Sofie er så usikker på sig selv, at hun har sagt op

I det første afsnit af vores nye podcast, RadioPsykologerne, møder vi Sofie, som har skrevet ind til os. Hun er så usikker på sig selv, at hun nu er droppet ud af HF to gange og har sagt sit drømmejob op.

“Tanken om at være omringet af mange nye mennesker som skal lære mig at kende, skræmte mig. Jeg pakkede mig nærmest helt ind da jeg sad i klasselokalet, selvom jeg gik i klasse med min søster. Jeg er så bange for, hvad folk skulle tænke om mig, eller om de overhovedet kunne lide mig.”

skriver Sofie og fortsætter:

“Jeg har også rigtig svært ved at gå på gaden alene, fordi jeg føler at alle kigger på mig og tænker alle mulige negative tanker om mig. Hver gang jeg er oppe og træne, tænker jeg kun på hvad folk nu tror om mig. Den her frygt lever jeg med hver dag, og det går ud over alt det, jeg faktisk drømmer om at være. Jeg har virkelig brug for hjælp.”

Det er Sofies brev, som de to psykologer, Maja Vain Gilbert og Charlotte Kjærgård, tager op i denne episode. Når du lytter med, bliver du også klogere på, hvorfor dine følelser nogen gange opfører sig som buspassagerer…

Vi vil blive super glade hvis du:

• Abonnerer på os i din podcast app eller på YouTube
• Anmelder os i iTunes

Transkription

Hej og velkommen til vores spritnye podcast. Du lytter til RadioPsykologerne og det er vores første afsnit. Vi er meget spændte og nok også ret nervøse. Vi er meget spændte på, hvordan det her bliver.
Derfor er vi også meget glade for og stolte breve, du som lytter sender ind til os.
Det gør du til den mail, der hedder podcast-ungterapi.dk. Så alle de breve, vi læser op og snakker om her, det er altså breve, som du har sendt til os.
Så man kan sige, at konceptet i den her podcast er jo sådan set, at vi lidt ligesom massemonopolet, tager forskellige udfordringer og dilemmaer op, der findes derude i hverdagen.
Forskellen er bare, at her har du ikke noget kendis-panel, og du har ikke noget lir, og du har ikke noget overdreven professionelt, alt muligt, set op her.
Til gengæld så har du to mega dygtige psykologer, Charlotte og jeg, Maja, der sidder her og gør vores ypperliste, for at besvare de her breve bedst muligt.
Og der er ikke noget, du ikke kan tage op. Du kan tage alting op fra hverdagsproblemer, fra dilemmaer omkring, om hvorvidt man skal starte på den ene uddannelse, eller den anden, eller en bekymring for din søn eller datter eller naboens pige.
Vi er jo UngTerapi, der laver den her podcast, og UngTerapi er jo en psykologklinik inde i København, der arbejder med unge i alderen 15-30 år. Men det betyder ikke, at hvis du er over 15-30 år, at du ikke må sende os en masse breve, hvis du har læst til det.
Vi forsøger at tage det hele op. Det er nok bare mest oplagt, at vi arbejder med de unges dilemmaer, eller hvis det omhandler en, der er ung. Ja, er der ellers andet, Charlotte, at sige om det, vi har gang i her? Nej, jeg tænkte lidt, at jeg ville ramse det en lille smule. Vi sidder her rundt om dit bord, inden dit terapilokale, inden i UngTerapi.
Vi har sat en plade op, eller en whiteboard faktisk, med et tæppe henover for at fange ud af lyden af støj. Det er set udefra, så ser det mega uprofessivt ud.
Til gengæld er det et andet sted, hvor spidskompetencer ligger. Heldigvis. Hvilket jeg meget gerne skulle komme til udtryk også. Ja, og vi sidder jo inde i vores dejlige lokaler inde på strøget, som vi er enormt glade for at have, og det er jo måske også derfor, at du måske i løbet af vores podcast kan være så heldig lige at høre en lækker baggrundslyd ude fra strøget af. Der sidder altid en pianist eller to, en harmonikaspiller, hvis man er heldig, og måske, hvis man er endnu mere heldig, så spiller han Despacito. Men det er fuldstændig op til dine ører og vores lydkompetencer igennem det næste par afsnit. Ja.
Yes. Men i hvert fald så tænkte jeg Maja, at det kunne måske være meget fedt for lytterne, hvis vi på en eller anden måde lige også ramte sig til hinanden i forhold til, vi er jo, nu ved de at vi er psykologer, vi arbejder her i Åbenterapi, men det kunne måske også være meget spændende at høre en lille smule om sådan, hvem du er, sådan lige kort som menneske Maja, hvad du er optaget af for tiden, hvor du er herinde i dit liv, så vi har en idé om, hvem du er? Ja, det er jo nogle store spørgsmål. Det er kun en psykolog, man kan få sådan nogle spørgsmål fra.
Jamen, jeg har travlt for tiden, og det vil jeg næsten ønske kunne sige var noget nyt, men jeg elsker også at have travlt. Men jeg bruger meget af min tid på at have samtaler med unge mennesker, som fylder meget og som er et kæmpe privilegie for mig.
Men samtidig så farer jeg rundt og laver online selvværdskurser og podcast og webinar og har en masse tanker om det. Så mit hoved er nok altid ret fuld af en blanding af en masse gode idéer og en masse
Det her det bliver det nye, vi skal have udbygget i ung terapi for at ramme bredere og få flere med på vognen. Samtidig så er det også en opvejning af, at nu har jeg en familie med nogle små børn, jeg skal tage mig af, og hvordan får vi lige det hele til at hænge sammen.
Men jeg kan sige så meget som, at i dag er jeg dejligt udhvilede, jeg har sovet godt. Og det er mere end man lige kan regne med, som småbørnsmor siger. Så jeg er fresh and fly. Hvad med dig Charlotte?
Lige nu har jeg det rigtig fint. Jeg har en rigtig dejlig uge med de 25-30 klienter om ugen, som jeg laver terapi med. Det synes jeg er et fantastisk arbejde.
Lige nu har jeg en pause, når jeg går herfra. Her lige inden december er det en rigtig spændende oplevelse, fordi man skal købe en masse nissegaver og julegaver.
Man skal sørge for at få hængt en nissedør op til 1. december, og de skal have diverse gaver med i klassen. Der er rigtig mange ting, man skal huske. Så du hænger en nissedør op, der hvor nissen bor? Der hvor nissen bor, ja. Og så kan nissen invitere hjem til os.
Og hvis man ikke har ryddet sit værelse op, så får man et løg af nissen i julesokken om morgenen. Hold da op, det har jeg slet ikke tænkt på. Det er da genialt. Ja, det er rigtig fedt. Så er der sådan en lille gave hver morgen, som man kan løbe ned og få af nissen.
Så hvis man er rigtig sød og sej og husker at rydde sit værelse op, så får man gaver af nissen hele december måned. Ej, hvorlder lidt. Der er lidt logistik og arrangerende omkring det.
Ja, jeg har sikkert 30 påmeldelser på min telefon, som er modtaget, når jeg tigger ud af UngTerapi. Så er vi jo begge to lige klar til, tænker jeg, at tage den første problematikker med det jord.
Ja, men det er noget, du har med til mig i dag Charlotte. Det er det nemlig Maja. Jeg har valgt et brev ud af alle de brev vi har fået. Og det er jo helt nyt for dig. Det er ikke et brev som du har hørt før. Så jeg tænker at jeg vil gerne læse det op for dig.
Og inden jeg læser det op, så kunne jeg godt tænke mig at sige, at det brev jeg har valgt, fordi jeg synes det er skide spændende i forhold til… Den minder meget om det som de unge klienter, jeg har, kommer med herinde i UngTerapi.
Fordi det er også noget, vi kommer ind på senere, men jeg synes, at det taber meget godt ind i det her med selvværd, som de fleste bøvler lidt med i ungdomsårene, altså sådan fra 15-30 års alderen. Det er ligesom næsten uundgåeligt tema i det terapeutiske rum inde hos mig.
Og jeg synes, det er et fantastisk tema, et superspændende tema. Selvværd og usikkerheder og det her med vores relationer til andre. Hvad er det, der kommer i spil i mødet med andre mennesker?
Så jeg tænkte, at jeg ville læse brevet højt for dig, hvis du er klar. Jeg er så klar. Fedt. Det er fra Sofie, og Sofie skriver,

Hej Maja og Charlotte. Mit navn er Sofie, og jeg er en pige på 18 år.
Jeg afsluttede min 10. klasse for et par år siden. Jeg ønskede virkelig at komme på HF, men blev ikke erklæret uddannelsesparat, så jeg kæmpede virkelig med mine eksaminer i 10. og fik faktisk et snit på præcis 4, så jeg kunne komme på HF.
Jeg startede så på HF sidste år, men valgte at droppe ud i slutningen af november, fordi jeg ikke følte, det var lige mig dengang. Jeg fik et sabbatår, hvor jeg arbejdede som servicemedarbejder, da jeg var 17 i fitnessmålet.
Jeg havde en fantastisk chef, som gerne ville lære mig at kende, og fik mig til at blomstre helt vildt, fordi jeg normalt er en meget forsigtig og stille pige, og gerne vil se folk an først. Min chef blev så rykket til et andet center, så jeg skulle lære en helt ny at kende.
Jeg blev så 18 og skulle oplæres af min nye chef som receptionist i Fitness World. Jeg var til en oplæringsvagt, og så sagde jeg faktisk op, fordi jeg er så usikker på mig selv. At arbejde i et fitnesscenter er mit drømmejob, men der tog min usikkerhed overhånd.
Jeg valgte så at søge ind på HF igen i år, og jeg tænkte, at det her er fandme mit år. Jeg nåede at gå der i to uger, og så droppede jeg ud igen. Tanken om at skulle være omringet af mange nye mennesker, som skal lære mig at kende, beskræmte mig.
 Jeg pakkede mig nærmest helt ind, da jeg sad i klasselokalet, selvom jeg gik i klasse med min søster. Jeg er så bange for, hvad folk skulle tænke om mig, eller om de hovedet kunne lide mig. Jeg har også rigtig svært ved at gå på gaden alene, fordi jeg føler, at alle kigger på mig og tænker alle mulige negative tanker om mig.
Hver gang jeg er oppe at træne, tænker jeg kun på, hvad folk nu tror om mig. Den her frygt lever jeg med hver dag, og det går ud over alt det, jeg faktisk drømmer om at være. Jeg har virkelig brug for hjælp med venlig hilsen, Sofie.

Så det er brevet jeg har taget med mig fra Sofie.
Det rammer jo ind i en masse spændende problemstillinger. Jeg vil gerne høre hvad du tænker om det, Sofie nævner og snakker om og skriver. Om du har nogle umidddbare tanker til det?
Ja, altså, ja det har jeg selvfølgelig. Stakkel, Sofie. Jeg tænker, det må være en svær position at sidde i,
først og fremmest. Og Mikke Måde, da hun har skrevet det her brev til os, tusind tak. Jeg har nok nogle tanker, der stikker i lidt nogle forskellige retninger.
Jeg har noget med noget i forhold til det her med at gå på HF. Jeg kunne være nysgerrig på, hvad er det for et ønske, hun har med det.
Fordi det lyder på den ene side, som om hun har et stærkt ønske om at gå på HF. Hun blev ikke erklæret uddannelsesparat i starten, og har så kæmpet virkelig for at komme op på det her snit, hun skulle bruge.
Starter, det er ikke noget for hende, og vil så insistere altså på, at hun skal starte igen. Men hvor jeg tror, at jeg stusser lidt over den formulering, hun har i forhold til at sige, at det var ikke noget for mig.
Fordi den formulering, den er vant til, at man bruger, når det er, at man ikke har interesse for noget alligevel, det var ikke som man troede det var. Man reviderer lidt sine drømme og siger, at jeg skal gå i en anden retning.
Men samtidig siger hun, at i år var mit år, at hun så starter igen. Det er ligesom om det er en selvfølgelig, at hun skal gå på HF. Der tænker jeg, at er det enten fordi, at der lå noget mere i det der med,
at det ikke lige var noget for hende, at der var nogle andre ting, et nederlag, noget hun gerne ville, som gik galt, eller om hun bare ikke kan frigøre sig fra tanken om, at hun skal da på HF.
Altså det skal man da. Og det taber måske nogle gange lidt ned i noget, jeg møder meget hos mange unge med, at der er en vej, og det er gennem en højere uddannelsesinstitution i sidste ende. Altså det er for mange gymnasiet, måske HF, men så er der ikke så meget ud over det.
Og jeg tænker, det er vigtigt, at vi gør op med den forestilling. Så det er selvfølgelig den ene vej, der er gået i det. Den anden vej, som jeg umiddelbart tænker at oplagte her, det er at tale noget om social angst.
Fordi det synes jeg lidt, at meget af det er gennemsyret af. Det kan jeg i hvert fald være bekymret for. Nu er det jo et brevkassebrev, og i virkeligheden ville det jo nok, hvis hun kom hos mig og sagde de her ting,
så ville jeg jo nok bruge de første to-tre gange i hvert fald på at stille hende et hav af spørgsmål for at komme tættere på hvad det her kunne være, fordi det er stadig meget åbent
men jeg får nogle fornemmelser af at der er noget der er voldsommere end bare at være overbekymret altså noget decideret angst så det er sådan lidt
de spor jeg tænker der kan være i det her, men jeg kunne være nysgerrig på ser du noget andet end mig, eller hvad tænker du, Charlotte? Jeg tror faktisk, at det jeg selv også ligger
mærke til i det her brev, det er det der med at være, at på en eller anden måde at være på i forhold til andre mennesker i omverdenen, og den usikkerhed, der kan opstå i mødet med andre mennesker.
For eksempel, når Sofie går fra, at jeg selv arbejdet i fitness en gang. Nåååå. Og kan godt huske… Ja, ja. Og kan godt huske det, det er sådan. Hvordan det var at være der, og så man var servicemedarbejder, hvis man… Nu ved jeg ikke, om det er sådan mere, og i Sofies tilfælde.
Men man var servicemedarbejder. Det kunne man være, hvis man var under 18 år, og så kunne gemme sig i centeret, fordi man udfylder en meget vigtig funktion,
man får noget ansvar og man vokser meget nemt med opgaven, men du er ikke på på samme måde som du er, når du er receptionist. Er det ligesom dem, der går og sørger for, at maskinerne er i orden, tørrer dem af? og fylder automaterne op og udfylder andre funktioner.
Men det med at være receptionist, det var mere det der med at være ansigtet udadtil og stå i centrum for hele centret og stå og repræsentere et fitnesscenter.
Der bliver krevet noget meget andet i forhold til det her med at være på, fordi du netop repræsenterer et helt center. Så du er ansigtet udadtil, så du er det første, folk ser, når de kommer ind ad døren.
Derfor skal du også udvise den glæde og entusiasme, som centeret gerne skulle repræsentere. Og der, når vi sådan ligesom står, både når Sofie, jeg forestiller mig, både når Sofie står som receptionist, men også når hun sidder i den der HF-klasse, nogle år senere, hvor hun siger, at der er så mange nye mennesker, der skal lære mig at kende, så sker der altså noget i det her med, at vi kan for eksempel, nu er det jo en ren hypotese fra min side af, men jeg forestiller mig, at man som menneske i mødet med andre mennesker, når man på en eller anden måde skal være på, så risikerer vi at blive spottet i vores største usikkerheder.
Det er noget, jeg arbejder meget med selv i mit eget terapeutisk rum. Det er her med sådan, når du frygter lidt nogle sociale sammenhænge på en eller anden måde, eller frygter at skulle være på på en eller anden måde. Hvad er det så egentlig, at du frygter?
Hvad er det værste, folk kunne tænke om dig? Fordi som Sofie selv siger, så handler det om det her med, at folk skulle tænke negativt om hende. Så jeg ville jo super gerne have Sofie ind i mit terapeutisk rum og så stille hende med et spørgsmål omkring,
okay, men hvad er det værste, folk kan tænke om dig? Fordi det værste, vi forestiller os, folk kan tænke om os, det repræsenterer ikke så meget overhovedet en eller anden form for sandhed omkring, hvordan andre mennesker tænker eller vurderer os.
Det handler mere om, hvad vi er bange for at blive spottet i, altså vores egne usikkerheder, som vi er bange for at blive spottet i. Hvad kunne det være, tror du, hvis nu du skulle take a wild guess og være sådan helt…
Hvad kunne det være, tror du, at Sofie kunne være bange for at blive spottet i? Jeg kunne forestille mig, at en pige som Sofie ville svare noget i stil med,
at hun blev bange for, at folk så, at hun ikke… Eller opdagede, at hun ikke var særlig kompetent til det, hun lavede. At hun ikke var særlig dygtig, at hun på en eller anden måde ikke var god nok.
Og det er jo her, at den i min optik på en eller anden måde taber ned i et tema, som også handler om selvværd, når vi snakker om det her med, at I kan være god nok. Så det kan jo være alle mulige usikkerheder, folk bringer på spil, når jeg så spørger dem,
hvad frygter du allermest, at andre mennesker opdager ved dig? Det er super individuelt, og det taber ned i vores største frygt som menneske,
eller vores største usikkerhed. Og den der frygt eller usikkerhed, den kommer jo ikke ingen steder fra. Det er selvfølgelig på en måde os selv, der har skabt den inde i vores eget hoved, men den starter jo et eller andet sted.
Og det sted er som oftest et sted i barndommen eller ungdomsårene, hvor vi på et eller andet tidspunkt har stået i en meget udsat position, en meget sårbar position, hvor vi har følt netop de følelser, som der ville lande, hvis jeg for eksempel også ville stå der og være udsat i et fitnesscenter eller i HF. Så hvis jeg f.eks. som barn eller ung på et eller andet tidspunkt stod i en meget usikker position og følte mig sindssygt akavet og ikke vidste, hvad jeg skulle sige og bare følte mig mega inkompetent på et eller andet område og følte, at andre mennesker bare kunne se det på mig, så den der frygt der, det er noget, som der ville være, eller den usikkerhed, det er noget, som der egentlig ville forfølge mig en lille smule.g det er en usikkerhed, som jeg meget nemt kunne blive ramt på i årene senere,
i forskellige situationer. Det handler ikke om, at folk kommer hen og fortæller mig, at jeg er inkompetent, eller ikke kan bidrage med noget til et fællesskab, eller ikke ser godt nok ud, eller et eller andet. Hvad det nu kunne være, jeg er usikker på.
Det handler om, at jeg nemt bliver ramt på lige præcis min usikkerhed, som stammer fra lige præcis min lille sårbare periode. Så det kan være, så tænker du, at det her med, at Sofia er et sted nu,
hvor hun er droppet ud af HF for anden gang, at det ligesom drejer sig, at det kan dreje sig om en usikkerhed, der er blevet større,
fordi hun har fået flere og flere dårlige oplevelser med sig, eller hvordan? Ja, fordi det sjove er jo det der med, dårlige oplevelser med sig? Ja, fordi det sjove er jo det der med, når du siger at få flere og flere dårlige oplevelser med sig selvfølgelig kan vi snakke om, at hvis det var at min hypotese var rigtig, det der med stor usikkerhed
som forfølger en, så kan man jo sagtens sige, at så kan vi være uheldige som mennesker og ramle ind i nogle dårlige oplevelser, der kan bekræfte, at andre mennesker synes, at jeg er total inkompetent eller en idiot eller ikke kan bidrage med noget
til et fællesskab. Men som menneske så har vi det også med at se det vi frygter. Så hvis jeg nu på en eller anden måde har været meget udsat i en venneflok, da jeg gik i folkeskolen,
eller følte mig sådan, følte mig udsat eller følte mig ikke god nok på en eller anden måde, eller hvis jeg blev mobbet, eller på en eller anden måde følte mig usikker udenfor, ikke god nok, afvist, forladt, hvad det nu var,
så vil jeg ligesom være have, hvad skal man sige, disponeret mig selv for at blive mere opmærksom på at blive ramt af det en anden gang, fordi det føltes simpelthen så ubehageligt.
Så vil jeg frygte det mere, end jeg ville have gjort, hvis ikke jeg havde stået i den oplevelse. Og så vil jeg nemmere blive ramt af den følelse i vilkårlige interaktioner og samtaler med andre mennesker fremadrettet.
Så det er derfor, at vi på den måde har det lidt ligesom som mennesker med at reproducere vores egen historie eller vores egne sorg.
Så hvis det nu handlede om, at jeg havde følt mig ikke god nok eller inkompetent eller ikke værdig til at være på på en eller anden måde.
Så vil jeg i mødet med, så hvis jeg nu mødte dig så et par år senere, så skal du ikke sige særlig meget forkert i gåsøjne for at ramme ind i den følelse igen.
Altså så skal du bare sige til mig, Charlotte jeg kan godt tænke mig, at du gør det her anderledes. Og så vil jeg faktisk føle, at du angriber mig. I stedet for at du sådan retter en lille smule til eller kommer med konstruktiv kritik, så vil jeg føle, at du taber lige ind i min allerstørste
usikkerhed, det sår, som jeg sådan har med mig. Og på den måde, hvis jeg ikke talesætter det, eller gør noget ved det, eller sådan går til terapi med det, fx, så vil jeg have rigtig god, hvad hedder det, god mulighed for, at jeg bare får bekræftet min allerstørste frygt, altså at jeg dur ikke til noget, når jeg skal være på. Så hvad, så en dollar question, hvad gør Sofie ved det,
hvis det er den her hypotese, vi går nedad? Jamen jeg får jo lyst til at sige, at hun skal komme ind til os jo. Hvis nu der var noget andet, det var sådan alle råd. Kom ind til os. Hvis nu der var noget andet, hun også kunne gøre. Hvis der nu var noget andet,
så kunne det jo være noget med, at stille sig selv det her spørgsmål, når jeg ligesom skal være på, eller når jeg står i de her sociale forer, hvad er det så, jeg frygter allermest at blive spottet i? Hvad er det værste, folk kunne tænke om mig?
Og så lige præcis det, hun lander i, det aller værste, folk kunne tænke om hende, det tema, det vil jeg skrive ned på et stykke papir eller en bog, og så vil jeg være opmærksom på, for det første bare ligesom blive bevidst omkring,
okay, det her er et tema, jeg har med mig. Så kan det jo være spændende at gå tilbage i tiden og kigge på, kan vide, hvornår det her tema, det her følelsesmæssige tema, stammede, eller blev skabt på en eller anden måde. Det er jo altid spændende. Og så kan man jo altid få nuanceret det, altså prøve at nuancere det for sig selv og sige sådan, okay, var det andre menneskers intentioner at skabe det her tema hos mig, ligesom for at få nuanceret det en lille smule, så vi også kan give slip på forhistorien bag det. Men også i det hele taget være opmærksomme på det, så hun ved, at når jeg føler, at andre mennesker kritiserer mig eller taler ind i det her tema, så handler det ikke om andre mennesker.
Det handler om, at jeg bare er mere åben for at møde den her usikkerhed i mig selv. Hvad hun så helt konkret kan gøre, det er jo noget med dels at være opmærksom på det, men også at kunne have vilje til på en eller anden finurlig måde at sætte sig ud over det her tema og sige,
okay, jeg ved, at det er et følelsesmæssigt tema for mig, at jeg føler mig ikke god nok, når jeg træder ind i sociale sammenhæng, hvis det var det, der var temaet. Men nu gør jeg det alligevel. Jeg træder alligevel ind i de her sociale sammenhæng.
De fleste mennesker tror, apropos med socialangst, eller angst i hele taget, hvis det er det, vi snakker om, det er, at for at de kan deltage i sociale ting, så skal jeg have noget mere selvværd.
Så skal jeg ændre den her følelse, jeg har ind i mig selv, den her usikkerhed. Men det, som jeg vil sige til dem, når de kommer ind i det her rum, det er det her med, du kan ikke nødvendigvis ændre følelsen, inden du ændrer dine handlinger. Fordi at ændre følelsen, det er ofte noget, der følger med det her med, at du handler anderledes i omverdenen. Så selvom du er skide usikker på at gøre alle de her ting, så skal du gå ud og gøre dem alligevel.
Og så må du gøre det på en måde, som du kan overkomme det. Altså tag det i små skridt, fordi så skal den her følelse af selvsikkerhed, eller den her følelse af, at jeg var god nok, jeg er god nok, og jeg skal nok være sådan, som jeg er,
den skal nok følge med. Så det er noget med ikke at gemme sig væk, men i stedet for at insistere på at den følelse Det er en følelse inde i mig Den er ikke realistisk Og den skal på en eller anden måde nok forsvinde
Når jeg træder ud i den virkelige verden For så kan jeg jo også få den afkræftet Når jeg er opmærksom på at jeg egentlig søger At få den bekræftet Og det er sådan en ting, det tænker jeg også bare lige for at tilføje At det er jo så også
Netop i relation til At Sofie Lad os antage at hun rigt, rigtig gerne vil på HF, og det er bare den vej, hun ser. Fordi det er netop også sådan lidt for at berøre det andet tema,
og jeg vil også nævne det, måske i den her henseende, hvor der ligger et stort arbejde foran hende, vigtigt, at hun får afgjort med sig selv, er det den vej, fordi hun kan komme frem, altså fordi det er et benhårdt arbejde, og motivationen skal netop ligge i den store drøm,
om at komme igennem det her studie, fordi hvis det er, at den alligevel knirker lidt, og nogle gange hun tænker, man kunne også noget andet, og jeg er ikke helt sikker, så bliver det også svært for hende at gå ind i de her udfordringer. Men jeg synes, Charlotte, det du siger,
det taber ret godt ind i mine tanker i forhold til social angst, som jo nok er at putte noget af det her lidt mere på dåse, hvis man kan sige det sådan, fordi at social angst er jo en diagnose
Man kan få i psykiatrien Og det er jo slet ikke Stort disclaimer her Jeg er ikke vild og voldsom fan Af diagnoser Men de kan De kan gøre noget godt for os også
Ved at vi får rammesat Nogle af de problematikker Vi har gang i Man kommer ikke ind til os og bliver diagnostiseret Og det kan vi ikke Og det vil vi ikke Man kommer ikke ind til at blive diagnostiseret. Det kan vi ikke, og det vil vi ikke.
Derfor vil jeg ikke diagnostisere Sofie. Men som sagt, jeg tror, at der er nogle ret vigtige ting i begrebet social angst, som vi kan videreføre på den her problematik, hvis det er den hypotese, vi går med.
Social angst er et af de her ord, som også bliver brugt ret meget i flæng. Og derfor er det måske også lidt vigtigt at sige, hvad det er, det overordnet set er. Det er, når man oplever angst i forbindelse med, at man udsætter sig for andres opmærksomhed.
Og det kan være mange menneskers opmærksomhed, men det kan også godt bare være to personer. Et menneskes opmærksomhed. Og det vil sige, at konsekvenserne af det her er ret brede. Det, der er problemet lidt med social angst, det er, at den kan være svær at spotte, fordi den minder utrolig meget om ganske almindelig generthed,
introverthed, som mange mennesker lever et ganske fint liv med. Men der er en ret stor forskel. Det er meget, meget lidelsesfuldt at være ramt af social angst,
fordi det har nogle meget store konsekvenser. Og der er vi nemlig henne i, at man fx ikke tør at sige noget højt i større grupper. Man tør ikke i skolen fx os sige noget i plenum, hvilket kan have store konsekvenser for ens karakter generelt, man ligger og putter sig nede i hjørnet. Man har svært ved at henvende sig til fremmede, det kan endda være, man har meget svært ved at ringe ned til det lokale pizzeria og bestille en pizza. Man kan have meget svært ved at tage offentlig transport, handle i supermarkeder, hvor der er andre mennesker, man skal henvende sig til, eller det som Sofie bare siger, at gå på gaden. Og det er jo nok mest det, der faktisk prægler mig i nærheden af social angst, fordi igen, grænsen er hård fin, hvorfor er det, hun har det svært, er det det sociale,
er vi vidt og lidt hen i noget diagnostisk, og det der præger mig i den retning, der åbner den hypotis, det er det, hun siger med at gå på gaden, fordi det oplever jeg tit, altså det er skillevejen, synes jeg, det er en af de markante ting, det har de fleste mennesker sgu ikke.
Alting handler grundlæggende set om, at man er sindssygt bange for at blive kritiseret, og derfor hænger det meget godt sammen, Charlotte, med det, du siger om hvad er hendes værste frygt egentlig, hvad er det, hun er bange for at blive spottet i, fordi jeg tænker, der helt klart er noget her. Det er det her med, hvad tænker andre om mig? Det er de der konstante tanker, der kører. Det er også vigtigt at sige, at det, der ligesom netop adskiller angst fra det, vi almindeligvis vil kalde for overtænkning, bekymringer, som jo udgør en stor del af social angst, det er, at det går ind og bliver meget kropsligt. Altså man mærker det meget tydeligt i kroppen. Det er det, der er så karakteristisk ved angst. At du, altså sådan helt klassisk, når man tænker nogle særlige tanker, så begynder hjertet at hamre, man begynder at svede mere voldsomt, man sveder i hænder, man stemmer diger, man kan ikke samle sine tanker om noget, koncentrationsevnen er helt, altså når det vidder lidt, bliver et angstanfald, så når angsten virkelig kommer helt ud af en tangent, så kan man ikke være i sin egen krop. Det er sådan, sådan beskrives det for de fleste, at de har lyst til at flygte fra der sin egen krop. Det er sådan, som beskrives det for de fleste. De har lyst til at flygte fra deres egen krop.
Og de tanker, der også er i ens hoved, det er bare flygt, flygt, flygt ud af det her med det samme. Så den tilstand er jo ikke særlig fed at være i, og skal tages meget, meget alvorligt.
Og det, jeg tænker med Sofie, det er jo, at hun måske godt kan skabt gennem de begivenheder, hun nævner for os, og jeg ved, der er masser af andre begivenheder derude i hendes liv, hun har bare lige taget nogle ud for os, men at den sociale angst kan have udviklet sig, fordi at hun, altså man kan sige, der er jo nok, som du også selv siger Charlotte, der kan godt være en eller anden hypotese om, at der er en grundlæggende usikkerhed i hende,

Vil du læse mere om RadioPsykologerne eller skrive et brev til os?

Så gå ind på forsiden for vores podcast og tjek os ud.