“Er tankemylder farligt?”

Brevkassebrev fra en overtænkende teenager

er tankemylder farligt?

Forfatter: Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.

Forfatter: Maja Vain Gilbert Autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.

8. februar 2021

8. februar 2021

Hej Maja

Jeg hedder Sarah, og jeg lider af angst. Jeg har før gået i terapi for min angst, men jeg bor lige pt i Spanien og derfor er der ikke så god mulighed for at snakke med nogle, når det en gang i mellem brænder på. Jeg synes egentlig, at jeg i hverdagen er blevet rigtig god til at arbejde med min angst og til at bruge de redskaber jeg har lært.

Lige nu står jeg overfor en udfordring. Jeg har haft en dårlig uge, og har sovet rigtig skidt i mange nætter nu. Mit hoved går helt amok når jeg skal sove, og jeg bliver tit enormt ked af det. En anden ting er, at jeg føler en enorm kedsomhed. Jeg er begyndt at synes at alt er kedeligt og ligegyldigt, og jeg bliver rigtig nemt irriteret på mine veninder. Jeg hader at være i så dårligt humør og ikke at kunne komme oven på igen, og så begynder jeg at bekymre mig helt vildt meget om hvordan jeg skal blive glad igen, og om mine veninder nu synes jeg er helt forfærdelig at være sammen med, og jeg begynder at blive meget selvbevidst og tænke over, om andre mund synes jeg er irriterende, tyk, grim osv.. Derfor får jeg svært ved at være i offentlige rum, specielt alene, fordi jeg bliver sikker på at alle går og tænker grimme ting om mig. Selvbevidstheden gør også, at jeg kommer til at gå rigtig meget op i små ting. F.eks er der en dreng jeg synes er lidt sød, som nu ikke har svaret mig i en dag, og så begynder jeg at tænke helt voldsomt meget over det, og at det nok helt sikkert er fordi der er noget galt med mig.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre nogle kloge ord fra dig. Er tankemylder farligt? Det har tit hjulpet mig at få specificeret, hvad det er jeg føler og hvorfor jeg føler det, og hvad der sker oppe i min hjerne, og eventuelt nogle tips til hvad jeg kan gøre i de her situationer.

Jeg håber du vil svare på mit brev

Mange hilsner, Sarah


Svar

Kære Sarah

Tusind tak for dit brev, og selvfølgelig svarer jeg på det!

Først og fremmest – det lyder utroligt eksotisk og spændende, at du pt bor i Spanien, men brandærgerligt, at du ikke kan fortsætte nogle samtaler, der hvor du er. Som du nemlig nok selv ved, kan der ofte ved angst være behov for løbende opfølgende samtaler, så angsten ikke får lov at køre af sporet. Har du undersøgt muligheden for online samtaler? Det kan nemlig være lige så godt som ”almindelige” samtaler.

Nå, men nu til sagen!

Det lyder som om, at det du oplever lige nu er ”tankemylder”. Tankemylder betyder simpelthen, at dine tanker kører med en enormt hurtig hastighed hele tiden, som du slet ikke har mulighed for at styre. Tankemylder kan tit opleves som tvangstanker, der ”larmer” indvendigt, og skaber utroligt meget uro. Du kan så at sige, ikke høre hvad du selv tænker. Når man har tankemylder, oplever man tit en acceleration, hvor det efterhånden kører hurtigere og hurtigere, og tankerne bliver værre.

Det jeg allerførst vil sige er, at du skal være god mod dig selv. Det er meget lidelsesfuldt at opleve, og man kan ofte blive enormt vred på sig selv over, at man ikke kan styre sine tanker. Det gør intet bedre, at du samtidig begynder at bebrejde dig selv for en helt masse.

Oven i det kommer, at når man forsøger at stopper tankemylder med ”modtanker”, hvor man forsøger at sige ”Stop!” eller ”svare igen” på nogle af de frygtelige scenarier, man konstant spiller inde i hovedet, bliver det også værre. Der er ikke ro nok til at arbejde med tankerne på dette tidspunkt.

Jeg ville derfor helt klart foreslå, at du kommer ud af kampen mod dit tankemylder, og begynder at dyrke noget mindfulness. Mindfulness bygger både på kognitiv psykologi og buddhistiske tanker, der først og fremmest handler om, at få ro i kroppen. Kroppen er nemlig også en indgang til vores psykiske velvære, og når vores tanker går amok, skal vi simpelthen finde et nyt sted, at gå ind.

Når kroppen er faldet mere til ro gennem yoga/meditation/afslapningsøvelser, hvor du fx fokuserer på dit åndedræt, kan det ofte være nemmere, at gå lidt ind i hovedet igen. Her gælder det om at registrere de tanker der kommer, men at acceptere og observere dem. Det er helt okay at de er der. Du må gerne tænke en masse vilde ting, men anerkend, at det bare er tanker. De er ikke farlige, og skaber ikke nogle ægte scenarier i verden, selvom det kan føles sådan. Bliv ikke bange for dine tanker, og tænk på, at de ikke har en reel magt over dig. De er der bare nogle gange, og sådan er det. Lad vær med at tænke over hvorfor, og hvordan du slipper af med dem. Bare registrer dem.

Når du holder op med at yde modstand mod dine egne tanker, mister tankemylderet sit brændstof, og de slipper dig stille og roligt. Når de gerne må være der, samtidig med, at du slapper af i din krop, og fokuserer på at være fysisk til stede, stopper du langsomt accelerationen, og gør tankerne ligegyldige.

Det kan være utroligt smart at få nogle apps, der kan hjælpe dig med dette. Det kan være guidede meditationer, yogaøvelser eller anden form for hjælp til afslapning.

Du kan også have gavn af motion eller musik. Alt der ligesom får din krop og sanser i spil, så du ikke hele tiden koncentrerer dig om dit indre liv. Så, alt der kan distrahere dig, og få dig til at være fysisk til stede i din krop, er godt!

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig videre, og at du kan få mere ro på igen. Husk på, at du jo er mega sej, og selvfølgelig vil klare det!

Pøj pøj med det!

Psykolog Maja Vain Gilbert har speciale i unge og studerende og er stifter af UngTerapiForfatter:
Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
“Jeg er et nysgerrigt, glad og begejstret menneske, der elsker at være psykolog og at arbejde med unge.”

Maja Vain Gilbert
Maja Vain GilbertAutoriseret psykolog og stifter af UngTerapi
Jeg elsker at hjælpe unge med alt mellem himmel og jord. Spørg løs, og jeg vil gøre mig rigtig umage med at give dig et grundigt svar!
Skriv til Maja her!

Tidligere Indlæg

Tjek også vores brevkasse-podcast, RadioPsykologerne

Brevkasse-podcast, Radiopsykologerne
RadioPsykologerne, en brevkassepodcast