 

Vi har hjulpet mere end 7000 unge!

Relaterede emner: