Brevkasse-podcast:
Maria er midt i 20’erne og tvivler på de store livsvalg
Lyt til episoden på Apple Podcasts eller Spotify.
“Jeg er simpelthen så nervøs for, at træffe de helt forkerte beslutninger. (…) Jeg vil så gerne kunne mærke rigtig efter i maven, hvad der gør mig glad. Ikke sammenligne. Og ikke tage dårlige beslutninger, på baggrund af dumme observationer og overfortolkninger af ubetydelige faktorer.”
Sådan fortæller Maria, som er midt i 20’erne i det brev hun har skrevet til RadioPsykologerne, UngTerapis brevkasse-podcast. Hun er forvirret over de store livsvalg, hun skal træffe.
I den her episode tager Maja og Charlotte hendes brev op.
Vi kommer blandt andet ind på de her spørgsmål:
- Hvor meget skal man lytte til sine egne følelser i de store spørgsmål?
- Hvilken rolle spiller ens værdier?
- Hvis du nu var det eneste menneske i den her verden, hvad ville du så vælge?
- Hvis der ikke var nogen der så, at du gjorde det her, ville du så stadigvæk træffe det samme valg?
- Hvordan kan man bruge “stemmerne” fra venner, familie og samfund konstruktivt, når man skal træffe store valg?
- Hvad gør vi selv, når vi i vores psykologsamtaler møder unge, som er i tvivl om de store valg?
Til sidst i episoden nævner Maja en bog med titlen “Kvartvejs“. Den er skrevet af psykologen Mette Bratlann, og handler om at finde vej ind i voksenlivet.
Her kan du læse brevet fra Maria:
Hej Maja og Charlotte
Jeg er en pige i midt 20’erne og er nået til et sted i mit liv, hvor store, livsændrende beslutninger skal tages. Og det får mig til at bremse op og blive nærmest handlings- og holdningslammet.
Jeg er simpelthen så nervøs for, at træffe de helt forkerte beslutninger.
Det handler både om mit mangeårige parforhold, mine venskaber, mine hobbyer, og hele min tilgang til livet. Og jeg er begyndt at sammenligne mig med alle omkring mig, hele tiden. Hvilket ikke overraskende gør, at jeg får øje på de mange gode ting, som andre oplever og har i deres liv, og jeg derimod ikke har.
Jeg har svært ved at vurdere hvad jeg egentlig selv finder lykke i, og om den vej jeg er på i livet, er rigtig.
Det er blevet en anelse ødelæggende for mig – jeg har mavepine, tankemylder, og er mere observerende og vurderende end hvad godt er, i alt, hvad jeg gør og oplever. Og det går bl.a. udover, hvordan jeg nyder tiden med kæreste og tætte veninder. Er de nu helt rigtige for mig? Og er vi ikke også alt for forskellige?
Jeg bruger meget eksempler fra det jeg kender – min familie. Og sammenligner og tillægger alt hvad de gør, en form for “korrekthed” – dvs. alt hvad jeg oplever som anderledes, er forkert. Og det vil naturligvis skabe afstand til rigtig mange mennesker – endda mine nære.
Og selvom jeg kan sige til mig selv at det ikke er fornuftigt, kommer tankerne ofte og igen ..Kan I mon hjælpe mig? Jeg vil så gerne kunne mærke rigtig efter i maven, hvad der gør mig glad. Ikke sammenligne. Og ikke tage dårlige beslutninger, på baggrund af dumme observationer og overfortolkninger af ubetydelige faktorer.
Mvh den forvirrende
Lyt med når Maja og Charlotte tager brevet op
Hør psykologernes svar til Maria her.
Medvirkende i denne episode:
Maja Vain Gilbert
Autoriseret psykolog
Charlotte Kjærgård
Autoriseret psykolog

