“Jeg tror jeg er ved at udvikle en depression”

Hej Maja

Jeg er 18 og lige startet i 3.g og har det generelt ok med at gå i skole. Men jeg har det ikke godt og har ikke haft det i lang tid. Jeg tror jeg har eller er ved at udvikle en form for depression. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre for at få det bedre, men jeg ved at det første skridt skal være at snakke med nogen om det. Men jeg er sindsygt bange.

Jeg har forsøgt at gøre det på skrift i stedet, men jeg føler bare at jeg læsser mine problemer over på mine venner og det har de ikke fortjent. Desuden kan jeg ikke rigtig se, hvad de skulle svare på en sms, hvori der stod noget i retningen af “Jeg burde rydde op på mit værelse og vaske tøj, men her ligger jeg og græder, fordi jeg ikke kan se meningen med livet, så jeg tænkte om du havde et bud?”.

Og når det er rigtig slemt og jeg nærmest kan høre dem skrige til mig at jeg skal ringe til dem, så jeg kan opmuntres lidt, så vinder frygten i mig alligevel, fordi jeg virkelig ikke vil have at mit forhold til mine venner ændres.

Da jeg var yngre mistede jeg min bedste veninde fra en dag til en anden, fordi jeg skrev til hende, at jeg havde det lidt svært i øjeblikket.  Jeg tror, hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige til det, så hun stoppede bare med at snakke til mig. Det vil jeg ikke have sker. Derudover tænker jeg, at jeg ikke kan være den eneste blandt mine venner, der har det svært – og de snakker jo heller ikke med mig om det?
Det er som om jeg bare har en masse modargumenter hver gang jeg har brug for en skulder at græde på, så jeg aldrig tør skrive til dem. Jeg ved det mest rationelle er at snakke med nogen om hvordan jeg har det, men jeg er så bange, og jeg ved ikke rigtig hvordan jeg kommer videre derfra – har du nogle råd?

Undskyld de dårlige formuleringer og den ringe struktur

Svar:

Kære dig

Puh det må være hårdt, at have det som du har det! Du skal have mange tak for at skrive til brevkassen, så andre også kan få gavn af at læse om dine udfordringer (en depression?). For hold op, det er et følsomt emne, men hvor er der bare mange andre unge, i netop din situation.

Det med at trække på sine venner og familie, er jo så dilemmafyldt, når man virkelig har mange tunge ting, at læsse over på dem. Dit netværk holder jo af dig, og vil sikkert gå rigtig langt for at hjælpe dig. Og det er jeg sikker på, at de også har gjort. Det gør ondt på dem at se dig have det skidt, fordi de oprigtigt vil være der for dig.

På den anden side, kan de også godt gå metaltrætte i det – nøjagtigt som dig. Selv de bedste venner og den tætteste familie, kan blive frustrerede over, at det ikke rykker nok. For det hele gør nemlig også rigtig ondt på dem, og de er frustrerede over, at de ikke kan hjælpe dig nok.

Samtidig, lyder det som om, at du selv står med en følelse af, at tingene ikke bliver bedre. Du får ikke den hjælp, du egentligt har brug for. Du har brug for at få bearbejdet dine udfordringer, og få redskaber til, at kunne handle aktivt, i stedet for blot at læsse af. Lige nu, er du så presset, at du kun kan sænke trykket i kabinen midlertidigt, i stedet for, at handle i retningen af en langsigtet bedring.

For du skal jo ende med, at have det godt!

Problemet er bare, at dit netværk ikke har ressourcerne til dette. Og det er ganske almindeligt, og egentligt fair nok. De fleste netværk kan lindre og give én små skub i den rigtige retning. Men bakser man med en tungere problematik, skal man videre til en professionel. Er du virkelig ved at udvikle en depression, SKAL du helt sikkert have mere hjælp.

Det er svært, når du efterhånden føler, at du fremstår negativt over for dit netværk. Du vil jo gerne have, at det er nogle andre ting, de forbinder dig med, end de tunge problemer, du slås med. For du er jo netop så meget andet, end en pige med tegn på en depression. Du har også meget brug for, at have nogle ”heller” fra problemerne, altså steder, hvor det hele ikke handler om det, der er svært.

Du skal opleve, at du bliver set på andre, mere positive og konstruktive måder.

Rollen som ”hende med problemerne” er også med til, at trække dig yderligere ned.

Som jeg har indikeret flere steder, tror jeg på, at en del af løsningen er, at du finder en professionel at snakke med. Du har først og fremmest brug for, at blive lyttet ubetinget til, af et menneske, der ikke har ”aktier” i dig. Hos en professionel skal du ikke censurere, hvor slemt du egentligt har det. Her kan du læsse af, uden at bekymre dig om, hvad den anden tænker eller føler.

Desuden er det ikke bare et sted, hvor du letter trykket, men også et sted, hvor du rent faktisk kan arbejde fremadrettet med en depression.

Udover, at dette vil være rigtig godt for dig, vil det også styrke relationerne til dine venner og familie. De vil også være lettede over, at du er i trygge hænder et andet sted. Jeg tror, at det vil tage en del af presset af dem, fordi de så kan fralægge sig lidt af det tunge ansvar, de måske føler de har båret på.

Når du arbejder med problemerne et andet sted, kan det også åbne op for, at du kan tale med dine venner om nogle andre ting, end problemer. Du vil måske opleve, at du ser små glimt af dig selv igen. Dette er i den grad med til at styrke din helingsproces.

Husk, at alt dette betyder IKKE, at du ikke må bruge dit netværk mere, så snart du går til en professionel. Du vil selvfølgelig fortsat have svære stunder, hvor du har brug for at læsse af. Men det bliver bare mindre ”farligt” for alle parter, når en professionel har taget noget af ansvaret.

Desuden skal du huske, at når dine venner giver udtryk for, at det kan være svært at hjælpe dig, så mind dig selv om, at det er dine udfordringer de tynges af, og ikke dig personligt. Det er ikke dig, de synes er irriterende, men det, at du skal have det så dårligt. Det er også et tegn på, at de holder rigtig meget af dig.

Jeg håber det her giver mening for dig. Det handler altså om, at bruge arbejdet mellem dig og en professionel som ”kernen” i dit helingsarbejde, så du ikke længere skal kæmpe med en depression. Samtidig med skal dine venner og familie støtte op om denne processen, som jeg er helt sikker på, at de vil gøre.

Kærlige hilsner, Maja

Tjek også vores brevkasse-podcast, RadioPsykologerne