“Hun er helt dopet af de piller og er slet ikke sig selv…”

Dette brevkassebrev er fra en bekymret veninde

Forfatter: Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.

Forfatter: Maja Vain Gilbert Autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.

11. december 2023

11. december 2023

Kære Maja Jeg er en pige på 20 år, og har i længere tid været bekymret for min veninde, jeg har prøvet at tale med hende men hun undviger emnet eller også joker hun med det. Min veninde er på alder med mig, og har en del psykiske udfordringer hun lider af angst, borderline, og adhd. Hun bliver medicineret for sit adhd, har været det for år tilbage men det fungerede ikke for hende, men så engang i april starte hun hos psykiater og begyndte på medicin igen. I starten tænkte jeg at det måske kunne ændre sig fordi hun var blevet ældre, og tilværelsen havde ændret sig, men det er bare gået mere galt end dengang. Jeg har nogle dage siden fundet ud af hun har haft et længere misbrug af hendes adhd piller og hun har vist mig pillerne og var inde og læse om bivirkningerne og det gør mig bange. Hun er helt dopet af de piller og er slet ikke sig selv, hun render rundt og opføre sig som en zombie, og er helt fjern fra omverdenen. Problemet er hun har fortalt mig hun har taget en overdosis af de piller hun får 3 gange. 1 gang var det 3 piller mere end hun skal have. 2 gang, 9 piller mere, og denne her gang 14 piller mere, og det er inden for få uger, det gør mig ret bange da jeg ikke ved så meget om lige den form for piller og medicin er jeg i tvivl om konsekvenserne på sigt af hendes misbrug /overdosis af de piller, da hun også har drukket alkohol samtidig hvilket jeg har hørt fra flere i vores omgangskreds man helst ikke må indtage med de piller der. og så går hun en del i byen og det har hun heller aldrig gjort. Jeg er meget bekymret for hende, hun har ingen kontakt til hendes familie da de ikke har behandlet hende godt, og dem hun har kontakt til har hun taget afsted fra fordi hun ikke kan holde ud de skal se hende have det så skidt. Hun er også lige kommet ud af et psykisk voldeligt forhold på næsten 1 år som var hendes første rigtige kæreste og jeg tror det var lige præcis det der fik det hele til at eskalerer for hende. Hun betror sig kun til mig, men jeg ved hun har en god relation til vores fælles vejleder der hvor vi går, og at hun har fortalt ham om det, men jeg er i tvivl om hun egentligt fortæller hvor slemt hun går og har det. Hun har tabt sig en del, og så har vi sovet sammen en del gange hvor hun enten slet ikke sover om natten eller også er enormt urolig og vågner og skriger eller græder. Hun er også begyndt at selvskade via cutting, hvilket hun også tidligere har gjort men var kommet ud af, og er også begyndt igen. Jeg vil høre hvad mit råd til min veninde er, for hun vil kun lytte på mig , jeg har forslået hende at blive indlagt men det afviser hun hårdt og kontant. Så hvad skal jeg gøre, for synes det er svært at stå på sidelinjen og se på hvordan hun ødelægger sig selv på alle måder. hun har fortalt mig hun er stoppet på pillerne nu for 3 dage siden uden at tale med sin læge, og det gør mig ret utryg. HJÆLP HVAD SKAL JEG GØRE MVH. EN MEGET BANGE OG BEKYMRET VENINDE


Svar

Kære en meget bange og bekymret veninde Du skal have et kæmpe skulderklap for at skrive herind, og hold op, hvor er du en god veninde. Det er godt nok hårdt at være i dig, og sidde alene og være bekymret for din veninde, men du lader ikke til at lade dig kue af hvor uoverskueligt det hele virker. Jeg kan godt forstå, at du er en bekymret veninde. For der ER rigtig mange ting i spil samtidig. Din veninde har det tydeligvis rigtig dårligt med mange ting i sit liv – så dårligt, at hun flere gange har tænkt at ende sit liv. Og uden hendes familie til støtte, lader det til, at der kun er dig og vejlederen tilbage. Det er desværre absolut ikke et ukendt problem, at unge med ADHD misbruger deres medicin. Som du beskriver, kan medicinen trække hende lidt væk fra hendes virkelighed, og når det er for hårdt for hende, at være i sit liv, er hun så begyndt at bruge det som en udvej. Det kan tyde på, at din veninde, udover medicin, har rigtig meget brug for, at snakke med nogle om sine problemer. Al forskning peger på, at det er kombinationen af medicin og samtaleterapi, der hjælper allermest, hvorfor jeg tænker at din veninde virkelig har brug for at få den anden del med, også. Det kan nemlig godt være, at medicinen kan få hendes krop til at slappe af, men hendes tanker og følelser skal også bearbejdes. Der er en grund til, at hun har det så dårligt, og med afvisende familie og venner, samt et rigtig dårligt parforhold, er det ikke så mærkeligt. Hvordan kan du så hjælpe din veninde? Først og fremmest, skal du ikke undervurdere, hvor meget du betyder for hende. Siden du er den eneste, hun nu betror sig til, tror jeg at du har en langt større indflydelse, end du tror. Noget andet vigtigt, du også nævner, er vejlederen. Det er afgørende, at vejlederen kommer i spil, da vedkommende netop har de rette ressourcer og kontakter til, at hjælpe din veninde videre. Kan du hive fat i vejlederen, og fortælle det, du har skrevet til mig? Det er også rigtig vigtigt for dig, at få vejlederen mere i spil, da det kan lette noget af den meget tunge byrde, du bærer på lige nu. Du skal også passe på dig selv. Når det er sagt, bliver du nød til at tage en god snak med din veninde.  Her er det afgørende, at hun føler sig tryg, og mærker din omsorg for hende. Med hendes erfaring med folk, der afviser hende, kan hun nemt være blevet allergisk overfor kritik, fordi hun er blevet såret så meget før. Hun er måske kommet til et punkt, hvor hun hellere selv vil afvise folk, før hun tror de afviser hende. Hun har derfor konstant paraderne helt oppe, fordi hun er bange og utryg. Din veninde føler sig nok meget ensom i sine følelser, og kan ikke dele eller placere smerten andre steder, end fx gennem cutting og selvskade. Når du snakker med hende, vil jeg derfor råde dig til at gå langsomt frem. Start med at sætte hende ned og fortæl hende, hvor meget hun betyder for dig. Fortæl dernæst om hvad du oplever i hendes adfærd, der gør dig bange, og hvad du føler og tænker om det. Fortæl at du ser hende og hendes smerte. Sig, at det vigtigste for dig er, at hun får det bedre, men at du selvfølgelig aldrig vil tvinge hende til nogen behandling. Vis hende, at du godt kan rumme hende og de meget svære følelser, uanset hvad hun fortæller dig. Fortæl hende også, at du ikke fordømmer hende for hendes reaktioner, og støtter hende hele vejen. Gør det klart for hende, hvor farligt det er for hende, at tage de overdosis, og prøv om du kan lave en aftale med hende om, at hun ringer til dig, før hun får lyst til at gøre det. På den måde, kan du tale hende ud af det. Din veninde sænker paraderne, ved ikke at føle sig angrebet. Det gør du ved hele tiden, at have bolden på din banehalvdel, og fortælle hende, hvordan tingene ser ud fra dit perspektiv. Hav hende med hele vejen, og spørg hende jævnligt, om hun forstår det du siger, eller om hun har noget hun vil sige. Det vigtigste er, at du bliver ved med at have en god kontakt til hende, samtidig med at I bevæger jeres stille og roligt hen mod at opsøge et behandlingstilbud, hvor hun kan få den rette hjælp. Her bliver man ikke indlagt og kan få hjælp uden for normal arbejdstid. Det rette tilbud tænker jeg, at du skal tale med vejlederen om – men i hvert fald et sted, der kan tilbyde samtaleterapi, og som har erfaring med misbrugsproblematikken. Kig evt. på nyttige links. Jeg håber virkelig, at mit svar har gjort dig lidt klogere på situationen, selvom den er rigtig svær. Du skal dog vide, at det godt kan lykkes at hjælpe din veninde i den rigtige retning, og at du allerede er en helt fantastisk veninde. De varmeste hilsner, Maja

Psykolog Maja Vain Gilbert har speciale i unge og studerende og er stifter af UngTerapiForfatter:
Maja Vain Gilbert, autoriseret psykolog og stifter af UngTerapi.
“Jeg er et nysgerrigt, glad og begejstret menneske, der elsker at være psykolog og at arbejde med unge.”

Maja Vain Gilbert
Maja Vain GilbertAutoriseret psykolog og stifter af UngTerapi
Jeg elsker at hjælpe unge med alt mellem himmel og jord. Spørg løs, og jeg vil gøre mig rigtig umage med at give dig et grundigt svar!

Tidligere Indlæg

Tjek også vores brevkasse-podcast, RadioPsykologerne

Brevkasse-podcast, Radiopsykologerne
RadioPsykologerne, en brevkassepodcast